Procesretligt nyhedsbrev | Maj 2022

Østre Landsret afsagde den 6. maj 2022 dom i sag BS-19828/2021 mellem sagsøger, Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S (”O”), og sagsøgte, Estrella ApS (”E”).

I sagen havde O nedlagt påstand om et forbud mod E’s markedsføring af Taffel Super Snacks chipsprodukter i firkantet form. E havde imidlertid ikke anvendt denne form siden 2015. E nedlagde derfor påstand om frifindelse, idet O havde fortabt retten til at gøre sit krav gældende som følge af retsfortabende passivitet. Sø-og Handelsretten tog E’s påstand til følge, og frifandt E.

Østre Landsret stadfæstede ikke Sø-og Handelsrettens dom om frifindelse som følge af retsfortabende passivitet. Landsretten rejste i stedet ex officio (af egen drift) spørgsmålet om, hvorvidt O havde retlig interesse i forbudspåstandene i sagen. Retten udskilte spørgsmålet til særskilt afgørelse.

Da E ikke havde markedsført, solgt eller på anden måde omsat produkterne i firkantet form siden 2015, og da det ikke var godtgjort, at E havde konkrete og aktuelle planer om at påbegynde denne markedsføring, fandt landsretten, at kravet ikke havde fornøden aktualitet. Landsretten afviste herefter sagen som følge af manglende aktuel, retlig interesse.

Vurderingen af aktualitetskravet vil altid bero på en konkret vurdering, hvorfor afgørelsen nok ikke bidrager nævneværdigt til forståelsen af aktualitetskravet. Dommen bekræfter dog, at domstolene altid af egen drift bør tage stilling til en sags aktualitet, uanset om problemstillingen bliver rejst af parterne.

Østre Landsret afsagde den 3. maj 2022 kendelse i sagen B-41-22 mellem de to selskaber, A og B.

I en sag om bevissikring opstod der blandt andet et spørgsmål om, hvorvidt A’s påstande var tilstrækkeligt klare til at kunne påbedømmes af retten. Landsretten konstaterede, at A’s principale påstand for fogedretten ikke angav hvilken varemærkekrænkelse der skulle søges bevis for og i øvrigt ikke angav, hvad der nærmere skulle undersøges. Den principale påstand var i øvrigt uklar, og der var tvivl om, hvad den nærmere angik. Landsretten henviste til, at en begæring om bevissikring, ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 653, skal indeholde tilstrækkeligt præcise angivelser af den eller de rettigheder, der påberåbes, og af de påståede krænkende handlinger.

Landsretten fandt, at den principale påstand, som var blevet nedlagt for fogedretten, ikke opfyldte krav til påstandens klarhed, jf. retsplejelovens § 653, jf. § 349. Landsretten kunne derfor ikke stadfæste fogedrettens afgørelse, der i det væsentligste havde taget den mangelfulde påstand til følge.

A ændrede imidlertid sin subsidiære påstand for landsretten, så sagen ikke (længere) angik B’s brug af et nærmere angivet varemærke, men derimod alene anvendelsen af nogle bestemte tegn. Landsretten fandt, at den subsidiære påstand var tilstrækkelig klar til, at denne kunne tages til følge. Landsretten ændrede derfor fogedrettens afgørelse, og realitetsbehandlede sagen ud fra den subsidiære påstand, hvorefter landsretten fandt, at der kunne ske bevissikring.

Kendelsen er konkret begrundet, men kan dog anvendes som endnu et eksempel fra retspraksis på, hvad der ligger i kravet om påstandes klarhed.

Højesteret afsagde den 7. april 2022 kendelse i sagen BS-13934/2021-HJR om erstatning for merudgifter i en sag mellem en Ejerforening (”E/F”), A A/S (”A”) og B A/S (”B”).

Sagen handlede om, hvorvidt statskassen skulle erstatte merudgifter til en advokat, der var opstået som følge af en udsættelse af sagen på knap et halvt år, når udskydelsen skyldtes COVID-19.

Sagen var berammet til hovedforhandling den 11. og 18. marts 2020. Retsmødet den 11. marts 2020 blev afholdt som planlagt. Oven på statsministerens pressemøde senere samme dag, blev retsmødet den 18. marts 2020 aflyst. Hovedforhandlingen blev omberammet til den 7. september 2020. Den 5. oktober 2020 afsagde byretten dom i sagen.

I et brev af 19. november 2020 til byretten, anmodede E/F om erstatning fra statskassen for deres merudgifter til advokat, der var opstået som følge af omberammelsen grundet COVID-19. E/F gjorde gældende, at E/F’s advokat havde haft merarbejde i forbindelse med at forberede og opsummere sagen til en ny hovedforhandling næsten et halvt år senere. Disse merudgifter skulle statskassen ifølge E/F erstatte efter retsplejelovens § 320, hvorefter en part kan få erstattet merudgifter, som denne er blevet påført uden egen skyld, men på grund af forhold, der kan tilskrives retten.

Byretten meddelte E/F, at anmodningen ikke kunne imødekommes. E/F valgte at kære byrettens beslutning, der blev stadfæstet af landsretten. Spørgsmålet blev herefter anket til Højesteret.

Højesteret fastlog, at COVID-19 ikke var en omstændighed, der kunne tilskrives retten, da der var tale om en helt særlig situation, som ikke kan bevirke, at merudgifter skal erstattes efter retsplejelovens § 320.

Kendelsen bekræfter, at retsplejelovens § 320 har et snævert anvendelsesområde. Bestemmelsen er typisk forbeholdt helt særlige tilfælde, hvor merudgifter følger af en dommers død, sygdom eller inhabilitet, eller andre tilfælde, som på lignende måde kan tilskrives retten som sådan.

Østre Landsret afsagde den 5. april 2022 kendelse i sagen BS-6333/2021-OLR om fastsættelse af erhvervsevnetab, mellem sagsøger V og sagsøgte, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Senere hovedintervenerede Dansk Metalarbejderforbund som mandater for B, i sagen.

Sagen blev henvist til landsretten som første instans, da et spørgsmål om retlig interesse og passivitet blev betragtet som principielt, hvorfor sagen kunne henvises til landsretten som første instans, jf. retsplejelovens § 226. Under behandlingen blev sagen imidlertid skåret til, således at der ikke længere skulle ske prøvelse af netop den retlige interesse og passivitet, hvorfor B samtidig udtrådte af sagen. Sagen var ikke færdigforberedt, og der manglede blandt andet en forelæggelse for Retslægerådet. Spørgsmålet var derfor, om sagen skulle fortsætte ved landsretten, eller om den skulle ’sendes tilbage’ til byretten, eftersom de principielle spørgsmål ikke længere var til stede.

Landsretten fandt, i overensstemmelse med parternes synspunkter, at sagen ikke længere havde principiel karakter, hvorfor det oprindelige grundlag for at henvise sagen til landsretten som første instans, ikke længere var til stede. Landsretten henviste endvidere til formålet med retsplejelovens § 226, stk. 1, herunder hensynet til at sikre domstolsreformens mål om, at Højesteret kun skal behandle sager af principiel karakter. Sagen blev derfor sendt tilbage til byretten til fortsat behandling.

Kendelsen illustrerer, at en sag som er henvist til landsretten som første instans efter retsplejelovens § 226 kan tilbagesendes til byretten, hvis sagen under behandlingen mister sin principielle karakter.

Østre Landsret afsagde den 4. marts 2022 kendelse i sagen BS-42150/2021-OLR mellem A og B.

Sagen omhandlede genoptagelse af en sag efter retsplejeloven § 367 stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at den, der er dømt som udebleven, kan kræve sagen genoptaget, ved skriftlig anmodning til retten inden 4 uger fra dommens afsigelse.

A var ved udeblivelsesdom blevet dømt til at betale ca. 1 mio. kr. med tillæg af renter og sagsomkostninger til B, fordi A ikke havde indleveret påstandsdokument inden for fristen. Byretten afslog anmodning om genoptagelse, idet fristen for indlevering af anmodning om genoptagelse var overskredet, jf. retsplejelovens § 367, stk. 1.

Advokatnævnet fandt efterfølgende, at A’s advokat, P, ikke havde varetaget A’s interesser i tilstrækkeligt omfang, og at P derved havde handlet i strid med god advokatskik. Advokatnævnet lagde vægt på, at P ikke havde orienteret A om sin udtræden af sagen, hvilket var grunden til, at der ikke blev indleveret påstandsdokument, og dermed medførte afsigelse af udeblivelsesdommen. Advokatnævnet lagde ligeledes vægt på, at P havde indleveret anmodning om genoptagelse efter udløbet af fireugers-fristen, at P undlod at orientere A om sagens videre forløb efter afslag om genoptagelse, og at han i øvrigt forsømte at besvare A’s velbegrundede spørgsmål vedrørende sagen.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder Advokatnævnets kendelse om omstændighederne i forbindelse med den manglende indlevering af påstandsdokumentet, og at A var blevet dømt til at betale 1 mio. kr. samt renter og sagsomkostninger, tog Landsretten A’s anmodning om genoptagelse til følge.

Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer betydningen af en advokats tilsidesættelse af god advokatskik i vurderingen af om en sag skal genoptages.

Advokat Peter Carlstedt Nørtved har skrevet artiklen ”Retsvirkningen af procesunderretninger” (ET 2022.70). Artiklen redegør for de situationer, hvor der procesunderrettes, ligesom den behandler de retsvirkninger sådanne procesunderretninger kan have.

En procesunderretning er en underretning til en fysisk eller juridisk person om en tvist, hvis udfald kan få betydning for den procesunderrettede part. Området for procesunderretninger er ulovreguleret, og der er i den juridiske teori uenighed om rækkevidden af retsvirkningen.

Forældelsesloven § 22 fastslår dog, at kreditor kan nøjes med at anlægge sag mod én skyldner, og samtidig bevare sin adgang til at fremsætte krav mod de øvrige skyldnere, ved skriftligt at underrette de pågældende om retsforfølgningen og opfordre dem til at varetage deres interesser under sagen.

Det er som udgangspunkt omkostningsfrit at procesunderrette, men hvis den procesunderrettede part indtræder som biintervenient, kan den procesunderrettede tilkendes sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 252, stk. 4. En undladelse af at procesunderrette kan få betydning for en eventuel regresberettiget part, således at parten alene får sagsomkostninger i den første sag erstattet med et skønsmæssigt beløb hos den regrespligtige, fordi det beløb som kunne have været sparet trækkes fra, jf. U.1959.45H.

Artiklen argumenterer for, at en procesunderretning kan have formueretlig virkning, som eksempelvis reklamation, såvel som procesretlige retsvirkninger. Den procesunderrettede kan miste retten til at påberåbe sig faktiske oplysninger under en efterfølgende retssag, såfremt i) de pågældende oplysninger må antages at have medvirket til, at den første sag fik et andet udfald, og ii) at dette burde have stået den procesunderrettede klart. I bedømmelsen heraf, må der nødvendigvis stilles krav til kvaliteten af den orientering, den procesunderrettede part får.

Endelig overvejer forfatteren de vanskeligheder, der vil være ved en eventuel lovregulering for at afklare spørgsmålet.

Artiklen belyser den teoretiske uklarhed ved procesunderretninger, og giver sit bud på en procesretlig retsvirkningslære. Herunder gives eksempler på, hvilke retsvirkninger manglende procesunderretning kan medføre.