Søg
Højesteret afsagde den 16. marts 2022 kendelse i sag nr. 9/2021 mellem Mette Ditmer Design ApS (”MD Design”) og Jysk A/S (”Jysk”).
Sagen drejede sig for Højesteret om størrelsen af sagsomkostninger til dækning af MD Designs advokatudgifter i landsretten. Fogedretten havde truffet kendelse om omfanget af en bevissikringsundersøgelse, hvilken blev indbragt for landsretten af Jysk, der var genstand for bevissikringen.
Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse og tilkendte MD Design, som rekvirent af bevissikringen, 25.000 kr. i sagsomkostninger. Landsretten bemærkede, at de tilkendte sagsomkostninger var i overensstemmelse med gældende principper for udmåling af sagsomkostninger efter dansk ret, hvorefter sagsomkostninger i sager, hvor den økonomiske værdi ikke kan opgøres, udmåles ud fra en samlet vurdering af, hvad der efter sagens karakter, omfang og forløb mv. kan anses for rimeligt.
Fastsættelsen af sagsomkostninger blev indbragt for Højesteret, som bemærkede, at man ved fastsættelse af sagsomkostninger i sager om bevissikring skal inddrage artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (2004/48) (”Retshåndhævelsesdirektivet”), som denne er fortolket af EU-Domstolen, bl.a. i sag C-57/15 (United Video Property). Ifølge EU-Domstolen skal der tages hensyn til at sikre, at en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, som den part der har fået medhold i kæresagen, har afholdt, bæres af den tabende part. Højesteret ændrede herefter landsrettens afgørelse, og forhøjede de tilkendte sagsomkostninger til 60.000 kr.
Kendelsen viser, at i sager om bevissikring skal sagsomkostninger udmåles ud fra principperne i Retshåndhævelsesdirektivet som fortolket af EU-domstolen.
Højesteret afsagde den 18. februar 2022 kendelse i sag nr. 77/2021 mellem anklagemyndigheden og tiltalte T.
Sagen handlede om, hvorvidt der til sikkerhed for sagsomkostningerne og det konfiskerede beløb, kunne ske beslaglæggelse af T’s pensionsopsparingskonti på i alt 850.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 1002, stk. 1.
T blev bl.a. dømt for bedrageri af særlig grov karakter, og var i den forbindelse blevet pålagt at betale straffesagens omkostninger, ligesom T havde fået konfiskeret ca. 113 mio. kr. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at retsplejelovens regler om udlægsbeskyttelse i §§ 509-516 ikke fandt anvendelse ved beslaglæggelse efter § 1002, stk. 1, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, hvis der er en nærmere sammenhæng mellem det strafbare forhold og de værdier, der ønskes beslaglagt til sikkerhed for sagsomkostninger og konfiskation, jf. forarbejderne til retsplejelovens kapitel 74 og § 1002.
Højesteret fandt, at der ikke var det fornødne grundlag for at forstå bestemmelserne således, at man uanset bestemmelsens ordlyd kan beslaglægge uden at iagttage udlægsbeskyttelsen i retsplejelovens § 509-516, herunder særligt § 512, stk. 3, om beskyttelse mod udlæg i pension mv. Højesteret ophævede dermed beslaglæggelsen foretaget af byretten.
Kendelsen viser, at retsplejelovens regler om udlægsbeskyttelse også finder anvendelse på beslaglæggelse efter retsplejelovens § 1002, stk. 1.
Østre Landsret afsagde den 8. marts 2022 kendelse i sagen BS-44843/2021-OLR mellem C og A.
Sagen angik, hvorvidt overdragelsen af en ejendom til en pris, der var lavere end markedsværdien, var udtryk for misbrug af uskiftet bo. Ejendommen var blevet overdraget af B, der sad i uskiftet bo, til C.
B’s søn, A, anmodede om isoleret bevisoptagelse i sagen. Første spørgsmål var derfor, om sagen skulle henvises til skifteretten, eftersom der var tale om en ejendom, der var underlagt et uskiftet bo. Da der ikke var tale om en tvist, fandt byretten, at anmodningen om isoleret bevisoptagelse ikke var omfattet af skifterettens kompetence. Sagen blev derfor ikke henvist til skifteretten.
Det andet spørgsmål var, om der overhovedet kunne ske isoleret bevisførelse. Byretten anførte, at ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 343, kan isoleret bevisoptagelse tillades i tilfælde, hvor dette findes hensigtsmæssigt. Byretten lagde herefter vægt på procesbesparende hensyn, samt at det ikke kunne udelukkedes, at A havde et krav mod C. Byretten fandt på det grundlag, at isoleret bevisoptagelse var hensigtsmæssig for at kunne bedømme, hvorvidt der var grundlag for en retssag.
Endelig fandt byretten, at der ikke gælder et krav om, at rekvirenten har ejendomsretten eller rådigheden over den genstand, som den isolerede bevisoptagelse angår. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, og A kunne således anmode om isoleret bevisoptagelse på ejendommen, på trods af at C havde både ejendomsret og rådighed over den.
Vestre Landsret afsagde den 23. februar 2022 afgørelse i sagen BS-4706/2022-VLR mellem A A/S (”A”) og B ApS (”B”).
Sagen omhandlede B, der ved udeblivelsesdom blev dømt til at betale ca. 155.000 kr. til A, samt et beløb for henholdsvis udgifter til udenretlige inddrivelsesomkostninger og sagsomkostninger, herunder udgifter til advokatbistand og retsafgift. Udgiften til advokatbistand var blevet reduceret med et beløb svarende til udgifterne forbundet med udenretlige inddrivelsesomkostninger.
Under anken fandt landsretten, at omkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand ikke skulle reduceres med et beløb svarende til udgifter til de udenretlige inddrivelsesomkostninger. Baggrunden for dette var, at sagens genstand ikke oversteg 100.000 kr., hvorfor A ifølge retsplejelovens § 260, stk. 5 ikke kunne have været repræsenteret af det inkassobureau, som oprindeligt havde forsøgt at inddrive fordringen mod B.
Kendelsen illustrerer, at der ikke skal ske fradrag for udgifter til udenretlige inddrivelsesomkostninger i udgifter til advokatbistand, hvis sagens genstand ikke overstiger 100.000 kr.
Østre Landsret afsagde den 1. april 2022 kendelse i sagen BS-4846/2021-OLR mellem Foreningen Aktionærer i Danske Bank og Danske Bank.
Foreningen Aktionærer i Danske Bank anlagde en erstatningssag mod Danske Bank og direktøren for Danske Bank for en værdiforringelse af nogle aktier. Sagen var anlagt som et gruppesøgsmål med foreningen som grupperepræsentant. Spørgsmålet var derfor indledningsvist, om betingelserne for gruppesøgsmål var opfyldt.
Retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1-7 fastsætter betingelserne for anlæggelse af gruppesøgsmål. Det er bl.a. en betingelse, at kravene er ensartede, og at gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på. Landsretten tiltrådte i det hele byrettens kendelse, der i sine præmisser udtalte, at betingelserne ikke var opfyldt.
Landsretten lagde vægt på, at vurderingen af et erstatningsansvar indebærer en individuel vurdering af samtlige erstatningsansvarsbetingelser, som nødvendiggør en inddragelse af hver enkelt aktionærs forhold på aktiekøbstidspunktet og de individuelle forudsætninger for købet. Hertil kom, at der på tidspunktet verserede en række sager med samme tema mod bl.a. Danske Bank, hvilket understøttede, at et gruppesøgsmål ikke kunne skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på.
Kendelsen illustrerer den snævre adgang, der fortsat er til at anlægge gruppesøgsmål under dansk ret.
Prof. Morten Broberg, KU og prof. Peter Arnt Nielsen, CBS, har skrevet artiklen ”Krav om sikkerhedsstillelse, når udenlandske sagsøgere anlægger sag ved de danske domstole – caution judicatum solvi” (UfR 2022B.144). Artiklen behandler spørgsmålet om, hvornår sagsøgte kan kræve, at sagsøger skal stille sikkerhed for sagsomkostninger.
Udgangspunktet er, at sagsøgte ikke kan kræve sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, medmindre sagsøger er en juridisk person, der er dannet for at omgå reglerne om sagsomkostninger, eller hvis sagsøger ikke har hjemting i Danmark. Der gælder imidlertid tre undtagelser til den sidstnævnte regel.
For det første kan der ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse, hvis sagsøger har hjemting i EU/EØS området, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1. For det andet gælder en gensidighedsregel, hvorefter sagsøger ikke kan afkræves sikkerhedsstillelse, hvis sagsøger har hjemting i et land, hvor en sagsøger med dansk hjemting er fritaget for sikkerhedsstillelse, jf. retsplejelovens § 321, stk. 2. For det tredje kan der ikke kræves sikkerhedsstillelse, hvis dette er afskåret på andet grundlag. Med andet grundlag tænkes der navnlig på tilfælde, hvor der er bevilget fri proces.
Som følge af Brexit, vil sagsøgere med hjemting i Storbritannien kunne afkræves sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, medmindre sagen omfattes af Konventionen mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland om visse civil-processuelle forhold. Forfatterne konkluderer bl.a., at det er ”forventeligt at krav om sikkerhedsstillelse fremadrettet hyppigt vil blive rejst, hvor en sagsøger med britisk hjemting anlægger sag i Danmark”, og at det vil føre til, at sagsøger hæver søgsmålet.
Artiklen giver et simpelt og brugbart overblik over, i hvilke tilfælde det ikke er muligt at kræve sikkerhedsstillelse fra en udenlandsk sagsøger.