Procesretligt nyhedsbrev for oktober 2024

Vestre Landsret afsagde den 30. september 2024 kendelse i sag BS-31942/2024-VLR om tilladelse til at anke en afvisningsdom, selvom ankefristen var overskredet, da en ændring af psykiatriloven udgjorde særlige omstændigheder, der kunne begrunde en oprejsningsbevilling.

Sagen verserede mellem parten A, der var tidligere tvangstilbageholdt, og B ”myndighederne”, bestående af Region X og Styrelsen for Patientklager. Sagen vedrørte en anmodning fra A om godtgørelse for uberettiget tvangstilbageholdelse.

Den 29. januar 2024 havde Retten i Horsens afvist at behandle A’s anmodning om godtgørelse for uberettiget tvangstilbageholdelse. Afvisningen var begrundet i, at betingelserne for sagens behandling ikke var opfyldt. Det fulgte af den på tidspunktet gældende § 37 i psykiatriloven, at en sag om godtgørelse alene kunne behandles, såfremt frihedsberøvelsens lovlighed også var omtvistet. I den pågældende sag var lovligheden af selve frihedsberøvelsen ikke omtvistet, og betingelserne for godtgørelseskravets behandling var dermed ikke opfyldt.

Da byretten afsagde sin afgørelse, var der fremsat et udkast til et lovforslag om ændring af psykiatrilovens § 37. Ændringen skulle indebære, at en behandling af et erstatningskrav kunne ske, uanset om frihedsberøvelsens lovlighed var omtvistet. Byretten henviste i sin afgørelse til, at det fremsatte lovforslag endnu ikke var vedtaget, og at udkastet hertil ikke indeholdt bestemmelser om, at ændringen skulle gælde for allerede anlagte sager. På denne baggrund fandt Retten det ikke påkrævet at udsætte sagens behandling, hvorfor denne sag blev afvist.

Psykiatrilovens § 37 blev ændret ved lov nr. 508 af 27. maj med tilbagevirkende kraft fra den 11. januar 2011. Ændringen indebærer, at behandling af erstatningskrav nu kan ske, uanset om der foreligger tvist om lovligheden af frihedsberøvelsen.

Selvom fristen for at anke var udløbet, anmodede A den 21. juni 2024 om tilladelse til at anke byrettens dom. Det følger af retsplejelovens § 372, stk. 2, 3. pkt., at en anke skal ske inden ankefristens udløb. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvist træffe afgørelse om, at der tilkendes en oprejsningsbevilling, som giver mulighed for at genoptage en sag, selvom den almindelige ankefrist er overskredet. I praksis er der ved vurderingen af, om der skulle gives en oprejsningsbevilling, blevet lagt vægt på, om der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde, at anken tillades. Det er herved indgået som afgørende momenter, om overskridelse af ankefristen kan betragtes som undskyldelig, og om en tilladelse til anke er blevet indgivet inden for rimelig tid.

I sagen fandt Landsretten, at der som følge af ændringen i psykiatriloven, som ifølge forarbejderne havde til formål at ændre den tidligere praksis, forelå sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne i retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt., for undtagelsesvist at tillade oprejsningsbevilling efter fristens udløb, var opfyldt.

Landsretten tog derfor anmodningen om anke til følge.

Kendelsen er procesretlig interessant, da den illustrerer, hvilke særlige omstændigheder der kan opfylde betingelserne for undtagelsesvist at tillade oprejsningsbevilling efter ankefristens udløb. Efter praksis er der i vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en oprejsningsbevilling, blevet lagt vægt på, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig.  I nærværende tilfælde var det dog en lovændring, der udgjorde en sådan særlig omstændighed

Sagens udfald kan være relevant for andre sager, hvor lovændringer med tilbagevirkende kraft kan påvirke muligheden for at anke eller genoptage sager.

Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 5470 f.

Østre Landsret afsagde den 9. september 2024 kendelse i kæresagen BS-13867/2024-OLR vedrørende tredjemandsedition i forbindelse med en sag om frakendelse af en advokats (“A”) advokatbestalling.

Sagen verserede mellem Det Danske Advokatsamfund (“Advokatsamfundet”) og A. Sagen udsprang af en byretssag mellem Civilstyrelsen og A, hvori Advokatsamfundet blev pålagt tredjemandsedition.

Under byretssagen fremsatte A editionsbegæring over for Advokatsamfundet for perioden september 2017 til september 2018 om enhver kommunikation vedrørende A’s advokatforhold, herunder en specifik henvendelse fra en tredjepart (”B”) den 31. oktober 2017. Anmodningen var begrundet i A’s muligheder for at bevise sin påstand om usaglig sagsbehandling. Advokatsamfundet påstod, at udlevering af disse dokumenter ikke var nødvendig, og at det ville udgøre en krænkelse af fortroligheden og de interne regler for behandlingen af disciplinærsager.

Byretten fandt ikke, at der var grundlag for at afvise anmodningen om edition, herunder at der ikke var et væsentligt hensyn til hemmeligholdelse. På den baggrund afsagde byretten en kendelse hvorefter Advokatsamfundet blev pålagt at fremlægge samtlige dokumenter, som A havde begæret fremlagt.

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for at pålægge Advokatsamfundet at fremlægge B’s henvendelse af 31. oktober 2017 til Advokatsamfundet var opfyldt. Begrundelsen herfor var, at henvendelsen var omtalt i både sagsfremstillingen i Advokatnævnets kendelse og i Civilstyrelsens stævning, hvilket må antages at være ensbetydende med, at henvendelsen har spillet en rolle under sagens behandling.

Landsretten ophævede dog byrettens kendelse vedrørende den resterende del af editionspålægget, idet anmodningen herom gik ud over reglernes formål.

Formålet med reglerne om tredjemandsedition er at oplyse sagen korrekt ved fremskaffelse af relevante beviser og samtidig beskytte tredjemands interesser ved at begrænse et editionspålæg, så det ikke er for vidtrækkende eller urimeligt byrdefuldt. Heraf følger, at edition skal være legitimt og konkret begrundet. Landsretten vurderede, at denne del af anmodningen var baseret på generelle antagelser om usaglighed, snarere end konkrete beviser. Derudover omfattede anmodningen den samlede sagsbehandling og en omfattende gennemgang af dokumenter. Disse to forhold betød, at anmodning fik karakter af en undersøgelsesmæssig gennemgang af dokumenter, snarere end en bevissikring. Landsretten fandt derfor, at imødekommelse ville være uforeneligt med reglerne om tredjemandsedition.

Kendelsen er procesretlig interessant, fordi den præciserer de juridiske grænser for anvendelsen af tredjemandsedition. Landsrettens beslutning fastlægger, at edition er et middel til brug for sikring af relevante beviser og ikke en adgang til at undersøge potentielt relevante dokumenter. Kendelsen kan få betydelig indflydelse på fremtidige retssager, navnlig sager, der vedrører sagsbehandlingsfejl, hvor parterne ønsker at anvende edition som et middel til at undersøge og vurdere lovligheden af sagsbehandlingen.

Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 5457 f.