Østre Landsret afsagde den 28. september 2022 kendelse i sag BS-21467/2022-OLR mellem parterne A og B mod C og D, der omhandlede spørgsmålet om rette værneting.
Sagens materielle problemstilling var, om der kunne nedlægges forbud mod brug af ordet ”Forza” ved markedsføring og salg på hjemmesiden Forza.eu. A havde varemærkeret til ordet i Danmark, og B havde fået licens af A til erhvervsmæssig brug af ordet. A var hjemmehørende i Danmark og B var hjemmehørende i Taiwan, mens C og D var hjemmehørende i henholdsvis Cypern og Nederlandene. Sø- og Handelsretten kom frem til, at der ikke var værneting i Danmark, da hjemmesiden ikke henvendte sig til Danmark, og da der ikke var sket markedsføring rettet mod Danmark. Sø- og Handelsretten afviste derfor sagen.
A og B kærede kendelsen til landsretten. Spørgsmålet for landsretten var, om der var værneting i Denmark eller ej.
Landsretten henviste til retsplejelovens § 247, stk. 1, hvorefter sager, der er omfattet af domsforordningen, skal afgøres efter dennes regler og ikke efter retsplejelovens regler. Efter domsforordningens artikel 7, nr. 2, kan en person, der har bopæl i en medlemsstat, sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontakt, hvis skaden er foregået eller vil kunne foregå i denne medlemsstat. Landsretten bemærkede, at det følger af EU-Domstolens praksis om artikel 7, nr. 2, at indehaveren af et varemærke kan anlægge sag om varemærkekrænkelse på internettet i den medlemsstat, som varemærket er registreret i.
Landsretten fandt herefter, at betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, var opfyldt, da anmodningen om forbud blandt andet støttedes på, at der forelå en krænkelse af rettighederne til et danskregistreret mærke. Sagen om forbud kunne på denne baggrund anlægges ved Sø- og Handelsretten, som landsretten fandt var berettiget til at behandle spørgsmålet i forbindelse med en realitetsbehandling af sagen.
Landsretten ophævede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
Kendelsen er interessant, da den viser, at domsforordningens artikel 7, nr. 2, giver værneting i Danmark, når der er tale om en mulig varemærkekrænkelse af danskregistrerede varemærker.
Kendelsen er udgivet i U 2022.4910 Ø.
Sø- og Handelsrettens kendelse i sagen er beskrevet i det procesretlige nyhedsbrev fra juli 2022.
Højesteret afsagde den 1. september 2022 dom i sag BS-26376/2021-HJR og BS-26377/2021-HJR om tilsidesættelse af god advokatskik ved at påtage sig en advokatundersøgelse trods inhabilitet.
Advokatnævnet fandt ved kendelse af 4. juli 2019, at advokaterne A, B, C og D fra E Advokatpartnerselskab (“E”) havde tilsidesat god advokatskik efter retsplejelovens § 126, stk. 1. Dette skyldes, at E i 2017 påtog sig en advokatundersøgelse for Skatteministeriet om uberettiget tilbagesøgning af udbytteskat på trods af, at E i 2014 havde ydet rådgivning om udbytteskat til F Bank (”F”), der senere viste sig at have deltaget i den uberettigede tilbagesøgning. Advokatnævnet fandt desuden, at E ikke havde krav på salær for undersøgelsen.
Sagerne, som blev behandlet ved Østre Landsret som 1. instans, angik, om A, B, C og D kunne få medhold i påstanden om tilsidesættelse af Advokatnævntes kendelse, samt om A, B, C, D og E havde krav på betaling af salæret af Skatteministeriet for advokatundersøgelsen. Østre Landsret stadfæstede Advokatnævnets kendelse og frifandt Skatteministeriet.
Spørgsmålet for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Advokatnævnets afgørelse.
Højesteret bemærkede indledningsvis, at der forelå en interessekonflikt hos E på tidspunktet, hvor E påtog sig at stå for advokatundersøgelsen, idet E i årene op til undersøgelsen havde ydet rådgivning til F om det erstatnings- og strafferetlige ansvar ved tilbagesøgning af udbytteskat i Danmark. Højesteret udtalte i den forbindelse, at advokatundersøgelsen drejede sig om en sag af stor politisk, økonomisk og samfundsmæssig betydning, hvilket indebar skærpede krav til advokaternes uafhængighed.
På den baggrund fandt Højesteret, at C på vegne af alle fire advokater ikke havde udført et tilstrækkeligt konflikttjek i sagen. C havde forsøgt at afdække mulige klientrelationer i E i forhold til personer og selskaber, der havde været offentligt omtalt i forbindelse med udbyttesagen, men havde ikke foretaget et fuldstændigt konflikttjek i samarbejde med alle partnerne i E’s skatteafdeling. Følgelig havde C ikke sikret sig, at alle relevante advokater i E blev inddraget i konflikttjekket og gjort bekendt med det skærpede habilitetskrav forbundet med advokatundersøgelsen. Såfremt dette havde været tilfældet, ville advokaterne have fundet frem til sagen om rådgivning af F, hvorefter advokaterne ville have indset, at der var en ikke ubetydelig risiko for, at F var involveret i sagen om den uberettigede tilbagesøgning.
Højesteret fandt dermed, at A, B, C og D havde tilsidesat god advokatskik. Desuden fandt Højesteret, at E ikke var berettiget til salær for undersøgelsen, idet rådgivningen på grund af interessekonflikten led af en væsentlig mangel.
Dommen er interessant, da den viser, at Højesteret stiller skærpede krav til advokaters uafhængighed ved advokatundersøgelser om sager af stor politisk, økonomisk og samfundsmæssig betydning. De skærpede krav indebærer, at advokater kan være inhabile, selv om de ikke er bekendt med klientrelationer i de tilfælde, hvor der foreligger en ikke ubetydelig risiko for, at de pågældende klientrelationer angår forhold, som advokatundersøgelsen tager sigte på at undersøge. Derudover illustrerer dommen, at der i sådanne sager stilles betydelige krav til konflikttjek.
Dommen er udgivet i U 2022.4515 H.
Højesteret afsagde den 24. oktober 2022 kendelse i sag BS-18524/2022-HJR mellem A og B. Sagen omhandlede, hvorvidt A’s kære skulle afvises som følge af manglende overholdelse af formelle krav på domstolenes digitale sagsportal.
I byretten var der truffet afgørelse om, at hver part selv skulle bære sagsomkostningerne, og at B skulle betale udgifterne til syn og skøn. A kærede denne afgørelse til Østre Landsret og nedlagde blandt andet påstand om, at A skulle tilkendes et passende beløb i sagsomkostninger. I kæremålet var A’s påstand dog ikke angivet i det automatisk generede kæreskrift på sagsportalen, men fremgik kun af et kæreskrift, som var indgivet som supplerende sagsoplysning på sagsportalen.
I den foreliggende sag var det som udgangspunkt et krav, at påstanden var angivet i det automatisk generede kæreskrift på sagsportalen. Derfor meddelte landsretten A en frist til at berigtige oplysningerne på sagsportalen. A anmodede herefter om landsrettens hjælp til at rette påstanden, da sagsportalen ikke gav mulighed for at rette påstanden. Landsretten besvarede ikke denne henvendelse og afviste efter fristens udløb A’s kæremål med den begrundelse, at påstanden ikke var anført i påstandsfeltet på sagsportalen, og at det ikke var tilstrækkeligt, at påstanden stod i processkriftet.
Spørgsmålet for Højesteret var, om landsrettens afvisning af A’s kære af byretsdommen var korrekt.
Først og fremmest fastslog Højesteret, at A havde kæret afgørelsen rettidigt. Højesteret fandt endvidere, at det var berettiget, at landsretten meddelte A en frist til at indføre sin påstand i påstandsfeltet i sagsportalen, og at dette kunne ske med afvisningsvirkning. Højesteret lagde til grund, at A var indforstået hermed og forsøgte at afhjælpe fejlen, men ikke teknisk var i stand til at berigtige oplysningerne uden bistand fra landsretten.
Herefter udtalte Højesteret, at det ikke fremgik klart af sagsportalen, hvad en kærende, som fra begyndelsen ikke har udfyldt påstandsfeltet i sagsportalen, skulle gøre for at rette op på dette. I forlængelse heraf udtalte Højesteret, at det ikke kunne anses for ubegrundet, at A efterspurgte teknisk bistand fra landsretten. Da landsretten ikke besvarede A’s henvendelse, fandt Højesteret, at landsretten ikke burde have afvist A’s kære. Højesteret ophævede derfor landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i landsretten.
Kendelsen er interessant, da den viser, at landsretten efter omstændighederne kan have pligt til at bistå en part, der har anmodet herom, med at berigtige oplysninger i sagsportalen. I disse situationer kan landsretten således ikke uden videre afvise kæremålet efter udløbet af en meddelt frist til at berigtige oplysninger på sagsportalen.
Kendelsen er udgivet i U 2023.328 H.
Højesteret afsagde den 8. september 2022 kendelse i sag BS-14008/2022-HJR. Sagen omhandlede, hvorvidt E skulle have adgang til biintervention i en sag mellem U og A og B for Østre Landsret.
A og B havde ved byretten anlagt sag mod U med påstand om erstatning for mangler ved køb af fast ejendom. I byretten blev A og B tilkendt erstatning med henvisning til, at der i salgsopstillingen, som var en del af købsaftalen, var afgivet en garanti. U ankede denne afgørelse til landsretten. I sagen for landsretten anmodede E om at indtræde som biintervenient i sagen på U’s side. A og B modsatte sig E’s anmodning.
Landsretten afviste E’s anmodning med henvisning til retsplejelovens § 252, stk. 1, hvorefter der stilles krav om retlig interesse for, at biintervention kan tillades. Landsretten fremhævede også forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf fremgår, at domstolene ud fra et konkret skøn skal vurdere, om biintervention er rimeligt og velbegrundet.
Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om E opfyldte betingelsen om retlig interesse og dermed kunne indtræde som biintervenient til støtte for U.
E begrundende sin retlige interesse i sagen med, at foreningen havde til formål at varetage ejendomsmæglernes erhvervsmæssige interesser. U havde i forbindelse med salget til A og B fået bistand af en ejendomsmægler til at udarbejde salgsopstillingen. Det var denne salgsopstilling, som medførte, at byretten fandt, at U havde afgivet en garanti til A og B. E mente derfor, at dommen havde afgørende betydning for, hvordan ejendomsmæglere i fremtiden kunne udforme salgsopstillinger, og at de på denne baggrund som brancheforening havde retlig interesse i sagen.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse med den begrundelse, at det ikke ville være rimeligt og velbegrundet at tillade biintervention. Højesteret lagde vægt på, i) at den involverede ejendomsmægler først var blevet procesunderrettet efter 4 år, ii) at dennes ansvar ikke var til prøvelse, og iii) at en eventuel afsmittende effekt af dommen på ejendomsmæglerbranchen generelt var for fjerntliggende til, at E havde en tilstrækkelig retlig interesse i sagen.
Kendelsen er interessant, da den belyser indholdet af kravet om retlig interesse ved interesseorganisationers biintervention.
Kendelsen er udgivet i U 2022.4817/2 H og kan læses her.
Østre Landsret afsagde den 6. oktober 2022 kendelse i sagerne BS-23156/2022-OLR, BS-23157/2022- OLR, BS-23158/2022-OLR om, hvorvidt der skulle ske afvisning af tre sager om forbud og påbud på grund af et endnu ikke foreliggende patent.
Sagerne var anlagt af A mod B, C og D. A nedlagde påstand om, at B, C og D blandt andet skulle forbydes at sælge visse lægemidler. Sagerne var anlagt ved Sø- og Handelsretten. Sø- og Handelsretten fandt, at sagerne skulle afvises på grund af manglende retlig interesse, da det patent, som var grundlaget for sagsanlæggene, endnu ikke var udstedt. A kærede afgørelserne til landsretten.
Spørgsmålet for landsretten var, om Sø- og Handelsrettens afvisning af sagerne var berettiget.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at det følger af Højesterets praksis, at det ikke er muligt at prøve et patents gyldighed, før patentet er udstedt. Derfor kan der ikke opnås forbud på grundlag af en patentansøgning, da det ifølge retsplejelovens § 413, stk. 1, nr. 1, er en betingelse for at opnå forbud eller påbud, at ansøgeren kan godtgøre eller sandsynliggøre at have den ret, der søges beskyttet. Da det herefter ikke var muligt at opnå forbud eller påbud på grundlag af patentansøgningen, havde N ikke en aktuel retlig interesse i sagen. Landsretten stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse om afvisning.I sagen for Sø- og Handelsretten var spørgsmålet om retlig interesse udskilt til særskilt og forlods behandling. Landsretten udtalte generelt, at det normalt er mere nærliggende, at retten – i stedet for at udskille spørgsmålet om retlig interesse til særskilt og forlods behandling – snarest efter modtagelsen af anmodningen berammer et retsmøde som nævnt i retsplejelovens § 417 med henblik på en stillingtagen til, om betingelsen i retsplejelovens § 413, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.
Kendelsen illustrerer, at en part ikke har fornøden aktuel retlig interesse i en sag om forbud eller påbud, når der endnu ikke er udstedt et patent, men kun ansøgt herom. Desuden viser kendelsen, at spørgsmålet om retlig interesse i sådanne sager normalt ikke skal udskilles til særskilt og forlods behandling.
Kendelsen er udgivet i U 2023.136 Ø.
Der er tidligere afsagt kendelse om opsættende virkning af kære i forbudssager i samme sagskompleks, som der kan læses om i vores procesretlige nyhedsbrev fra august 2022.
Østre Landsret afsagde den 28. oktober 2022 kendelse i sag BS-32188/2022-OLR om rækkevidden af retsplejelovens § 368 a.
Sagen omhandlede en dom afsagt af Sø- og Handelsretten om ophavsret mellem A og B. A ankede denne dom til landsretten. I den forbindelse nedlagde B med henvisning til retsplejelovens § 368 a blandt andet påstand om, at landsretten skulle afvise at behandle ankesagen. Til støtte herfor anførte B særligt, i) at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i Sø- og Handelsretten, ii) at sagen ikke var af principiel karakter, og iii) at der ikke forelå andre grunde, der talte for, at sagen skulle behandles af landsretten.
Det følger af retsplejelovens § 368 a, stk. 1, 1. pkt., at landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis sagen ikke er af principiel karakter, og hvis andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Spørgsmålet i sagen var, om landsretten i medfør af denne bestemmelse kunne afvise at behandle ankesagen, selvom dommen var afsagt af Sø- og Handelsretten og ikke af en byret. Dette spørgsmål blev besvaret benægtende af Østre Landsret.
Østre Landsret fastslog, at retsplejelovens § 368 a efter sin ordlyd kun angår anke af domme afsagt af en byret og ikke domme afsagt af Sø- og Handelsretten. Desuden fandt retten, at forarbejderne til bestemmelsen ikke gav grundlag for en udvidende fortolkning sådan, at bestemmelsen også omfattede anke af domme fra Sø- og Handelsretten. B fik derfor ikke medhold i sin påstand om afvisning af ankesagen.
Kendelsen er interessant, da den fastslår, at retsplejelovens § 368 a ikke finder anvendelse på domme afsagt af Sø- og Handelsretten.
Kendelsen er udgivet i U 2023.291 Ø.