Søg Close search

HjemGorrissen Federspiel tilknytter EU-Domstolens tidligere vicepræsident

Gorrissen Federspiel tilknytter EU-Domstolens tidligere vicepræsident

Lars Bay Larsen er tidligere højesteretsdommer og indtil for nyligt dommer og vicepræsident ved EU-Domstolen. Nu bliver han tilknyttet Gorrissen Federspiels EU-team som konsulent.
31. oktober 2024

Endnu en juridisk sværvægter slutter sig til Gorrissen Federspiels EU-team.

Lars Bay Larsen har en lang og imponerende juridisk karriere bag sig, der har bragt ham til de højeste juridiske embeder i Europa. Siden 2006 har han været dommer ved EU-Domstolen og i 2021 valgte hans dommerkolleger ham til vicepræsident for Domstolen. Her har han været med på alle sager af principiel karakter.

Leder af EU-teamet, partner og tidligere generaladvokat ved EU-Domstolen, Henrik Saugmandsgaard Øe, har arbejdet sammen med Lars Bay Larsen i både Justitsministeriet og ved EU-Domstolen.

”Jeg er meget glad for, at vi kan knytte en kapacitet som Lars Bay Larsen til Gorrissen Federspiels allerede stærke EU-team. Med sin imponerende erfaring som tidligere højesteretsdommer og mangeårig dansk dommer ved EU-Domstolen vil Lars’ ekspertise og jugement blive til stor gavn for vores klienter i både Danmark og udlandet. Jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Henrik Saugmandsgaard Øe.

Det specialiserede EU-team rådgiver bl.a. danske og udenlandske advokatfirmaer og større virksomheder, herunder multinationale virksomheder, i mere komplicerede spørgsmål om EU-ret. Managing Partner Martin André Dittmer siger:

”Med sin omfattende erfaring fra både Justitsministeriet, Højesteret og EU-Domstolen kommer Lars Bay Larsen til Gorrissen Federspiel med en enestående indsigt og juridisk tyngde. Hans ekspertise vil være et væsentligt bidrag, når vi skal navigere i internationale sager og komplekse undersøgelses- og kommissionsarbejder. Vi vil derved stå styrket i rådgivningen af vores klienter i de mest komplicerede sager,” siger Martin André Dittmer.

Lars Bay Larsen supplerer:

”Jeg kender Gorrissen Federspiel som et særdeles kompetent advokatfirma med høj faglig kompetence, ordentlighed og en lang tradition for internationalt udsyn. Jeg glæder mig derfor meget til det forestående samarbejde.”

EU-teamet er en specialiseret enhed under Gorrissen Federspiels EU- og Konkurrenceretsgruppe. Lars Bay Larsen tiltræder 1. november 2024.

Om Gorrissen Federspiel

Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 600 medarbejdere, heraf knap 350 jurister. Vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder. Som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd.

Pressekontakt

Kommunikationsrådgiver Kasper Jessing – kaje@gorrissenfederspiel.com / 26669227

Download foto

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt