Søg
Østre Landsret afsagde den 27. november 2023 kendelse i sag B-469-23 vedrørende et spørgsmål om en retsassessors inhabilitet.
Sagen havde sin begyndelse i november 2022, hvor A ved fogedretten krævede at få udbetalt et beløb på ca. 130.000 kr., som A havde indbetalt til fogedretten, og som ellers ville blive udbetalt til B. A begrundede sit krav med, at han var berettiget til at modregne et andet krav over for B. Til brug for sagen havde A fremlagt bilag om modregningsadgangen og indleveret skriftligt indlæg om modregningen. Den 11. november 2022 afsagde fogedretten imidlertid kendelse om, at beløbet skulle udbetales til B. Dette kærede A til landsretten, og den 7. marts 2023 hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling som følge af sagsbehandlingsfejl.
Den 27. juli 2023 afsagde fogedretten sin kendelse i sagens anden behandling for fogedretten. Fogedretten fandt endnu en gang, at beløbet skulle udbetales til B. Retsassessoren, der afsagde kendelse den 27. juli 2023, var den samme retsassessor, som havde afsagt kendelsen af 11. november 2022 i sagen. A kærede endnu en gang fogedrettens kendelse til landsretten.
I sin kærebehandling af kendelsen af 27. juli 2023 vurderede landsretten – tilsyneladende uden at hverken A eller B havde gjort anbringender herom gældende – om det var i strid med retsplejelovens § 61, at den samme retsassessor havde afsagt kendelse i sagen den 11. november 2022 og den 27. juli 2023. Det følger af retsplejelovens § 61, at ingen må handle som dommer i en sag, når der foreligger omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
Landsretten lagde vægt på, at det grundlag, som var genstand for de to kendelser, i det væsentligste var sammenfaldende. Landsretten fandt derfor, at der forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om retsassessorens upartiskhed. På den baggrund hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling i fogedretten.
Kendelsen er interessant, da den illustrerer, at det kan rejse tvivl om en dommers upartiskhed, når dommeren tidligere har vurderet genstanden i sagen, herunder når ingen af parterne har gjort anbringender gældende herom.
Kendelsen er udgivet i U 2024.481.
Højesteret afsagde den 8. december 2023 kendelse i sagerne BS-29564/2023-HJR, BS-29565/2023-HJR, BS-29572/2023-HJR og BS-29573/2023-HJR mellem på den ene side Hovedstadens Letbane I/S og Metroselskabet I/S og på den anden side en række ejendomsselskaber.
Højesteret tog i kæremålet stilling til, hvorvidt fire sager skulle behandles ved landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Ifølge retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsretten, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Sagerne angik, hvorvidt taksationskommissionen med rette havde fastsat en ekspropriationserstatning i forbindelse med anlæg af letbane og metro. Byretten havde henvist sagerne til behandling ved landsretten som 1. instans, men landsretten fandt ikke, at betingelserne herfor var opfyldt.
Højesteret bemærkede, at det er forudsat i forarbejderne til retsplejelovens § 226, stk. 1, at Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke bør benyttes til sager, som angår et retsområde, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret.
I den forbindelse henviste Højesteret til sin kendelse af 29. juni 2021 (udgivet i U 2021.4078), hvori det er anført, at der i vurderingen efter retsplejelovens § 226 kan lægges vægt på, om sagen er en del af et større sagskompleks, der alle omfatter samme principielle spørgsmål. I så fald vil alene den første sag i komplekset kunne henvises til landsretten som 1. instans.
Eftersom der under kæremålet verserede fire sager ved Østre Landsret som 1. instans vedrørende samme principielle spørgsmål, som de nu påkærede sager, fandt Højesteret ikke, at sagerne skulle henvises til behandling ved landsretten som 1. instans. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.
Kendelsen er interessant, da den belyser, at hvis der i forvejen verserer sager ved landsretten som 1. instans, kan sager om samme principielle spørgsmål ikke også henvises til landsretten som 1. instans.
Kendelsen er udvalgt til UfR.
Højesteret afsagde den 18. december 2023 kendelse i sag BS-28455/2023-HJR mellem på den ene side A og på den anden side en entreprenør B og en samling af entreprenører C.
Sagen angik fordeling af omkostninger i forbindelse med isoleret bevisoptagelse. A overtog i juli 2016 et nyopført familiehus, der havde en udvendig trappe. A mente, at huset og trappen led af fejl og mangler og anmodede derfor om syn og skøn, hvilket byretten tog til følge den 18. december 2019.
Efter retsplejelovens § 343, stk. 3, skal retten træffe bestemmelse om betaling af omkostninger ved bevisoptagelse, medmindre parterne har aftalt andet. På baggrund af skønserklæringerne afsagde byretten den 18. august 2022 kendelse om, at B og C skulle betale 220.000 kr. i omkostninger til A.
B og C kærede byrettens kendelse. Kendelsen blev stadfæstet af landsretten den 9. november 2022 med den ændring, at skønssagens omkostninger skulle fordeles ligeligt mellem B og hver af C, i stedet for, at parterne ansås som procesfæller med solidarisk hæftelse.
B kærede landsrettens afgørelse med påstand om at blive friholdt fra at betale omkostninger til A. B gjorde gældende, at de konstaterede fejl og mangler ved trappen i skønserklæringerne vedrørte forhold, som B ikke havde deltaget i. A og C påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse af 9. november 2022.
Højesteret bemærkede, at det er forudsat i forarbejderne til retsplejelovens § 343, stk. 3, at der ved omkostningsfastsættelsen lægges vægt på, hvilken part, der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen. Højesterets flertal fandt derfor, at spørgsmålet skulle afgøres ud fra, om den isolerede bevisoptagelse fremkom med oplysninger, der støttede, at der var begået fagfejl, og om det kunne udelukkes, at A kunne gøre krav gældende mod B og C. Flertallet stadfæstede landsrettens afgørelse, da det ikke kunne udelukkes, at der som følge af fejl og mangler kunne gøres krav gældende mod B.
Højesterets mindretal fandt, at spørgsmålet i stedet skulle afgøres ud fra, om skønserklæringerne fremkom med oplysninger der gjorde, at B kunne gøres ansvarlig for manglerne. Mindretallet stemte derfor for, at B ikke skulle betale et beløb til A, da B ikke var ansvarlig for manglerne.
Kendelsen er interessant, da den illusterer, at der ved vurdering af, om en person skal dække omkostningerne ved isoleret bevisoptagelse, lægges afgørende vægt på, om det kan udelukkes, at der kan gøres et krav gældende mod vedkommende.
Kendelsen er udgivet i U 2024.1318.
Højesteret afsagde den 20. december 2023 kendelse i sag BS-32954/2023-HJR mellem parterne A og B vedrørende tvangsfuldbyrdelse af en delvist anket dom.
Byretten afsagde den 11. oktober 2022 dom om, at A skulle betale ca. 516.073,17 kr. til B. B havde oprindeligt nedlagt påstand om betaling af i alt 5 millioner kr., og B blev derfor pålagt at betale 225.000 kr. i sagsomkostninger til A. B ankede sagen den 14. oktober 2022, og A indgav ankesvarskrift den 28. oktober 2022.
Ved siden af B’s sagsanlæg ved byretten, havde B den 20. december 2021 anmodet fogedretten om at foretage udlæg for 236.883,39 kr. hos A på et andet grundlag, men B henviste nu til Københavns Byrets dom af 11. oktober som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. A bestred kravet med henvisning til, at dommen var anket. Den 30. november 2022 afviste fogedretten begæringen om foretagelse af udlæg med henvisning til, at B måtte afvente endelig dom fra landsretten.
B kærede fogedrettens afgørelse til landsretten. Den 24. marts 2023 afsagde landsretten kendelse i kæresagen. Landsretten henviste til retsplejelovens § 480, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en dom kan fuldbyrdes 14 dage efter dommens afsigelse, medmindre dommen forinden er anket. Heraf følger, at en domfældt, der ønsker at afbryde fuldbyrdelsesfristen, skal iværksætte selvstændig anke inden fuldbyrdelsesfristens udløb. Landsretten fandt, at B’s krav kunne fuldbyrdes, idet fuldbyrdelsesfristen forfaldt den 25. oktober 2022, og idet A først den 28. oktober 2022 havde påstået frifindelse i det indleverede svarskrift og ikke tidligere selvstændigt iværksat anke. Landsretten hjemviste derfor sagen til fogedretten.
A kærede landsrettens afgørelse. A gjorde gældende, at B’s anke af sagen inden fuldbyrdelsesfristen, sammenholdt med A’s kontraanke umiddelbart efter fuldbyrdelsesfristen, havde den retsvirkning, at dommen ansås for anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb. A gjorde endvidere gældende, at han var forhindret i at uploade ankesvarskrift den 25. oktober, da ankesagen afventede godkendelse og kvalitetssikring i sagsportalen.
Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og resultat og stadfæstede kendelsen af 24. marts 2023.
Kendelsen er interessant, da den illustrerer betydningen af selvstændig anke til at afbryde fuldbyrdelsesfristen efter retsplejelovens § 480, stk. 2. Man kan således ikke antage, at dommen ikke skal fuldbyrdes blot fordi, at modparten har anket sagen.
Kendelsen er udvalgt til UfR.