Søg
Vestre Landsret afsagde den 22. marts 2024 kendelse i sag BS-1799/2044-VLR vedrørende et spørgsmål om en lægekonsultents inhabilitet i en retssag.
Ankestyrelsen traf i 2021 afgørelse om, at A ikke var berettiget til en godtgørelse for varigt mén eller erhvervsevnetab efter en arbejdsskade. A anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen. Under retssagen blev Retslægerådet bedt om at afgive en udtalelse til brug for den verserende retssag. I Retslægerådets behandling af sagen deltog en lægekonsulent, L, der også var ansat hos Ankestyrelsen. L havde ikke deltaget i behandlingen af den konkrete sag i Ankestyrelsen. A gjorde gældende, at L var inhabil grundet sin ansættelse i Ankestyrelsen.
Byretten fandt, at L var inhabil ved behandling af sagen i Retslægerådet. Byretten lagde til grund, at selvom L ikke direkte havde deltaget i behandling af sagen i Ankestyrelsen, havde hans virke en sådan tilknytning til den generelle sagsbehandling og til ansættelse af lægekonsulenter, at ansættelsen hos Ankestyrelsen var egnet til at vække tvivl om hans upartiskhed. Denne afgørelse blev kæret af Ankestyrelsen med påstand om, at lægekonsulenten ikke var inhabil i behandling af sagen.
Spørgsmålet for landretten var således, om lægekonsulentens tilknytning til Ankestyrelsen medførte, at han var inhabil i behandling af den pågældende sag, hvor Ankestyrelsen var sagsøgte.
Landsretten henviste indledningsvist til Retslægerådets forretningsorden, hvorefter at den, der er inhabil i en sag, ikke må medvirke ved rådets behandling af den pågældende sag, og at inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven. Landsretten henviste herefter til betænkning nr. 1196/1990 om Retslægerådet og UfR 2005.1666 Ø, og antog på den baggrund, at retsplejelovens regler om skønsmænds habilitet tilsvarende finder anvendelse på Retslægerådets medlemmer og sagkyndige i de sager, hvor rådet afgiver udtalelser til domstolene.
Efter retsplejelovens § 199, stk. 2, må personer, der ville være udelukket fra at handle som dommere i sagen efter § 60, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke udpeges som skønsmænd, og de øvrige personer nævnt i § 60 må kun udpeges, når det ikke er muligt at finde andre lige så egnede skønsmænd. Landsretten påpegede, at selvom det ikke fremgår eksplicit af retsplejelovens § 199, stk. 2, så finder princippet i retsplejelovens § 61 også anvendelse ved bedømmelsen af en skønsmands habilitet, jf. U.2014.1094H. Det følger af princippet i retsplejelovens § 61, at ingen må virke som skønsperson i en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om den pågældendes fuldstændige upartiskhed.
Landsretten fandt på den baggrund, at uanset lægekonsulenten ikke havde deltaget i behandlingen af den pågældende sag i Ankestyrelsen, var han inhabil i kraft af sin ansættelse, da han deltog i Retslægerådets behandling af sagen, jf. princippet i retsplejelovens § 61, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.
Kendelsen er interessant, fordi den bidrager til forståelsen af anvendelsesområdet for retsplejelovens principper om skønsmænds habilitet. Kendelsen fastslår, at princippet i retsplejelovens § 61, også finder anvendele på Retslægerådets medlemmer og sagkyndige i de sager, hvor Retslægerådet afgiver udtalelse til domstolene.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2577.
Vestre Landsret afsagde den 20. marts 2024 kendelse i sag BS-1799/2044-VLR om, hvorvidt Revisornævnet skal betragtes som en statslig myndighed.
A indbragte den 9. juni 2023 en kendelse afsagt af Revisornævnet for Retten i Viborg, der er nævnets hjemting. Den 23. juni 2023 bestemte Retten i Viborg, at sagen skulle henvises til Retten i Helsingør, der er A’s hjemting med henvisning til, at Revisornævnet er en central statslig myndighed. A kærede kendelsen med påstand om, at sagen hjemvises til behandling ved Retten i Viborg. A begrundede dette med, at Revisornævnet ikke er en central statslig myndighed efter retsplejelovens § 240, stk. 2, og at Revisornævnets kendelser kan prøves ved nævnets hjemting, jf. retsplejeloven § 235, stk. 1.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at Revisornævnet skal karakteriseres som en central statslig myndighed, og en prøvelse af Revisornævnets kendelser skal derfor anlægges ved sagsøgers hjemting, jf. retsplejelovens § 240, stk. 2.
Landsrettens afgørelse tog afsæt i retsplejelovens § 240 og fortolkningen af, hvad en central statslig myndighed er. Landsretten inddrog bemærkningerne til retsplejelovens § 240, stk. 2, der kvalificerer begrebet ”central statslig myndighed”. Af bemærkningerne fremgår det, at klageinstanser, såsom Naturklagenævnet og Ankestyrelsen, er omfattet af begrebet. I sin vurdering af, om Revisornævnet er en ”central statslig myndighed”, lagde landsretten vægt på, at Revisornævnet nedsættes af Erhvervsstyrelsen, der tillige udpeger nævnets formand og medlemmer, jf. § 43, stk. 1 i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Landsretten udtalte, at det i de specielle bemærkninger til § 43 fremgår, at nævnet er både formelt og reelt uafhængig af revisorstanden. Landsretten lagde også vægt på Erhvervsstyrelsens kompetence til at fastsætte nærmere bestemmelser om Revisornævnets virke, jf. § 47, stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.
Kendelsen er interessant, fordi den omhandler fortolkningen af begrebet “central statslig myndighed” i retsplejelovens § 240, stk. 2, og dermed hvilket værneting, der er korrekt i sager mod sådanne myndigheder. Kendelsen bidrager til retspraksis ved at klargøre, hvornår et nævn som Revisornævnet skal betragtes som en central statslig myndighed, hvilket kan have bredere implikationer for lignende organer og deres behandling i retssystemet.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2540.
I 2018 indledte Skatteforvaltningen en retssag mod en canadisk pensionskasse ved navn HOOPP, som havde modtaget 912,5 mio. danske kroner fra de danske skattemyndigheder i perioden 2011 til 2014. Skatteforvaltningen påstod, at HOOPP ikke var den retmæssige ejer af de udbyttegivende aktier. Sagen blev henvist til Østre Landsret på grund af dens principielle karakter.
Skatteforvaltningen indgav i 2019 adcitationsstævning mod Nordea med samme krav som mod HOOPP til Københavns Byret. Retten henviste sagen til Østre Landsret, der besluttede, at kravet skulle behandles under sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP.
Skatteforvaltningen ønskede senere at inddrage en række internationale banker mv. i den nu kumulerede sag mod HOOPP og Nordea. Skatteforvaltningen påstod, at de internationale banker havde medvirket i det skattearrangement, som forårsagede, at skattemyndighederne, ifølge dem uberettiget, havde udbetalt 912,5 mio. kroner til HOOPP. Sagsportalen tillod dog ikke teknisk at indgive adcitationsstævningen til Østre Landsret, og Skatteforvaltningen havde derfor indleveret adcitationsstævningen via www.minretssag.dk (domstolenes sagsportal) til Københavns Byret.
Efter retsplejelovens § 250, stk. 2, kan tredjemand adciteres i en sag, såfremt tre betingelser er opfyldt. For det første skal der være værneting for kravet i Danmark. For det andet skal kravet kunne behandles under samme processuelle regler som de øvrige krav. For det tredje skal hverken de øvrige parter eller tredjemand gøre indsigelse, eller kravet skal have en sådan sammenhæng, der begrunder, at kravet bør behandles under sagen.
De internationale banker fremsatte indsigelse med henvisning til, at der ikke var værneting for kravene i Danmark. Landsretten fastslog, at der var værneting for kravene her i landet. Både landsretten og Højesteret var enige om, at Skatteforvaltningens fremgangsmåde ved at anvende sagsportalen til at udtage adcitationsstævning ved Københavns Byret, for at inddrage kravene i den til landsretten henviste sag, var i overensstemmelse med retsplejeloven. I 2023 fandt landsretten dog alligevel, at kravet mod de internationale banker ikke kunne inddrages i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea. Landsretten lagde til grund, at Skatteforvaltningens krav mod de internationale banker ikke havde en sådan sammenhæng med kravene fremsat i sagen mod Nordea og HOOPP. Landsretten bemærkede hertil, i) at sagerne kun til dels var overlappende, ii) at Skatteforvaltningens krav mod bankerne var subsidiært i forhold til kravet mod HOOPP, og endelig iii) at sagen mod HOOPP og Nordea var længere fremskreden end sagen mod bankerne. Landsretten lagde derudover også vægt på hensynet til deres egen sagsbehandling, idet landsretten udtalte, at fleksibiliteten ved sagsbehandlingen ville blive indskrænket, hvis den ønskede adcitation blev tilladt. Det skyldes, at det ville være vanskeligt både at finde det nødvendige antal retsdage og sikre den planmæssige gennemførelse af hovedforhandlingen, da risikoen for sygdom og andet forfald var større ved mange parter og advokater. Betingelserne i retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3, var således ikke opfyldt.
Højesteret fandt derimod, at kravene mod de internationale banker mv. havde en sådan sammenhæng med kravene i de oprindelige sager, at de skulle behandles under samme sag. Højesteret ændrede derfor landsrettens afgørelse og tillod kumulation af sagerne. Højesteret begrundede afgørelsen med, at Skatteforvaltningen havde lagt vægt på, at kravet mod Nordea, HOOPP og de internationale banker skyldes ét samlet skattearrangement. Skattearrangementet var således sagens centrale bevistema, hvorfor Højesteret fandt, at betingelserne i retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3, var opfyldt.
Kendelsen er interessant af flere grunde:
Kendelsen er først og fremmest interessant, fordi Højesteret adresserer anvendelsen af sagsportalen til adcitation i forbindelse med en sag, der behandles ved landsretten som 1. instans. Selvom sagsportalen teknisk ikke understøtter direkte indgivelse til landsretten, fastslår Højesteret med denne dom, at Skatteforvaltningens fremgangsmåde ved at indgive adcitationsstævning via sagsportalen er i overensstemmelse med retsplejeloven. Med andre ord er det fremover muligt, med lignende sager, at indgive en stævning til landsretten gennem sagsportalen, og så vil byretten facilitere en videresendelse til landsretten.
Derudover fremhæver kendelsen betydningen af procesøkonomi i retsplejen. I sin beslutning om at kumulere sagerne lægger Højesteret vægt på Skatteforvaltningens interesse i at få behandlet alle sine krav vedrørende det påståede skattearrangement under én sag samt de potentielle besparelser og fordele ved en samlet behandling. Dette viser, hvordan retten balancerer mellem effektivitet i retsplejen og retssikkerhed for parterne og vægter i den forbindelse hensynet til Skatteforvaltningen højt. Dette er selvom, at Højesteret anerkender, at den kumulerede sag kan skabe praktiske vanskeligheder for landsretten på grund af sagens omfang og varighed.
Samlet set er kendelsen et vigtigt bidrag til forståelsen af adcitationsprocedurer, kumulation af sager og de procesøkonomiske overvejelser i dansk retspleje. Den understreger vigtigheden af at tilpasse retsplejereglerne til den digitale tidsalder og balancen mellem effektivitet og retssikkerhed i behandlingen af komplekse sager og illustrerer, at domstolene generelt inddrager hensynet til skattemyndighederne sagsbehandling med en vis vægt.
Kendelsen er udgivet i U.2024.3006.
Vestre Landsret afsagde den 9. februar 2024 kendelse i sag BS-3096/2024-VLR vedrørende anmodning om fri proces efter retsplejelovens § 331, stk. 4.
I en kendelse af 30. oktober 2023 bestemte Familieretten i Hjørring, at B ikke opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces, og B’s anmodning herom blev derfor afvist.
B overgik efterfølgende den 1. december 2023 til ledighedsydelse på 17.588 kr. om måneden, hvormed der skete en væsentlig ændring i hendes indkomst. B ansøgte derfor på ny om fri proces, da hun fra dette tidspunkt måtte anses for at opfylde de økonomiske betingelser for fri proces.
Familieretten udtalte med henvisning til bekendtgørelse om fri proces § 2, at såfremt ansøgerens aktuelle indkomstforhold afviger væsentligt fra det indkomstgrundlag, der er anvendt til beregningen efter § 1, skal de aktuelle indkomstforhold lægges til grund. Familieretten fandt herefter, at B var berettiget til fri proces gældende fra den 1. december 2023 og beskikkede advokat A, som advokat for B. B havde imidlertid ikke ret til fri proces forud for den 1. december 2023, da hun på dette tidspunkt ikke opfyldte de økonomiske betingelser, hvorfor A’s arbejde forud for denne dato ikke ville blive omfattet af fri proces.
B påstod, at der skulle meddelelses fri proces for hele sagen, da der ikke var hjemmel i retsplejeloven til alene at meddele fri proces til en del af sagen. B kærede derfor familierettens beslutning til Vestre Landsret.
Vestre Landsret gav B medhold og ændrede familierettens beslutning. Landsretten fastslog, at der ikke i retsplejelovens § 331, stk. 4, er hjemmel til at foretage en tidsmæssig afgrænsning af virkningerne af meddelt fri proces. Landsretten bemærkede, at en afgørelse om fri proces har tilbagevirkende kraft, således at fri proces tillige omfatter omkostninger forbundet med sagens behandling forud for en imødekommelse af anmodningen. B’s fri proces skulle derfor omfatte hele sagens behandling ved familieretten.
Kendelsen er interessant, fordi den fastslår, at en bevilling af fri proces har tilbagevirkende kraft og skal omfatte hele sagens behandling i den pågældende instans. Der er derfor ikke mulighed for at begrænse virkningerne af fri proces til en bestemt dato med henblik på kun at dække omkostningerne herefter.
Kendelsen er udgivet i FM2024.11.
Højesteret afsagde den 14. marts 2024 kendelse i sag BS-49623/2023-HJR. Sagen drejede sig om en afgørelse truffet af Østre Landsret den 6. september 2023, hvor Dansk Forfatterforening, som mandatar for A (herefter ”A”), havde anlagt sag mod Rigspolitiet og Rigsarkivet. Landsretten frifandt Rigspolitiet og Rigsarkivet, og i forbindelse med domsafsigelsen fastsatte landsretten salæret til A’s beskikkede advokat, B, til 1.000.000 kr. plus moms.
A ankede sagen til Højesteret. Under ankesagen nedlagde A bl.a. påstand om, at salæret til B skulle forhøjes. Denne påstand blev på det forberedende retsmøde optaget til afgørelse i Ankeudvalget, da der var tvivl om, hvorvidt påstanden kunne behandles som en del af ankesagen.
A påstod, at Højesteret, som en del af ankesagen, skulle tage stilling til, om salæret til B skulle forhøjes. Ifølge A var fastsættelsen af salæret en afgørelse truffet under sagen, og afgørelsen kunne derfor omfattes af anken.
Det følger af retsplejelovens § 368, stk. 7, at en anke kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, såfremt andet ikke er bestemt ved lov. Af forarbejderne til bestemmelsen specificeres, at anken af en dom både kan omfatte den forudgående behandling og de afgørelser, der er truffet under denne, såfremt anke ikke er blevet udelukket. Derudover fremgår det af retsplejelovens § 334, stk. 4, at salær til en beskikket advokat fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen, og at dette sker ved en særskilt beslutning samtidig med afslutningen af sagen.
Højesteret afviste påstanden, da landsrettens beslutning om det endelige salær til B blev truffet i retsbogen i forbindelse med domsafsigelsen og samtidig med sagens afslutning. Højesteret fandt derfor, at afgørelsen var i overensstemmelse med retsplejelovens § 334, stk. 4, og dermed ikke var en afgørelse, der var truffet under sagen. Afgørelsen kunne således ikke omfattes af anken i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 7.
Kendelsen er interessant, fordi den tager stilling til, hvorvidt en afgørelse om salær til en beskikket advokat kan ankes sammen med selve dommen. Højesteret fastslår, at salærfastsættelsen, som sker ved en særskilt beslutning samtidig med sagens afslutning, ikke er en afgørelse, der er truffet under sagen, og derfor ikke kan omfattes af anken i henhold til retsplejelovens § 368, stk. 7.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2373.