Søg
Østre Landsret afsagde den 7. december 2023 kendelse i sag BS 55931/2023-OLR. Rekvirenterne i sagen omtales som C og D, mens rekvisitus vil blive omtalt som B.
C og D havde anmodet om isoleret bevisoptagelse over for B, men inden udmelding af skønsmand og forelæggelsen af det endelige skønstema blev sagen hævet.
Efterfølgende besluttede byretten, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.
B kærede afgørelsen til landsretten med påstand om, at C og D skulle betale sagsomkostninger til B.
C og D påstod afvisning med henvisning til retsplejelovens § 389, stk. 2, 2. pkt.
Det følger af retsplejelovens § 389, stk. 2, 2. pkt, at såfremt det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan afgørelsen herom kun indbringes uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr.
Blandt andet fordi sagen blev hævet, før der forelå endeligt skønstema, fandt landsretten, at der ikke var spørgsmål om sagsomkostninger med mere end 20.000 kr., og at da der i øvrigt ikke var givet kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet, blev kæremålet afvist.
Kendelsen er interessant, fordi landsretten foretager en – om end kort – realitetsprøvelse af sagens omkostninger, før den afviser kæremålet. Dette er særligt relevant, da dommen i øvrigt er illustrativ for anvendelsen af retsplejelovens § 389, stk. 2, 2. pkt.
Kendelsen er udgivet i U 2024.1289.
Østre Landsret afsagde den 22. december 2023 kendelse i sag BS-27847/2023-OLR. Hovedsagen var en sag om isoleret bevisoptagelse mellem på den ene side tre bygherrer og på den anden side selskabet TE ApS. TE ApS skønsadciterede en række underentreprenører (U1-U3).
I forbindelse med at der blev konstateret mangler ved et parkeringsanlæg udført i en totalentreprise af TE ApS, anmodede de tre bygherrer om isoleret bevisoptagelse.
TE ApS havde skønsadciteret U1, U2 og U3 under selvstændige sager. Underentreprenørerne havde i forbindelse med totalentreprisen arbejdet på anlægget.
Skønsmanden konstaterede mangler ved anlægget og skønnede udbedringsomkostningerne til ca. 2 mio. kr. TE ApS stillede ikke selv spørgsmål til skønsmanden. De tre bygherrer stillede spørgsmål, og det samme gjorde U1. U1 stillede i øvrigt supplerende spørgsmål til skønsmanden.
I hovedsagen pålagde byretten TE ApS at betale 150.000 kr. i delvise sagsomkostninger til de tre bygherrer. Herudover pålagde byretten parterne i adcitationssagerne at bære egne omkostninger, dog således at U1 skulle bære omkostningerne til dennes supplerende spørgsmål. I adcitationssagen mod U1 kærede TE ApS afgørelsen. TE ApS påstod, at U1 skulle betale sagsomkostninger til TE ApS både til dækning af honorar til skønsmanden, til dækning af advokatomkostningerne og til dækning af de sagsomkostninger TE ApS blev pålagt at betale de tre bygherrer i hovedsagen. TE ApS gjorde til støtte herfor gældende, at skønserklæringen fastslog, at U1 var ansvarlig for de centrale årsager til manglerne ved entreprisen, og at denne derfor bør bære de væsentligste omkostninger.
På baggrund af indholdet af de skønserklæringer der var fremlagt i forbindelse med den isolerede bevisoptagelse samt det faktum, at der var adciteret flere unterentreprenører i sagen, fandt landsretten, at der ikke efter retsplejelovens § 343, stk. 3, var grundlag for at pålægge U1 at betale sagsomkostninger til TE ApS.
Kendelsen er interessant, fordi det følger af tidligere retspraksis, at retten i forbindelse med omkostningsfastsættelsen bør inddrage, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen. I denne sag konkluderede retten imidlertid ikke, at U1 skulle afholde sagsomkostningerne, selvom denne angiveligt var ansvarlig for størstedelen af manglerne. Retten henviser muligvis til skønserklæringerne for at understøtte, at disse netop ikke tilgodeså TE ApS i hovedsagen. Derudover blev TE ApS’s valg om at adcitere flere underentreprenører sandsynligvis mere afgørende for fordelingen af sagsomkostningerne.
Kendelsen er udgivet i FM 2023.213.
Østre Landsret afsagde den 11. december 2023 kendelse i BS-35282/2023-OLR og BS-35284/2023-OLR mellem på den ene side forsikringsselskabet A og på den anden side B, C A/S, D og E vedrørende anmodning om genoptagelse af isoleret bevisoptagelse.
Sagen for byretten angik, hvorvidt opførelsen af en ny togbro og jordarbejde nær en omkringliggende vej var årsagen til A’s forsikringstagers færdselsuheld. Under retssagerne blev der gennemført syn og skøn, hvor der blev udarbejdet to skønserklæringer. A meddelte den 21. marts 2023, at der på det foreliggende grundlag ikke var ønske om at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Den isolerede bevisoptagelse blev afsluttet den 20. april 2023.
A anmodede herefter den 12. juni 2023 om genoptagelse af den isolerede bevisoptagelse med henblik på at gennemføre supplerende syn og skøn. Til støtte for anmodningen gjorde A blandt andet gældende, (i) at der var behov for yderligere belysning af sagen, (ii) at parternes retsstilling i vid udstrækning var uafklaret, og (iii) at skønsmandens besvarelse forekom ufuldstændig.
Byretten afslog anmodningen med henvisning til, at der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger, der ikke allerede var til stede under den tilvejebragte isolerede bevisoptagelse.
A kærede afvisningen til landsretten. Til støtte for sin påstand om genoptagelse gjorde A gældende, at byrettens begrundelse ikke kunne indeholdes i retsplejelovens § 343, blandt andet med henvisning til UfR 2000.1879 Ø, hvor en anmodning om genoptagelse blev imødekommet, da det fandtes “procesøkonomisk praktisk”. Hvis ikke anmodningen om genoptagelse blev taget til følge, var det ifølge A nødvendigt at stævne de fire skønsindstævnte for at gennemføre supplerende syn og skøn under retssagen, hvilket procesøkonomiske hensyn talte imod.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og henviste til, at det af A anførte ikke gav grundlag til genoptagelse af sagerne.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at domstolene er tilbageholdende med at tillade genoptagelse af isoleret bevisoptagelse, hvis der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.
Kendelsen er udgivet i FM 2023.215.
Østre Landsret afsagde den 17. oktober 2023 kendelse i BS-37010/2023-OLR mellem på den ene side X A/S og på den anden side Y. Kendelsen vedrører advokaters møderet for domstolene.
I byretten blev X A/S pålagt at betale 183.556,85 kr. med tilhørende renter til Y. X A/S blev i sagen repræsenteret af advokat A, der havde møderet for byretten.
Advokat A ankede dommen på vegne af X A/S ved brug af appelfunktionen på domstolenes sagsportal. Af den automatisk genererede ankestævning fremgik, at X A/S fortsat blev repræsenteret af advokat A under anken for landsretten. Derudover blev der indlæst en supplerende ankestævning, hvoraf det fremgik, at det var advokat B, der repræsenterede X A/S under ankesagen. Den supplerende ankestævning var underskrevet af advokat C v/advokat B med proceduretilladelse under advokat C. Advokat B havde alene møderet for byretten, mens advokat C havde møderet for landsretten. Y’s advokat påstod anken afvist under henvisning til, at processkrifter for landsretten skal hidrøre fra en advokat, der har møderet for landsretten.
Landsretten afviste anken med henvisning til, at både ankestævningen og den supplerende ankestævning blev indgivet af en advokat uden møderet for landsretten.
Landsretten understregede, at retten i medfør af retsplejelovens § 261, stk. 2, skal afvise personer, der ikke er berettigede til for den at give møde for andre, og tilbagevise processkrifter fra andre end parten og de nævnte mødeberettigede personer. Af praksis vedrørende denne bestemmelse følger, at advokater, der indleverer processkrifter i ankesager for landsretten – bortset fra sager der behandles efter småsagsprocessen – skal have møderet for landsretten. Landsretten udtalte, at det ikke er nødvendigt, at den mødeberettigede advokat selv har udført det manuelle tastearbejde i forbindelse med oprettelsen af ankestævningen (eller supplerende processkrifter) på domstolens sagsportal, men at den mødeberettigede advokat skal have formuleret eller godkendt indholdet heraf.
Landsretten lagde efter oplysningerne på domstolenes sagsportal til grund, at ankestævningen var indleveret af advokat A, der ikke have møderet for landsretten. Angående den supplerende ankestævning fandt landsretten, at denne heller ikke hidrørte fra en advokat med møderet for landsretten. Den supplerende ankestævning var udarbejdet på advokat B’s brevpapir og fremstod efter sit indhold som indgivet af advokat B under henvisning til dennes proceduretilladelse under advokat C. Den var således hverken ”formuleret eller godkendt af advokat [C].”
Herefter og da en proceduretilladelse efter retsplejelovens § 136, stk. 4, alene berettiger den pågældende advokat til at give møde i landsretten ved mundtlig forhandling og dermed ikke til selvstændigt at indlevere processkrifter under sagen, afviste landsretten anken, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.
Kendelsen er interessant, fordi den præciserer den hidtidige praksis om, at processkrifter der indleveres for landsretten, skal hidrøre fra en advokat med møderet for landsretten.
Kendelsen er udgivet i FM 2023.179.