Søg
Den nye gruppefritagelsesforordning afløser den tidligere forordning og fritager en række vertikale aftaler, det vil sige aftaler indgået mellem parter i hvert sit led i værdikæden vedrørende køb og salg af varer og tjenesteydelser, fra det konkurrenceretlige forbud mod konkurrencebegrænsede aftaler, idet det forudsættes, at effektivitetsgevinster forbundet med sådanne aftaler overstiger potentielle konkurrenceskadelige effekter. Er en aftale omfattet af gruppefritagelsen, behøver aftaleparterne derfor ikke at lave en individuel vurdering af, om aftalen er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.
Gruppefritagelsesforordning finder anvendelse såfremt, aftaleparternes markedsandele ikke overstiger 30 pct. af hverken salgs- eller indkøbsmarkedet for de omhandlende varer eller tjenesteydelser, og aftalen ikke indeholder såkaldte ”hardcore begrænsninger” som bindende videresalgs- eller mindstepriser og visse territoriale salgsrestriktioner. Er en aftale ikke omfattet af gruppefritagelsen, eksempelvis fordi aftaleparternes markedsandele overstiger 30 pct., må der foretages en individuel vurdering af, om aftalen er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.
Den nye vertikale gruppefritagelsesforordning minder således meget om den tidligere, der udløb den 31. maj 2022, men der er en række ændringer og nye muligheder, der bør tages højde for ved indgåelse af nye vertikale aftaler. EU-Kommissionen har således på en række punkter imødekommet tilbagemeldinger fra erhvervslivet, og åbner med den nye gruppefritagelsesforordning op for en større grad af fleksibilitet ved indgåelsen af vertikale aftaler, idet en række vilkår, der ikke var omfattet af den tidligere gruppefritagelse er omfattet af den nye gruppefritagelse.
For aftaler der var i kraft den 31. maj 2022, er der en et-årig overgangsperiode, således at den tidligere gruppefritagelsesforordning fortsætter med at finde anvendelse indtil den 1. juni 2023. Eksisterende vertikale aftaler bør derfor gennemgås og potentielt ændres med henblik på at sikre, at de er i overensstemmelse med den nye gruppefritagelsesforordning senest 1. juni 2023.
De vigtigste ændringer i den nye gruppefritagelsesforordning inkluderer:
Derudover indeholder den nye gruppefritagelsesforordning en række øvrige ændringer, der generelt giver virksomheder mere fleksibilitet ved indgåelsen af vertikale aftaler. Eksempelvis ved at give mulighed for at kombinere forskellige distributionssystemer inden for forskellige territorier, mulighed for at lade konkurrenceklausuler blive fornyet stiltiende udover en periode på fem år samt mulighed for at sikre bedre muligheder for at fysiske forhandlere kan overleve i konkurrencen med onlineforhandlere.
Under den tidligere gruppefritagelsesforordning var det uklart, hvorledes onlineformidlingstjenester (E-handelsplatforme) skulle behandles fra et konkurrenceretligt perspektiv. I den nye gruppefritagelsesforordning gøres det klart, at aftaler relateret til såkaldte ”online intermediation services”[1] er af vertikal karakter og således omfattet af gruppefritagelsen, såfremt aftalen mellem platformen og dennes kunder i øvrigt lever op til kriterierne for fritagelse. Dette betyder eksempelvis, at platformen ikke må fastsætte bindende priser for salg af varer eller tjenesteydelser via platformen. Gruppefritagelsen finder yderligere ikke anvendelse for onlineformidlingstjenester, der anvender en dual distribution model, jf. nedenfor.
Dual distribution er en betegnelse for den situation, hvor en leverandør (det være sig en producent, importør eller grossist) både sælger sine varer eller tjenesteydelser gennem uafhængige distributører og direkte til kunder i konkurrence med de uafhængige distributører. Dual distribution er forskellig fra almindelige vertikale aftaler, idet leverandøren udover at være leverandør også konkurrerer med sine distributører.
Den nye vertikale gruppefritagelse udvider anvendelsesområdet i tilfælde af dual distribution til ikke blot at omfatte producenter men også andre upstreamleverandører i form af grossister og importører. For at gruppefritagelsen skal finde anvendelse ved dual distribution, er det et krav, at distributøren ikke konkurrerer med leverandøren på upstreammarkedet. Fritagelsen omfatter også informationsudveksling mellem aftaleparterne, forudsat at informationsudvekslingen er direkte relateret til implementeringen af den vertikale aftale eller nødvendig for at forbedre produktionen eller distributionen af de omhandlede varer eller tjenesteydelser.
Det specificeres derudover, at gruppefritagelsen ikke omfatter onlineformidlingstjenester med hybrid funktion, i form af platforme som udover at fungere som salgsplatform for tredjeparter, også selv sælger de samme varer eller tjenesteydelser. Aftaler mellem onlineformidlingstjenester med hybrid funktion og disses leverandørkunder skal derfor vurderes individuelt.
Eksklusive distributionssystemer er betegnelsen for et distributionssystem, hvor leverandøren har begrænset hvilke distributører, der aktivt må sælge leverandørens produkter i et givent område eller til en fastsat kundegruppe. Med den nye gruppefritagelsesforordning udvides muligheden for eksklusiv distribution, således at leverandøren kan udpege op til fem eksklusive distributører for hvert område (under den tidligere gruppefritagelsesforordning kunne der kun udpeges én eksklusiv distributør per område). Derudover kan det aftales, at begrænsningen af salg inden for et eksklusivområde også skal udstrækkes til distributørens direkte kunder, således at disse kan pålægges ikke at videresælge de omhandlede produkter inden for et eksklusivområde.
Onlinesalg spiller i dag end meget større rolle end i 2010, da den tidligere gruppefritagelsesforordning trådte i kraft, og EU-Kommissionen har derfor vurderet, at onlinesalgskanalen ikke behøver særlig beskyttelse. I medfør af den nye gruppefritagelsesforordning er vilkår om differentieret prissætning, i form af højere indkøbspris for varer solgt online i forhold til i fysisk butikker, nu som udgangspunkt omfattet af gruppefritagelsen, forudsat at prisforskellen er relateret til omfanget af distributørens investeringer og udgifter relateret til salg online henholdsvis i fysiske butikker.
Leverandøren kan ligeledes pålægge distributøren begrænsninger i relation til onlinesalg, for eksempel ved begrænsning i brugen af visse E-handelsplatforme, forudsat at distributøren ikke derved afskæres fra effektiv brug af internettet som salgskanal. Ligeledes kan distributørens brug af online markedsføring begrænses forudsat, at formålet ikke er at forhindre distributøren i at gøre brug af en hel online markedsføringskanal.
MFN- eller paritetsklausuler er betegnelsen for vilkår, hvorefter en virksomhed er forpligtet til at tilbyde sin aftalepart mindst lige så gode vilkår som via andre salgskanaler. Denne type vilkår har i se senere år påkaldt sig en del opmærksomhed i forbindelse med sager vedrørende hotelbooking-platforme, der forbyder hoteller at tilbyde deres værelser billigere på andre booking-platforme eller på hotellernes egen hjemmeside.
Såkaldt brede MFN-klausuler hvorved onlineformidlingstjenester kræver, at deres kunder ikke sælger deres varer eller tjenesteydelser til slutkunder på bedre vilkår via andre onlineformidlingstjenester omfattes ikke af den nye gruppefritagelsesordning og skal derfor vurderes individuelt. Andre former for MFN-klausuler er derimod fritaget, eksempelvis vilkår om at kunderne ikke må sælge til bedre vilkår på egne hjemmesider.
[1] ”Online intermediation services” defineres bredt og omfatter enhver onlinetjeneste, der gør det muligt at sælge varer og tjenesteydelser.