Østre Landsret afsagde den 16. februar 2026 kendelse i kæresag BS-46313/2025-OLR mellem advokat A og Civilstyrelsen om, hvorvidt A’s anmodning om sagsanlæg vedrørende Advokatnævnets afgørelse om frakendelse af A’s ret til at udøve advokatvirksomhed i tre år, jf. RPL § 147 c, stk. 8, skulle tillægges opsættende virkning efter RPL § 147 e, stk. 3.
Spørgsmålet blev indledningsvist behandlet på et forberedende retsmøde ved Retten i Odense, der ved kendelse tog stilling til spørgsmålet om opsættende virkning.
Civilstyrelsen gjorde gældende, at sagsanlægget ikke skulle tillægges opsættende virkning og henviste til lovforarbejderne til RPL § 147 e, stk. 3, hvorefter sagens grovhed indgår som et centralt element i vurderingen af, hvorvidt der skal tillægges opsættende virkning. Civilstyrelsen fremhævede i den forbindelse en række forhold i sagen og anførte, at der var tale om en særdeles grov tilsidesættelse af god advokatskik, at det ville virke stødende, hvis advokat A fortsatte som advokat under sagens behandling, samt at der forelå en risiko for yderligere overtrædelser.
Advokat A gjorde gældende, at sagsanlægget skulle tillægges opsættende virkning, og anførte, at retten måtte vurdere, om der forelå en konkret risiko for, at advokat A ville misbruge klientkontoen. En sådan risiko forelå efter advokat A’s opfattelse ikke, hvilket han begrundede med en række forhold, herunder at han var underlagt et § 18-tilsyn ved advokat B.
Retten i Odense fandt, at sagsanlægget ikke skulle tillægges opsættende virkning. Efter en samlet vurdering fandt retten, at der under sagens behandling var risiko for yderligere overtrædelse af pligterne som advokat, og at sagen havde en sådan grovhed, at det ville virke stødende, såfremt advokat A under sagens behandling fortsætte med at virke som advokat. Retten lagde navnlig vægt på, at sagen drejede sig om et stort antal uberettigede overførsler fra klientkonto til advokatselskabets driftskonto igennem en periode på mere end 2 1/2 år, at der alene i 2022 blev foretaget 90 hævninger for i alt godt 12 mio. kr., som løbende skabte et negativt klienttilsvar, at advokat A fortsatte med at foretage aconto hævninger efter, at han var gjort opmærksom på, at dette var i strid med klientkontovedtægtens bestemmelser og havde bekræftet at være stoppet, samt at sagen havde ført til sigtelse for underslæb efter straffelovens § 278. Det kunne efter rettens opfattelse ikke føre til et andet resultat, at advokat A var underlagt § 18-tilsyn ved en anden advokat.
Advokat A kærede kendelsen til Østre Landsret med påstand om, at sagsanlægget skulle tillægges opsættende virkning. Civilstyrelsen påstod stadfæstelse af byrettens afgørelse. Parterne gentog i det væsentligste deres anbringender for byretten, idet advokat A supplerende anførte, at sigtelsen for underslæb fortsat ikke havde ført til tiltalerejsning, hvorfor forholdet ikke burde tillægges betydning. Landsretten tiltrådte af de af byrettens anførte grunde og fandt efter en samlet vurdering, at sagsanlægget ikke skulle tillægges opsættende virkning.
Kendelsen er procesretligt relevant, fordi den bidrager til at forstå grænsen for, hvad der skal til for at opnå opsættende virkning ved indbringelse for domstolene af en afgørelse om retten til at udøve advokatvirksomhed. Dette beror på en konkret vurdering, hvori sagens grovhed og risikoen for fremtidige overtrædelser tillægges afgørende vægt.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 2219.
Østre Landsret afsagde den 3. marts 2026 kendelse i kæresag B-63-26 mellem A Gruppen A/S under konkurs v/kurator (”Konkursboet”) og X Nedrivning A/S (”A”) om, hvorvidt seks tidligere ansatte i A Gruppen A/S samt A’s direktør kunne pålægges at afgive forklaring i skifteretten i forbindelse med behandlingen af konkursboet efter A Gruppen A/S.
For Skifteretten i Helsingør anmodede Konkursboet om indkaldelse af A’s direktør samt seks tidligere ansatte i A Gruppen A/S, som nu var ansat hos A, til afhøring i skifteretten. A protesterede herimod og anførte, at direktøren ikke kunne indkaldes til vidneafhøring, da han ville have partsstatus i en eventuel omstødelsessag, ligesom selskabet gjorde gældende, at afhøringen af de seks tidligere medarbejdere alene havde karakter af en “fisketur” med henblik på en eventuel omstødelsessag. Konkursboet fastholdt, at de seks tidligere ansatte ikke ville opnå partsstatus under en eventuel senere retssag.
Skifteretten fandt, at de begærede vidneafhøringer primært tjente til Konkursboets afklaring af, om der var grundlag for at anlægge sag mod A i anledning af en mulig virksomhedsoverdragelse. Skifteretten lagde herved vægt på indholdet af vidnestævningerne samt Konkursboets mail til A i forlængelse af konkursdekretet, hvoraf det fremgik, at Konkursboet fortsat var af den opfattelse, at der muligvis forelå en virksomhedsoverdragelse, der kunne medføre krav fra konkursboet.
I forlængelse heraf fandt skifteretten, at A’s direktør ikke kunne pålægges at afgive forklaring i skifteretten, da han ville opnå partsstatus i en eventuel civilsag anlagt af Konkursboet mod selskabet. For så vidt angår de seks tidligere ansatte i A Gruppen A/S, fandt skifteretten, at A havde den fornødne retlige interesse i at protestere imod deres vidneafhøring, og da det alene var Konkursboet, der havde mulighed for at stille spørgsmål i skifteretten, tog skifteretten ikke Konkursboets anmodning til følge.
Konkursboet kærede kendelsen til Østre Landsret med påstand om, at Konkursboets anmodning om vidneafhøring af de seks tidligere ansatte skulle tages til følge. Til støtte herfor gjorde Konkursboet gældende, at vidneindkaldelserne var sket som led i Konkursboets berettigede undersøgelse af en række mistænkelige forhold i relation til det konkursramte selskab, og at de havde modtaget divergerende oplysninger, hvorfor der var behov for at afhøre de indkaldte vidner under strafansvar.
A nedlagde påstand om, at skifterettens afgørelse skulle stadfæstes, og subsidiært, at kendelsen blev hjemvist til skifteretten til fornyet behandling. Til støtte herfor gjorde A gældende, at Konkursboets ønskede vidneførsel havde karakter af anticiperet bevisførelse i strid med RPL § 340, da der forelå en aktuel tvist. Da denne tvist skulle afgøres af de almindelige domstole, skulle bevisførelse ligeledes finde sted dér. Herved ville det blive sikret, at sagens bilag var fremlagt forud for vidneafhøringerne, og at A som sagsøgte ville have mulighed for kontradiktion og kontraafhøring af vidnerne.
Landsretten fandt, at vidneafhøring af de seks tidligere ansatte skulle ske under et selvstændigt søgsmål, idet et af temaerne for vidneafhøringen af de tidligere ansatte relaterede sig til en mulig virksomhedsoverdragelse forud for afsigelsen af konkursdekretet. Landsretten stadfæstede derfor skifterettens kendelse.
Kendelsen er procesretligt relevant, fordi den viser, hvornår det er muligt at afskære vidneførsel, herunder at vidneafhøring ikke kan ske i skifteretten, når afhøringen reelt har karakter af anticiperet bevisførelse i forbindelse med en aktuel tvist, der henhører under de almindelige domstoles kompetence.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 2129.
Højesteret afsagde den 18. marts 2026 dom i to appelsager BS-24622/2025-HJR og BS-24667/2025-HJR mellem henholdsvis en palæstinensisk statsborger (”A”) og fire humanitære organisationer (”Organisationerne”) på den ene side og Rigspolitiet og Udenrigsministeriet (”Myndighederne”) på den anden side.
De to domme omhandler det samme grundlæggende spørgsmål: Om A og Organisationerne havde retlig interesse og dermed søgsmålskompetence til at prøve lovligheden af de af Myndighederne udstedte eksporttilladelser af militært udstyr til USA under F-35-programmet.
En del af det processuelle spørgsmål i sagen mellem A og Myndighederne omhandlede desuden, hvorvidt tre specifikke påstande skulle afvises. Dette nyhedsbrev behandler imidlertid alene spørgsmålet om retlig interesse, hvorfor disse påstande ikke behandles nærmere.
Sagerne udsprang af, at både A og Organisationerne ønskede at anlægge sag mod Myndighederne for overtrædelse af våbenlovens § 6 og Danmarks internationale forpligtelser i forbindelse med Myndighedernes meddelelse af eksporttilladelserne.
For landsretten påstod Myndighederne i begge sager principalt afvisning med den begrundelse, at hverken A eller Organisationerne havde den fornødne retlige interesse. A og Organisationerne påstod i begge sager, at sagerne skulle fremmes til realitetsbehandling.
I landsretssagen mellem Organisationerne og Myndighederne fandt landsretten, at Organisationerne ikke havde retlig interesse i at få prøvet tilladelserne. Landsretten lagde indledningsvis til grund, at Organisationerne ikke var adressater for eller parter i afgørelserne om eksporttilladelserne af våben, ligesom de ikke havde lovhjemlet søgsmålskompetence. Derudover fandt landsretten, at Organisationernes deltagelse i indførelsen af våbenhandelstraktaten ikke tillagde dem en særstatus på det relevante lovgivningsområde, hvorfor Organisationerne ikke af denne grund havde søgsmålskompetence. Landsretten lagde også vægt på, at selvom Organisationerne i væsentligt omfang var berørt af situationen i Gaza, adskilte deres situation sig ikke fra borgere, virksomheder eller andre foreninger i Gaza. Desuden bemærkede landsretten, at selvom søgsmålets genstand faldt inden for formålet i Organisationernes vedtægter, kunne det ikke begrunde søgsmålskompetence.
I landsretssagen mellem A og Myndighederne bemærkede landsretten, at A havde forklaret, at A og A’s familiemedlemmers livsforhold i Gaza, var berørte af eksporttilladelserne, hvorfor han mente at have søgsmålskompetence. Landsretten fandt imidlertid, – ligesom i sagen vedrørende Organisationerne – at der ikke var forskel på A’s familieforhold og forholdene for befolkningen i Gaza i øvrigt. Derfor kunne A’s familieforhold ikke begrunde, at A havde retlig interesse i at prøve tilladelserne. Landsretten anførte desuden, at det ikke kunne lægges til grund, at der var sammenhæng mellem tilladelserne og situationen i Gaza.
Ved sagen i Højesteret mellem Organisationerne og Myndighederne, anførte Organisationerne, at sagens genstand faldt inden for deres formål og virke, og at de allerede i kraft af deres rolle som civilsamfundsorganisationer havde retlig interesse. De fremhævede, at de som centrale aktører for håndhævelsen af reglerne på området havde en særlig interesse i sagens afgørelse og lagde vægt på adgangen til domstolsprøvelse, idet de anså sig selv for at være mest nærliggende til at rejse sagen.
Ved sagen i Højesteret mellem A og Myndighederne, anførte A, at der bestod en tæt sammenhæng mellem eksporttilladelserne og anvendelsen af F-35-kampfly til luftangreb i Gaza, og at han på grund af sit tætte tilknytningsforhold til Gaza havde den fornødne retlige interesse.
Myndighederne fastholdt, at organisationerne ikke havde retlig interesse, fordi de ikke var tillagt søgsmålskompetence efter våbenlovens § 6, og fordi de ikke var parter i det konkrete retsforhold mellem Myndighederne og adressaterne for eksporttilladelserne. Myndighederne bestred endvidere, at det kunne lægges til grund, at der bestod en sammenhæng mellem eksporttilladelserne og situationen i Gaza.
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelser og fandt, at hverken Organisationerne eller A havde retlig interesse i at prøve tilladelserne.
Højesteret fastslog, at foreninger, der ikke selv er konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der ønskes pådømt, og som ikke ved lov er tillagt søgsmålskompetence, alene har retlig interesse, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Højesteret udtalte, at sådanne særlige omstændigheder indebar, at en forening er tillagt en særstatus med hensyn til de spørgsmål, der søges pådømt. Højesteret fastslog, at Organisationerne ikke havde en sådan særstatus på området for eksporttilladelse af våben og ikke ved lov var tillagt søgsmålskompetence. Således var der ikke grundlag for at finde, at Organisationerne havde retlig interesse.
Derudover fandt Højesteret i relation til A, at A ikke på trods af sit tætte tilknytningsforhold til Gaza var konkret og individuelt berørt af tilladelserne på en måde, der kunne begrunde retlig interesse.
Dommene er procesretlige interessante, fordi de belyser kravet om retlig interesse ved at præcisere foreninger og privatpersoners søgsmålskompetence. Højesteret bekræfter i begge domme, at der som udgangspunkt skal være særlige omstændigheder til stede, før foreninger har retlig interesse i offentlige myndigheders afgørelser, når de ikke selv er adressater eller parter i afgørelserne, og de ikke ved lov er tillagt søgsmålskompetence. Højesteret bekræfter ligeledes, at privatpersoner skal have en konkret og individuel tilknytning til sagen for at have retlig interesse.
Dommene er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen s. 2355 og 2373.