Søg Close search

HjemNy dom fra EU-Domstolen om e-handelsdirektivet

Ny dom fra EU-Domstolen om e-handelsdirektivet

Den 30. maj 2024 afsagde EU-Domstolen dom i C-664/22 og C-666/22, Google Ireland, C-663/22, Expedia, C-665/22, Amazon Services Europe samt C-662/22 og C-667/22, Airbnb Ireland.
12. juni 2024

Sagerne vedrører foranstaltninger i Italien, som indebærer krav til udbydere af onlineformidlingstjenester og søgemaskiner, som er etableret i en anden medlemsstat end Italien, men som opererer i Italien. I medfør af italiensk ret bliver udbyderne pålagt at registrere sig i et nationalt register, meddele detaljerede oplysninger om deres organisation og betale et gebyr til den italienske kommunikationsmyndighed, AGCOM.

Flere platforms- og søgemaskineudbydere, herunder Google, Airbnb, Expedia, Amazon og Vacation Rentals, anlagde sager ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio i Italien), idet de mente, at de nationale foranstaltninger er i strid med EU-retten. Tribunale amministrativo regionale per il Lazio forelagde herefter spørgsmålet for EU-Domstolen.

Den retlige ramme

Sagerne handler om fortolkningen af artikel 3 i direktiv 2000/31/EF (e-handelsdirektivet).

Bestemmelsen indfører et såkaldt princip om hjemlandstilsyn, som indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester primært er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er etableret, og ikke i hver enkelt medlemsstat, hvor tjenesten tilbydes. Dette gælder inden for det koordinerede område, altså de krav, der i medlemsstaternes retsystemer er fastsat for informationssamfundstjenester, og som udbyderen skal opfylde både når den påbegynder og udøver sin aktivitet.

Formålet med princippet er at fremme den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester i EU ved at mindske de mulige hindringer, der kan opstå, hvis en udbyder skulle overholde op til 27 forskellige nationale reglersæt. Hjemlandsprincippet sikrer, at en udbyder kun behøver at navigere i og overholde ét sæt regler – dem i hjemlandet – hvilket gør det lettere for virksomheder at udbyde deres tjenester på tværs af grænserne i EU.

Dermed må medlemsstaterne ifølge bestemmelsen ikke begrænse adgangen til eller brugen af informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat. Artikel 3, stk. 4 indeholder dog en undtagelse, hvorefter medlemsstaterne under visse betingelser kan træffe foranstaltninger. Det er dog et krav, at foranstaltningen er rettet mod en bestemt tjeneste, at kravet er legitimt begrundet i eksempelvis beskyttelsen af folkesundheden, og at medlemsstaten forinden foranstaltningen træffes har rette henvendelse til medlemsstaten, hvor udbyderen er etableret, og anmodet myndighederne i denne medlemsstat om at gribe ind over for udbyderen.

Domstolens konklusion

EU-Domstolen bemærkede indledningsvist, at det i medfør af hjemlandsprincippet påhviler hjemlandet – i dette tilfælde hovedsageligt Irland – at regulere informationssamfundstjenester, imens det tilkommer modtagerlandet – Italien – ikke at begrænse den frie bevægelighed for tjenesterne ved at kræve overholdelse af yderligere forpligtelser.

Det er i sagen ubestridt tjenesterne udbudt af de forskellige sagsøger, herunder Google, Amazon og Airbnb, er informationssamfundstjenester, og at de italienske foranstaltninger pålægger udbyderne at opfylde yderligere betingelser end dem, der kræves opfyldt ifølge irsk ret.

Den italienske regering argumenterede for, at forpligtelserne ikke hører under ”det koordinerede område”, idet udbyderne kunne påbegynde og udføre deres tjenester uden at opfylde kravene i den italienske lov, og at loven dermed ikke indførte krav om forudgående godkendelse. Dette blev afvist af EU-Domstolen med henvisning til, at dette ikke ændrede på, at den italienske lov indførte krav, som udbyderne skal opfylde for lovligt at kunne udbyde tjenesterne i Italien.

Særligt interessant er også, at den italienske regering argumenterede for, at foranstaltningerne kunne begrundes under artikel 3, stk. 4, idet foranstaltningerne var nødvendige for at implementere forordning 2019/1150 (P2B-forordningen). EU-Domstolen bemærkede imidlertid, at da P2B-forordningen ikke påvirker reglerne i e-handelsdirektivet, kan nationale regler, der implementerer P2B-forordningen kun begrundes, hvis forordningen og de nationale regler i sig selv forfølger de mål, der er nævnt i artikel 3, stk. 4 i e-handelsdirektivet, herunder beskyttelse af folkesundheden, hvilket ikke var tilfældet for den italienske lov.

Dermed fandt Domstolen, at de nationale foranstaltninger ikke opfylder de strenge betingelser for undtagelsen i direktivets artikel 3, stk. 4, da de ikke er nødvendige af hensyn til ufravigelige retsgrundsætninger, beskyttelsen af folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller beskyttelsen af forbrugerne.

Bemærkninger

De nyligt afsagte domme ligger i forlængelse af EU-Domstolens seneste praksis, hvor vigtigheden af hjemlandskontrollen fastslås.

I C-390/18, Airbnb Ireland understregede EU-Domstolen vigtigheden af, at medlemsstaterne underretter medlemsstaten, hvor udbyderen er etableret, inden en foranstaltning træffes. I sagen gik EU-Domstolen så langt som at fastslå, at en fransk lov, der var vedtaget inden e-handelsdirektivets ikrafttræden, ikke kunne gøres gældende over for Airbnb, da de franske myndigheder ikke havde rettet henvendelse til de irske myndigheder.

Ligeledes i C-376/22, Google Ireland m.fl., slog EU-Domstolen vigtigheden af hjemlandskontrollen fast med syvtommersøm. Her fandt EU-Domstolen, at muligheden for at gribe ind over for en bestemt tjeneste medfører, at medlemsstater ikke kan indføre generel og abstrakt lovgivning, der begrænser den frie bevægelighed af informationssamfundstjenester. Den østrigske regulering af blandt andet sociale medier kunne derfor ikke gøres gældende over udbydere fra andre medlemsstater.

I de nyligt afsagte domme vender EU-Domstolen så blikket mod det koordinerede område og de legitime grunde til at indføre begrænsninger og afviser den italienske regerings argumenter.

Dommene er særligt interessante, idet der i de seneste år har blæst politiske vinde i retningen af øget national regulering af særligt tech-giganter, herunder sociale medier. Selvom ønsket om sådan regulering kan være sympatisk, tjener dommene også som en påmindelse om, at sådanne politiske vinde ikke bør medføre en unødig fragmentering af det indre marked.

EU-Domstolens afgørelse kan læses her. Hvis du har spørgsmål til afgørelserne eller e-handelsdirektivet i øvrigt, er du velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt