Søg
Østre Landsret afsagde den 22. december 2022 kendelse i sag BS-43199/2022-OLR mellem parterne A og B. Sagen angik, om det var korrekt af byretten at genoptage en sag, hvor A’s advokat var udeblevet fra et retsmøde, men hvor retsmødet ikke havde figureret på kolonnen ”frister og retsmøder” på sagsportalen.
Byretten havde oprindeligt afvist sagen efter retsplejelovens § 360, stk. 1, idet A’s advokat var udeblevet fra et telefonisk retsmøde, som byretten havde indkaldt til. Af indkaldelsen fremgik, at udeblivelse kunne tillægges udeblivelsesvirkning i form af afvisning af sagens videre behandling. Da A’s advokat ikke havde meddelt lovligt forfald, blev sagen derfor afvist.
Byretten genoptog efterfølgende behandlingen af sagen, da Domstolsstyrelsens IT-afdeling havde bekræftet, at det telefoniske retsmøde ikke havde fremgået på A’s advokats listevisning af retsmøder på sagsportalen. Byretten vurderede, at den manglende visning af retsmødet i kolonnen for ”frister og retsmøder” på sagsportalen var en undskyldende omstændighed, og at udeblivelsen derfor ikke skulle føre til sagens afvisning, jf. retsplejelovens § 360, stk. 7.
For landsretten gjorde B gældende, at undtagelsesreglen i retsplejelovens § 360, stk. 7, har et snævert anvendelsesområde, og at det derfor ikke kunne anses for en undskyldende omstændighed, at A’s advokat ikke kunne se retsmødet på sagsportalens kolonne for ”frister og retsmøder”. Det fremgik endvidere af en logudskrift, at A’s advokat ikke havde tilgået sagen på sagsportalen, selv efter at have modtaget notifikation om nyt i sagen på e-mail.
Heroverfor gjorde A gældende, at det må anses for tilstrækkeligt at orientere sig i sagsportalens kolonne for ”frister og retsmøder” for at undgå udeblivelsesvirkning ved udeblivelse fra retsmøder.
Landsretten inddrog forarbejderne til retsplejelovens § 153, stk. 1. Heraf følger, at det er tilstrækkeligt til, at en part kan varetage sine interesser under en sag, at parten bliver underrettet om processkridt over sagsportalen. På den baggrund vurderede landsretten, at A’s advokats udeblivelse fra et telefonisk retsmøde, som vedkommende var blevet adviseret om ved e-mail, ikke kunne anses for undskyldelig efter retsplejelovens § 360, stk. 7.
Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer, at undtagelsen til udeblivelsesvirkning skal fortolkes snævert, og at det ikke er tilstrækkeligt, at en part orienterer sig i en oversigt over retsmøder og frister, når parten er blevet underrettet om nye processkridt i sagen via e-mail.
Kendelsen er udgivet i UfR 2023.1211 Ø.
Højesteret afsagde den 23. august 2022 kendelse i sagen mellem A og B mod Forsvarsministeriet. Sagen angik, om det var korrekt af byretten at henvise sagen til 1. instansbehandling ved Vestre Landsret.
A og B havde anlagt en erstatningssag mod Forsvarsministeriet med påstand om, at den fremtidige flystøj fra Flyvestationen Skrydstrup ville overstige den naboretlige tålegrænse og følgelig føre til et værditab for A og B’s ejendomme. Parterne var enige om, at sagen burde behandles ved landsretten i 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Landsretten hjemviste sagen til behandling ved byretten med den begrundelse, at betingelserne i retsplejelovens § 226 ikke var opfyldt. Dette skyldtes, at den naboretlige tålegrænse vedrørende støjgener, som var afgørende for sagens udfald, var afklaret i praksis. Sagen rejste ikke i øvrigt spørgsmål af principiel karakter, og den havde heller ikke generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.
Ved Højesteret gjorde parterne gældende, at der ikke foreligger retspraksis, der tager stilling til den naboretlige tålegrænse ved støj fra flyvestationer specifikt. Den retspraksis, som angår den naboretlige tålegrænse og rimelighedsvurderingen vedrørende andre former for støj, kunne ifølge parterne ikke anvendes i den konkrete sag. Derfor, og da sagens udfald ville danne grundlag for afgørelser i lignende sager om erstatning til ejere af ejendomme beliggende i nærheden af flyvestationer generelt, mente parterne, at betingelserne for behandling af sagen ved landsretten i 1. instans var opfyldt.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Højesteret henviste til forarbejderne til retsplejelovens § 226, hvoraf fremgår, at Højesterets ressourcer ikke bør anvendes til behandling af sager, hvis udfald afhænger af bevismæssige vurderinger, eller hvor sagen angår retsanvendelse på områder, hvis principielle retsspørgsmål allerede er afklaret. Vurderingen af, om den naboretlige tålegrænse er overskredet, beror ifølge fast retspraksis på en konkret rimelighedsvurdering. Da det er klarlagt i retspraksis, hvilke momenter der skal indgå i denne rimelighedsvurdering, var betingelserne for henvisning til landsretten i 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke opfyldt.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at selvom der ikke er praksis om den naboretlige tålegrænse vedrørende støj fra flyvestationer specifikt, medfører en rig praksis om den naboretlige tålegrænse for støj generelt, at sagen ikke er principiel.
Kendelsen er udgivet i U 2023.998 H.
Højesteret afsagde den 24. januar 2023 kendelse i sag BS-38130/2022-HJR mellem et forsikringsselskab og Ankestyrelsen om Ankestyrelsens afgørelse i en arbejdsskadessag.
Sagen angik, om to bilag – henholdsvis en e-mailkorrespondance og et telefonnotat fra en samtale med en kiropraktor – efter deres karakter og indhold udgjorde skriftlige vidneerklæringer omfattet af retsplejelovens § 297, og dermed om Ankestyrelsen kunne fremlægge bilagene under sagen. Efter retsplejelovens § 297 kan skriftlige vidneerklæringer kun fremlægges, hvis retten tillader det, eller der er enighed mellem parterne.
Byretten fandt, at de to bilag udgjorde skriftlige vidneerklæringer, men nægtede Ankestyrelsen at fremlægge dem. Østre Landsret fandt modsat, at de to bilag kunne fremlægges, da de indgik i grundlaget for Ankestyrelsens afgørelse.
For Højesteret gjorde forsikringsselskabet gældende, at bilagene udgjorde erklæringer, der skulle træde i stedet for mundtlige forklaringer, hvorfor de måtte være skriftlige vidneerklæringer. Som følge heraf, og da de var ensidigt indhentet af Ankestyrelsen efter sagens anlæg, måtte de være undergivet samme retningslinjer og begrænsninger som alle andre vidneerklæringer.
Heroverfor gjorde Ankestyrelsen gældende, at bilagene faldt uden for den almindelige forståelse af begrebet skriftlige vidneerklæringer. Ankestyrelsen fremhævede specifikt vedrørende telefonnotatet fra samtalen med en kiropraktor, at dette kunne sidestilles med et hjælpebidrag til et historisk bilag svarende til en ”objektiv” oversættelse, og at den pågældende kiropraktor ikke afgav vidneforklaring.
Højesteret fandt efter en konkret vurdering, at de to bilag efter deres karakter og indhold ikke udgjorde skriftlige vidneerklæringer omfattet af retsplejelovens § 297. Højesteret lagde vægt på, at e-mailkorrespondancen alene indeholdt en faktuel oplysning om, hvornår tilskadekomne første gang blev behandlet, og at telefonnotatet alene var en gengivelse af Ankestyrelsens samtale med en kiropraktor om, hvordan en journal skulle forstås. Da de to bilag i øvrigt indgik i grundlaget for den afgørelse, der skulle prøves af retten, fandt Højesteret ikke grundlag for at nægte bilagene fremlagt.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at Højesteret lægger vægt på, om der i det væsentligste alene er tale om faktuelle oplysninger, når det skal vurderes, hvorvidt bilag fremlagt under en verserende sag udgør skriftlige vidneerklæringer omfattet af retsplejelovens § 297.
Østre Landsret afsagde den 3. januar 2023 kendelse i sag BS-48654/2022-OLR mellem et byggeselskab og A og B. Sagen angik, om en ansøgning om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet kunne tillægges opsættende virkning med hjemmel i retsplejelovens § 395, hvorefter kære ikke har opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven eller bestemmes af retten.
Byggeselskabet havde sagsøgt A og B med påstand om betaling for ekstraarbejder udført på A og B’s ejendom. A og B havde for byretten påstået sagens afvist med henvisning til DL 5-1-2, hvorefter sager om aftaler, der strider imod lov og ærbarhed, ifølge fast retspraksis skal afvises. A og B gjorde gældende, at ekstraarbejdet var betalt kontant for at undgå skat og moms. Byretten havde taget stilling til afvisningspåstanden forlods og fundet, at der ikke var grundlag for at afvise sagen.
A og B kærede herefter byretttens kendelse. I kæreskriftet anmodede A og B landsretten om, såfremt kæren skulle have tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, at tillægge den samtidige kæreansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning og dermed sætte sagen for landsretten i bero.
Landsretten fandt indledningsvist, at byrettens kendelse var en delafgørelse truffet i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 2, samt at kendelsen blot vedrørte ét af sagens spørgsmål og ikke afsluttede selve sagen. Som følge heraf kunne kendelsen derfor først indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse af sagen, medmindre afgørelsen kunne fuldbyrdes, eller der forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at indbringe kendelsen særskilt, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. stk. 3.
Landsretten afviste herefter sagen, da det ikke var muligt at fuldbyrde afgørelsen, og da der ikke forelå en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Derudover bemærkede landsretten vedrørende A og B’s anmodning i kæreskriftet om opsættende virkning, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 395 til at tillægge en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. stk. 3, opsættende virkning.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at retsplejelovens § 395 ikke hjemler, at en ansøgning om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet kan tillægges opsættende virkning.
Kendelsen er udgivet i U 2023.1236 Ø.