Østre Landsret afsagde den 2. februar 2026 kendelse i sag BS-44868/2025-OLR mellem udlejer på den ene side og lejere samt fremlejer på den anden side vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt anke krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 368, stk. 1.
Sagen udsprang af, at udlejer havde anlagt sag mod lejeren og fremlejeren med krav om, at de skulle anerkende udlejers ophævelse af et lejemål og fraflytte det. Sagen var anlagt mod flere parter ved subjektiv kumulation, hvor hvert krav mod lejerne var på 43.023,60 kr. Da sagen var anlagt som en boligretssag, skulle sagen behandles efter reglerne om den forenklede proces i RPL kapitel 39. Byretten besluttede dog, at reglerne i RPL kapitel 39 ikke skulle finde anvendelse, jf. RPL § 402, stk. 1, nr. 1 og 2.
Udlejer fik ikke medhold ved Københavns Byret, hvorfor udlejer ankede sagen til Østre Landsret. Udlejer havde dog ikke forinden søgt om tilladelse til anke til landsretten af procesbevillingsnævnet, hvilket er et krav, når sagens påstand har en økonomisk værdi på under 50.000 kr., jf. RPL § 368, stk. 1, 2. pkt.
Nærværende kendelse omhandlede derfor, hvorvidt beregningen af sagens værdi efter RPL § 368, stk. 1, skulle ske samlet for de to parter, så sagen samlede værdi blev 86.047,20 kr., eller om den skulle opgøres efter hver part, så sagens værdi blev 43.023,60 kr.
For landsretten henviste udlejer til retsafgiftslovens § 3, stk. 1, 3. pkt., der bestemmer, at sagens værdi udgør den samlede værdi af flere påstande. Udlejer anførte derfor, at da der i nærværende sag, var tale om to forskellige parter, var sagens kumulative værdi 86.047,20 kr., hvorfor anketilladelse ikke var påkrævet. Heroverfor gjorde lejer og fremlejer gældende, at der var tale om en og samme påstand i de to sager, hvorfor sagen alene skulle opgøres til et års leje, jf. retsafgiftslovens § 3, stk. 3, 3. pkt. Ligeledes anførte lejer og fremlejer, at det var forskellen mellem appellantens påstand i anken og byrettens afgørelse, der var værdien af påstanden, og ikke hele sagskomplekset.
Landsretten henviste i sin begrundelse til forarbejderne til ophævelsen af RPL § 228, hvori det fremgik, at opgørelsen af sagens økonomiske værdi efter RPL § 368, stk. 1, skulle foretages på samme måde som anført i retsafgiftslovens § 3. Denne bestemmelse fastsætter, at hvis der er anlagt som mod flere parter, udgør sagens værdi den samlede værdi. Endvidere henviste landsretten til forarbejderne og formålet med indførelsen af den forenklede proces i RPL kapitel 39, hvorefter der ikke er nogen holdepunkter for, at der skal skelnes mellem anvendelsen af RPL § 368, stk. 1, i en sag efter den forenklede proces eller de almindelige procesregler. Landsretten bemærkede endvidere, at hverken bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder gav et klart svar på, hvordan sagens økonomiske værdi nærmere skulle beregnes.
Landsretten udtalte, at appellanten havde rejst krav over for begge indstævnte med henblik på selv at blive indsat i lejemålet, og at påstandene hverken var formuleret som krav til solidarisk opfyldelse eller som alternative krav. Landsretten fandt derfor, at sagens økonomiske værdi udgjorde 86.047,20 kr., hvorfor der ikke var grundlag for at afvise anken efter RPL § 368, stk. 1.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den viser, at man ved anvendelsen af beløbsreglen i § 368, stk. 1, 2. pkt., skal sammenlægge krav mod samtlige sagsøgte, når der i byretten er sket subjektiv kumulation.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 1821.
Vestre Landsret afsagde den 2. februar 2026 kendelse i sag BS-34781/2025-VLR mellem Sky Park Residences s.r.o. (”Sky Park”), hjemmehørende i Slovakiet, og Joko Components A/S under konkurs (”Konkursboet”). Sagen angik, om Konkursboet kunne sagsøge Sky Park i Danmark efter undtagelsesbestemmelsen i Domsforordningens artikel 7, nr. 2.
Udgangspunktet for værneting i Domsforordningen er, at sager anlægges ved sagsøgtes hjemting. Domsforordningens art. 7, nr. 2, indeholder imidlertid en undtagelse, hvorefter en person kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.
Den retlige ramme for, hvornår et krav er en ”sag om erstatning uden for kontrakt”, er fastlagt i C-242/20. I denne sag fastslog EU-Domstolen, (i) at bestemmelsen skal fortolkes strengt, (ii) at begrebet er et selvstændigt EU-retligt begreb, der omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges ansvar for en handling eller undladelse i strid med en lovbestemt forpligtelse, og (iii) at tilbagesøgningskrav støttet på ugrundet berigelse ikke er omfattet, idet sådanne krav hviler på berigelsesbetragtninger.
I den konkrete tvist havde Konkursboet anlagt sag mod Sky Park ved Retten i Kolding med påstand om betaling af 3.441.057 kr. Spørgsmålet var, om Konkursboets krav mod Sky Park skulle kvalificeres som et erstatningskrav uden for kontrakt – der kan skabe værneting i Danmark efter Domsforordningens artikel 7, nr. 2 – eller som et tilbagesøgningskrav støttet på ugrundet berigelse, der ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.
Baggrunden i sagen var fire pengeoverførsler, som det konkursramte selskab havde foretaget til Sky Park uden tilsyneladende forretningsmæssig begrundelse eller modydelse, og som Konkursboet anførte havde tømt selskabet for midler til skade for kreditorerne. I stævningen gjorde Konkursboet gældende, at forholdet var ansvarspådragende, idet Sky Park vidste eller burde have vidst, at overførslerne var i strid med det konkursramte selskabs interesser.
Byretten fandt på den baggrund, at stævningens anbringender pegede på et erstatningskrav uden for kontrakt og bestemte ved kendelse af 8. januar 2025, at Retten i Kolding var rette værneting.
Sky Park kærede herefter afgørelsen til Vestre Landsret med påstand om, at sagen skulle afvises. I forbindelse hermed anførte Sky Park, (i) at Konkursboets krav var et tilbagesøgningskrav, der ikke var omfattet af artikel 7, nr. 2, jf. EU-Domstolens dom i sag C-242/20, (ii) at kravet var forsøgt camoufleret som et erstatningskrav, men at Konkursboet forud for retssagen selv havde betegnet kravet som et tilbagebetalingskrav, og (iii) at Sky Park alene havde modtaget betaling som led i salg af ejendomme og ikke havde haft indflydelse på betalingerne forud for modtagelsen.
Modsat gjorde Konkursboet gældende, (i) at søgsmålet vedrørte et krav om erstatning uden for kontrakt, (ii) at retten ved vurderingen af værneting alene skulle tage stilling til, om et erstatningsansvar ikke på forhånd kunne udelukkes ud fra et overordnet skøn, og (iii) at Sky Park ved at acceptere og modtage overførsler under særdeles usædvanlige omstændigheder måtte have forudset, at selskabet kunne blive indstævnt ved en domstol i den medlemsstat, hvor tabet indtrådte.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Landsretten lagde vægt på, at stævningens anbringender beskrev et ansvarspådragende forhold, idet Sky Park vidste eller burde have vidst, at overførslerne var i strid med det konkursramte selskabs interesser og var uden forretningsmæssig begrundelse, og at søgsmålet dermed efter sit indhold tog sigte på at rejse et erstatningsansvar. Landsretten fremhævede endvidere, at den materielle prøvelse af, om betingelserne for erstatning var opfyldt, hørte under hovedsagen og ikke skulle afgøres ved vurderingen af værneting, og at den omstændighed, at Konkursboet forud for retssagen havde anmodet om tilbagebetaling, ikke kunne føre til et andet resultat. Da skadetilføjelsen måtte anses for sket ved Konkursboets hjemsted i Danmark, var der værneting i Danmark.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den bidrager til forståelsen af undtagelsesbestemmelsen i Domsforordningens artikel 7, nr. 2, herunder den afgørende sondring mellem erstatningskrav uden for kontrakt og tilbagesøgningskrav på grundlag af ugrundet berigelse.
Kendelsen viser, at det ikke er kravets betegnelse eller de forudgående udenretlige henvendelser, der er afgørende for kvalifikationen, men derimod det indholdsmæssige grundlag for søgsmålet, som det fremgik af stævningen. Kendelsen understreger tillige, at retten ved afgørelsen om værneting ikke foretager en materiel prøvelse af, om erstatningsansvar faktisk vil blive pålagt, men alene vurderer, om et sådant ansvar på det foreliggende grundlag ikke på forhånd kan udelukkes.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 1927.
Østre Landsret afsagde den 4. februar 2026 kendelse i sag BS-62591/2025-OLR mellem faren (”F”) og moren (”M”) vedrørende en kendelse afsagt af familieretten den 19. december 2025, hvorved F’s anmodning om tvangsfuldbyrdelse af samvær med barnet (”B”) blev afvist. Det centrale spørgsmål i sagen var, om familieretten havde været berettiget til at indhente og lægge oplysninger til grund for sin afgørelse, uden at disse oplysninger var gjort tilgængelige for parterne, jf. kontradiktionsprincippet i RPL § 255 a.
Familieretten havde efter et retsmøde den 26. november 2025 indhentet udtalelser fra Midt- og Vestsjællands Politi og Køge Kommune samt journaler fra Børne- og Ungemodtagelsen på Roskilde Sygehus. Udtalelsen fra politiet blev publiceret til sagens parter, og det fremgik heraf, at der verserede en sag hos politiet om voldtægt, hvor M var registreret som anmelder, F som mistænkt og B som forurettet. Af hensyn til politiets efterforskning fandt familieretten imidlertid, at de øvrige indhentede udtalelser og journaler ikke kunne publiceres til parterne, ligesom familieretten ikke kunne oplyse om det konkrete indhold heraf.
F kærede herefter afgørelsen til landsretten med påstand om, at familieretten skulle fuldbyrde samværet med B i overensstemmelse med parternes samværsaftale, og at familieretten skulle fastsætte erstatningssamvær for manglende samvær. Til støtte for sin påstand anførte F, at der ikke var holdepunkter for den alvorlige anklage om voldtægt af B, og at han ikke var sigtet.
Ved vurderingen af, om familierettens fremgangsmåde var berettiget, tog landsretten udgangspunkt i RPL § 255 a, hvorefter en part kan forlange at få adgang til dokumenter, der vedrører sagen, medmindre andet er bestemt. Af forarbejderne fremgår det, at der i civile sager med få undtagelser gælder et ubetinget princip om fuld kontradiktion, og at parterne som udgangspunkt har adgang til at gøre sig bekendt med og kommentere alt materiale, der indgår i sagen.
I forlængelse heraf konstaterede landsretten, at familieretten efter retsmødet den 26. november 2025 havde indhentet oplysninger fra kommunen og sygehuset, samt at disse oplysninger ikke var blevet publiceret til parterne, uagtet at de indgik i familierettens begrundelse for kendelsen.
Da retsplejeloven ikke indeholder en undtagelse til kontradiktionsprincippet for oplysninger af den karakter, som familieretten havde indhentet til brug for sagen, ophævede landsretten familierettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved familieretten. Her skulle parterne have mulighed for at gøre sig bekendt med materialet og have lejlighed til at udtale sig herom.
Kendelsen er procesretlig interessant, fordi den illustrerer, at kontradiktionsprincippet i RPL § 255 a udgør en næsten ubetinget procesretlig garanti i civile sager. Kendelsen er en påmindelse om, at parterne skal have adgang til at gøre sig bekendt med og kommentere det materiale, der danner grundlag for rettens afgørelse, og at fravigelse af kontradiktionsprincippet kræver udtrykkelig undtagelse i retsplejeloven – selv hvor der foreligger et hensyn til en verserende politiefterforskning i en alvorlig straffesag.
Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen s. 2045.
Højesteret afsagde den 19. februar 2026 kendelse i kæresag BS-48050/2025-HJR mellem Miljøstyrelsen og Region Midtjylland vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt to tekniske rapporter indhentet af regionen efter sagens anlæg kunne fremlægges som bevis, jf. RPL § 341 a.
Sagen mellem parter opstod, da erklæringer, der er ensidigt indhentet efter sagens anlæg, som udgangspunkt ikke kan fremlægges, medmindre parterne er enige herom, jf. RPL § 341 a, modsætningsvist.
Flertallet i Vestre Landsret fandt, at rapporterne var indhentet som led i Region Midtjyllands forpligtelser i henhold til jordforureningslovens kapitel 3. Det følger heraf, at regionen er forpligtet til at gennemføre undersøgelsesprojekter vedrørende grundvandsforurening mv. På denne baggrund anførte landsretten, at bilagene ikke var indhentet til brug for den verserende retssag, men til brug for regionens retlige forpligtelser som myndighed. Landsretten lagde vægt på, at bilagene ikke indeholdt en vurdering eller anbefaling, der knyttede sig til retssagen, hvorfor landsretten fandt, at rapporterne kunne fremlægges, selvom de var indhentet efter sagens anlæg.
I kæresagen for Højesteret gjorde Miljøstyrelsen navnlig gældende, at rapporterne var ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, der var indhentet efter sagens anlæg, hvorfor fremlæggelse heraf burde afvises, jf. RPL § 341 a. Endvidere gjorde styrelsen gældende, at regionen selv havde udvalgt rådgiveren og havde haft indflydelse på udarbejdelsen af rapporterne. Slutteligt argumenterede styrelsen for, at det var uden betydning for sagen, at erklæringerne var indhentet i medfør af forpligtelserne i jordforureningsloven.
Som modsvar på dette gjorde Region Midtjylland gældende, at RPL § 341 a ikke fandt anvendelse, idet rapporterne ikke var indhentet til brug for retssagen, men blev udarbejdet som led i regionens lovpligtige myndighedsudøvelse. De burde derfor bedømmes, som om de var tilvejebragt af en uafhængig tredjemand efter sagens anlæg. Regionen anførte også, at fordi rapporterne var udarbejdet i medfør af forvaltningsretlige krav om objektivitet og saglighed, måtte de sidestilles med partsindlæg og falde uden for RPL § 341 a’s anvendelsesområde.
Højesteret fandt, at siden rapporterne var udarbejdet af en ekstern virksomhed, kunne de ikke anses for et partsindlæg fra regionen. Derudover havde Miljøstyrelsen hverken haft indflydelse på valget af rådgiver eller temaet for rapporterne. Højesteret fandt derfor, at de to rapporter måtte anses for at være ensidigt indhentet i RPL § 341 a’s forstand og som følge heraf ikke kunne fremlægges imod styrelsens protest. Højesteret bemærkede i øvrigt, at det var uden betydning, at Miljøstyrelsen havde indhentet rapporterne som led i regionens forpligtelser efter jordforureningsloven.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den bidrager til afgrænsningen af RPL § 341 a. Det kan ud fra kendelsens resultat udledes, at såfremt den ene part, har indhentet erklæringen uden den andens part medvirken – herunder uden modparten har haft indflydelse på valget af rådgiver eller temaet for rapporten – er det uforeneligt med RPL § 341 a. Det er uden betydning, om rapporten er indhentet til et andet formål.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 2087.