Højesteret afsagde den 6. juli 2022 kendelse i sag 57/2022 mellem A under konkurs (”konkursboet”) og Mobilepay Denmark (”Mobilepay”) vedrørende rettidig iværksat kære.
Den 26. august 2020 havde skifteretten ved kendelse om edition pålagt Mobilepay at udlevere diverse oplysninger til konkursboet. Den 9. september 2020 sendte Mobilepay en meddelelse til skifteretten om, at kendelsen ville blive kæret, og at kæreskrift ville blive fremsendt snarest muligt. Mobilepay indleverede kæreskriftet den 15. september 2020, det vil sige 20 dage efter kendelsens afsigelse.
Konkursboet påstod kæren afvist med henvisning til retsplejelovens kærefrist på 14 dage, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1. Konkursboet påstod endvidere, at meddelelsen om kære den 9. september 2020 ikke udgjorde et kæreskrift, fordi den ikke indeholdt en påstand. Konkursboet mente derfor, at der først var iværksat kære den 15. september 2020 og dermed 6 dage efter kærefristens udløb.
Højesteret bemærkede, at meddelelsen den 9. september 2020 ikke opfyldte alle krav til et kæreskrift, da det ikke indeholdt en påstand. Højesteret fandt dog alligevel, at: ”Efter sagens karakter og parternes påstande for byretten var der imidlertid ikke rimelig tvivl om, at MobilePay Denmark med kæren – i hvert fald i første række – ønskede at opnå ikke at blive pålagt edition. Under disse omstændigheder finder Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering, hvorefter kæren var iværksat rettidigt, da brevet – som varslet – den 15. september 2020 blev fulgt op af et egentligt kæreskrift, der opfyldte retsplejelovens krav.”
Kendelsen er interessant, fordi den er udtryk for, at der formentlig gælder en lempelig bedømmelse af indholdet i kæreskriftet, hvis det på baggrund af indholdet, klart kan fastslås, hvad formålet med kæresagen er.
Kendelsen kan læses her.
Højesteret afsagde den 27. juni 2022 kendelse i sag BS-26522/2021-HJR angående adgangen for sagsøger til at ændre partsbetegnelsen for sagsøgte i en anlagt sag om godtgørelse i forbindelse med en arbejdsskade.
Sagsøger, arbejdstager A, havde ved stævning gennem domstolenes retssagsportal fejlagtigt indtastet Van Ameyde Denmark ApS (”Amyede”), som var skadesbehandlingsselskab for arbejdsgiveren, Compass Group Denmark A/S (”Compass”), som sagsøgte. I et samtidigt indleveret dokument betegnet ”Stævning” i rubrikken ”Suppl. sagsoplysninger”, fremgik det dog, at sagen var anlagt mod ”Compass Group Danmark A/S repræsenteret ved Van Ameyde Denmark ApS”.
Sagen for Højesteret omhandlede, hvorvidt Compass eller Amyede skulle anses sagsøgt, og hvis Amyede skulle anses for sagsøgt, om A kunne tillades at ændre betegnelsen for sagsøgte på sagsportalen fra Amyede til Compass.
A gjorde bl.a. gældende, at såfremt Amyede skulle anses for sagsøgt, skulle A som følge af åbenbar fejlagtig indtastning indrømmes en mulighed for afhjælpning af manglen, jf. § 349, stk. 2, jf. stk. 1.
Compass gjorde heroverfor gældende, at fejlen lå udover, hvad der kan ændres uden samtykke efter retsplejelovens § 349, stk. 2, jf. § 348, hvorfor Compass ikke kunne anses for sagsøgt, idet der ikke forelå det fornødne samtykke. Herudover fremhævede Compass, at fejlen var begået af A’s advokat, som var professionel bruger af sagsportalen.
Højesteret henviste til forarbejderne til retsplejelovens § 348, stk. 5, 1. pkt., hvorefter det ved uoverensstemmelse mellem påstande indtastet på sagsportalen og påstande anført i et processkrift vil være påstanden i sagsportalen, som gælder. Højesteret fandt, at et tilsvarende rationale kunne overføres med hensyn til parternes navne.
Højesteret lagde til grund, at Compass på baggrund af sagens omstændigheder ved anlæggelsen var klar over, at sagen omhandlede Compass’ mulige ansvar for A’s arbejdsskade. Fejlen havde derfor ikke indvirkning på Compass’ mulighed for at varetage sine interesser under retssagen. Herefter kunne der godt ske ændring af partsbetegnelsen fra Amyede til Compass.
Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer, at oplysninger på de obligatoriske felter på sagsportalen, har forrang for oplysningerne angivet i stævningen.
Kendelsen kan læses her.
Østre Landsret afsagde den 20. maj 2022 kendelse i sag B-106-22 mellem A og B Invest ApS under konkurs.
Sagen handlede om, hvorvidt retsplejelovens § 368 a, stk. 1 om landsrettens mulighed for at afvise at behandle en sag i 2. instans, blandt andet hvis sagen ikke har udsigt til at få et andet udfald end i byretten, finder anvendelse, når skifterettens kendelse om stadfæstelse af boregnskab ankes.
Skifteretten havde ved kendelse af 31. januar 2022 stadfæstet boopgørelsen i konkursboet. A ankede skifterettens afgørelse i medfør af konkurslovens § 248, stk. 1, fordi kuratorsalæret efter A’s overbevisning skulle nedsættes betydeligt, idet boet var af beskeden størrelse, og kurators tidsforbrug var ugennemsigtigt.
Kurator i konkursboet anførte heroverfor, at sagen burde afvises fra anke under henvisning til retsplejelovens § 368 a, stk. 1, da A ikke var fremkommet med nye anbringender eller oplysninger om faktiske omstændigheder, som gav grundlag for at antage, at sagen kunne få et andet udfald end i skifteretten.
Landsretten fandt, at der ikke er tilstrækkelige holdepunkter for, at retsplejelovens § 368 a finder anvendelse ved anke af skifterettens kendelse om stadfæstelse af et boregnskab. Landsretten henviste blandt andet i sin afgørelse til bestemmelsens forarbejder, hvor det fremgår, at bestemmelsen er et supplement til den generelle ankebegrænsning baseret på sagens økonomiske værdi i retsplejelovens § 368, stk. 1, som angår domme afsagt af en byret. Ankesagen blev herefter ikke afvist.
Kendelsen illusterer, at retsplejelovens § 386 a ikke finder anvendelse på anke af skifterettens kendelse om stadfæstelse af et boregnskab.
Kendelsen er udgivet i U 2022.3377 Ø.
Sø- og Handelsretten afsagde dom den 6. juli 2022 i sag BS-4844/2022-SHR mellem Qudos Insurance A/S (”Qudos”) og Broker Advice S.r.l. (”Broker Advice”) om retsvirkningen af to modstridende lovvalgs- og værnetingsklausuler i en aftale mellem selskaberne.
Qudos og Broker Advice havde med virkning fra den 1. januar 2015 indgået en agentaftale, hvorefter Broker Advice blev bemyndiget til at indtegne forsikringer i Qudos’ navn. Det var i aftalen anført, at italiensk ret skulle finde anvendelse mellem parterne, ligesom at der var aftalt værneting ved domstolene i Italien. Aftalen udløb ved udgangen af 2017, og parterne indgik herefter en ny agentaftale med virkning fra den 1. januar 2018. I den nye aftale var der imidlertid indført to modstridende lovvalgs- og værnetingsklausuler, der angav, at aftalen skulle reguleres af henholdsvis dansk og italiensk ret, og at værneting skulle være domstolene i henholdsvis Danmark og Italien.
Sø- og Handelsretten kom frem til, at der med de to modstridende lovvalgs- og værnetingsklausuler ikke var indgået en udtrykkelig lovvalgs- og værnetingsaftale. Retsvirkningen heraf blev, at lovvalg og værneting for aftalen mellem Qudos og Broker Advice skulle afgøres efter udgangspunktet i henholdsvis Romkonventionen og Bruxelles I-forordningen (”Domsforordningen”).
Lovvalgsspørgsmålet skulle bedømmes efter Romkonventionen artikel 4, hvor udgangspunktet er, at hvis ikke parterne har foretaget et gyldigt lovvalg, er aftalen underkastet loven i det land, som den har den nærmeste tilknytning til. Sø- og Handelsretten fandt, at aftalen havde nærmest tilknytning til Italien, fordi (i) aftalens karakteristiske ydelse bestod i Broker Advices salg af forsikringspolicer på vegne af Qudos, og (ii) dette salg skete fra Broker Advices hovedsæde i Italien. Aftalen var derfor underlagt italiensk ret.
Værnetingsspørgsmålet skulle bedømmes efter Domsforordningens artikel 4, hvorefter retssager som udgangspunkt skal anlægges i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl. Sø- og Handelsretten fastslog herefter, at der ikke var værneting i Danmark, men derimod i Italien.
Sø- og Handelsretten afviste derfor sagen.
Dommen kan læses her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 23. maj 2022 kendelse i sag BS-37996/2021-SHR mellem Sports Group Denmark A/S (”SGD”) og Victor Rackets Ind. Corp (”VRC”) mod EPC Alternative Source (”EPC”) og Forza Fighting Gear BV (”FFG”) om rette værneting for sagen.
Sagens materielle problemstilling vedrørte, om der kunne nedlægges forbud mod EPC og FFG’s brug af ordet ”FORZA” samt dertilhørende to figurmærker i forbindelse med markedsføring og salg af beklædningsgenstande og udstyr til sport og fritid på hjemmesiden forza.eu.
EPC og FFG gjorde gældende, at sagen skulle afvises, idet de ikke mente, at der var dansk værneting. SGD og VRC gjorde derimod gældende, at der var værneting i Danmark efter retsplejelovens § 243 og domsforordningens artikel 7, nr. 2.
Det følger af disse bestemmelser, at erstatning for retskrænkelser kan anlægges ved domstolene på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået.
SGD og VRC gjorde gældende, at EPC og FFG’s markedsføring og brug af varemærkerne ”Forza Fighting Gear” og ”Forza Sportswear” havde påført en så væsentlig risiko for skade i Danmark, at de kunne anlægge sagen ved Sø- og Handelsretten. Navnlig lagde de vægt på, at SGD og VRC havde så vidtrækkende kommerciel tilstedeværelse på det danske marked, at ”Forza Fighting Gear” og ”Forza Sportswear” ville være let forvekslelige med et allerede velkendt brug af varemærket ”FORZA” i Danmark.
EPC og FFG gjorde derimod gældende, at alene det forhold, at de tilbyder levering til Danmark, ikke kunne danne grundlag for, at der skulle foreligge væsentlig risiko for krænkelse af SGD og VRC’s varemærkeret. De henviste bl.a. til, (i) at EPC og FFG ikke har et .dk domæne, og (ii) at Forza.eu ikke har haft besøgende fra Danmark i syv år.
Sø- og Handelsretten lagde til grund, at EPC og FFG’s salgsudbud på hjemmesiden forza.eu ikke udgjorde en igangværende skadestilføjelse, eller at risikoen for skadens indtræden var overhængende, og afviste derfor sagen.
EPC og FFG markedsføringsaktiviter kunne således ikke danne grundlag for værneting i Danmark. Sø- og Handelsretten henviste i sin begrundelse til EU-dommen C-324/09, L’Oréal SA m.fl. mod eBay International AG m.fl., hvor den omstændighed, at en hjemmeside er tilgængelig på området, ikke er tilstrækkeligt for, at det salgsudbud, der fremsættes dér, henvender sig til forbrugere på dette område.
Kendelsen kan læses her.