Højesteret afsagde den 9. december 2025 kendelse i kæresag nr. 40/2025 anlagt af ansvarshavende redaktør Knud Brix, Ekstra Bladet, mod Anklagemyndigheden. Tvisten angik, hvorvidt Ekstra Bladet havde ret til aktindsigt i retsbøger og kendelser afsagt af Københavns Byret vedrørende forskellige tvangsindgreb, herunder aflytning og overvågning. Indgrebene var foretaget i forbindelse med efterforskning i en sag, hvor T var mistænkt for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 109.
Udgangspunktet er, at enhver ret til aktindsigt i domme og kendelser m.v. efter reglerne i RPL §§ 41 a-41 c, 41 e og 41 g, jf. RPL § 41, stk. 1. Retten til aktindsigt kan dog begrænses i det omfang, det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed, eller hvis det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 1 og 4.
I henhold til disse regler om aktindsigt vurderede Københavns Byret, at Ekstra Bladets anmodning om aktindsigt ikke skulle imødekommes. Byretten begrundede afgørelsen med, at aktindsigten ville kunne give et samlet indblik i fortrolige oplysninger om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder. Byretten tillagde det også betydning, at en række af de kendelser, som Ekstra Bladet ønskede aktindsigt i, var blevet afsagt for lukkede døre. På denne baggrund fandt retten, at det var af væsentlig betydning for statens sikkerhed, og at der forelå sådanne ganske særlige grunde, at retsbøgerne og kendelserne i deres helhed skulle undtages fra aktindsigt i medfør af RPL § 41 b, stk. 3, nr. 1 og 4.
Ved Østre Landsret blev byrettens kendelse stadfæstet med samme begrundelse som byretten. Landsretten lagde desuden særlig vægt på, at aktindsigtsanmodningen angik en verserende straffesag.
I kæresagen for Højesteret gjorde Anklagemyndigheden gældende, at der ikke skulle gives aktindsigt, samt at RPL § 41 b, stk. 1, alene omfatter kendelser og ikke retsbøger. Endvidere anførte Anklagemyndigheden, at offentliggørelse ville afsløre danske efterforskningsmetoder og skade statens sikkerhed, hvilket skulle vægtes tungere end offentlighedens interesse i sagen. Ifølge Anklagemyndigheden var betingelserne for meroffentlighedsprincippet ikke opfyldt, ligesom dokumenter undtaget fra forsvarerens aktindsigt efter RPL § 729 c heller ikke kunne meddeles Ekstra Bladet.
Modsat gjorde Ekstra Bladet gældende, at adgangen i RPL § 41 b, stk. 3, nr. 1 og 4, til at begrænse aktindsigtsadgangen ikke var opfyldt, og at aktindsigt ikke kunne begrænses alene fordi, kendelserne havde været afsagt under dørlukning. Ekstra Bladet anførte, at aktindsigt ikke ville afsløre efterretningstjenestens metoder, da de allerede var velkendte. Ekstra Bladet fremhævede endvidere sagens samfundsmæssige relevans og gjorde gældende, at generelle henvisninger til statens sikkerhed ikke kunne begrunde en begrænsning i retten til aktindsigt.
Højesteret fandt, at Ekstra Bladet havde ret til aktindsigt i de kendelser og retsbøger, som indgik i sagen, jf. RPL § 41 b, stk. 1 og stk. 2, nr. 2. Hvad angår de øvrige kendelser i retsbøgerne og retsbøgerne uden kendelser, skulle retten til aktindsigt vurderes ud fra meroffentlighedsprincippet i RPL § 41 h. I denne vurdering fandt Højesteret, at idet der var tale om en straffesag af høj samfundsmæssig relevans, og at anklagemyndigheden havde afsluttet straffesagen ved at opgive påtalen, skulle aktindsigt til Ekstra Bladet meddeles. Hvad angår vurderingen efter RPL § 729 c, anførte Højesteret, at retten til aktindsigt skulle afgøres efter de ovennævnte regler i RPL §§ 41 b og 41 h. Højesteret fandt, at da det allerede var kendt, at T blev efterforsket i forbindelse med en straffesag, var der ikke grundlag for at imødekomme anklagemyndighedens påstand i henhold til RPL § 729 c.
Højesteret fandt ved en gennemgang af sagerne, at anklagemyndighedens redegørelse var for overordnet og generel, hvorfor det ikke var sandsynliggjort, at hensynet til statens sikkerhed nødvendiggjorde afvisning af aktindsigtsanmodningen. Højesteret ophævede derfor by- og landsrettens kendelser og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Anklagemyndigheden skulle dog forinden have mulighed for at uddybe begrundelsen for at begrænse adgangen til aktindsigt.
Kendelsen er procesretligt relevant, da den belyser grænserne for at afvise aktindsigt efter retsplejelovens regler om aktindsigt med henvisning til hensynet til statens sikkerhed.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 863.
Vestre Landsret afsagde den 12. december 2025 kendelse i kæresagen B-0413-25 mellem A og rekvirenten. Tvisten udsprang af, at A bestred lovligheden af en forkyndelse foretaget i medfør af RPL § 157, stk. 1, nr. 2, litra c.
For Retten i Esbjerg anmodede A om afværgefrist i forbindelse med et forestående tvangsauktionssalg af A’s ejendom. Rekvirenten gjorde indsigelse herimod. A gjorde gældende, at der var tvivl om lovligheden af forkyndelsen af indkaldelsen til vejledningsmødet og anmodede om at udskyde auktionen for at afklare dette.
Byretten fandt, at indkaldelsen til vejledningsmødet i sagen blev forkyndt for A i overensstemmelse med RPL § 157, stk. 1, nr. 2, litra c, henholdsvis den 17. og 18. september 2025. Forkyndelsen var afleveret til A’s arbejdsgiver, som havde pligt til at overlevere forkyndelsen til A, jf. RPL § 157, stk. 4. A mødte ikke op til mødet, hvorfor tvangsauktionen blev berammet til den 15. december 2025.
For landsretten gjorde A gældende, at sagen skulle nægtes fremmet. A anførte til støtte herfor, at indkaldelsen til vejledningsmødet ikke var lovligt forkyndt, da forkyndelsen var afleveret til arbejdsgiverens kontor, som ikke var A’s faktiske arbejdssted.
A fremlagde for landsretten en mailkorrespondance med sin arbejdsgiver, hvor det fremgik, at det ikke var nødvendigt for A at møde op på arbejdspladsen for at bestride sit arbejde. Arbejdsgiveren havde modtaget forkyndelsen og havde oplyst A om, at der lå tre lukkede kuverter til ham på kontoret, men at han selv måtte komme forbi kontoret og hente dem.
På baggrund heraf fandt landsretten, at A varetog sit arbejde på en af arbejdsgiverens både, hvorfor en lovlig forkyndelse ikke kunne ske til arbejdsgiverens kontor. Da A derfor reelt ikke havde modtaget forkyndelsen forud for vejledningsmødet, var der ikke forkyndt i overensstemmelse med reglerne i RPL § 157.
Landsretten ophævede fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Landsretten henviste til, at en tvangsauktion ikke kan berammes før vejledningsmøde efter RPL § 561, stk. 1-3, eller en skriftlig meddelelse som omhandlet i RPL § 561, stk. 5, har fundet sted.
Kendelsen er procesretligt relevant, idet den belyser, hvornår der kan ske forkyndelse på en persons arbejdssted efter RPL § 157, stk. 1, nr. 2, litra c. Et ”arbejdssted” i bestemmelsens forstand forudsætter, at den pågældendes tilstedeværelse på stedet er nødvendig for at kunne bestride arbejdet.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 1228.
Højesteret afsagde den 18. december 2025 kendelse i sag BS-27162/2025-HJR mellem advokat A og skønsmand S. For Højesteret var spørgsmålet, om A havde optrådt som rettergangsfuldmægtig ved afholdelse af en skønsforretning den 10. marts 2022 og dermed skulle hæfte for afholdelsen af mødet på 10.123.93 kr.
Sagen udsprang af, at A havde repræsenteret et firma i en sag, hvor der var begæret syn og skøn til afholdelse den 10. marts 2022. Firmaet gik konkurs den 3. marts 2022, hvorefter S kontaktede A for at afklare, om skønsmødet fortsat skulle afholdes. A oplyste, at firmaets kurator havde bedt A om at afholde skønsmødet som planlagt på vegne af konkursboet. Den 8. april 2022 meddelte kurator imidlertid, at konkursboet ikke ville indtræde i retssagen. S rettede herefter et simpelt krav mod boet om betaling af halvdelen af regningen og mod A om betaling af den anden halvdel.
Ved Retten i Aarhus gjorde S blandt andet gældende, at A skulle betale i medfør af RPL § 208, stk. 3, 1. pkt., der har følgende ordlyd: ”Den part, som begærer syn og skøn, og partens rettergangsfuldmægtig hæfter for omkostningerne hertil. ” S anførte, at der ved rettergangsfuldmægtig forstås en person, der har fået fuldmagt til at optræde på vegne af en part, og der således ikke sondres mellem, om man møder som advokat eller som forbindelsesadvokat. S mente derfor, at A var omfattet af anvendelsesområdet for RPL § 208, stk. 3. Hertil gjorde S gældende, at formålet med bestemmelsen var at beskytte skønsmandens honorar, hvorfor en konflikt mellem A og kurator var S uvedkommende. Afslutningsvist tilføjede S det synspunkt, at det var A, der stillede spørgsmål til S under skønsmødet, hvorfor han under alle omstændigheder måtte opfattes som værende rettergangsfuldmægtig i denne sammenhæng.
Som modsvar hertil gjorde A gældende, at hensynet bag bestemmelsen var iagttaget, idet S havde sikkerhed for sit honorar ved rekvirenten og kurator. Endvidere anførte A, at S søgte at anvende en udvidet fortolkning af RPL § 208, stk. 3, men at S ikke havde løftet bevisbyrden for denne fortolkning. Desuden argumenterede A for, at det var kurator, som var partrepræsentant og dermed rettergangsfuldmægtig i sagen, idet A alene fungerede som forbindelsesadvokat. A mente derfor ikke at han skulle hæfte for et vilkårligt krav, da han ikke havde adgang til hele sagen. Slutteligt anførte A, at skønsmødet var arrangeret af kurator, hvorfor det også måtte være kurator, som hæftede for honoraret, jf. RPL § 208, stk. 3.
Byretten fandt frem til, at A efter aftale med kurator var mødt til skønsmødet som rettergangsfuldmægtig. A var derfor omfattet af RPL § 208, stk. 3, og hæftede således for S’ honorar.
Ved Vestre Landsret gjorde A gældende, at RPL § 208, stk. 3, efter sin ordlyd alene måtte omfatte partsrepræsentanter, da en anden fortolkning ville underminere adgangen til at anvende forbindelsesadvokater. Som svar herpå gjorde S gældende, at byretten havde anvendt en almindelig ordlydsfortolkning af bestemmelsen, hvorfor byrettens afgørelse skulle stadfæstes.
Landsretten fandt ligesom byretten, at A havde ageret som rettergangsfuldmægtig, hvorfor A hæftede for honoraret, jf. RPL § 208, stk. 3.
Under behandlingen i Højesteret blev det fastslået, at det er uden betydning for hæftelse som rettergangsfuldmægtig i medfør af RPL § 208, stk. 3, om der er indgået aftale direkte med sagens part eller efter aftale med en anden advokat. A hæftede således for betalingen af honoraret til S, selvom A havde ageret forbindelsesadvokat, jf. RPL § 208, stk. 3.
Kendelsen er procesretligt relevant, idet den belyser, at en forbindelsesadvokat hæfter som rettergangsfuldmægtig for omkostningerne til syn og skøn, jf. RPL, § 208, stk. 3.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 1109.
Højesteret afsagde den 13. januar 2026 kendelse i sagerne BS-20195/2025-HJR og BS-19775/2025-HJR mellem firmaet X, der var repræsenteret af A, og B. Højesteret skulle tage stilling til, om A havde dokumenteret, at han havde lovligt forfald ved sin udeblivelse til den berammede hovedforhandling den 11. september 2024. Desuden var spørgsmålet, om X’s direktør C ligeledes kunne anses for at være udeblevet fra hovedforhandlingen ved ikke at befinde sig på den rette etage, selvom han befandt sig i landsrettens bygning.
X havde anket Københavns Byrets dom, men til hovedforhandlingen i ankesagen ved Østre Landsret, blev anken afvist, da A var udeblevet fra hovedforhandlingen, jf. RPL § 386, stk. 1, 1. pkt. A havde forinden hovedforhandlingen meddelt, at han ville blive forsinket som følge af trafik. Forhandlingen blev derfor udskudt 15 minutter, men heller ikke da dukkede han op.
A havde anmodet om at sagen skulle genoptages af landsretten og henviste til, at han havde lovligt forfald på grund af sygdom. Anmodning blev ikke taget til følge, hvorfor A indbragte kendelsen for Højesteret.
X gjorde for Højesteret gældende, at A skulle opereres for hudkræft i ansigtet dagen efter hovedforhandlingen. Som reaktion på dette udviklede A en stressrektion, hvilket gjorde ham ude af stand til at gennemføre hovedforhandlingen, selv hvis han havde mødt rettidigt. A dokumenterede dette med en lægeerklæring, hvori A’ læge tilkendegav, at det var meget sandsynligt, at A’s stresstilstand gjorde, at han kom for sent til retsmødet. Selvom A oprindeligt havde meddelt, at hans forsinkelse skyldtes trafik, ønskede han efter lægebesøget at ændre sin forklaring. Det stod nu klart for ham, at det var på grund af stress, at han ikke var i stand til at varetage sit arbejde under hovedforhandlingen.
I forlængelse heraf gjorde X gældende, at det ikke er et krav for at dokumentere lovligt forfald i medfør af RPL § 386, stk. 5, at man bliver tilset af en læge samme dag. I forbindelse med C’s udeblivelse, anførte X, at han havde befundet sig i bygningen, og anken derfor ikke retmæssigt kunne afvises.
Heroverfor gjorde B gældende, at A ikke kunne anses for at have lovligt forfald, da det måtte lægges til grund, at A’s forsinkelse skyldes trafikale problemer, som oprindeligt meddelt af A. Der var ikke noget i forløbet, som indikerede, at det var A’s sygdom, der var skyld i hans udeblivelse. For C’s vedkommende var han ikke til stede i retslokalet eller på den rette etage i retsbygningen, hvorfor det efter B’s overbevisning var berettiget, at landsretten afviste anken.
Højesteret fandt, at A ikke kunne dokumentere lovligt forfald. Højesteret mente ikke, at de af X fremførte lægeerklæringer kunne dokumentere, at en stresstilstand som følge af en kræftsygdom ville resultere i, at A ikke kunne gennemføre den berammede hovedforhandling. Ligeledes fandt Højesteret, at C måtte anses for udeblevet fra hovedforhandlingen, da B’s advokat forgæves havde forsøgt at finde ham i retsbygningen. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.
Kendelsen er procesretligt interessant, da den belyser, hvornår en advokat bliver anset for at være udeblevet fra et retsmøde i medfør af RPL § 386, stk. 1, 1. pkt.
Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen s. 1650.