Maria Wolff førte i 10 år den danske regerings retssager ved EU-Domstolen i Luxembourg. Nu tilknyttes hun som ekstern juridisk konsulent til Gorrissen Federspiels EU-team.
EU-teamet, der ledes af den tidligere generaladvokat ved EU-Domstolen, partner Henrik Saugmandsgaard Øe, rådgiver bl.a. danske og udenlandske advokatfirmaer og større virksomheder, herunder multinationale virksomheder, i mere komplicerede spørgsmål om EU-ret. Det er her, Maria Wolffs ekspertise bringes i spil.
“Maria Wolff er en yderst kompetent ekspert i EU-ret, som jeg er meget glad for, vi nu tilknytter Gorrissen Federspiels EU-team. Hun medbringer en stor viden om EU-ret og procedurer ved Retten og Domstolen, og hun vil blive et stærkt aktiv i rådgivningen af vores klienter,” siger partner Henrik Saugmandsgaard Øe.
Gennem sin 20-årige karriere har Maria Wolff opbygget en omfattende specialistviden i og erfaring med anvendelse af EU-retten. Først som advokat hos Kammeradvokaten og derefter i en 10-årig periode i Udenrigsministeriet, hvor hun som procedør har ført Danmarks sager ved EU-Domstolen.
Maria Wolff stoppede som Danmarks procedør ved EU-Domstolen i 2022 og er i dag selvstændig juridisk konsulent. Også hun ser frem til samarbejdet.
”Det er en drømmestart for mig i min nye rolle som ekstern konsulent at få mulighed for at bistå Gorrissen Federspiel og deres klienter inden for EU-retten. Valget om at gå selvstændig har for mig betydet, at jeg kan bringe mine spidskompetencer i spil i rette samarbejde som netop her med Gorrissen Federspiel. Jeg glæder mig utrolig meget til opgaverne og at blive tilknyttet Gorrissen Federspiels stærke EU-team.” lyder det fra Maria Wolff.
EU-retten bliver stadig mere kompleks og berører dagligdagen for stort set alle virksomheder og klienttyper. Gorrissen Federspiel ønsker at imødekomme og være på forkant med udviklingen. Det gælder ikke mindst i kvaliteten af rådgivningen.
”Vi vil fortsat levere den bedste rådgivning i markedet. Med tilknytningen af Maria Wolff som ekstern konsulent, får EU-teamet endnu en stærk kapacitet at trække på. Det gælder ikke mindst hendes meritter ved EU-retten, specialistviden og vidtforgrenede netværk i Luxembourg og Bruxelles,” siger Martin André Dittmer, Managing Partner.
EU-teamet, som Maria Wolff tilknyttes fra 1. oktober, er en specialiseret enhed under Gorrissen Federspiels EU- og Konkurrenceretsgruppe.