Østre Landsret afsagde den 29. april 2026 kendelse i kæresag B-740-25 mellem journalist ”J” og den tidligere ledelse i virksomheden ”A” om, hvorvidt J kunne få aktindsigt i kuratellets indstilling vedrørende spørgsmålet om konkurskarantæne i konkursboet efter A.
J anmodede den 20. oktober 2025 om aktindsigt i kuratellets indstilling vedrørende konkurskarantæne, som kurator havde fremsendt til skifteretten. J lagde i sin anmodning vægt på, at konkursbehandlingen var af offentlig interesse, fordi A var en lokal virksomhed, hvis konkurs havde påført dets kreditorer tab på ca. 38 mio. kr.
Ledelsesmedlemmernes advokat protesterede mod anmodningen og anførte, at konkurskarantænesagen stadig var verserende, og at ledelsen bestred det faktuelle og retslige grundlag i indstillingen. Imødekommelse af anmodningen om aktindsigt ville derfor have risiko for at føre til omtale af sagen, der ikke ville være retvisende, hvilket potentielt ville skade ledelsesmedlemmernes professionelle virke. Endelig anførte advokaten, at der ikke forelå tilstrækkelig offentlig interesse til, at hensynet til ledelsesmedlemmernes privatliv og professionelle virke måtte vige.
Skifteretten fandt i sin kendelse af 6. november 2025, at der forelå oplysninger i indstillingen, som vedrørte personlige og økonomiske forhold, og afslog derfor J’s anmodning om aktindsigt.
J kærede skifterettens kendelse. Under kæresagen fastholdt han i det væsentlige de synspunkter, som han havde gjort gældende for skifteretten. A’s advokat henholdt sig til skifterettens begrundelse og gjorde derudover gældende, at indstillingen ikke var omfattet af meroffentlighedsprincippet i RPL § 41 h, stk. 1. Advokaten anførte endvidere, at offentlighedens interesse var tilstrækkeligt tilgodeset, idet J allerede havde fået aktindsigt i boets kreditorinformationer.
Østre Landsret ændrede skifterettens afgørelse, og imødekom J’s anmodning om aktindsigt. Landsretten inddrog RPL § 41 h, stk. 1 om meroffentlighed, hvorefter der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det er i strid med anden lovgivning. Landsretten lagde vægt på bestemmelsens forarbejder, hvor det fremgår, at myndighederne i visse situationer er forpligtede til at give aktindsigt og i andre situationer er berettiget til at give aktindsigt. Bestemmelsen om meroffentlighed henregnes under den sidstnævnte. Landsretten fremhævede i sin afgørelse, at et af de primære anvendelsesområder for bestemmelsen er i forbindelse med journalisters rimeligt begrundede anmodninger om aktindsigt.
Desuden indgik det i landsrettens vurdering, at oplysningerne om ledelsesmedlemmerne i A alene vedrørte ledelsens forretningsmæssige dispositioner, og ikke ledelsesmedlemmernes egne personlige eller økonomiske forhold. Aktindsigten ville ikke være i strid med anden lovgivning, og J’s anmodning blev af Landsretten anset for værende rimeligt begrundet. På denne baggrund blev J’s anmodning imødekommet. Efter RPL § 41 f, stk. 6, begrænsede landsretten dog aktindsigten således, at indstillingen ikke måtte gøres tilgængelig for andre end massemediernes journalister og redaktionsarbejdere, og at den kun måtte bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde.
Kendelsen er procesretligt relevant, fordi den giver indblik i journalisternes særlige stilling i forbindelse med rimeligt begrundede anmodninger om aktindsigt. Retten tager desuden generelt stilling til rækkevidden af meroffentlighedsprincippet i RPL § 41 h, stk. 1 og begrænsninger i brugen af de oplysninger, der gives med aktindsigten jf. RPL § 41 f, stk. 6.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3607.
Østre Landsret afsagde den 4. maj 2026 kendelse i kæresag S-712-26 mellem anklagemyndigheden og T. Sagen angik, om en dom kunne berigtiges efter retsplejelovens § 221, stk. 1, da retten ved en forglemmelse ikke havde taget stilling til anklagemyndighedens påstand om betinget førerretsfrakendelse.
T var tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at tilsidesætte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden i forbindelse med en uforsvarlig overhaling. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om bødestraf og betinget førerretsfrakendelse, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.
Da T var udeblevet fra retsmødet uden oplyst lovligt forfald, idømte Retten i Odense den 4. marts 2026 T en bøde på 4.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 8 dage. Dommen indeholdt ingen oplysning om, at retten ved dommens afsigelse havde taget stilling til påstanden om førerretsfrakendelse. Anklagemyndigheden anmodede herefter om berigtigelse af dommen i medfør af RPL § 221, stk. 1, men retten tog ikke anmodningen til følge.
Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse til Østre Landsret med påstand om berigtigelse af dommen og henviste til, at der i et lignende tilfælde var sket berigtigelse, jf. U 2023.5047 Ø. T modsatte sig berigtigelsen ved landsretten.
Landsretten bemærkede, at dommen gengav anklagemyndighedens påstand om førerretsfrakendelse, men at dommen ikke indeholdt nogen oplysning om, at retten ved afsigelsen havde taget stilling til denne påstand. Landsretten tiltrådte derfor byrettens afgørelse med henvisning til, at selv om rettens manglende stillingtagen til påstanden om førerretsfrakendelse skyldtes en forglemmelse, kunne dommen ikke berigtiges efter retsplejelovens § 221, stk. 1, fordi T havde udtalt sig imod berigtigelsen.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den bidrager til forståelsen af, hvornår en dom kan berigtiges, og hvad der sker, når retten glemmer at tage stilling til en påstand.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3492.
Østre Landsret afsagde den 8. maj 2026 kendelse i ankesag BS-10812/2026-OLR mellem A og Region Sjælland om, hvorvidt en ankesag om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse kunne behandles og afgøres uden mundtlig hovedforhandling, uanset at parterne var enige herom.
Sagen omhandlede en tvangsfiksering iværksat af Region Sjælland over for A, der var appellanten i ankesagen. A havde nedlagt påstand om, at tvangsfikseringen var ulovlig og krævede erstatning på 40.000 kr. Heroverfor havde Region Sjælland nedlagt påstand om, at tvangsfikseringen af A var lovlig, og at der skulle ske frifindelse for erstatningspåstanden.
Parterne var enige om, at ankesagen i medfør af RPL § 387 kunne behandles uden mundtlig hovedforhandling, hvorfor Landsretten skulle tage stilling til, hvorvidt der var grundlag for skriftlig behandling.
Landsretten gennemgik retsgrundlaget og bemærkede, at RPL § 475, stk. 1 i kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, foreskriver, at landsretten ”berammer mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde […]”.
Bestemmelsen blev indført i 1954, og under lovforberedelsen afviste Justitsministeriet et forslag om at gøre mundtlighed fakultativ, fordi dette ville give den frihedsberøvede en ringere processuel beskyttelse. Da RPL § 387 om skriftlig ankebehandling blev indført i 1979, forblev § 475, stk. 1, uændret, og forarbejderne til § 387 omtaler ikke eksplicit, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse i sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse.
På baggrund heraf fandt landsretten, at der hverken efter ordlyden af RPL § 475, stk. 1, eller forarbejderne hertil var grundlag for at behandle ankesagen skriftligt, og berammede sagen til mundtlig hovedforhandling.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den fastslår, at den særlige bestemmelse i RPL § 475, stk. 1, om obligatorisk mundtlig ankebehandling i sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse ikke kan fraviges ved anvendelse af den generelle bestemmelse i RPL § 387, uanset om parterne er enige herom. Partsdispositioner er således ikke tilstrækkelige til at fravige RPL § 475, stk. 1’s udtrykkelige krav om mundtlighed i ankesager om prøvelse af administrativt bestemte frihedsberøvelser.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3511.
Vestre Landsret afsagde den 11. maj 2026 dom i sag BS-44305/2025-VLR mellem moderen ”M” og faderen ”F” om, hvorvidt M’s anke af familierettens dom om samvær med deres fælles datter ”B” kunne admitteres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
F havde i familieretten anlagt sag mod M og nedlagt påstand om fælles forældremyndighed og samvær, mens M havde nedlagt påstand om, at hun fortsat skulle have forældremyndigheden alene, og at der ikke skulle fastsættes samvær. Familieretten traf først afgørelse om fælles forældremyndighed og udskilte spørgsmålet om samvær til særskilt behandling, jf. RPL § 253, stk. 2, 2. pkt. Ved en senere dom blev F tilkendt samvær med datteren i to timer hver anden uge på nærmere fastsatte vilkår.
M ønskede at anke afgørelsen til Landsretten. RPL § 453, stk. 1, 2. pkt., indeholder en ankebegrænsning, hvor domme afsagt af familieretshuset, der alene har taget stilling til sager om samvær, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sådan tilladelse forelå ikke. M anførte til støtte for, at anken alligevel skulle admitteres, at sagen oprindeligt angik både forældremyndighed og samvær, og at ankebegrænsningsreglen alene omhandler rene samværssager. M anførte desuden, at forarbejderne til RPL § 453, stk. 1, 2. pkt. ikke tager stilling til, hvordan afsigelse af en deldom om forældremyndighed skal fortolkes i relation til ankebegrænsningen.
Landsretten fandt efter bestemmelsens ordlyd og forarbejderne hertil, at RPL § 453, stk. 1, 2. pkt. fandt anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor familieretten i en sag om både forældremyndighed og samvær havde udskilt spørgsmålet om samvær til særskilt afgørelse og derved havde afsagt to selvstændige domme. Da dommen af 29. august 2025 alene vedrørte samvær, krævede anken Procesbevillingsnævnets tilladelse. Idet en sådan tilladelse ikke forelå, afviste landsretten ankesagen.
Dommen er procesretligt relevant, fordi den afklarer rækkevidden af ankebegrænsningen i RPL § 453, stk. 1, 2. pkt. i situationer, hvor familieretten behandler en sag om både forældremyndighed og samvær, men udskiller samværsspørgsmålet til særskilt afgørelse. Dommen fastslår, at det er afgørende, om den konkrete dom alene vedrører samvær, og ikke om den oprindelige sag tillige omhandlede forældremyndighed.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3625.