Vestre Landsret afsagde den 13. august 2025 kendelse i kæresagen BS-34829/2025-VLR vedrørende boligrettens omkostningsafgørelse i en tvist mellem en erhvervslejer (”L”) og en udlejer (”U”).
Sagen for boligretten udsprang af, at L krævede erstatning for tabt dækningsbidrag, lønudgifter og varelager samt et forholdsmæssigt afslag på 50 % i huslejen for en række måneder. Ved dom af 24. juni 2024 gav boligretten L delvist medhold ved at tilkende et forholdsmæssigt afslag i huslejen for de pågældende måneder på 20 %, men fandt ikke grundlag for at give medhold i de øvrige krav. Boligretten bestemte herefter, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden, jf. retsplejelovens § 313.
U kærede omkostningsafgørelsen med påstand om, at L skulle betale sagsomkostningerne. For landsretten gjorde U navnlig gældende, at parterne forud for sagsanlægget havde indledt forligsdrøftelser, hvor U tilbød at betale et beløb til L, der i det væsentlige svarede til det krav, som L fik medhold i ved boligrettens dom. U fremhævede desuden, at L alene fik medhold i 11,6 % af det samlede påstandsbeløb, hvorfor U i det væsentlige måtte anses som den vindende part.
L nedlagde påstand om ophævelse af omkostningerne. Til støtte for påstanden anførte L, at U’s tilbud om betaling ikke udgjorde et reelt forligstilbud, som kunne tillægges betydning ved fastsættelsen af sagsomkostningerne. L anførte desuden, at L som følge af medholdet i boligretten måtte anses som den vindende part, da der var grundlag for at rejse kravet, hvilket ikke ændres af, at det tilkendte beløb var lavere end den oprindelige påstand.
Landsretten fandt, at U måtte anses som den vindende part i sagen. I begrundelsen lagde landsretten afgørende vægt på, at L alene fik medhold i 11,6 % af det samlede påstandsbeløb. På den baggrund blev L pålagt at betale sagsomkostninger til U, hvorved landsretten ændrede boligrettens afgørelse.
Kendelsen illustrerer, at vurderingen af ’vindende part’ ved fastsættelsen af sagsomkostninger, beror på forholdet mellem det samlede påstandsbeløb og den opnåede medholdelsesprocent og derfor ikke alene på, om sagsøgeren har fået et vist medhold.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 4307.
Vestre Landsret afsagde den 26. august 2025 kendelse i kæresagen BS-29767/2025-VLR. Kæresagen omhandlede, hvorvidt sagsøgerens (”K”) manglende rettidige indlevering af en ekstrakt skulle medføre udeblivelsesvirkning.
Retten i Horsens bestemte ved retsbog af 9. februar 2024, at K senest en uge inden hovedforhandlingen skulle indlevere ekstrakt på domstolenes sagsportal samt tre fysiske eksemplarer af ekstrakten, jf. retsplejelovens § 357, stk. 3 og 5, og at manglende overholdelse af fristen kunne medføre udeblivelsesvirkning, jf. retsplejelovens § 360, stk. 6, jf. § 360, stk. 1. Hovedforhandlingen blev berammet til den 5. og 6. februar 2025, hvorfor indlevering skulle ske senest den 29. januar 2025.
K indleverede imidlertid først ekstrakten den 31. januar 2025. Byretten fandt på baggrund af en samlet vurdering af sagsforløbet, at sagen skulle afvises med henvisning til K’s manglende rettidige indlevering af ekstrakt.
K kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse byrettens beslutning med påstand om ophævelse og hjemvisning til fornyet behandling. For landsretten gjorde K gældende, at overskridelsen af fristen ikke skulle tillægges udeblivelsesvirkning, idet den forsinkede indlevering af ekstrakten skyldtes undskyldelige omstændigheder. K henviste i den forbindelse til tekniske vanskeligheder på sagsportalen, navnlig ved udtræk af filer og upload af ekstrakten. K henviste endvidere til, at en overskridelse på 1-2 dage ikke ville forsinke gennemførelsen af hovedforhandlingen.
Modparten nedlagde påstand om stadfæstelse af byrettens beslutning og anførte til støtte herfor, at fristoverskridelsen ikke skyldtes lovligt forfald eller undskyldelige omstændigheder.
Landsretten fastslog indledningsvis med henvisning til forarbejderne til retsplejelovens § 357, stk. 3 og 4, samt § 360, stk. 6, at udeblivelsesvirkning ved fristoverskridelse for indlevering af ekstrakt forudsætter væsentlige mangler, som ikke umiddelbart kan afhjælpes. Landsretten fandt, at K’s manglende rettidige indlevering af ekstrakten i den konkrete situation var væsentlig, da hovedforhandlingen var berammet til afholdelse den 5. og 6. februar 2025. Landsretten stadfæstede derfor byrettens beslutning om at afvise sagen.
Kendelsen er procesretligt interessant, idet den illustrerer, under hvilke omstændigheder manglende rettidig indlevering af ekstrakt kan tillægges udeblivelsesvirkning og dermed begrunde afvisning af sagen.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 4463
Højesteret afsagde den 10. september 2025 kendelse i sag BS-19161/2025-HJR om, hvorvidt Fogedretten i Horsens kendelser om fuldbyrdelse af to udenlandske domme, der var erklæret eksigible af Tingsretten i Reykjavik den 12. oktober 2023, kunne kæres til Vestre Landsret.
Fogedretten i Horsens traf den 10. juni 2024 efter anmodning fra rekvirenten kendelser om, at Tingsretten i Reykjaviks afgørelse af 12. oktober 2023 opfyldte betingelserne for, at de to islandske domme kunne fuldbyrdes i Danmark i medfør af kapitel 1 og 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område (herefter ”loven”).
Den 10. juli 2024 kærede rekvisitus fogedrettens kendelser til Vestre Landsret. Landsretten afviste ved kendelse af 29. august 2024 kæremålet, da kæren var iværksat efter udløbet af kærefristen på 2 uger, jf. lovens § 8 b, stk. 1, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1.
Spørgsmålet for Højesteret var indledningsvis, om fogedrettens afgørelser var omfattet af retsplejelovens § 389 a. Bestemmelsen indebærer, at kendelser ikke kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Såfremt retsplejelovens § 389 a ikke fandt anvendelse, skulle Højesteret tage stilling til, om kæren var fremsat rettidigt.
Det følger af lovens § 1, stk. 1, at Luganokonventionen er inkorporeret i dansk ret. Efter lovens § 8 b kan fogedrettens afgørelser om eksigibilitet kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 med de ændringer, der følger af loven.
Det fremgår af Luganokonventionens artikel 43, stk. 1 og 2, at en eksigibilitetsafgørelse kan kæres af begge parter. Allerede som følge af konventionens ordlyd ikke indeholdt en kærebegrænsning fandt Højesteret, at kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a ikke fandt anvendelse på kæremålet. Kære kunne derfor ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Højesteret fandt endvidere, at kærefristen i retsplejelovens § 394, stk. 1, fraviges af Luganokonventionens artikel 43, stk. 5, der fastsætter en kærefrist på én måned. Højesteret bestemte derfor, at kærefristen ikke var overskredet, og landsrettens kendelse blev ophævet og hjemvist til realitetsbehandling.
Kendelsen er procesretlig relevant, idet den afklarer forholdet mellem retsplejelovens kærebestemmelser og Luganokonventionens kærebestemmelser.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 4573.
Østre Landsret afsagde den 15. september 2025 kendelse i sag BS-40722/2025-OLR mellem sagsøger A og sagsøgte B. Sagen angik, om A kunne fremlægge to referater af telefonsamtaler med to vidner, eller om der var tale om overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341. De omstridte referater var udarbejdet forud for sagens anlæg og angik telefonsamtaler mellem A’s advokats medarbejder og de to vidner om de forhold, som sagen udsprang af. Det ene referat var efterfølgende bekræftet af det pågældende vidne, mens det andet ikke var bekræftet.
Retten i Næstved fandt den 7. marts 2025, at de to referater var uden betydning for sagen og derfor skulle udgå, jf. retsplejelovens § 341. Retten begrundede afgørelsen med, at de to personer, som referaterne vedrørte, skulle afgive vidneforklaring, og at A ikke havde godtgjort, at fremlæggelsen eller fremgangsmåden ved indhentelsen var hensigtsmæssig eller nødvendig.
Procesbevillingsnævnet gav den 8. august 2025 A tilladelse til, at retten i Næstveds kendelse kunne kæres til landsretten.
Landsretten fandt for det bekræftede referat, at der ikke var grundlag for at afvise fremlæggelse heraf, jf. retsplejelovens § 341. Landsretten begrundede dette med, at det pågældende vidne havde bekræftet indholdet af referatet i en mail. Landsretten anførte endvidere, at det ikke kunne udelukkes, at det bekræftede referat kunne have betydning for sagen, på trods af, at det pågældende vidne skulle afhøres i sagen. Landsretten bemærkede dog, at der herved ikke var taget stilling til referats bevisværdi
For det ubekræftede referat bemærkede landsretten, at referatet alene indeholdte advokatens medarbejders gengivelse af oplysningerne, hvilket landsrettens skønnede at være uden betydning for sagen. Landsretten tiltrådte herefter retten i Næstveds kendelse om, at det ikke kunne fremlægges, jf. retsplejelovens § 341.
Kendelsen er procesretligt relevant, idet den viser, hvornår et ensidigt udarbejdet referat af en telefonsamtale med et vidne, udarbejdet forud for sagsanlæg, kan tillades fremlagt.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 4711.