Søg
Vestre Landsret afsagde den 9. januar 2024 kendelse i sag BS-61763/2023-VLR mellem på den ene side A-H og på den anden side Molslinjen A/S vedrørende anmodning om udsættelse efter retsplejelovens § 345.
Sagsøgerne A-H havde i hovedsagen fremsat et erstatningskrav mod Molslinjen A/S, idet de påstod, at selskabets færgerute havde forårsaget tilsanding af kyststrækningen ud for deres sommerhuse. Sagsøgerne anmodede om udsættelse af sagen, indtil der var faldet dom i en lignende verserende sag, anlagt af ejerne af et nabosommerhus mod Molslinjen A/S i 2020. Der var til brug for den lignende verserende sag indhentet en syn- og skønserklæring, som sagsøgerne ønskede at fremlægge i nærværende sag.
Til støtte for anmodningen om udsættelse gjorde sagsøgerne b.la. gældende, (i) at de to sager var helt identiske, da sagsøgernes ejendommene lå på samme strandstrækning, som ejendommene i den verserende sag fra 2020 og (ii) at det ville være omkostningstungt at indhente syn og skøn i sagen. Heroverfor gjorde færgeselskabet b.la. gældende, (i) at skønserklæringen i den verserende sag var fejlbehæftet i en sådan grad, at der var grundlag for at gennemføre et nyt syn og skøn og (ii) at selskabet under alle omstændigheder ville anke den verserende sag, hvis selskabet ikke fik medhold.
Med henvisning til retsplejelovens forarbejder understregede byretten, at udsættelse efter retsplejelovens § 345 er forbeholdt situationer, hvor det er absolut nødvendigt. Om udsættelse findes påkrævet, beror på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder hensynet til en hurtig sagsbehandlingstid, procesøkonomiske hensyn og hensynet til, at sagens oplyses tilstrækkeligt.
På den baggrund afslog byretten sagsøgernes anmodningen om udsættelse, idet Byretten lagde vægt på, at sagsøgte havde protesteret mod udsættelse og at der fortsat udestod forberedelsesskridt i form af syn og skøn i sagen. Herudover bemærkede retten, at, det var usikkert hvornår en afgørelse i den først anlagte sag ville foreligge, ligesom det var usikkert, hvilken betydning afgørelsen ville kunne tillægges i nærværende sag.
Byretten tillod derimod, at syn- og skønsrapporten, der var indhentet i den førstanlagte sag, kunne fremlægges af sagsøgerne. Byretten lagde i denne sammenhæng vægt på, at skønserklæringen var indhentet før sagens anlæg og at erklæringen angik konkrete forhold af teknisk karakter i henhold til retsplejelovens § 341 a. Da skønsrapporten ikke var blevet afvist i den verserende sag, kunne Molslinjens A/S’ argument om eventuelle fejl i rapporten ikke begrænse sagsøgernes mulighed for at fremlægge den.
Sagsøgerne kærede byrettens afgørelse om udsættes til Landsretten. Vestre Landsret udtalte, at det faktum, at der verserer en anden sag mod færgeselskabet anlagt af ejerne af sommerhuse beliggende i samme område som sagsøgernes sommerhuse, ikke udgjorde en omstændighed, der gjorde det påkrævet at udsætte behandlingen af sagen. På den baggrund og efter sagens karakter, herunder at der fortsat udestod forberedelsesskridt i form af syn og skøn, var betingelserne for at udsætte sagen ikke opfyldt, jf. retsplejelovens § 345, og landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.
Kendelsen er interessant, fordi den understreger domstolenes restriktive tilgang til udsættelse af sager. Selv i tilfælde hvor de faktiske forhold og bevisførelsen er næsten identisk med en verserende sag, kan retten afvise anmodningen om udsættelse. Retten fortolker således retsplejelovens § 345 om udsættelse snævert og anvender den kun i situationer, hvor det er absolut påkrævet.
Kendelsen er udgivet i U.2024.1933
Højesteret afsagde den 12. marts 2024 kendelse i sag BS-57319/2023-HJR vedrørende et spørgsmål om opsættende virkning ved kære af en sagsomkostningsafgørelse i en forbuds- og påbudssag.
I en afgørelse afsagt den 5. juli 2023 af Københavns Byret fik SoccerZoom A/S ikke medhold i sin påstand om forbud eller påbud. SoccerZoom skulle herefter betale sagsomkostninger inden fuldbyrdelsesfristen på 14 dage til modparterne, der alle tilhørte Area9 koncernen. Inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen kærede SoccerZoom kendelsen til Østre Landsret med påstand om opsættende virkning. Landsretten afviste imidlertid at tillægge kæren af byrettens kendelse opsættende virkning for så vidt angik spørgsmålet om sagsomkostningerne. SoccerZoom kærede herefter kendelsen til Højesteret.
Spørgsmålet for Højesteret var således, om kæren havde opsættende virkning for byrettens afgørelse vedrørende sagsomkostninger.
Højesteret henviste først og fremmest til det almindelige udgangspunkt i retsplejelovens § 480, stk. 5, jf. stk. 1, jf. § 481, stk. 1, hvorefter kære af en sagsomkostningsafgørelse inden fuldbyrdelsesfristens udløb har opsættende virkning for fuldbyrdelsen. Retsplejelovens § 427, stk. 1, 2. pkt. hjemler imidlertid, at kære ikke har opsættende virkning i forbuds- og påbudssager. Spørgsmålet var herefter, om anvendelsesområdet for § 427, stk. 1, 2. pkt., kunne udstrækkes til også at gælde for afgørelser om sagsomkostninger i en forbuds- og påbudssag.
Højesteret bemærkede, at formålet med at afskære opsættende virkning ifølge forarbejderne er at sikre forbuddets eller påbuddets effektivitet.
Efter en samlet vurdering fandt Højesteret således, at det ikke kunne antages, at sagsomkostningsafgørelser er omfattet af § 427, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen indebar således ikke en fravigelse af retsplejelovens almindelige udgangspunkt om opsættende virkning ved kære.
Som følge af at SoccerZoom kærede byrettens kendelse inden for fuldbyrdelsesfristen, fik kæren dermed opsættende virkning for så vidt angik byrettens bestemmelse om betaling af sagsomkostninger.
Kendelsen er interessant, fordi Højesteret ikke blot ændrer landsrettens afgørelse, men fordi Højesteret laver en generel ændring i praksis på området. Retsplejelovens § 427, stk. 1, 2. pkt., udgør således fremover ikke en undtagelse til det almindelige udgangspunkt om opsættende virkning ved kære efter § 480, stk. 5, jf. stk. 1, jf. 481, stk. 1. Kære af en afgørelse om forbud og påbud inden for fuldbyrdelsesfristen vedrørende sagsomkostninger tillægges således opsættende virkning.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2363.
Østre Landsret afsagde den 14. marts 2024 kendelse i sag BS-9664/2024 vedrørende et spørgsmål om, hvorvidt en ensidigt indhentet rapport i en hovedsag kunne fremlægges for en skønsmand i en efterfølgende sag om isoleret bevisoptagelse.
På en landejendom ejet af D opstod i december 2022 en brand, som ifølge politiets rapport var opstået i fyret. D’s forsikringsselskab, Alm. Brand Forsikring, anmodede Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut om at undersøge brandårsagen og udarbejde en rapport om årsag og spredning.
Fyret var produceret af A og solgt til D af B ved C. Forsikringsselskabet mente, at skaden enten skyldtes en defekt ved fyret, som A som producent var ansvarlig for, eller en montagefejl, som B var ansvarlig for.
I forbindelse med syn og skøn i sagen om isoleret bevisoptagelse protesterede B mod, at rapporten skulle forelægges for skønsmanden. Byretten gav B medhold med begrundelse om, at fremlæggelse af rapporten på utilbørlig måde kunne lede skønsmanden i en bestemt retning.
Landsretten fandt derimod ikke, at rapporten var egnet til på utilbørlig måde at påvirke skønsmanden. Byrettens afgørelse blev således omgjort med henvisning til, at rapporten alene indeholdte faktuelle oplysninger, der var afgørende for skønsmandens vurdering af sagen. Dette var ligeledes væsentligt som følge af, at skadestedet var reetableret. Herudover lagde landsretten vægt på, at det er det klare udgangspunkt, at skønsmanden skal kunne basere sin besvarelse af spørgsmålene på grundlag af kendskab til alt materiale, som er fremlagt i sagen. Det forhold at erklæringens indhold ikke kun er ”teknisk”, men også omfatter et skøn, var ifølge landsretten uden betydning. Landsretten henviste i den forbindelse til U.2011.3074, hvor Højesteret lagde til grund, at det faktum, at en erklæring indeholder en vurdering af det, som skønsmanden skal tage stilling til, ikke i sig selv er til hinder for, at skønsmanden kan få erklæringen forelagt.
Det følger af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, at erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet.
Som følge af ovenstående fandt landsretten ikke, at der var omstændigheder ved tilblivelsen eller indholdet af rapporten, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet om, at erklæringer kan fremlægges for skønsmanden. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at rapporten var udarbejdet af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og ikke af forsikringsselskabet.
Landsretten tillod derfor, at rapporten blev forelagt for skønsmanden.
Kendelsen er interessant, fordi den understreger udgangspunktet, som er, at en part kan fremlægge alt, som har dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand. Fravigelse af dette udgangspunkt kan alene komme på tale, hvis erklæringens indhold er klart irrelevant for sagen, tilblivelsen må anses for at være et ”bestillingsarbejde” eller at erklæringen kan påvirke en eventuel skønsmand på en utilbørlig måde. Det er uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er teknisk, men også omfatter et skøn. Det er ligeledes uden betydning, at erklæringen angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.
Kendelsen er udgivet i U.2024.2375.
Østre Landsret afsagde den 22. marts 2024 kendelse i sag BS-7904/2022-OLR mellem på den ene side Klimabevægelsen og på den anden side Transportministeriet og By og Havn. Sagen vedrørte en anmodning om opsættende virkning.
Klimabevægelsen anmodede under sagens forberedelse om, at søgsmålet skulle tillægges opsættende virkning, således at anlægsarbejdet af Lynetteholmen ikke kunne fortsættes, før der er afsagt endelig dom i hovedsagen. Transportministeriet påstod, at begæringen ikke skulle tages til følge. By og Havn påstod afvisning af begæringen, subsidiært at begæringen ikke skulle tages til følge.
Det følger af Højesterets praksis, at en afgørelse om opsættende virkning træffes på baggrund af i) en foreløbig vurdering af, om der foreligger et rimeligt grundlag for at antage, at Klimabevægelsen kan få medhold i sine påstande i hovedsagen, ii) en vurdering af, om der foreligger en risiko for alvorlig og uoprettelig skade og iii) en afvejning af på den ene side skadevirkningerne ved ikke at meddele opsættende virkning og på den anden side hensynet til det offentliges interesse i det modsatte fører til, at der bør meddeles opsættende virkning.
Til støtte for sin begæring om opsættende virkning påstod Klimabevægelsen, at der var sket en række tilsidesættelser af internationale høringsforskrifter i henhold til bl.a. VVM-direktivet artikel 7-8 a. Da det ifølge Klimabevægelsen ikke kunne udelukkes med sikkerhed, at anlægsarbejdet af Lynetteholmen ville have væsentlige negative virkninger på Østersøens havmiljø, skulle der have været foretaget høring af Danmarks nabolande i Østersøen. Da en sådan høring ikke var foretaget, var anlægsloven for Lynetteholmen blevet vedtaget i strid med reglerne om gennemførelse af international høring, og var dermed ugyldig.
Transportministeriet gjorde overordnet gældende, at Klimabevægelsen ikke havde påvist noget rimeligt grundlag for, at Klimabevægelsen ville få medhold i sine påstande i hovedsagen. Transportministeriet mente – i modsætning til Klimabevægelsen – at alle relevante regler om internationale høringer var blevet iagttaget.
Landsretten fandt efter en foreløbig vurdering, at der ikke forelå rimelig grund for at antage, at der som påstået er sket en tilsidesættelse af VVM-direktivets artikel 7-8a, som kunne føre til anlægslovens ugyldighed. Landsretten lagde til grund, at der i sagen var fremlagt og dokumenteret en række rapporter om de foretagne miljømæssige undersøgelser af opførelsen af Lynetteholmen, og at en del af dette materiale lå til grund for anlægslovens vedtagelse. Der var desuden fremlagt dokumentation for kontakt mellem de danske og svenske myndigheder i anledning af projektet og kontakt til øvrige Østersølande.
Anlægsarbejdet af Lynetteholmen kunne således fortsætte, mens hovedsagen behandles ved landsretten.
Kendelsen er interessant, da den illustrerer, at landsretten i sin vurdering, afvejer de juridiske argumenter, det presserende behov, de potentielle konsekvenser samt interesserne for begge parter.
Kendelsen er udgivet på domstolenes hjemmeside.