Østre Landsret afsagde den 12. marts 2026 kendelse i sag BS-19979/2023-OLR mellem A A/S og B ApS samt C om, hvorvidt sagkyndige retsmedlemmer, der ikke var beskikket, kunne tillægges et honorar, der oversteg det faste vederlag fastsat i bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til lægdommere og vidner m.v., når mervederlaget efter aftale mellem parterne skulle afholdes af disse og indgå i sagens omkostninger.
Sagen udsprang af, at landsretten ved kendelse af 7. maj 2025 bestemte, at landsretten under hovedforhandlingen skulle tiltrædes af to sagkyndige dommere efter RPL § 20, stk. 1. Landsretten oplyste ved retsbog af 27. juni 2025, at den ville udpege arkitekt SD1 og ingeniør SD2 som sagkyndige. Hertil meddelte sagens parter, at de to sagkyndige efter deres opfattelse ikke var i besiddelse af den særlige fagkundskab, som sagen krævede.
Den 9. januar 2026 anmodede parterne derfor om, at bygningskonstruktør SD3 og konstruktionsingeniør SD4 blev udpeget som sagkyndige medlemmer, jf. RPL § 94, stk. 3. De foreslåede sagkyndige dommere havde accepteret at påtage sig hvervet mod betaling af et fast honorar på 20.000 kr. pr. retsdag, hvilket væsentligt oversteg det faste vederlag på 4.200 kr. pr. dag. Med henblik på at regulere betalingsbetingelserne samt parternes hæftelse havde parterne indgået en betinget procesaftale. Det fremgik af procesaftalen, at merhonoraret skulle indgå som en del af sagsomkostningerne på tilsvarende vis som rets- og berammelsesafgifterne, og at det overlades til landsretten at træffe afgørelse om, hvilken part der endeligt skulle afholde omkostningerne hertil i henhold til RPL §§ 312-315.
Landsretten bemærkede indledningsvis, at udtagelse af sagkyndige retsmedlemmer ikke sker efter indstilling fra parterne. Af hensyn til den videre forberedelse tog retten dog alligevel stilling til spørgsmålet om mervederlag til de sagkyndige retsmedlemmer.
Landsrettens flertal udtalte, at RPL § 93, stk. 7, hvorefter Domstolsstyrelsen fastsætter regler om vederlag og rejsegodtgørelse til sagkyndige retsmedlemmer, også finder anvendelse på sagkyndige medlemmer, som ikke er beskikket i medfør af § 92, stk. 1, jf. § 94, stk. 3, 3. pkt. Flertallet fandt, at det måtte kræve særskilt hjemmel, hvis der skulle tillægges sagkyndige retsmedlemmer vederlag ud over, hvad der følger af bekendtgørelsen. Dette gjaldt også, hvis mervederlaget afholdes af en eller flere af parterne efter aftale. Da en sådan særskilt hjemmel ikke forelå, kunne der ikke tillægges de sagkyndige retsmedlemmer et mervederlag.
Den dissentierende dommer fandt derimod, at procesaftalen ikke gik ud over grænserne for, hvad parterne kan aftale om opgørelse og fordeling af omkostninger, hvorfor han stemte for, at der som en del af sagens omkostninger kunne ske merhonorering af de sagkyndige medlemmer i overensstemmelse med procesaftalen.
Landsretten afsagde kendelse efter flertallet og bestemte, at der ikke kunne tillægges de sagkyndige retsmedlemmer i sagen vederlag ud over det, der følger af bekendtgørelsen om ydelser til lægdommere og vidner m.v. Parternes anmodning blev således ikke taget til følge.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den fastslår, at sagkyndige retsmedlemmer ikke kan tillægges vederlag ud over, hvad der følger af bekendtgørelsen om ydelser til lægdommere og vidner m.v. uden særskilt hjemmel, uanset parternes procesaftale om, at merhonoraret skulle afholdes af parterne og indgå som en del af sagens omkostninger.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3165.
Højesteret afsagde den 10. april 2026 kendelse i kæresag BS-33378/2025-HJR mellem A under konkurs v/kurator (”kurator”) og Google Ireland Limited (“Google”) om, hvorvidt Google kunne pålægges at sikre kurator adgang til seks Gmail-konti, der tilhørte A.
Skifteretten i Svendborg afsagde den 17. november 2021 konkursdekret over A. Det lykkedes ikke kurator at komme i kontakt med A, og han mødte ikke op til nogen af de afholdte møder i skifteretten, hvorfor kurator i juni 2022 anmodede skifteretten om at få adgang til seks Gmail-konti og sikre kurator adgang til disse. Skifteretten imødekom kurators anmodning i august 2023. Retten lagde til grund, at A var den reelle bruger af de pågældende Gmail-konti, at det måtte anses for sandsynligt, at han havde anvendt kontiene i forretningsmæssigt øjemed, og at betingelserne for edition i medfør af RPL § 299, stk. 1, jf. konkurslovens § 240 analogt, var opfyldt.
Google kærede skifterettens kendelse til Østre Landsret, som i december 2024 ophævede kendelsen med den begrundelse, at Google var hjemmehørende i Irland og ikke havde aktiviteter af relevans for sagen i Danmark. Landsretten fandt derfor, at de danske domstole ikke havde kompetence til at tage kurators påstand til følge, da et bindende pålæg ville indebære dansk myndighedsudøvelse over for Google
Kurator indbragte sagen for Højesteret med principal påstand om, at Google skulle sikre kurator adgang til de seks Gmail-konti, subsidiært adgang til indholdet herpå, og mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling i landsretten. Kurator gjorde gældende, at de danske domstole havde den fornødne kompetence til at træffe afgørelse i sagen, idet Google i sine servicevilkår havde accepteret dansk værneting. Et eventuelt editionspålæg ville desuden ikke indebære folkeretsstridig myndighedsudøvelse, da det alene skulle tvangsfuldbyrdes, hvis det ikke efterlevedes frivilligt. Kurator anførte endvidere, at hjemlen til at gøre sig bekendt med indholdet på kontiene fulgte af konkurslovens regler og princippet om universalsuccession. Ydermere ville et sådant pålæg hverken udgøre et indgreb i kommunikationshemmeligheden efter e-databeskyttelsesdirektivets artikel 5 eller telelovens § 7 og heller ikke i grundlæggende rettigheder efter EMRK artikel 8 og EU-Charterets artikel 7 og 8.
Google påstod landsrettens kendelse stadfæstet. Google gjorde navnlig gældende, at danske domstole ikke havde kompetence til at udstede et bindende editionspålæg, da selskabet er hjemmehørende i Irland. Google mente, at et sådant pålæg ville udgøre myndighedsudøvelse uanset, om det skulle tvangsfuldbyrdes eller ej. Google anførte endvidere, at et editionspålæg ville resultere i en uhjemlet og uproportional krænkelse af A’s og tredjeparters privatlivs- og frihedsrettigheder, herunder retten til kommunikationshemmelighed efter e-databeskyttelsesdirektivets artikel 5 og telelovens § 7.
Højesteret fastslog indledningsvis, at skifterettens kompetence efter konkurslovens regler også omfatter kompetence til at udstede pålæg over for fysiske eller juridiske personer, der ikke har værneting i Danmark. Dette var dog under forudsætning af, at den person, som pålægget retter sig imod, har haft lejlighed til at fremføre sine synspunkter for skifteretten. En eventuel tvangsfuldbyrdelse måtte i givet fald ske ved rette værneting i udlandet. For så vidt angår konkurslovens § 112, stk. 1, 2. pkt., fandt Højesteret, at et digitalt aktiv eller digitalt forretningsmateriale må anses for at være i skyldnerens besiddelse, hvis skyldneren har adgang og kan tilgå det. Skifteretten kan i sådanne tilfælde sætte kurator i besiddelse af materialet ved at udstede et pålæg til den, hos hvem det digitale aktiv eller forretningsmateriale er lagret.
Endelig fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at A som led i sine forretningsaktiviteter gjorde brug af de seks Gmail-konti, at han således var i besiddelse af kontiene samt de aktiver og det forretningsmateriale, der lå på dem. Kurator havde derfor ret til at opnå adgang med hjælp fra skifteretten, jf. konkurslovens § 112, stk. 1, 2. pkt. Højesteret fandt desuden, at en sådan adgang for kurator ikke var i strid med telelovens § 7, e-databeskyttelsesdirektivets artikel 5 eller grundlæggende rettigheder i EMRK og EU-Chartret, idet adgangen var hjemlet i konkurslovens § 112 og nødvendig for at varetage kreditorernes interesser. Højesteret tog herefter kurators principale påstand til følge.
Kendelsen er procesretlig relevant, fordi den afklarer håndteringen af digitale aktiver i konkursboer og sætter den juridiske ramme for kuratorers adgang til skyldnerens digitale data, uanset at disse er lagret hos udenlandske tjenesteudbydere.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3109.
Vestre Landsret afsagde den 15. april 2026 kendelse i kæresag BS-53599/2025-VLR mellem B H Tabacco AB (“B”) og Skatteministeriet samt Skatteforvaltningen om, hvorvidt en svensk advokat kunne repræsentere B under behandlingen af en civil sag ved Retten i Herning.
B var et selskab indregistreret i Sverige med virksomhed inden for salg af tobaksfrie nikotinprodukter, herunder nikotinposer, der havde anlagt sag mod Skatteministeriet og Skatteforvaltningen. Sagen udsprang af B’s påstand om, at Skatteministeriet og Skatteforvaltningen skulle anerkende, at opkrævning af punktafgiften på nikotinprodukter i forbrugsafgiftslovens § 13 b, stk. 1, var retsstridig, hvorfor B mente at have krav på erstatning. Under sagen var B repræsenteret af en dansk advokat og havde i denne forbindelse anmodet om tilladelse til tillige at være repræsenteret af en svensk advokat (”A”) i medfør af RPL § 260, stk. 9. Bestemmelsen fastslår muligheden for at lade en advokat fra et andet nordisk land møde ved retten med dennes tilladelse, hvis det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes forsvarligt.
Retten i Herning afslog B’s anmodning med henvisning til, at der efter rettens vurdering ikke forelå forhold ved sagens karakter eller omstændigheder i øvrigt, der gjorde det forsvarligt, at sagsøgeren skulle være repræsenteret af en svensk advokat, jf. RPL § 260, stk. 1.
B kærede kendelsen til Vestre Landsret med påstand om, at der meddeles tilladelse til, at A må møde ved sagens behandling ved Retten i Herning sammen med den danske advokat. Til støtte herfor gjorde B gældende, at det var uproblematisk at lade B møde med sin egen svenske advokat, når virksomheden samtidig var repræsenteret af en dansk advokat med møderet for Højesteret siden 2007. Derudover henviste B til EU-Rådets direktiv af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser.
Heroverfor påstod Skatteministeriet og Skatteforvaltningen byrettens kendelse stadfæstet og anførte til støtte herfor, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte byrettens vurdering. Endvidere gjorde de gældende, at A ville kunne bistå den danske advokat på anden vis uden selv at få tilladelse til at møde under sagen.
Landsretten fandt, at A var berettiget til at give møde for B ved Retten i Herning, hvis han over for retten dokumenterede, at han drev virksomhed som advokat i Sverige. Landsretten lagde herved vægt på, at det følger af § 1 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007, at advokater etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz kan udføre advokatvirksomhed i Danmark og herunder give møde for danske domstole, samt at danske domstole efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, kan forlange dokumentation for, at den pågældende advokat er berettiget til at udøve advokatvirksomhed i sit hjemland. Landsretten tog derfor B’s påstand til følge.
Kendelsen er procesretligt relevant, fordi den afklarer rækkevidden af RPL § 260, stk. 9, sammenholdt med bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007, idet den fastslår, at advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz, kan møde ved behandlingen af en civil sag som repræsentant, hvis det bliver dokumenteret over for retten, at vedkommende driver virksomhed som advokat i sit hjemland.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3149.
Højesteret afsagde den 17. april 2026 dom i sag BS-49652/2025-HJR mellem X A/S under konkurs (“Konkursboet”) og A og B (“Bestyrelsesmedlemmerne”) om, hvorvidt et erstatningskrav fra Konkursboet mod de tidligere bestyrelsesmedlemmer var omfattet af de voldgiftsklausuler indeholdt i deres bestyrelseskontrakter med selskabet.
A og B indgik i juni 2017 bestyrelseskontrakter med X A/S. Kontrakterne indeholdt enslydende voldgiftsklausuler, hvorefter enhver tvist udsprunget af eller i forbindelse med aftalen skulle afgøres ved voldgift ved Det Danske Voldgiftsinstitut i København efter dansk ret. X A/S blev i december 2018 taget under konkursbehandling. I november 2021 anlagde Konkursboet erstatningssag mod A og B ved Københavns Byret med påstand om betaling af ca. 25,8 mio. kr. som følge af påstået ansvarspådragende adfærd ved udførelsen af deres hverv, jf. selskabslovens § 361, stk. 1. A og B påstod sagen afvist under henvisning til voldgiftsklausulerne.
For Københavns Byret anførte Konkursboet navnlig, at voldgiftsklausulen ikke fandt anvendelse, fordi den ansvarspådragende disposition var foretaget på et tidspunkt, hvor selskabet var insolvent, og at dispositionen begunstigede selskabet Y på bekostning af konkursboets kreditorer. Konkursboet anførte endvidere, at kravet havde en sådan sammenhæng med omstødelseslignende regler og konkursretlige forhold, at kreditorerne ikke kunne anses for bundet af voldgiftsklausulerne. A og B bestred dette. De anførte, at sagen angik et ordinært bestyrelsesansvar, jf. selskabslovens § 361, stk. 1, som kunne bedømmes uafhængigt af konkursen, samt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den gyldige voldgiftsklausul.
Byretten fandt, at det påberåbte grundlag for Konkursboets krav havde en sådan sammenhæng med konkursretlige forhold, at Konkursboet ikke var bundet af voldgiftsaftalen. Byretten tog derfor Konkursboets påstand til følge.
A og B kærede kendelsen til Østre Landsret med påstand om afvisning af sagen fra domstolsbehandling. Landsretten fandt, at den ansvarsretlige bedømmelse af A og B efter selskabslovens § 361, stk. 1, kunne foretages uafhængigt af konkursen, hvorfor der ikke var grundlag for at fastslå, at voldgiftsklausulerne ikke fandt anvendelse. Landsretten ændrede på baggrund heraf byrettens kendelse og tog A og B’s påstand om afvisning til følge.
Konkursboet ankede sagen til Højesteret med påstand om hjemvisning og fremsatte to supplerende anbringender. For det første anførte Konkursboet, at voldgiftsklausulerne var ugyldige, fordi de var indgået i strid med selskabslovens § 364, stk. 1, idet sådanne klausuler efter Konkursboets opfattelse skulle godkendes af generalforsamlingen. For det andet anførte Konkursboet, at erstatningskravet havde karakter af et krav uden for kontrakt og derfor ikke var omfattet af klausulerne. Heroverfor påstod A og B stadfæstelse og bestred, at de supplerende anbringender burde tillades fremsat.
Højesteret tillod de supplerende anbringender fremsat med henvisning til, at de angik retlige temaer uden behov for yderligere bevisførelse og havde nær sammenhæng med Konkursboets tidligere anbringender. Det forhold, at voldgiftsklausulernes gyldighed ikke var bestridt i de tidligere instanser, udgjorde ikke en bindende proceserklæring, der forhindrede Konkursboet i senere at gøre synspunktet gældende.
For så vidt angår gyldigheden af voldgiftsklausulerne, fandt Højesteret, at hverken selskabsloven eller voldgiftsloven udelukker, at et selskab og et bestyrelsesmedlem aftaler voldgift om erstatningskrav efter selskabslovens § 361, stk. 1. Sådanne aftaler er gyldige, medmindre der foreligger omstændigheder, som gør voldgiftsbehandling betænkelig. Da aftalerne var underlagt dansk ret og administreret efter Voldgiftsinstituttets regler, og da der ikke i øvrigt forelå sådanne omstændigheder, fandt Højesteret voldgiftsklausulerne gyldige. Angående selskabslovens § 364, stk. 1, fandt Højesteret, at bestemmelsen hverken efter sin ordlyd eller sine forarbejder omfatter indgåelse af voldgiftsaftaler med bestyrelsesmedlemmer.
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Konkursboets erstatningskrav var omfattet af voldgiftsklausulerne, fandt Højesteret, at kravet var baseret på, at Konkursboet var indtrådt i selskabets retstilling over for A og B. Der var dermed ikke tale om et krav, der var opstået ved konkursen, eller som støttedes på beføjelser, der alene tilkommer et konkursbo. Ansvarsbedømmelsen efter selskabslovens § 361 kunne derfor foretages uafhængigt af konkursen. Højesteret fandt endvidere, at resultatet ikke kunne ændres af, at kravet eventuelt havde forbindelse med en omstødelsessag, eller at de ansvarspådragende handlinger fandt sted, mens selskabet var insolvent. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom om afvisning af sagen fra domstolsbehandling.
Dommen er procesretligt relevant, idet den fastslår, at et selskab og et bestyrelsesmedlem gyldigt kan aftale voldgiftsbehandling af erstatningskrav efter selskabslovens § 361, og at et konkursbo er bundet af sådanne klausuler, da boet blot indtræder i selskabets retstilling.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 3206.