Søg
Østre Landsret afsagde den 23. juni 2023 kendelse i sag BS-18235/2023-OLR mellem parterne T og en andelsboligforening. T havde anket byrettens dom, og i forbindelse med forberedelsen til ankesagen skulle landsretten tage stilling til en række processuelle spørgsmål. I det følgende fokuseres på to processuelle spørgsmål fra sagen.
Det første processuelle spørgsmål vedrørte andelsboligforeningens påstand om, at T, som havde bopæl i Tyrkiet, skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger i forbindelse med ankesagen, jf. retsplejeloven § 321, stk. 1. Efter bestemmelsen kan en sagsøger pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, såfremt sagsøgeren har bopæl uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Dette gælder dog ikke, hvis sagsøgeren har bopæl i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 321, stk. 2.
Både Tyrkiet og Danmark har tiltrådt Haager-civilproceskonvention af 1954. Ved denne konventions artikel 17 er det bestemt, at der ikke må pålægges borgere i de kontraherende stater at stille sikkerhed for sagsomkostninger, når de optræder som sagsøger i en anden kontraherende stat. På den baggrund afviste landsretten andelsboligforeningens påstand om, at T skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger.
Det andet processuelle spørgsmål omhandlede T’s anmodning om at afgive partsforklaring ved anvendelse af telekommunikation fra sin bopæl i Tyrkiet. Andelsboligforeningen anførte blandt andet, at partsforklaringen burde afgives fra en dansk ambassade eller lignende, men lod landsretten træffe beslutning herom. Landsretten imødekom T’s anmodning, idet der ikke var påvist konkrete omstændigheder, der gav anledning til at tro, at det ville være ubetryggende at tillade partsforklaring via telekommunikation, jf. retsplejelovens § 305, jf. § 192, stk. 6. Efter bestemmelsen kan en part, der befinder sig i udlandet, gives tilladelse til at afgive partsforklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, såfremt forklaringen skønnes at kunne gives under lige så betryggende rammer som en forklaring, der afgives efter retsplejelovens § 192, stk. 2. Landsretten bemærkede yderligere, at det i forbindelse med hovedforhandlingen ville kunne påses, om forklaringen blev afgivet under betryggende rammer.
Kendelsen er navnlig interessant, idet det af landsrettens begrundelse til det andet processuelle spørgsmål kan udledes, at den, der anmoder om at afgive partsforklaring via telekommunikation, ikke behøver at godtgøre, at forklaringen afgives under lige så betryggende rammer, når modparten ikke fremsætter specifikke indsigelser herimod.
Kendelsen er udgivet i UfR 2023.4503 Ø.
Højesteret afsagde den 15. august 2023 dom i sag BS-40602/2022-HJR mellem parterne A og F. F var formand for hegnssynet i en kommune, K. På baggrund af en naboklage, havde F medvirket til, at hegnssynets vurderingsmænd den 5. oktober 2021 traf kendelse om, at A skulle etablere ny indhegning omkring sine heste, så disse ikke ødelagde naboens hæk, jf. mark- og vejfredslovens § 18, jf. § 21, jf. § 3. A fremsatte påstand om, at kendelsen skulle ophæves. Spørgsmålet var imidlertid først om A’s sag, der var anlagt mod ”Hegnsynet ved K ved formand F” skulle afvises, idet der ikke var tale om rette sagsøgte.
A indbragte i første omgang sagen for Retten i Helsingør, som anførte, at F’s kendelse angik en privatretlig tvist, og at domstolsprøvelse af sådanne tvister som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart i tvisten. Retten i Helsingør fandt ikke, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet i denne sag, hvorfor retten ved dom af 12. november 2021 afviste sagen.
Landsretten stadfæstede den 25. april 2022 byrettens dom og anførte, at der ikke var kommet nye betragtninger i sagen, der kunne ændre udgangspunktet om, at sagen skulle anlægges mod modparten i den privatretlige tvist og ikke vurderingsmændene.
I sin behandling af sagen bekræftede Højesteret indledningsvist, at afgørelser truffet af vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven kan indbringes for domstolene efter de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser. Med henvisning til forarbejderne til lovens § 20, bekræftede Højesteret endvidere, at sager som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart og ikke vurderingsmændene, da de på grund af karakteren af deres afgørelser er et tvistnævn. Højesteret fandt dog, at dette udgangspunkt kan fraviges, når der er tale om afgørelser, der er ugyldige som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende, jf. UfR 2003.71 H og UfR 2005.1176/1 H.
Højesteret fandt dernæst, at vurderingsmændenes kendelse skulle ophæves som følge af ugyldighed, da vurderingsmændene have truffet kendelse uden hjemmel i mark- og vejfredsloven, ligesom der var begået sagsbehandlingsfejl. Sagen kunne derfor ikke afvises med henvisning til udgangspunktet om rette sagsøgte.
Dommen er interessant, da den viser i hvilke tilfælde privatretlige tvister, der er afgjort af en offentlig myndighed, kan anlægges mod myndigheden i stedet for den private modpart, og at den materielle prøvelse af afgørelsen vil smelte sammen med afvisningsspørgsmålet.
Dommen er udgivet i U 2023.4840 H.
Højesteret afsagde den 22. august 2023 kendelse i sag BS-15284/2023 mellem A og Skatteministeriet. Spørgsmålet i sagen var, om sagen skulle henvises til 1. instansbehandling i landsretten.
Det materielle spørgsmål i sagen var, om Skatteministeriet havde forhøjet A’s skattepligtige indkomst med rette, idet A havde købt et kolonihavehus til en pris væsentligt under markedsprisen, hvilket Skatteministeriet anså som en skattepligtig gave. Forhøjelsen af indkomsten svarede til differencen mellem købesummen og haveforeningens vurdering af kolonihavehuset, og spørgsmålet var således om reguleringen kunne begrundes alene i differencen.
A havde anmodet byretten om, at sagen blev henvist til behandling ved Østre Landsret som første instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Dette kan ske såfremt sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Skatteministeriet protesterede mod henvisningen og gjorde gældende, at der ikke forelå tvivl om lovfortolkningsspørgsmålet. Byretten henviste sagen til landsretten med den begrundelse, at spørgsmålet havde generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, idet spørgsmålet hverken var afklaret i teori eller praksis.
Kendelsen blev kæret til landsretten, som i medfør af sin ex officio forpligtelse efter retsplejelovens § 226, stk. 5, tog stilling til, om betingelserne for henvisningen var opfyldt. Landsretten fandt, at der i sagen var tale om konkrete bevisvurderinger, og der ikke i øvrigt var rejst spørgsmål af principiel karakter. På den baggrund afviste landsretten at behandle sagen som første instans og tilbagesendte sagen til behandling i byretten.
A kærede herefter landsrettens kendelse til Højesteret. I sin vurdering inddrog Højesteret forarbejderne til retsplejelovens § 226, hvori det er forudsat, at Højesterets ressourcer ikke benyttes til at behandle sager, der i hovedsagen omfatter konkrete bevisvurderinger, eller hvor retsspørgsmålet allerede er afklaret. På den baggrund fandt Højesteret, at betingelserne for henvisning til landsretten ikke var opfyldt og stadfæstede landsrettens kendelse.
Kendelsen gentager det kendte udgangspunkt om, at sager, der angår allerede afklarede retsspørgsmål, og hvis udfald primært afhænger af bevismæssige spørgsmål, ikke skal henvises til landsretten som første instans. Af Højesterets begrundelse kan det udledes, at udgangspunktet begrundes i hensynet til en sags potentielle krav på at blive anket til Højesteret som følge af 2-instansprincippet.
Kendelsen er udgivet i U 2023.5041 H.
Østre Landsret afsagde den 10. august 2023 kendelse i sag BS-24454/2023-OLR mellem parterne A og B om sikkerhedsstillelse for omkostninger i forbindelse med en kæresag.
I en sag for Sø- og Handelsretten fremlagde A en række bankgarantier som sikkerhed i overensstemmelse med retsplejelovens § 321, stk. 1. Bestemmelsen omhandler udenlandske sagsøgeres pligt til at stille sikkerhed for sagsomkostninger ved sagsøgtes anmodning. Bankgarantierne viste sig imidlertid at lide af indholdsmangler, hvorfor Sø- og Handelsretten afviste sagen af kendelse den 3. maj 2023. A kærede Sø- og Handelsrettens kendelse den 10. maj 2023.
Under kæresagen anmodede B om, at A (igen) skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 321. Landsretten afviste dette med henvisning til, at retsplejelovens § 321 efter sin ordlyd vedrører sagsøgers sikkerhedsstillelse, samt at der ikke i bestemmelserne om kære i retsplejelovens kapitel 37 findes henvisninger til retsplejelovens § 321.
Med henvisning til retsplejelovens § 217 bemærkede landsretten endvidere, at Sø- og Handelsrettens afvisning af sagen burde være sket ved dom. Det følger af bestemmelsen, at rettens afgørelser sker ved kendelse i de tilfælde, hvor denne form er særlig foreskrevet. I sagen fik den forkerte afgørelsesform den betydning, at landsretten fandt, at der hverken var grundlag for at afvise sagen i medfør af retsplejelovens § 392 a, stk. 2, hvorefter Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger, der ikke er omfattet af retsplejelovens § 392 a, stk. 1, alene kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, eller i medfør af retsplejelovens § 393, stk. 3, om betingelserne for kæreskrifter. Sagen skulle derfor realitetsbehandles.
I sin realitetsbehandling af sagen tiltrådte landsretten imidlertid, at A ikke ved de fremlagte bankgarantier kunne anses at have stillet sikkerhed for sagens omkostninger som bestemt af Sø- og Handelsretten på grund af indholdsmæssige mangler i bankgarantierne. Landsretten stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens afgørelse om afvisning.
Kendelsen er interessant, da den viser, at retsplejelovens § 321 alene vedrører sagsøgers sikkerhedsstillelse. Endvidere er kendelsen interessant, da denne illustrerer, at en indgiven kære ikke kan afvises som følge af formalitetsmangler, når der er tale om de fejlagtig afgørelsesform.
Kendelsen er udgivet i U 2023.5010.
Vestre Landsret afsagde den 9. august 2023 dom i sag BS-16331/2023-VLR mellem parterne A og B. Sagen angik, om der skulle ske afvisning af en ankesag som følge af, at ankestævningen var indleveret efter ankefristens udløb.
Den 21. februar 2023 afsagde Retten i Sønderborg dom i en sag mellem A og B. På grund af tekniske problemer med Sagsportalen ankede A dommen via e-mail til landsretten den 21. marts 2023 og via e-mail til Retten i Sønderborg den 22. marts 2023. E-mailen til landsretten var dermed sendt inden for den ordinære 4-ugers ankefrist efter retsplejelovens § 372, stk. 1, mens e-mailen til Retten i Sønderborg var sendt efter den ordinære ankefrists udløb.
A fremlagde under sagen dokumentation for, at det på grund af tekniske problemer på ankefristens sidste dag ikke var muligt at foretage appel på Sagsportalen.
Landsretten fandt, at de tekniske problemer med Sagsportalen berettigede parterne til at benytte e-mail til at anke sagen. Landsretten bemærkede imidlertid, at anke skal ske til den ret, hvis dom indankes, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 1. pkt. Henset til at A først har indleveret ankestævningen til Retten i Sønderborg efter ankefristens udløb, afviste landsretten ankesagen.
Dommen bekræfter vigtigheden af, at anke skal ske til den korrekte ret og illustrerer samtidig, at anvendelse af e-mail kan accepteres i tilfælde af tekniske problemer med Sagsportalen.
Dommen er udgivet i U 2023.5008/1 V.
Østre Landsret afsagde den 3. maj 2023 kendelse i sag BS-18952/2023-OLR mellem lejeren A og en boligforening angående tilladelse til anke efter ankefristens udløb, selvom overskridelsen skyldtes en advokatfejl.
Boligretten på Frederiksberg afsagde den 13. marts 2023 dom om, at A skulle anerkende, at ophævelsen af hendes lejemål var berettiget. På dagen for den ordinære ankefrists udløb, ansøgte A’s advokat Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke boligrettens dom. To dage senere modtog A’s advokat oplysning om, at anke af dommen ikke krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Dagen efter – og dermed tre dage efter ankefristens udløb – indgav A selv anmodning om tilladelse til at anke boligrettens dom.
I forbindelse med anken anførte A’s advokat, at A tidligere havde været hjemløs, og at det under byretssagen blev oplyst, at det ville være svært at visitere en ny bolig til A, hvilket kunne medføre, at A faldt tilbage til et alkoholmisbrug. A’s advokat anførte endvidere, at fristoverskridelsen alene kunne henføres til ham.
Med henvisning til en række højesteretsafgørelser, gjorde boligforeningen gældende, at retspraksis på området er meget restriktiv. Til illustration for dette kan der ganske aktuelt henvises til sagerne BS-4346/2023-OLR og BS-15667/2023-OLR afsagt af Østre Landsret den 24. april 2023. I begge sager bevirkede en advokatfejl, at anken blev indgivet efter ankefristens udløb, hvorfor landsretten afviste ankesagen. Fejlen bestod i begge sager i at appelfunktionen på Sagsportalen ikke blev anvendt. Landsretten lagde i begge sager vægt på, at det klart fremgår af ”Vejledning til minretssag.dk”, hvordan der kan ske anke på Sagsportalen, herunder at appelfunktionen skal anvendes. Herudover bemærkede landsretten, at vejledningen netop er rettet mod advokater og andre professionelle.
Endvidere kan der henvises til ovenstående sag i U 2023.5008/1 V, hvor landsretten afviste en ankesag og påpegede vigtigheden af at anke til den korrekte ret.
På baggrund af udtalelserne fra A og A’s advokat fandt landsretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som berettigede anke af dommen i medfør af retsplejelovens § 410, stk. 1, jf. § 372, stk 2, 5. pkt., hvorefter ankeinstansen undtagelsesvist kan tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Dette blev begrundet i (i) at sagen har stor betydning for A, (ii) at A havde fremsat anmodningen om anketilladelse straks efter, at A blev bekendt med Procesbevillingsnævnets meddelelse, og (iii) at overskridelsen alene kunne tilskrives A’s advokat, hvilket ikke burde tillægges skadevirkninger for A.
Kendelsen er interessant, fordi den afviger fra den ellers meget restriktive praksis på området. Ved sammenligning med de nævnte sager, kan denne afvigelse begrundes i, at der i tillæg til advokatfejlen forelå særlige ”menneskelige” hensyn til parten. Kendelsen illustrerer således, at der skal mere til for at tillade en anke efter ankefristen, end at der blot er sket en fejl, som kan henføres til partens advokat.
Kendelsen er udgivet i FM 2023.111, og sagerne BS-4346/2023-OLR og BS-15667/2023-OLR er udgivet i henholdsvis FM 2023.106 og FM 2023.108.