Procesretligt nyhedsbrev for september 2023

Højesteret afsagde den 6. september 2023 kendelse i sag BS-18290/2023-HJR mellem parterne A og B. Sagen angik, hvorvidt der skulle gives anketilladelse til A efter den ordinære ankefrists udløb.

Den 11. januar 2022 afsagde Retten i Helsingør dom i en sag anlagt af A mod B, C og Kommunen K. C ankede dommen over for A den 25. januar 2022, og A ankede dommen over for K den 7. februar 2022. I begge tilfælde var anken indgivet inden udløbet af den ordinære 4-ugers ankefrist efter retsplejelovens § 372, stk. 1. Spørgsmålet for Højesteret vedrørte, om A skulle gives tilladelse til at anke dommen over for B, selvom A først indgav en anmodning herom den 30. maj 2022, hvilket var efter ankefristens udløb.

Forsinkelsen skyldtes, at A antog, at ankesagen alene ville angå et delspørgsmål, hvorfor det ikke ville blive relevant at inddrage B i ankesagen. A inddrog derfor ikke B’s forhold i deres ankestævning af 7. februar 2022, og ankesagen angik således alene parterne A, C og K. I ankesagen indebar K’s påstand imidlertid, at der på ny måtte ske fuld prøvelse af byrettens dom. Derfor blev anmodningen om anketilladelse over for B først indgivet efter A’s modtagelse af K’s ankesvarskrift.

Højesteret fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder i sagen, der kunne give A tilladelse til at anke efter ankefristens udløb i medfør af retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt. A skulle ved ankestævningen mod K have indset risikoen for, at K’s påstand kunne nødvendiggøre fuld prøvelse af byrettens dom, herunder prøvelse af B’s forhold, og derfor have inddraget B allerede dengang.

Kendelsen er et udtryk for den restriktive praksis, der foreligger på området for overskridelse af ankefrister. Kendelsen bekræfter, at der kræves helt særlige omstændigheder, før der kan gives anketilladelse efter ankefristens udløb, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.

Der kan læses flere afgørelser angående tilladelse til anke efter ankefristens udløb i nyhedsbrevet for august 2023.

Kendelsen er udgivet i U 2023.5136 H.

Vestre Landsret afsagde den 3. maj 2023 kendelse i sag B-0071-23 mellem parterne A og B. Sagen angik, hvorvidt B var proceshabil.

Den 15. oktober 2021 blev B af byretten dømt til at betale et beløb til A. Dommen blev stadfæstet af landsretten den 29. juli 2022, idet landsretten fandt, at B med hensyn til sit NemID havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han var aftaleretligt forpligtet af en låneaftale, som var underskrevet med B’s NemID, til trods for, at B hævdede ikke selv at have underskrevet aftalen.

Sagen blev efterfølgende indbragt for fogedretten i Kolding. Fogedretten beskikkede B en advokat med det formål at fremskaffe oplysninger om B’s tilstand til brug for en proceshabilitetsvurdering efter retsplejelovens § 258, stk. 2.

Baggrunden for proceshabilitetsvurderingen var, at B før retssagen var involveret i et trafikuheld, som fortsat medførte betydelige kognitive udfordringer for B. Ifølge en lægeattest var B udviklingshæmmet, havde nedsat koncentrationsevne, var initiativløs og havde betydelige følger personlighedsmæssigt. Ydermere fremgik det af B’s lægeerklæring, at han ikke kunne forstå almindelig korrespondance, hvorfor han ikke var i stand til at udfylde formelle papirer og ansøgninger uden hjælp fra andre.

Den 10. februar 2023 fandt fogedretten på baggrund af lægeattesten, at B ikke var proceshabil, hvorfor A’s anmodning om gennemførelse af fogedforretning blev afvist.

A kærede fogedrettens kendelse. Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for at fastslå, at B ikke ville kunne forstå de i fogedretten rejste problemstillinger med hjælp fra andre. Dette kunne eksempelvis ske ved brug af en beskikket advokat. Landsretten fandt derfor, at B var proceshabil, og at sagen ikke skulle afvises efter retsplejelovens § 258, stk. 2. På den baggrund ophævede landsretten fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Kendelsen er interessant, da den er en bekræftelse på det kendte udgangspunkt om, at myndige fysiske personer er proceshabile. Derudover nuancerer kendelsen retsstillingen vedrørende proceshabilitet, idet den viser, at selv hvor retten har et sikkert grundlag for at foretage habilitetsvurderingen, i form af en lægeattest, vil påviste betydelige kognitive udfordringer ikke nødvendigvis medføre procesinhabilitet, hvis personen kan hjælpes til at forstå de rejste problemstillinger i sagen af eksempelvis en beskikket advokat.

Kendelsen er udgivet i FM 2023.132.

Vestre Landsret afsagde den 1. september 2023 kendelse i sag BS-38483/2023 mellem parterne A og et arkitektfirma. Sagen angik fastsættelse af omkostninger ved isoleret bevisoptagelse.

A havde fået udført gulvarbejde i sin ejendom, og arkitektfirmaet havde i den forbindelse optrådt som byggeteknisk rådgiver. A gjorde gældende, at gulvarbejdet var mangelfuldt, hvorfor der blev udmeldt syn og skøn efter retsplejelovens § 343.

Skønsmanden konstaterede mangler ved gulvarbejdet, og parterne anmodede på den baggrund retten om at tage stilling til fastsættelsen af sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Det følger af bestemmelsen, at retten kan træffe beslutning om betaling af omkostningerne ved isoleret bevisoptagelse, medmindre parterne har aftalt andet.

Retten i Aarhus fandt, at det efter skønserklæringerne hverken kunne udelukkes, at A kunne gøre krav gældende mod arkitektfirmaet eller selskabet, der havde udført gulvarbejdet. Retten bestemte derfor, at arkitektfirmaet og selskabet, der havde udført gulvarbejdet, hver skulle betale 32.125 kr. i sagsomkostninger til A, hvilket navnlig godtgjorde de omkostninger, A havde afholdt til skønsmanden.

Arkitektfirmaet kærede byrettens afgørelse med påstand om ikke at skulle betale sagsomkostninger til A.

Ifølge skønsmanden var der ikke i projekteringsmaterialet indikationer på, at projekteringen havde medført det mangelfulde gulvarbejde. Derudover udtalte skønsmanden, at det må forventes, at en rådgiver reagerer behørigt ved konstatering af fejl og mangler, men at omfanget af rådgiverens rolle må konstateres ud fra aftalen mellem parterne.

Landsretten fandt herefter, at der ikke i skønserklæringerne var holdepunkter for, at A kunne gøre et ansvar gældende mod arkitektfirmaet. Da A ikke havde fået medhold angående resultatet af skønserklæringen, fandt Landsretten, at arkitektfirmaet ikke skulle betale sagsomkostninger til A i anledning af den isolerede bevisoptagelse.

Kendelsen er illustrativ for de i praksis hyppigt forekommende problemstillinger vedrørende sagsomkostninger.

Kendelsen er udgivet i U 2023.5169 V.

Højesteret afsagde den 1. september 2023 kendelse i sag BS-45278/2022-HJR mellem andelshaveren H og andelsboligforeningen B angående fastsættelse af sagsomkostninger.

Den 9. september 2019 traf bestyrelsen i B beslutning om at ekskludere H fra andelsboligforeningen. Virkningen heraf var, at H skulle tømme sine to andele og flytte fra foreningen. I november 2019 anlagde B et anerkendelsessøgsmål mod H ved retten på Frederiksberg med påstand om, at H skulle anerkende eksklusionen og dens virkning. Den 27. oktober 2021 frifandt byretten H og tilkendte ham samtidig et beløb på 35.000 kr. svarende til sagsomkostningerne. H kærede omkostningsafgørelsen til landsretten, som stadfæstede byrettens afgørelse den 14. januar 2022.

H kærede på ny omkostningsafgørelsen og nedlagde for Højesteret påstand om, at sagsomkostningerne skulle forhøjes til 165.000 kr., subsidiært til et beløb højere end 35.000 kr. Til støtte herfor gjorde H gældende, at værdien af B’s eksklusionspåstand var 1.953.400 kr. svarende til den samlede værdi af de to andele.

Højesteret udtalte, at der ved fastsættelse af sagsomkostninger i almindelighed skal tages udgangspunkt i sagens værdi og karakter, og at sagens værdi opgøres på samme måde ved sagsomkostningsfastsættelsen som ved beregning af retsafgift. Yderligere udtalte Højesteret, at der skal tages hensyn til det opnåede resultat, betydningen af resultatet samt advokatarbejdets omfang. Samtidig skal der være et rimeligt forhold mellem de sagsomkostninger, der tilkendes til dækning af advokatsalær, og de advokatsalærer der faktisk betales.

Det følger af retsafgiftslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Højesteret henviste til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det fremgår, at hvis påstanden er betinget af en modydelse, skal værdien af modydelsen fratrækkes. I lyset af dette fandt Højesteret, at værdien af B’s påstand om eksklusion af H måtte anses for 0 kr. Det skyldtes, at i tilfælde af eksklusion ville H skulle afstå sine andele i andelsforeningen, men samtidig ville han modtage værdien af de overdragne andele svarende til 1.953.400 kr.

Højesteret fandt derefter, at sagsomkostningerne måtte fastsættes med udgangspunkt i det opnåede resultat, den økonomiske betydning heraf og advokatarbejdets omfang. Sagsomkostningerne blev af Højesteret skønsmæssigt fastsat til 75.000. kr.

Kendelsen er interessant, idet Højesteret specificerer de skønsmæssige kriterier, der skal tages i betragtning ved fastsættelse af sagsomkostninger og anvender disse kriterier i en sag, hvor værdien findes at være 0 kr.

Kendelsen er udgivet i U 2023.5101 H.

Vestre Landsret afsagde den 3. juli 2023 kendelse i sag BS-22175/2023 mellem agenten A og agenturet B. Sagen angik spørgsmål om lovvalg og værneting.

A, som havde bopæl i Tyskland, havde indgået en agenturaftale med B, der var beliggende i Danmark. B sagsøgte A og gjorde gældende, at A havde misligholdt agenturaftalen ved tilsidesættelse af sin loyalitetsforpligtigelse.

A påstod afvisning af sagen med henvisning til, at retssager som udgangspunkt skal anlægges ved sagsøgtes hjemting, jf. retsplejelovens § 235, stk. 1, og Bruxelles I-forordningens artikel 4, stk. 1, hvilket var i Tyskland. B henviste imidlertid til, at parterne havde aftalt værneting ved retten i Kolding i agenturaftalen, i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningens artikel 25, hvorfor sagen skulle fremmes. Byretten fandt på linje med B’s argumentation, at parterne havde aftalt værneting ved retten i Kolding i agenturaftalen.

Spørgsmålet var herefter, hvilket lands ret, der skulle finde anvendelse på tvisten. Det følger af Romkonventionens artikel 4, stk. 1, at en aftale, der ikke indeholder bestemmelse om lovvalg, er underkastet loven i det land, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til. Af artiklens stk. 2, følger det, at der gælder en formodning for, at en aftale har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den karakteristiske ydelse for aftalen, har sin bopæl eller sit hovedsæde. Artiklens stk. 2 finder dog ikke anvendelse, hvis det ikke kan afgøres, hvad der for aftalen er den karakteristiske ydelse, og lovvalget må da foretages ved en helhedsvurdering, jf. Romkonventionens artikel 4, stk. 5.

B anførte, at de, ved at udarbejde og levere designs/oplæg til kunder, leverede den for aftalen karakteristiske ydelse, og at tvisten måtte afgøres ved brug af dansk ret. Modsat anførte A, at retspraksis støttede, at det er tjenesteyderen i aftalen, i dette tilfælde A, som leverer den for aftalen karakteristiske ydelse.

Byretten fandt indledningsvist, at der var tale om en tvist om kontraktretlige forpligtelser, hvorfor Romkonventionen fandt anvendelse, jf. Romkonventionens artikel 1, og at der ikke var indgået en aftale om lovvalg. Ifølge byretten blev den karakteristiske ydelse for aftalen både leveret af B og A. I medfør af Romkonventionens artikel 4, stk. 5, fandt byretten derfor, at aftalen havde nærmest tilknytning til Danmark, hvorfor sagen skulle afgøres efter dansk ret, jf. Romkonventionens artikel 4, stk. 1.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om værneting. I forhold til lovvalgsspørgsmålet udtalte landsretten dog, at A udførte den karakteristiske ydelse for aftalen, idet B’s modydelse var vederlag i penge til A. Formodningsreglen i Romkonventionens artikel 4, stk. 2, fandt derfor anvendelse, og aftalen var undergivet tysk ret.

Kendelsen er interessant, da den illustrerer vurderingen af, hvem der leverer den karakteristiske ydelse for en aftale. Derudover er kendelsen en påmindelse om, at værneting og lovvalg er selvstændige spørgsmål, som begge bør overvejes i forbindelse med koncipering af kontrakter.

Kendelsen er udgivet i U 2023.4865 V.