Procesretligt nyhedsbrev for februar 2024

Østre Landsret afsagde den 5. februar 2024 kendelse i sagerne BS-34869/2023-OLR og BS-34807/2023-OLR. Hovedsagen var en patentretlig tvist mellem to medicinalvirksomheder, Viatris og Novartis.

Under behandlingen af sagen fandt landsretten, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis et sagkyndigt medlem, A, tiltrådte retten. A var en europæisk patentagent og uddannet læge.

Viatris’ advokater havde tidligere på året kontaktet A med forespørgsel om, hvorvidt hun kunne bistå i en retssag mod Novartis. Advokathuset havde ikke oplyst hvilken sag forespørgslen vedrørte, og heller ikke Viatris’ navn eller patentnummer. A havde afvist forespørgslen af tidsmæssige årsager.

Novartis påstod, at A var inhabil ud fra den betragtning, at parterne eller offentligheden ikke måtte have mulighed for at tvivle på A’s upartiskhed (det såkaldte appearance-hensyn). Ifølge Novartis måtte A være klar over, at henvendelsen fra Viatris vedrørte en patenttvist mod Novartis, da det på tidspunktet var offentligt kendt i medierne, at der var aktive sager mod selskabet. Novartis gjorde derfor indsigelse mod udpegningen af A med henvisning til retsplejelovens § 61.

Det følger af retsplejelovens § 61, at ingen må handle som dommer i en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Med henvisning til den fremlagte e-mailkorrespondance mellem Viatris’ advokater og A, fandt landsretten, at skriftudvekslingen ikke medførte, at der forelå tvivl om A’s habilitet, der var begrundet i objektive omstændigheder. A blev derfor udpeget til at tiltræde landsrettens behandling af sagen.

Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer domstolenes vurdering af inhabilitet efter retsplejelovens § 61. Kendelsen viser, at vurderingen skal baseres på faktiske og målbare kendsgerninger og ikke blot subjektive fortolkninger eller spekulationer. Domstolene er derfor tilbageholdende med at statuere inhabilitet, hvis der ikke foreligger objektive omstændigheder, der kan give grundlag til tvivl.

Kendelsen er udgivet i U.2024.2137.

Højesteret afsagde den 8. februar 2024 kendelse i sag BS-48656/2023-HJR. Hovedsagen vedrørte en ejendomshandel mellem på den ene side køberne A og D og på den anden side sælgerne B og C.

Efter indgåelsen af købsaftalen havde A og D ikke betalt købesummen, til trods for at B og C adskillige gange havde forsøgt at kontakte køberne. B og C valgte derfor at ophæve handlen og kræve erstatning.

I hovedsagen pålagde byretten A og D at betale erstatning til sælgerne på baggrund af en abstrakt prisdifference svarende til forskellen mellem den aftalte købesum og en skønsmands vurdering af ejendommens værdi på tidspunktet, hvor købsaftalen blev ophævet. Efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse ville B og C således være stillet som om, at handlen var blevet gennemført. Det var uden betydning for erstatningsspørgsmålet, at B og C ikke havde forsøgt at begrænse sit tab ved at sælge ejendommen til andre undervejs, da et dækningssalg ikke var en betingelse for at få erstatning.

Under A’s anke til Vestre Landsret påstod B og C, at sagen skulle afvises med henvisning til retsplejelovens § 368 a.

Det følger af retsplejelovens § 368 a, at landsretten kan afvise at behandle en sag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Landsretten afviste anken efter sin gennemgang af dokumenterne, da landsretten tilsluttede sig byrettens vurdering af beviserne og derfor ikke mente, at der hverken var udsigt til et andet resultat eller andre grunde, der kunne begrunde en behandling ved to instanser.

Højesteret omgjorde i en efterfølgende kæresag landsrettens beslutning. Højesteret bemærkede, at ved ejendomshandler er brugen af abstrakt prisdifference som grundlag for et erstatningsbeløb ikke reguleret af loven. Principperne for erstatning for positiv opfyldelsesinteresse fastlægges derfor gennem retspraksis på området. Under hensyntagen til, at der på tidspunktet for afsigelsen af dommen ikke fandtes retspraksis på det konkrete område, fandt Højesteret, at der var grunde, som talte for, at sagen skulle behandles hos landsretten. Højesteret hjemviste derfor sagen til behandling hos landsretten.

Kendelsen er interessant, fordi Højesteret foretager en prøvelse af, hvad der kan udgøre grunde, der kan tale for, at en sag skal behandles af to instanser efter retsplejelovens § 368 a. Det vil blandt andet være på områder, hvor der på domsafsigelsestidspunktet hverken findes lovregulering eller relevant retspraksis, og hvor retsstillingen derfor er uklar.

Kendelsen er udgivet i U.2024.1923.

Højesteret afsagde den 13. februar 2024 kendelse i sag BS-47860/2023-HJR. Hovedsagen vedrørte et krav om betaling af en abonnementsaftale om levering og vask af måtter mellem abonnenten A og virksomheden Elis Danmark A/S.

I hovedsagen pålagde byretten A at betale 42.630,91 kr. til Elis Danmark A/S. I beløbet var medregnet et inkassogebyr, rykkergebyr og kompensationsbeløb som i alt udgjorde 1.330 kr. Ved sin fastsættelse af omkostningerne til dækning af Elis Danmark A/S’ advokatudgifter tog retten hensyn til, at der i domsbeløbet indgik et inkassogebyr (100 kr.) samt et kompensationsbeløb (930 kr.). Det indebar, at beløbene blev fratrukket i det takstmæssige sagsomkostningsbeløb, der udgør 2.720 kr. i henhold til landsretspræsidenternes vejledende takster per 1. juni 2017.

Elis Danmark A/S påstod, at inkassogebyret, rykkergebyret og kompensationsbeløbet var selvstændige krav i medfør af renteloven, og at kravene derfor skulle adskilles fra rettens omkostningsafgørelse. Elis Danmark A/S kærede derfor afgørelsen til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens dom.

Med henvisning til sin tidligere afgørelse (U.2007.1882H) bemærkede Højesteret, at både et rykkergebyr og inkassogebyr måtte anses for vederlag for arbejde forud for inkasso, og at gebyrerne derfor kunne opkræves særskilt. Højesteret tilføjede, at det samme måtte gøre sig gældende i forhold til kompensationsbeløbet, da det takstmæssige sagsomkostningsbeløb ikke skal dække andre inddrivelsesomkostninger end advokatudgifter.

På den baggrund fandt Højesteret, at inkassogebyret og kompensationsgebyret ikke skulle fratrækkes i det takstmæssige sagsomkostningsbeløb og forhøjede derfor beløbet til dækning af advokatbistand med 1.030 kr.

Kendelsen er interessant, fordi Højesteret tydeliggør, hvilke omkostninger, der kan tillægges vægt ved fastsættelsen af omkostninger til dækning af en parts udgifter til advokatbistand i inkassosager. Det er dermed alene udgifter til advokatbistand, der skal dækkes af de sædvanlige sagsomkostninger. Med hjemmel i en tidligere afgørelse fastslog Højesteret i kendelsen, at også kompensationsbeløb – og ikke alene øvrige inddrivelsesomkostninger – kan kræves ved siden af de sædvanlige sagsomkostninger.

Kendelsen er udgivet i U.2024.2122.