Østre Landsret afsagde den 22. januar 2025 kendelse i kæresagen BS-61570/2024-OLR mellem et forsikringsselskab (”F”) og en kunde (”A”). Sagen for landsretten angik en kære af Københavns Byrets sagsomkostningsafgørelse i en tvist mellem parterne.
Sagen for byretten vedrørte et forsikringskrav, hvor parterne havde indgået et forlig om løbende udbetalinger med 50 % for A’s tab af erhvervsevne fra 2017 til 2035, i alt knap 1,4 mio. kr. Parterne var enige om, at A havde fået medhold for cirka halvdelen af kravet og derfor skulle tilkendes sagsomkostninger, men de var uenige om beregningsgrundlaget. Byretten fastsatte sagsomkostningerne til 80.000 kr. med udgangspunkt i det samlede forligsbeløb som sagens værdi.
F kærede byrettens afgørelse med påstand om nedsættelse af sagsomkostningerne og gjorde gældende, at sagens værdi skulle opgøres efter retsafgiftslovens § 3, stk. 2, hvorefter værdien i sager om løbende ydelser ikke kan overstige 10 års ydelser.
A indleverede ligeledes kæreskrift med påstand om forhøjelse af sagsomkostningerne til et højere beløb end de 80.000 kr. ved at indlevere kæreskriftet på den allerede eksisterende kæresag på sagsportalen. F anførte hertil, at A ikke havde iværksat kære inden for den ordinære 2-ugers kærefrist i retsplejelovens § 394, stk. 1, og derfor ikke kunne nedlægge påstand om forhøjelse af sagsomkostningerne.
Landsretten udtalte indledningsvis, at der ikke gælder nogen særlig frist for kontrakære, hvorfor en indkæret part, der ønsker at opnå en ændring af en byretsafgørelse til fordel for sig selv, må iværksætte en selvstændig kære i overensstemmelse med kærefristen i retsplejelovens § 394, stk. 1. Landsretten fastslog herefter med henvisning til Højesterets kendelse af 22. februar 2021, gengivet i U 2021.1632 H, at dette skal ske ved brug af sagsportalens appelfunktion på underinstansens sag, og at det ikke er tilstrækkeligt at indlevere et kæreskrift på en allerede eksisterende kæresag.
Da A ikke havde iværksat selvstændig kære af byrettens afgørelse, afviste landsretten A’s påstand om forhøjelse af sagsomkostningerne, og A ansås herefter for at have påstået stadfæstelse. Landsretten fandt dernæst ud fra en samlet vurdering af sagens værdi, omfang og forløb, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn vedrørende sagsomkostningerne.
Kendelsen er procesretlig interessant, da kendelsen bekræfter, at indlevering af et kæreskrift på kæresagen ikke udgør en tilstrækkelig kære efter retsplejelovens § 394, stk. 1.
Kendelsen er udgivet i Fuldmægtigen 2025, nr. 77.
Østre Landsret afsagde den 15. september 2025 kendelse i kæresagen BS-18229/2025-OLR om, hvorvidt et forsikringsselskab (”F”) havde adgang til at fremlægge et notat udarbejdet af en intern lægekonsulent under en ankesag.
Sagen udsprang af, at F havde anket en dom fra byretten, der fastslog, at forsikringstageren (”A”) opfyldte betingelserne for udbetaling ved nedsat erhvervsevne samt for præmiefritagelse. F ønskede under ankesagen at fremlægge det ovenfor omtalte notat. A gjorde indsigelse herimod.
A gjorde gældende, at notatet var en sagkyndig erklæring, udarbejdet efter sagens anlæg, hvorfor notatet ikke kunne fremlægges, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Til støtte herfor anførte A, at den interne lægekonsulent udtalte sig som lægefaglig ekspert, og notatet var udarbejdet med henblik på at skabe tvivl om de tidligere i sagen indhentede neutrale erklæringer.
F gjorde gældende, at notatet ikke var omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, idet notatet havde karakter af et partsindlæg, og at retten derfor kunne tillægge det betydning i bevisbedømmelsen. F mente, at der var tale om et partsindlæg, idet notatet var udarbejdet internt.
Subsidiært gjorde F gældende, at der forelå omstændigheder ved erklæringens tilblivelse, som kunne begrunde fravigelse af udgangspunktet i § 341 a, stk. 1, idet notatet ikke havde karakter af et overskøn. F anførte, at lægekonsulentens rolle ikke var at miskreditere andre lægefaglige vurderinger, men derimod at klarlægge indholdet af andre lægers erklæringer og fremkomme med en vurdering heraf. Hertil anførte F yderligere, at der ikke var syn og skøn i sagen, og sagen heller ikke var forelagt for Retslægerådet, hvorfor notatet ikke ville medføre en risiko for en utilbørlig påvirkning af Retslægerådet og/eller en skønsmand.
Landsretten fandt, at notatet havde karakter af en sagkyndig erklæring, der ikke var indhentet i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 341 a, stk. 1, eller § 209 a. Herudover fandt landsretten, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige hovedreglen i § 341 a, stk. 1, hvorfor F ikke kunne fremlægge notatet under ankesagen.
Kendelsen er procesretlig relevant, da den illustrerer grænserne mellem et partsindlæg og en sagkyndig erklæring, hvilket kan have betydning for forsikringsselskabers og andre virksomheders anvendelse af interne erklæringer i retssager.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 4929.
Østre Landsret afsagde den 24. september 2025 dom i kæresagen BS-33146/2025-OLR om, hvorvidt der var grundlag for at statuere værneting i Danmark efter Bruxelles I-forordningens art. 7, nr. 2.
Sagen udsprang af, at et konkursbo (”K”) havde anlagt en erstatningssag ved Retten i Glostrup mod et selskab med hjemsted i Tyskland (”S”). Erstatningskravet var ifølge K opstået ved, at S havde modtaget betaling for tre fakturaer fra K, som S havde udstedt til et selskab hjemmehørende i De Forenede Arabiske Emirater. S fremsatte indsigelse mod værneting i Danmark, og spørgsmålet om værneting blev herefter udskilt til særskilt behandling.
K gjorde gældende, at der i medfør Bruxelles I-forordningens art. 7, nr. 2, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1, var værneting i Danmark, da en del af den skadegørende handling var foregået i Danmark ved betalingen af fakturaerne. Det følger af art. 7, nr. 2, at der i sager om erstatning uden for kontrakt kan være værneting, der hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå. K anførte endvidere, at skadetilføjelsen var sket i Danmark, idet K led tabet her. Endelig gjorde K gældende, at der var en formodning for, at S havde aktiviteter i Danmark, da S ifølge sin hjemmeside havde mere end 600 kunder og 1.000 partnere over hele verden.
Heroverfor gjorde S gældende, at sagen skulle anlægges ved S’ hjemsted i Tyskland, jf. Bruxelles I-forordningens art. 4, stk. 1, og retsplejelovens § 235, stk. 1, hvorefter sager som udgangspunkt skal anlægges ved sagsøgers hjemting. Til støtte herfor anførte S, at art. 7, nr. 2, udgør en undtagelse til art. 4, stk. 1, og derfor skal fortolkes indskrænkende. S bestred, at der var sket skadehandling eller skadetilføjelse i Danmark. S anførte endvidere, at S ikke havde nogen tilknytningsmomenter til Danmark udover det hævdede formuetab hos K.
Retten i Glostrup fandt, at betingelserne for værneting efter Bruxelles I-forordningens art. 7, nr. 2, var opfyldt, da skaden i form af et økonomisk tab var indtrådt i Danmark ved, at overførslerne skete fra en konto i Danmark.
S kærede Retten i Glostrups kendelse med Procesbevillingsnævnets tilladelse. For landsretten gentog S og K i det væsentlige deres anbringender for byretten.
Landsretten fandt, at Bruxelles I-forordningens art. 7, nr. 2, udgør en undtagelse til art. 4, stk. 1, og at bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende. Endvidere fandt landsretten, at det angiveligt ansvarspådragende forhold i sagen var den manglende tilbageførsel af midler til K i Tyskland. Landsretten lagde, med henvisning til EU-Domstolens praksis, til grund, at et økonomisk tab, som realiseres i en anden medlemsstat, ikke i sig selv skaber værneting efter art. 7, nr. 2, medmindre der foreligger særlige tilknytningsmomenter. Da sådanne tilknytningsmomenter ikke var til stede i sagen, fik S medhold i, at der ikke var værneting i Danmark.
Dommen er procesretlig relevant, da den belyser anvendelsen af Bruxelles I-forordningens art. 7, nr. 2, om værneting i sager om erstatning uden for kontrakt, herunder særligt hvor skadehandling og skadetilføjelse er foregået eller kan foregå, samt hvornår der foreligger andre særlige tilknytningsmomenter.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 5029.
Vestre Landsret afsagde den 17. oktober 2025 dom i ankesagen BS-36591/2025-VLR mellem en lejer (”L”) og en udlejer (”U”). Sagen for landsretten angik en anke af Retten i Randers’ dom af 20. juni 2025, hvor U blev frifundet for L’s påstande om ret til brug af en have, fjernelse af et plankeværk og forholdsmæssigt afslag i lejen.
L ankede byrettens dom og nedlagde tre påstande: 1) U skulle anerkende, at L havde ret til at benytte haven sammen med de øvrige lejere mod at klippe ejendommens hække, 2) U skulle nedtage det opsatte plankeværk for at genoprette L’s adgang til haven, og 3) U skulle betale L 12.180 kr. som forholdsmæssigt afslag i lejen.
L havde i ankestævningen oplyst sagens værdi til 37.180 kr., idet påstand 2 blev anslået til en værdi på 25.000 kr. svarende til den skønnede udgift ved at nedtage hegnet, mens påstand 3 udgjorde 12.180 kr. L præciserede, at det ikke var muligt at opgøre en økonomisk værdi af anerkendelsespåstanden i påstand 1.
Landsretten skulle herefter vurdere, om værdien af L’s påstande oversteg beløbsgrænsen i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., og dermed om L havde direkte ankeadgang. Ifølge bestemmelsen kan en byretssag kun ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, når kravet ifølge påstanden har en økonomisk værdi under 50.000 kr.
Landsretten fastslog, at L’s påstand 1 om adgang til haven var en anerkendelsespåstand uden økonomisk værdi. Landsretten fandt endvidere, at anerkendelsespåstanden ikke havde en sådan selvstændig karakter, at den kunne tages under selvstændig pådømmelse, da den udgjorde en forudsætning for de øvrige påstande.
På den baggrund konkluderede landsretten, at sagens samlede værdi alene udgjorde værdien af påstand 2 og 3, i alt 37.180 kr. Da sagens værdi ikke oversteg 50.000 kr., kunne dommen kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt. En sådan tilladelse forelå ikke, hvorfor landsretten afviste anken.
Dommen har procesretlig interesse, da den belyser værdiansættelsen af anerkendelsespåstande uden umiddelbar økonomisk værdi ved beregningen af ankesagens værdi efter retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt. Dommen fastslår desuden, at en anerkendelsespåstand, der ikke har selvstændig karakter, men må anses for en forudsætning for andre påstande, ikke skal medregnes særskilt ved opgørelsen af, om beløbsgrænsen for anke uden tilladelse er overskredet.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 74.