Søg
Østre Landsret afsagde den 21. juni 2024 kendelse i kæresagen BS-26845/2024-OLR vedrørende udmeldelse af supplerende syn og skøn i en adcitationssag.
Adcitationssagen mellem B, der anmodede om afholdelse af supplerende syn og skøn, og A, der protesterede herimod, udsprang af en afsluttet hovedsag, BS-15488/2021. Hovedsagen angik Ejerforeningen B, der havde anlagt en sag mod entreprenørerne C og D i april 2021. Under denne sag var forsikringsselskab A procestilvarslet. A deltog derfor i den skønsforretning, der fandt sted under hovedsagen. B anlagde herefter en adcitationssag mod A i november 2023, idet der i hovedsagen blev afsagt udeblivelsesdom i december 2023.
Adcitationssagen omhandlede, om der kunne udmeldes supplerende syn og skøn i adcitationssagen, selvom der ikke tidligere var blevet udmeldt syn og skøn i denne sag, og hovedsagen allerede var afsluttet.
Retten i Lyngby fandt, at der ikke var grundlag for at afholde supplerende syn og skøn i adcitationssagen, da der ikke tidligere var afholdt syn og skøn i denne sag, mens der derimod var blevet afholdt syn og skøn i hovedsagen. B kærede kendelsen med Procesbevillingsnævnets tilladelse af den 16. maj 2024, og nedlagde påstand om, at anmodningen om supplerende syn og skøn blev taget til følge.
B anførte, at A havde støttet ret på skønserklæringen i forbindelse med skadebehandling. Yderligere gjorde B gældende, at A som procestilvarslet og senere adciteret part ikke kunne påberåbe sig, at man ikke var bundet af skønserklæringerne. A havde heroverfor nedlagt påstand om stadfæstelse af kendelsen i byretten, og havde dertil gjort gældende, at A ikke var part i sagen forud for adcitationssagens anlæg. A anførte, at selvom A var procestilvarslet og deltog i skønsforretningen i hovedsagen, bevirkede dette ikke, at A havde partsbeføjelser. Desuden gjorde A gældende, at der ikke kunne udmeldes supplerende syn og skøn, idet hovedsagen var afsluttet.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at afskære supplerende syn og skøn i adcitationssagen. Landsretten henviste til omstændighederne ved skønsforretningen, hvor A var procestilvarslet og deltog samt det forhold, at skønserklæringen var afgivet inden anlæggelsen af adcitationssagen. Landsretten ændrede således byrettens afgørelse og tog B’s anmodning om supplerende syn og skøn til følge, jf. retsplejelovens § 205, stk. 1.
Kendelsen er procesretlig relevant, da den illustrerer, hvordan domstolene inddrager procestilvarsling af adciterede parter og parternes deltagelse i skønsforretningen ved deres bedømmelse af anmodninger om supplerende syn og skøn. Sagen belyser vigtigheden af, at parter nøje overvejer deres rettigheder og forpligtelser i relation til skønsforretningen, når de bliver procestilvarslet i en sag. Samtidig er kendelsen et eksempel på, at det er muligt at udmelde supplerende syn og skøn, selvom hovedsagen er afsluttet.
Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 4659 f.
Østre Landsret afsagde den 12. september 2024 kendelse i ankesagen BS-31603/2024-OLR vedrørende parterne A og B, der var bosat i henholdsvis Hong Kong og Monaco, som havde anmodet om, at modparten skulle stille sikkerhed for sagsomkostningerne i forbindelse med ankesagen.
B havde fremsat anmodning om, at A skulle stille sikkerhed for eventuelle sagsomkostninger i forbindelse med ankesagen i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1. B henviste i øvrigt til U 2017.3504 H, hvor Højesteret havde udtalt, at det ikke var en betingelse for at anvende retsplejelovens § 321, stk. 1 under en ankesag, at der under sagen i første instans var blevet anmodet om sikkerhedsstillelse. B lagde i sin anmodning særligt vægt på, at A var insolvent. Det var ifølge B dermed ”vitalt”, at A mindst stillede sikkerhed for 400.000 kr.
A protesterede mod B’s anmodning og anførte, at B kunne opnå fyldestgørelse for sit krav ved A’s ejerlejlighed i København, der skønsmæssigt havde en friværdi på 5.200.000 kr. Derudover gjorde A gældende, at det var tvivlsomt, om B i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1, kunne anmode om sikkerhedsstillelse. Endeligt anmodede A i sin ankereplik om, at B skulle stille sikkerhed for eventuelle sagsomkostninger.
Landsretten lagde til grund, at bestemmelsen i retsplejelovens § 321, stk. 1, 1. pkt., også finder anvendelse i ankesager med henvisning til U 2017.3504 H. Derudover lagde landsretten til grund, at A var sagsøgt ved sagens behandling i første instans og havde gentaget sin frifindelsespåstand som appellant i ankesagen. Den selvstændige påstand af 105.000 kr., som A havde fået medhold i første instans, var ikke en del af ankesagen. Landsretten fandt på baggrund af dette og omstændighederne i øvrigt, at der ikke var hjemmel til at afkræve A sikkerhedsstillelse i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1. Landsretten henviste i øvrigt til U 1989/2H og U 2015.2719 Ø, hvor der ikke fandtes at være hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger af en appellant, der havde været sagsøgt i første instans og havde gentaget sin påstand i ankesagen.
Landsretten fandt også, at der hverken ud fra ordlyden eller formålet ved retsplejelovens § 321, stk. 1 kunne kræves, at B skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger. Landsretten afviste derfor A’s anmodning. Begge parters anmodninger blev derfor ikke taget til følge.
Kendelsen er interessant, da den bidrager til forståelsen af, hvornår sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger kan kræves af sagsøgere, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1. Landsretten fastslår, at insolvens ikke indgår som et afgørende element i vurderingen af, hvorvidt en part skal stille sikkerhed for sagsomkostninger. Desuden fastslår landsretten, at sagsøgte ikke under nogen omstændigheder kan afkræves at stille sikkerhed for sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 5304 f.
Østre Landsret afviste den 12. juli 2024 en anke i sagen BS-25469/2024-OLR, eftersom anken var indgivet efter udløbet af ankefristen på 4 uger, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1, jf. § 148 a, stk. 1. Østre Landsret lagde i øvrigt vægt på, at parten ikke havde anvendt appelfunktionen på Domstolenes Sagsportal.
Sagen verserede i første instans ved Retten på Frederiksberg, hvor spørgsmålet angik, hvorvidt en ejerforening havde krav på betaling fra parterne A og B. Byretten fandt ved afgørelse af den 3. maj 2024, at A alene skulle betale et beløb til ejerforeningen, og at parterne A og B in solidum skulle betale et sekundært beløb til ejerforeningen. Byretten gav derudover B medhold i B’s påstand om, at A skulle friholde B for ethvert beløb, som B skulle betale til ejerforeningen.
A ankede herefter byrettens afgørelse vedrørende ejerforeningens krav om betaling fra A ved ankestævning af den 17. maj 2024 og en supplerende ankestævning den 31. maj 2024, men ankede ikke den del af dommen, hvor B fik medhold i sin friholdelsespåstand ved dommen af den 3. maj 2024.
Den 25. juni 2024 indgav B ankersvarskrift i sagen. Anken var iværksat uden anvendelse af appelfunktionen på Domstolenes Sagsportal. I ankesvarskriftet nedlagde B påstand om frifindelse overfor ejerforeningen, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstævnt. Derudover nedlagde B påstand om afvisning af A’s ankestævning af den 17. maj 2024, subsidiært stadfæstelse af byrettens dom af den 3. maj 2024.
I henhold til B’s frifindelsespåstand i forhold til ejerforeningen lagde landsretten til grund, at påstandene først var indleveret efter udløbet af ankefristen på 4 uger i henhold til retsplejelovens § 372, stk. 2, 3. og 4. pkt., jf. stk. 1, og § 148 a, stk. 1. Desuden fandt Landsretten, at B ikke havde anvendt appelfunktionen på Domstolenes Sagsportal ved indgivelsen af processkriftet af den 25. juni 2024. På baggrund af disse forhold afviste landsretten B’s anke i forhold til ejerforeningen.
I henhold til B’s påstand om afvisning af A’s ankestævning af den 17. maj 2024 fandt landsretten, at A ikke havde nedlagt påstand om frifindelse over for B’s friholdelsespåstand. Landsretten fandt på denne baggrund, at B ikke havde den nødvendige partstatus til at nedlægge påstande over for A. Da B’s anke i forhold til ejerforeningen også var afvist, var B ikke længere part i ankesagen.
Afgørelsen er procesretlig relevant, da afgørelsen fastslår, at en part, der ønsker at anke, skal overholde retsplejelovens absolutte frister herfor samt anvende de korrekte funktioner på Domstolenes Sagsportal. Desuden fastslår afgørelsen, at en part, der ikke har partsstatus i en ankesag, ikke kan fremsætte påstande mod de øvrige parter.
Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 4650 f.