Efterspørgslen på højt specialiseret juridisk rådgivning inden for life science udgør et stadigt større forretningsområde. Det skal ny partner i Gorrissen Federspiel, Martin Dræbye Gantzhorn, være med til at bygge videre på.
PRESSEMEDDELELSE
”Life Sciences er et centralt forretningsområde for Gorrissen Federspiel. Vi har en strategisk ambition om at udbygge området og positionere Gorrissen Federspiel som det førende advokatfirma indenfor life science herhjemme. Vi foretager en strategisk og markant forstærkning af vores Life Sciences-team med Martin Dræbye Gantzhorn som ny partner,” siger Martin André Dittmer, Managing Partner.
Den nye partner bliver et vigtigt aktiv for den strategiske udvidelse af Life Sciences-teamet.
”Martin Dræbye Gantzhorn er bredt anerkendt i life science-branchen for sin track record og sin høje specialisering med fokus på forretningskritiske life science-forhold, hvilket bekræftes af udmærkelsen Global Thought Leader – Life Science (regulatory), som han har modtaget de sidste tre år som eneste dansker og blandt få i Europa. Martin vil styrke vores life science-profil markant. Med tilførslen af Martin har vi stærke, markedsledende profiler på alle områder, der er relevante indenfor life science, og vi kan dermed servicere vores klienter endnu bredere og endnu mere specialiseret.”
Danmark er en markant aktør på life science-området. I dag udgør eksporten af lægemidler alene 17 pct. (DKK 158 mia.) af den samlede danske vareeksport – en fordobling på 10 år. Efterspørgslen på danske varer og tjenesteydelser stiger. Det samme gør kompleksiteten af reguleringen og konkurrencen på life science-området, og dermed behovet for højt specialiseret juridisk rådgivning.
Niels Bang, partner og bestyrelsesformand, som blandt andet fokuserer på life science-transaktioner uddyber:
”Vi styrker dybden i vores rådgivning over en bred kam. Det er på M&A-transaktioner, finansieringsrunder, licens- og optionsaftaler, produktudvikling- og lancering og i den daglige rådgivning af branchen. Martin styrker og supplerer vores life science-fokus perfekt. Og så får vi en partnerkollega, der udover sin dybe faglighed har en skarp kommerciel tilgang,” siger Niels Bang.
Martin Dræbye Gantzhorn supplerer:
”Gorrissen Federspiel tilbyder kompromisløs faglighed og forretningsforståelse – et fokus som udgør et perfekt match for life science-branchen og mig. De kommende år byder på store muligheder og udfordringer for branchen – det kalder på rådgivning fra øverste hylde på alle de områder, som påvirker branchen. Jeg ser frem til at blive en del af et ledende life science-team, som kan bistå innovative internationale som nationale aktører med at navigere på bedste vis,” slutter Martin Dræbye Gantzhorn.
Udvidelsen af Life Sciences-teamet kommer i forlængelse af en række strategiske initiativer. Herunder rekrutteringer og optag af nye partnere med unikke specialistkompetencer, som gør det muligt for Gorrissen Federspiel at matche klienternes behov for højt specialiseret rådgivning. Martin Dræbye Gantzhorn kommer fra en stilling som partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og tiltræder i Gorrissen Federspiel senest d. 1. januar 2025.
Martin Dræbye Gantzhorn er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2003. De seneste syv år har han været partner i Bech-Bruun, de seneste fire år som medlem af firmaets bestyrelse.
Martin Dræbye Gantzhorn har i de sidste godt 20 år opbygget en specialistviden om centrale rammevilkår for life science-branchen. Som én af Danmarks mest efterspurgte life science-advokater rådgiver Martin Dræbye Gantzhorn ledende danske og internationale innovative virksomheder om forretningskritiske og juridiske forhold af central betydning for virksomhedernes rammevilkår samt deres produkter. Martin Dræbye Gantzhorn rådgiver eksempelvis om komplekse og forretningskritiske IP-sager, forskning og udvikling, produktlanceringer, transaktioner og produktansvar.
Download pressefoto Download pressemeddelelsen
Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger 585 medarbejdere, heraf mere end 325 jurister, som dagligt går på arbejde med en fælles vision om, at vi i Gorrissen Federspiel vil være ’In a league of our own’ som Danmarks bedste advokatfirma. Vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder, og som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd.
Kommunikationschef Line Byrfelt Grønlykke – lb@gorrissenfederspiel.com /41 11 21 91
Kommunikationsrådgiver Kasper Jessing – kaje@gorrissenfederspiel.com /26 66 92 27