Søg
Østre Landsret afsagde den 8. maj kendelse i sag BS-18077/2024-OLR om, hvorvidt en ensidigt indhentet teknisk rapport kunne udleveres til skønsmanden.
Som følge af et muligt mangelskrav i anledning af et kloakeringsarbejde blev der under isoleret bevisoptagelse foretaget et syn og skøn af kloakken.
Der opstod herunder tvist om, hvorvidt en tidligere ensidigt indhentet teknisk rapport om kloakkens konstruktion og forløb kunne forelægges skønsmanden. Rapporten var udarbejdet af en kloakmester efter dennes besigtigelse af kloakken. Rapporten konkluderede, at rørføringen skulle laves om.
Ved beslutning af 26. marts 2024, tillod byretten, at rapporten blev forelagt skønsmanden med henvisning til at besvarelse af skønstemaet som udgangspunkt skal baseres på kendskab til alle sagens akter, og at der ikke var grundlag for at antage, at erklæringen var uden betydning for besvarelsen af skønstemaet.
Den ene part kærede beslutningen og anførte, at rapporten ville kunne påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde, hvorfor den ikke skulle udleveres til skønsmanden. Indkærede påstod stadfæstelse og anførte, at rapporten var indhentet forud for anmodningen om syn og skøn med henblik på afklaring og undersøgelse af kloakken, og ikke kunne skønnes at være uden betydning.
Med henvisning til Højesterets afgørelse i U.2010.2471 H udtalte landsretten, at udgangspunktet er, at en skønsmand får udleveret samtlige sagens akter. I den pågældende dom fandt Højesteret, at to dokumenter under en syns- og skønsforretning som led i isoleret bevisoptagelse skulle forelægges for skønsmanden, da der ikke var grundlag for at antage, at dokumenterne var egnet til at påvirke besvarelsen på en utilbørlig måde.
Landsretten fandt herefter, at den tekniske rapport indeholdt detaljerede vurderinger af kloakken, som skønsmanden skulle foretage, hvorfor rapporten kunne sidestilles med en skønserklæring. Af denne årsag, og som følge af, at skønsmanden endnu ikke havde haft mulighed for at foretage sin egen vurdering af skønstemaet, fandt landsretten, at en udlevering af rapporten til skønsmanden ville indebære en risiko for utilbørlig påvirkning som omhandlet i retsplejelovens § 197, stk. 2.
Landsretten tillod derfor ikke rapportens udlevering til skønsmanden.
Kendelsen illustrerer, at udgangspunktet om at skønsmanden får udleveret samtlige af sagens akter, kan fraviges, såfremt udleveringen er egnet til at påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde. En utilbørlig påvirkning kan f.eks. forekomme, såfremt materialet kan påvirke skønsmanden til at nå et bestemt resultat. Afgørelsen understreger vigtigheden af at beskytte skønsprocessen mod enhver form for utilbørlig påvirkning. Parter bør derfor være opmærksomme på, at selvom en ensidigt indhentet erklæring opfylder betingelserne i retsplejelovens § 341 a, og derfor som udgangspunkt må fremlægges som bevis, kan den minde så meget om en skønserklæring, at den kan blive afskåret fra det materiale som en eventuel skønsmand får udleveret.
Kendelsen er udgivet i U.2024.3333.
Vestre Landsret afsagde den 17. maj 2024 kendelse i BS-36736/2023-VLR vedrørende et anerkendelsessøgsmål, hvor A nedlagde påstand om, at B ApS skulle anerkende ansvaret for en arbejdsulykke.
I 2017 fik A et stressudløst hjertesvigt, og fik tilkendt godtgørelse for varigt men. A lagde herefter sag an mod sin arbejdsgiver, B ApS, med påstand om betaling for svie og smerte. B ApS ville imidlertid gerne betale A.
B ApS ville derimod ikke anerkende at være erstatningsansvarlig for skaden, hvorefter A ændrede påstanden til, at B ApS skulle anerkende ansvaret for arbejdsulykken. B ApS påstod sagen afvist, da A manglede retlig interesse under hensyn til, at B ApS allerede havde godtgjort A’s krav om godtgørelse, og A i øvrigt havde erklæret, at hun ikke havde noget andet aktualiseret krav i form af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne. For landsretten drejede sagen sig derfor om, hvorvidt A på trods heraf havde retlig interesse i at få fastslået, at B ApS var ansvarlig for den arbejdsskade, som hun ubestridt fik under sin ansættelse i B ApS.
A forklarede for landsretten, at hun siden 2019 har været ansat i en anden virksomhed, men på grund af træthed overvejede at overgå til en seniorordning, der vil indebære en lønnedgang. A anførte derudover, at der på hendes nuværende arbejdsplads blev taget særhensyn til hende, og at hun ville være nødt til at sige op, såfremt disse særhensyn skulle ophøre.
Landsretten fandt, at der ikke forelå oplysninger, der kunne indikere, at A senere vil kunne rejse et krav på tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at A siden sin raskmelding i 2019 havde arbejdet i samme omfang og med samme løn, som under ansættelse hos B ApS.
A kunne herefter ikke få prøvet spørgsmålet om ansvarsgrundlag, da B ApS allerede havde betalt A’s krav, og en prøvelse af anerkendelsespåstanden ville således ikke ændre parternes retsstilling. Landsretten afviste derfor sagen.
Kendelsen er interessant, fordi den belyser domstolenes bedømmelse af retlig interesse ved anerkendelsessøgsmål. Afgørelsen viser, hvordan domstolene inddrager sandsynligheden for fremtidige krav i deres vurdering, når de afgør, om der foreligger retlig interesse. I dette tilfælde blev det vurderet, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at A på et senere tidspunkt ville få et krav på tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne. Det er dermed afgørende for spørgsmålet om retlig interesse, hvorvidt påstanden er egnet til at ændre på parternes retsstilling.
Kendelsen er udgivet i U.2024.3477.
Østre Landsret afsagde den 21. marts 2024 kendelse i BS-11041/2024 i en sag anlagt af A den 15. oktober 2021 mod Tryg Forsikring A/S vedrørende et spørgsmål om advokatpålæg og indlevering af endeligt påstandsdokument.
A blev flere gange af byretten opfordret til at antage en advokat, men A oplyste, at han ikke kunne nå at finde en advokat med så kort varsel.
Det følger af retsplejelovens § 259, stk. 2, at retten kan pålægge en part at lade sagen udføre af en advokat, dersom den ikke finder det muligt at behandle sagen på hensigtsmæssig måde, uden at parten har sådan bistand.
Med henvisning til at A ikke havde efterkommet rettens opfordring, traf byretten den 14. november 2023 forlods afgørelse om afvisning af sagen i medfør af retsplejelovens § 360, stk. 1, da det forventedes, at A ikke kunne opfylde betingelsen om, at hans påstandsdokument skulle indgives af en advokat. Fristen for indlevering af påstandsdokumentet var fastsat til den 16. november 2023.
Kendelsen blev herefter kæret til landsretten, med påstand om hjemvisning til fortsat behandling i byretten. A anførte i den forbindelse, at der ikke var givet et formelt advokatpålæg. B påstod principalt sagen afvist og subsidiært stadfæstelse, da A ikke havde indleveret kæreskriftet ved advokat efter retsplejelovens § 259, stk. 3.
Landsretten fandt indledningsvist, at retten alene havde opfordret A til at antage en advokat og derfor ikke havde truffet afgørelse om advokatpålæg. Der var således ikke holdepunkter for at afvise den af A personligt indgivne kære i medfør af retsplejelovens § 259, stk. 3.
Det følger af retsplejelovens § 360, stk. 5, jf. stk. 1, at retten kan afvise sagen såfremt et endeligt påstandsdokument ikke indleveres rettidigt. Med henvisning til denne bestemmelse, fandt landsretten, at fristen for indlevering af påstandsdokumentet ikke var overskredet på tidspunktet for byrettens afgørelse, hvorfor betingelserne for afvisning af sagen ikke var opfyldt.
Landsretten ophævede derfor afgørelsen og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling.
Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer, hvordan retsplejelovens § 259, stk. 2 fortolkes ved domstolene. Ifølge landsretten, er det afgørende, om retten formelt har pålagt parten at antage en advokat. Rettens opfordring er således ikke tilstrækkeligt. Derudover belyser afgørelsen domstolenes afvejning af procesbesparende hensyn overfor modparten. Byretten havde oprindeligt truffet en forlods beslutning om sagens afvisning af procesbesparende hensyn, hvilket landsretten fandt uberettiget, da de formelle krav for afvisning ikke var opfyldt. Landsrettens afgørelse illustrerer således, at afvisning kræver, at samtlige betingelser er opfyldt og at andre hensyn, der taler for afvisning, ikke inddrages samt at et advokatpålæg alene er bindende, såfremt det formelt er pålagt parten at antage en advokat.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2957.
Højesteret afsagde den 3. maj 2024 kendelse i sag BS-499/2023-HJR mellem på den ene side Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug som mandatar for 17 landmænd (”Foreningen”) og på den anden side Miljøministeriet. Hovedsagen ved Landsretten angik spørgsmålet om gyldigheden af en række regler vedrørende blandt andet beskyttelse af grundvandet i Danmark. Foreningen ønskede i hovedsagen at nedlægge en række principale og subsidiære påstande om, at bestemmelserne i indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b var retsstridige.
Landsretten afviste sagen, da landmændene ikke havde retlig interesse i en prøvelse af gyldigheden af de generelle regler, der var omfattet af påstandene, og fordi reglerne ikke var af så indgribende betydning for den danske befolkning, at det kunne give landmændene en generel søgsmålsret.
For Højesteret drejede sagen sig om, hvorvidt landmændene havde retlig interesse i at få prøvet påstandene.
Foreningen påstod på den ene side, at landmændene var berørt af miljøbeskyttelseslovens § 21 b, som forbyder visse landbrugsaktiviteter inden for en radius af 25 meter fra en boring, der indvinder grundvand til vandforsyninger og indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, som giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at pålægge rådighedsindskrænkninger for at beskytte drikkevandsinteresser mod forurening. Til støtte for påstandene gjorde Foreningen b.la. gældende, at reglerne og kortlægningen af særlige drikkevandsområder var i strid med grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og det EU-retlige proportionalitetsprincip.
Miljøministeriet påstod på den anden side, at landmændene ikke havde påvist en konkret, væsentlig og aktuel interesse i at få prøvet reglerne. Ministeriet påpegede, i) at nogle af landmændene ikke ejede arealer inden for områder med en vedtaget indsatsplan, ii) at de landmænd, der ejede arealer omfattet af en indsatsplan, endnu ikke havde modtaget påbud eller afgørelser om restriktioner, og iii) at miljøbeskyttelseslovens § 21 b fastlagde en generel beskyttelseszone, som gjaldt for alle.
Dansk retspleje indeholder ikke et princip om actio popularis (søgsmålsret for alle), og generelle retsakter kan normalt kun prøves i forbindelse med en konkret forvaltningsakt. Generelle regler kan dog prøves, hvis sagen har indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed.
Højesteret påpegede, at der endnu ikke var truffet afgørelse om restriktioner over for nogen af landmændene i henhold til indsatsbekendtgørelses § 7, stk. 2, og at det faktum, at nogen af landmændene ejede ejendomme, som var omfattet af udpegede indsatsområder, og at de i fremtiden kunne blive pålagt restriktioner, ikke i sig selv kunne give dem den nødvendige retlige interesse i sagen. Højesteret bemærkede, at hvis der senere blev truffet en afgørelse, kunne denne indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, som kunne vurdere, om reglerne var i overensstemmelse med grundloven, EMRK og EU-retten. Domstolene kunne også prøve dette, hvis Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse blev indbragt for dem.
Hvad angik miljøbeskyttelseslovens § 21 b bemærkede Højesteret, at foreningens påstande skulle forstås som et krav om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen var retsstridig for alle og enhver. Alternativt skulle ministeriet anerkende, at bestemmelsen var retsstridig for alle og enhver i forhold til bestemmelsens forbud mod dyrkning. Højesteret fandt, at disse generelt formulerede påstande ikke gav landmændene den nødvendige retlige interesse i at få prøvet påstandene.
Højesteret stadfæstede af de grunde landsrettens afgørelse.
Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer domstolenes bedømmelse af spørgsmålet om retlig interesse ved prøvelse af generelle retsregler. Retlig interesse kræver en aktuel, konkret og individuel interesse i sagens udfald. Højesteret afgjorde, at landmændene ikke havde denne interesse, da de ikke var individuelt berørt af de generelle miljøregler. Manglen på konkrete forvaltningsakter mod landmændene betød dermed, at de ikke havde den fornødne retlige interesse i at udfordre reglernes gyldighed.
Kendelsen er udgivet i U.2024.3276.