Vestre Landsret afsagde den 20. oktober 2025 kendelse i kæresagen BS-42380/2025-VLR mellem sagsøger (”A ApS”) og sagsøgte (”B og C”) i en tvist om, hvorvidt et ensidigt indhentet tilsynsnotat kunne fremlægges i sin helhed for en skønsmand, når de påståede mangler, der var gennemgået i notatet, var blevet udbedret, inden syn og skøn kunne gennemføres.
Sagen ved byretten vedrørte en ejendom, som A ApS i 2019 havde købt af B og C. I 2024 anlagde A ApS erstatningssag mod B og C med påstand om betaling af 436.003,75 kr. som følge af mangler ved ejendommens tagkonstruktion. Under sagen anmodede A ApS om syn og skøn, og der opstod herunder uenighed om, hvorvidt en række bilag skulle fremlægges for skønsmanden, herunder bilag 4, der bestod af et tilsynsnotat udarbejdet af et rådgivende ingeniørfirma efter en besigtigelse af tagkonstruktionen. Notatet indeholdt faktuelle oplysninger om tagkonstruktionen, to fotografier samt vurderinger af årsagerne til de konstaterede forhold og forslag til udbedring.
Byretten tillod fremlæggelse af samtlige bilag for skønsmanden og fandt ikke grundlag for, at bilagene var egnede til at påvirke skønsmanden utilbørligt. Retten lagde vægt på udgangspunktet om, at skønsmandens besvarelse skal ske på grundlag af samtlige af sagens akter.
B og C kærede byrettens afgørelse til Vestre Landsret med Procesbevillingsnævnets tilladelse og anførte, at bilagene kunne påvirke skønsmanden utilbørligt, da tilsynsnotatet indeholdt en detaljeret vurdering af tagkonstruktionen, som det tilkom skønsmanden at foretage, og at skønsmanden var afskåret fra at kunne foretage sin egen selvstændige besigtigelse af taget, idet de påståede mangler var blevet udbedret. A ApS påstod byrettens afgørelse stadfæstet og anførte til støtte herfor, at det var af afgørende betydning, at skønsmanden fik kendskab til alle sagens dokumenter. Hertil anførte A ApS, at det ikke var en relevant eller berettiget indsigelse, at manglerne ved tagkonstruktionen allerede var blevet udbedret.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at en skønsmands besvarelse som udgangspunkt skal ske på grundlag af samtlige af sagens akter, men at dette udgangspunkt kan fraviges, hvis der er risiko for, at materialet vil kunne medføre en utilbørlig påvirkning af skønsmanden.
Landsretten fandt, at tilsynsnotatet efter sit indhold måtte sidestilles med en skønserklæring, da det indeholdt vurderinger, som det tilkom skønsmanden at foretage. Landsretten lagde endvidere til grund, at skønsmanden ikke havde mulighed for at efterprøve disse vurderinger, da de påståede mangler var udbedret, hvorfor der var en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden ved fremlæggelsen af notatet. På denne baggrund bestemte landsretten, at tilsynsnotatet ikke kunne fremsendes til skønsmanden i sin helhed. Landsretten tillod dog, at to fotografier og de faktuelle oplysninger om tagkonstruktionen i notatet kunne tilgå skønsmanden. De øvrige bilag, der udgjorde fakturaer vedrørende udarbejdelsen af tilsynsnotatet og det udførte arbejde, blev ligeledes tilladt fremlagt.
Kendelsen er procesretligt interessant, idet den belyser grænserne for, hvornår dokumenter, der indeholder faglige vurderinger, kan tilgå en skønsmand.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 232.
Højesteret afsagde den 3. november 2025 kendelse i sagen BS-28216/2025-HJR, mellem et barn (”A”) og barnets forældre (”B og C”) på den ene side og Føroya Kærustovnur (”D”) på den anden side. Sagen angik, hvorvidt domstolene havde kompetence til at tillægge indbringelsen af en myndighedsafgørelse fra D opsættende virkning.
D havde den 3. september 2024 truffet afgørelse om, at A, der var født i 2009 og anbragt uden for hjemmet, skulle tvangsindskrives på en institution i Danmark i medfør af den færøske børneværnslovs § 35, stk. 2. B og C indbragte afgørelsen for Retten på Færøerne og anmodede om, at indbringelsen skulle tillægges opsættende virkning.
Retten på Færøerne fandt, at reglerne i den færøske børneværnslov sammenholdt med den færøske retsplejelovs kapitel 54 ikke fuldstændigt og undtagelsesfrit udelukkede, at indbringelse for domstolene i visse tilfælde kunne tillægges opsættende virkning, og besluttede efter en konkret afvejning at tillægge indbringelsen opsættende virkning. Retten fandt, at dette kunne ske med støtte i Højesterets afgørelse i U 1994.823 H, hvorefter domstolene, uden udtrykkelig lovhjemmel, undtagelsesvis kan tillægge indbringelse af en afgørelse for domstolene opsættende virkning.
D kærede rettens afgørelse til Østre Landsret, som ændrede rettens afgørelse. Landsretten fandt, at en hjemmel i forholdets natur til at tillægge søgsmål opsættende virkning ikke kunne antages at foreligge, såfremt en lov udtrykkeligt og undtagelsesfrit bestemmer, at søgsmål ikke har opsættende virkning. På baggrund af ordlyden af den færøske børneværnslovs § 64, stk. 1, der bestemmer, at afgørelser truffet af D ikke suspenderes ved indbringelse for Retten på Færøerne, fandt landsretten, at der ikke var hjemmel til at tillægge indbringelsen opsættende virkning.
Højesteret lagde til grund, at sagen skulle behandles efter kapitel 54 i den færøske retsplejelov. Lovens § 515 fastslog, at kapitlet finder anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, som ikke er besluttet af en dømmende myndighed, medmindre andet er bestemt ved lov. Højesteret fandt, at den administrative beslutning om tvangsindskrivning af A udgjorde en sådan frihedsberøvelse. Højesteret fandt herefter, at lovens § 517, stk. 3, der giver retten adgang til at meddele opsættende virkning, fandt anvendelse, hvorefter indbringelsen for domstolene kunne tillægges opsættende virkning efter en konkret vurdering. Højesteret ophævede derfor landsrettens kendelse og hjemviste sagen til landsretten med henblik på, at landsretten kunne tage stilling til, om der i det konkrete tilfælde var grundlag for at meddele opsættende virkning.
Kendelsen har procesretlig interesse, idet den belyser forholdet mellem en lovbestemt hindring for at tillægge søgsmål opsættende virkning og en tilsvarende lovbestemt adgang for domstolene til at meddele opsættende virkning.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 349.
Højesteret offentliggjorde den 10. november 2025 beslutning i sag BS-46409/2025-HJR mellem Forbrugerombudsmanden (”A”) og en bank (”B”). Sagen angik, hvorvidt Sø- og Handelsrettens dom om B’s indførelse af negative renter kunne ankes direkte til Højesteret, eller om anke skulle ske til landsretten.
A havde anlagt sag mod B med påstand om, at B ikke havde været berettiget til at opkræve negative renter for privatkunders indestående på forskellige konti. A gjorde desuden gældende, at bankens prisændringsvilkår og rentetilskrivningsvilkår var ugyldige, herunder at vilkårene var i strid med god skik for finansielle virksomheder.
Sø- og Handelsretten frifandt ved dom af 1. september 2025 B for alle påstande, hvorefter A ankede dommen til Højesteret. Højesteret skulle i den forbindelse tage stilling til, om betingelserne i retsplejelovens § 368, stk. 4, 2. pkt. for direkte anke til Højesteret var opfyldt. Dette er tilfældet, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
A anførte til støtte for direkte anketilladelse navnlig, at sagen er principiel, da den angår fortolkning af centrale forbrugerbeskyttende regler, som regulerer et stort antal forbrugeraftaler, og fordi sagen vedrører en bankpraksis, der aldrig tidligere er forekommet i Danmark, nemlig indførelsen af negative indlånsrenter over for forbrugere.
B var enig i, at betingelserne for anke til Højesteret var opfyldt, men var ikke enig i begrundelsen herfor. B anførte navnlig, at hvis A får medhold i sine påstande, vil det medføre vidtrækkende og alvorlige konsekvenser for hele pengeinstitutsektoren og samfundet i øvrigt, samt udfordre den finansielle stabilitet.
Højesteret besluttede, at dommen kunne ankes direkte til Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, 1. pkt., jf. stk. 4, 2. pkt., idet de fandt, at sagen rejser principielle spørgsmål og har væsentlig samfundsmæssig betydning.
Beslutningen har procesretlig interesse, da den belyser anvendelsen af retsplejelovens § 368, stk. 4, 2. pkt., om tilladelse til direkte anke til Højesteret fra Sø- og Handelsretten.
Beslutningen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 394.
Højesteret afsagde den 10. november 2025 kendelse i kæresagen BS-31412/2025-HJR mellem en fagforening som mandatar for en funktionær (”A”) og en arbejdsgiverorganisation som mandatar for et selskab (”B”). Sagen omhandlede, hvorvidt den konkrete tvist om en funktionærs ret til bonus efter at have opsagt sin stilling skulle henvises til behandling ved landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
A var i 2020 blevet ansat som funktionær hos B og modtog i 2022 en bekræftelse på en bonus, som kom til udbetaling i fire rater i løbet af 2022 og 2023. Udbetaling af den fulde bonus var betinget af, at A var i en uopsagt stilling frem til 1. oktober 2023. A opsagde sin stilling til fratræden i august 2023, og som følge heraf afviste selskabet at udbetale de sidste to rater til A. Spørgsmålet for Retten i Aarhus var, om A i medfør af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, havde krav på at få udbetalt en afpasset andel af den bonus, A ville have fået udbetalt, hvis A havde været ansat hos B ved bonusperiodens udløb.
Byretten henviste ved kendelse af 5. maj 2025 sagen til behandling i 1. instans ved Vestre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Ifølge bestemmelsen kan byretten henvise en sag til behandling ved landsretten, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Vestre Landsret ophævede byrettens kendelse og hjemviste sagen til behandling ved byretten som 1. instans. Landsretten henviste til, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke var opfyldt, da sagen ikke havde den fornødne principielle karakter. Til støtte herfor fandt landsretten, at sagens udfald i det væsentlige ville bero på en konkret fortolkning af parternes aftale.
A kærede landsrettens kendelse til Højesteret med påstand om, at sagen skulle henvises til behandling ved Vestre Landsret som 1. instans. A anførte til støtte herfor, at parternes uenighed særligt vedrørte forståelsen af Højesterets afgørelse i U 2023.3826 H, herunder om konkurslovens vederlagsbegreb var sammenfaldende med funktionærlovens vederlagsbegreb. A anførte endvidere, at problemstillingen siden denne dom desuden havde været genstand for generel uenighed mellem arbejdsmarkedsrepræsentanter, og lignende sager gav aktuelt anledning til langvarige drøftelser og vanskelige forligsovervejelser. B tilsluttede sig A’s påstand.
Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af landsretten, at sagen ikke skulle henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, og stadfæstede derfor landsrettens kendelse.
Kendelsen er procesretlig interessant, da kendelsen illustrerer, at det indgår som en central del af vurderingen af, om betingelserne for henvisning til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1, er opfyldt, om sagen i det væsentlige beror på en konkret fortolkning af parternes aftale.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2026, s. 653.