Procesretligt nyhedsbrev for juni 2024

Vestre Landsret afsagde d. 17. maj 2024 kendelse i kæresagen BS-22893/2024-VLR mellem på den ene side A og på den anden side K, vedrørende byrettens afgørelse om fordeling af sagsomkostninger.

Hovedsagen for byretten drejede sig om, hvorvidt A, som arbejdsgiver, var erstatningsansvarlig for en arbejdsulykke, som arbejdstageren K havde været udsat for. Sagens værdi blev i stævningen opgjort til 275.000 kr.

Efter en samlet vurdering fik K medhold i sin påstand om, at A skulle anerkende erstatningsansvaret for arbejdsskaden. Da K havde fri proces, besluttede byretten, at A skulle betale sagsomkostninger på 44.500 kr. til statskassen.

Efter domsafsigelsen, men inden udløbet af kære- og ankefristen, indgik parterne et forlig, hvorefter A forpligtede sig til at betale 25.000 kr. uden tillæg af renter til fuld og endelig afgørelse af K’s krav. A kærede herefter byrettens afgørelse om sagsomkostninger til Vestre Landsret med påstand om, at statskassen skulle betale sagsomkostninger til A.

A havde i kæreskriftet bl.a. anført, at sagens værdi udgjorde 25.000 kr. og ikke 275.000 kr., som byretten ved sin omkostningsafgørelse havde lagt til grund. A påstod af den grund, at K havde fået medhold for mindre end 10 % af det beløb, hun havde oplyst som sagens værdi, og at K dermed var den tabende part.

Ved fremsendelsen af kæremålet til landsretten bemærkede byretten, at sagens omkostninger var fastsat ud fra, at K fik fuldt medhold i sin anerkendelsespåstand, og at sagens værdi var anslået til 275.000 kr. Byretten henviste navnlig til, i) at A ikke havde gjort indsigelse mod værdiansættelsen af sagen inden sagen blev optaget til dom, ii) at der derfor ikke var grund til at efterprøve værdiansættelsen og iii) at det under alle omstændigheder ville skabe en uoverskuelig retstilstand, hvis sagsomkostninger kunne ændres baseret på hændelser efter domsafsigelsen.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at byrettens dom ikke var anket, og dommens resultat derfor måtte lægges til grund ved kæremålet om sagens omkostninger. Landsretten fandt, at byretten med rette havde lagt den oplyste sagsværdi til grund for sin omkostningsafgørelse, da A hverken havde tiltrådt eller anfægtet sagsværdien. Det efterfølgende forlig var ikke ensbetydende med, at byrettens omkostningsopgørelse var forket. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der kan være flere grunde til, at en part, der har nedlagt en anerkendelsespåstand og opgjort værdien heraf til et bestemt beløb, efter afsigelsen af dom i sagen stiller sig tilfreds med at modtage et mindre beløb. Af disse grunde stadfæstede landsretten byrettens omkostningsafgørelse og ophævede kæremålets omkostninger.

Kendelsen er interessant, fordi den afklarer principperne for fastsættelse af sagsomkostninger og understreger, at sagsomkostninger ikke kan ændres baseret på efterfølgende forlig indgået mellem parterne. Kendelsen understreger også parternes ansvar for at anfægte værdiansættelsen rettidigt.

Vestre Landsret afsagde den 9. januar 2024 kendelse i sag BS-62803/2023-VLR om, hvorvidt en ensidigt indhentet rapport kunne udleveres til skønsmanden.

I oktober 2022 opstod en brand i et varehus ejet af Bilka Group A/S. Bilka Group A/S’s forsikringsselskab, Codan Forsikring A/S, indhentede herefter en teknisk rapport hos en brandkonsulent, som konkluderede, at branden opstod som følge af en fejl i batteriet på et elløbehjul, solgt af A til Bilka Group A/S.

For at fastslå den nærmere årsag til branden anmodede Codan Forsikring A/S om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn.

A protesterede imod, at den tekniske rapport blev udleveret til skønsmanden, da rapporten ifølge A vil kunne påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde. Til støtte herfor anførte A, i) at rapporten havde karakter af et ”bestilt arbejde”, ii) at der var foretaget selektering af faktiske oplysninger og iii) at rapporten også indeholdt ukorrekte og dermed vildledende oplysninger.

Codan Forsikring A/S gjorde gældende, at rapporten alene var en sagkyndig erklæring om tekniske forhold, som var indhentet forud for sagens anlæg med henblik på at få vurderet årsagen til branden.

Efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1, kan erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet.

Byretten gav A medhold med den begrundelse, at rapporten indeholdt vurderinger af skadesårsagen, som skønsmanden skulle tage stilling til, hvorfor rapporten ville kunne påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde.

I modsætning til byretten fandt landsretten ikke, at der var forhold vedrørende tilblivelsen eller indholdet af rapporten, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet om, at skønsmanden skulle kunne basere sin besvarelse af spørgsmålene på kendskab til alt materiale i sagen. Landsretten lagde vægt på, at rapporten alene indeholdt en række faktuelle oplysninger samt en vurdering af brandårsagen, at det i rapporten tydeligt var angivet hvilke oplysninger og forudsætninger, der var lagt til grund for vurderingen, og at rapporten ikke ønskedes anvendt som alternativ til syn og skøn, men som en del af de oplysninger, der skulle indgå i grundlaget for syn og skøn.

Landsretten tillod derfor, at rapporten blev forelagt for skønsmanden.

Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer landsrettens vurdering af, hvornår en ensidigt indhentet erklæring er egnet til at påvirke skønsmanden på utilbørlig vis og hvornår omstændigheder ved dens tilblivelse tilsiger, at den ikke skal udleveres til skønsmanden. Erklæringen kan således godt angå tilsvarende vurderinger, som skønsmanden skal foretage, og denne omstændighed medfører ikke, at erklæringen kan anses for et ”bestillingsarbejde” eller anses som egent til at påvirke skønsmanden på utilbørlig vis. Dette gælder i hvert fald under forudsætning af, at den pågældende rapport tydeligt angiver, hvilke oplysninger og forudsætninger, der var lagt til grund for vurderingen, og at formålet med rapporten ikke er at erstatte syn og skøn som sagkyndigt bevis.

Kendelsen er udgivet i U.2024.2424.

Vestre Landsret afsagde den 6. februar 2024 kendelse i sag BS-366/2024-VLR vedrørende et spørgsmål om formulering af formålet med syn og skøn.

I februar 2023 opstod brand i en ejendom, hvorefter forsikringsselskabet LB Forsikring A/S, anmodede om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn for at fastslå, hvorvidt årsagen til branden skyldtes en defekt ved en brændeovn, der var produceret af A Ovne A/S.

I anmodningen anførte LB Forsikring A/S, at: ”Formålet med syn og skøn er at få belyst, hvad årsagen var til branden den (…) i ejendom beliggende (…) herunder, om den skyldes en teknisk defekt ved en brændeovn, der var produceret af A Ovne A/S”.

A Ovne A/S anmodede herefter om, at få følgende formulering tilføjet: ”Skønnet har endvidere til formål at belyse placeringen af arnestedet, antændelsessekvensen, og om der er andre mulige brandårsager, end en teknisk defekt ved brændeovnen.”

Parterne var enige om, at genstanden for syn og skøn var som beskrevet i LB Forsikring A/S’ anmodning.

Byretten bestemte, at rammen for syn og skøn skulle formuleres med A Ovne A/S’ tilføjelse, idet dette ikke ville ændre selve rammen for skønnet, men at formuleringen blot udvidede den eksisterende ramme for skønnet ved at belysning andre mulige brandårsager.

LB Forsikring A/S kærede kendelsen med begrundelsen, at formuleringen skulle afvises, da der ikke var hjemmel i retsplejelovens § 196 til, at retten efter forslag kunne ændre det formål med syn og skøn, som LB Forsikring A/S havde defineret i sin anmodning om syn og skøn. Derudover anførte LB Forsikring A/S, at såfremt A Ovne A/S havde behov for at bevise noget ved syn og skøn, der lå uden for det formål, som LB Forsikring A/S havde defineret, måtte A Ovne A/S selv begære syn og skøn. Hertil kom, at en udvidelse af rammen, ifølge LB Forsikring A/S, ville kunne medføre en fordyrelse af skønnet, ligesom det formentlig ville kunne give anledning til en del formalitetstvister om, hvordan rammen skulle formuleres.

A Ovne A/S påstod stadfæstelse og anførte, at retten efter retsplejelovens § 196, stk. 3, træffer afgørelse om den overordnede ramme for et syn og skøn på baggrund af anmodning fra LB Forsikring A/S og eventuel udtalelse fra A Ovne A/S, og at retten ikke er bundet af LB Forsikring A/S’ formulering.

Landsretten fandt, at LB Forsikring A/S’ anmodning opfyldte kravene i retsplejelovens § 196, stk. 2, hvoraf det følger, at genstanden og formålet med syn og skøn skal fremgå af anmodningen. I overensstemmelse med bestemmelsens forarbejder lagde landsretten vægt på, at anmodningen indeholdt en beskrivelse af genstanden for syn og skøn, som parterne var enige om, samt en beskrivelse af formålet med syn og skøn, og hvad det skulle bevise. Retten lagde videre vægt på, at rammen måtte anses at ligge inden for de påstande og anbringender, som senere ville kunne tænkes at blive gjort gældende under en retssag.

Landsretten ændrede herefter byrettens kendelse, således at anmodningen skulle tages til følge med den formulering af rammen for syn og skøn, som LB Forsikring A/S havde anført.

Kendelsen er interessant, fordi den illustrerer, at hvis begæringen om syn og skøn indeholder en beskrivelse af genstanden for syn og skøn, som parterne er enige om, og hvis rammen må anses at ligge inden for de påstande og anbringender, som senere vil kunne tænkes at blive gjort gældende under en retssag, så er der ikke adgang til at få tilføjet en præciserende eller på anden måde udvidende formulering til formålsbeskrivelsen.

Kendelsen er udgivet i U.2024.2293.