Søg
Vestre Landsret afsagde den 29. september 2023 kendelse i sag B-0260-23 mellem ægtefællerne A og B og parrets udlejer C. Sagen angik, hvorvidt A’s kæremål skulle afvises efter reglerne om nødvendigt procesfællesskab.
Den 26. juni 2023 afsagde fogedretten i Horsens kendelse om, at A og B skulle udsættes fra lejemål, som følge af restance på husleje- og acontobetalinger. I forlængelse heraf traf fogedretten i Horsens den 14. juli 2023 beslutning om, at den effektive udsættelse af parret skulle fremmes. A kærede begge afgørelser til landsretten. C bestred kæremålet med den påstand, at der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem A og B, da de var fælles kontraktparter. C anførte, at kæremålet skulle afvises, da A ikke havde kompetence til at kære afgørelserne uden B.
Landsretten fandt, reglerne om nødvendigt procesfællesskab ikke var til hinder for, at A kunne kære afgørelserne alene, dog uden at anføre en nærmere begrundelse herfor. Landsretten tillod derfor A’s kæremål. Landsretten fandt herefter, at fogedrettens begrundelse og resultat i afgørelserne af 26. juni 2023 og 14. juli 2023 var korrekte, hvorfor landsretten stadfæstede fogedrettens afgørelser.
Kendelsen er – til trods for sin sparsomme begrundelse – en bekræftelse af, at der ikke foreligger nødvendigt procesfællesskab, når sagsøgers påstand alene går ud på anerkendelse af sagsøgernes egen retsstilling, som også ses i Højesterets afgørelse udgivet i U 2003.2078 H.
Kendelsen er udgivet i U 2023.5691 V.
Østre Landsret afsagde den 6. september 2023 kendelse i sag B-277-23 vedrørende A, som var tidligere direktør i selskab B, der var under konkurs. Sagen angik, hvorvidt A kunne få aktindsigt i en bevissikringssag mellem B og virksomheden H om påståede varemærkekrænkelser.
Den 1. maj 2023 afviste Københavns fogedret A’s anmodninger om aktindsigt i fogedrettens kendelser, retsbøger, beslutninger og meddelelser vedrørende bevissikringssagen i tiden fra den 16. marts 2023 og frem. Retten udtalte, at hverken retsplejelovens §§ 41 d eller 41 h gav anledning til at imødekomme A’s anmodninger. Efter retsplejelovens § 41 d kan den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, få aktindsigt i dokumenter i en sag, såfremt det kan godtgøres, at dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Efter retsplejelovens § 41 h kan der gives aktindsigt i videre omfang end, hvad myndighederne er forpligtet til efter lovens §§ 41 a-41 g.
A kærede afgørelsen til landsretten, som fandt grundlag for at inddrage retsplejeloven § 41 b, hvorefter enhver som udgangspunkt kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser, samt beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Der kræves dog et vist kendskab til en sags eller dokuments eksistens, jf. lovens § 41 e, hvorfor aktindsigtsanmodningen skal angive det dokument eller den sag, som der ønskes aktindsigt i.
Landsretten fandt indledningsvist, at A kunne få aktindsigt i fogedrettens allerede afsagte kendelser og beslutninger om sagsomkostninger afsagt fra og med den 16. marts 2023 til og med den 6. september 2023 efter retsplejelovens § 41 b, stk. 1, smh. lovens § 41 e, stk. 1.
Dernæst vurderede landsretten, om A havde ret til at få aktindsigt i retsbøger og dokumenter vedrørende bevissikringssagen, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 1. Landsretten fandt imidlertid ikke, at A opfyldte kravet om, at dokumenterne havde betydning for vurdering af retsspørgsmålet.
Ligesom fogedretten fandt landsretten også, at der ikke kunne gives aktindsigt i videre omfang efter retsplejelovens § 41 h. Aktindsigtsanmodningerne fra A skulle derfor kun delvist imødekommes.
Kendelsen er relevant, idet den illustrerer, omfanget af retsplejelovens aktindsigtsbestemmelser, samt de retlige betingelser for adgang til aktindsigt efter loven.
Kendelsen er udgivet i U 2023.5406 Ø.
Vestre Landsret afsagde den 11. august 2023 kendelse i sag BS-2782/2023-VLR mellem murerforretningen M og virksomheden N. Sagen angik, hvorvidt en ensidigt indhentet erklæring kunne fremlægges for en skønsmand i forbindelse med supplerende syn og skøn.
I sagen havde M udført arbejde for N, som bestod af belægning af klinker indendørs. Senere blev der foretaget isoleret bevisoptagelse angående mangler ved det udførte arbejde. Skønsmanden vurderede, at arbejdet var mangelfuldt, hvorefter M indhentede en udtalelse fra en civilingeniør (bilag A), hvilket N protesterede mod at lade tilgå skønsmanden.
Ved kendelse af 23. maj 2023 bestemte Retten i Kolding, at bilaget ikke skulle fremlægges for skønsmanden. M kærede byrettens kendelse.
Til støtte for sin påstand gjorde N gældende, at bilag A var en ensidigt indhentet erklæring, som ville påvirke skønsmanden. Modsat gjorde M gældende, at bilaget ikke ville påvirke skønsmanden utilbørligt, samt at det var indhentet med formålet at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Dernæst anførte M, at retspraksis tillod fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, når formålet udelukkende var at give skønsmanden mulighed for at korrigere fejl i sin besvarelse.
Landsretten fandt, at formålet med fremlæggelsen af bilag A var, at skønsmanden kunne udøve sit skøn korrekt og eventuelt ændre besvarelser i skønserklæringen, samt at bilaget ikke var formuleret på en utilbørlig måde. Landsretten ændrede byrettens kendelse og tillod, at bilag A tilgik skønsmanden ved supplerende syn og skøn.
Kendelsen er relevant, da den bekræfter, at ensidigt indhentede erklæringer kan fremlægges i forbindelse med supplerende syn og skøn, såfremt de ikke er formuleret utilbørligt, og formålet er at give skønsmanden mulighed for at korrigere sin besvarelse.
Kendelsen kan findes i U 2023.5289 V.
Østre Landsret afsagde den 16. oktober 2023 kendelse i sag BS-18430/2023-OLR mellem virksomheden V og flyselskabet F. Sagen angik en værneting for et pengekrav.
I sin stævning af 9. februar 2022 nedlagde V påstand om, at F skulle betale DKK 521,95, som omfattede betaling af morarenter, rykkergebyr, inkassogebyr og udenretlige inddrivelsesomkostninger, der var opstået i forbindelse med F’s betaling af kompensation til V. F havde hjemting ved Retten i Grønland, men V anførte, at der var værneting ved Københavns Byret efter retsplejelovens § 242, da Kastrup Lufthavn udgjorde opfyldelsessted for F’s forpligtelse.
Efter retsplejelovens § 242 anlægges sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Derudover følger det af bestemmelsen, at den ikke finder anvendelse på pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes inden stedet forlades.
Idet sagen drejede sig om et pengekrav, kom byretten frem til, at værneting ikke var ved Københavns Byret, jf. retsplejelovens § 242, stk. 2, og da sagen ikke kunne henvises til F’s hjemting, afviste byretten sagen efter retsplejelovens § 248, stk. 2. I kæresagen kom landsretten imidlertid frem til det modsatte resultat med begrundelsen, at pengekravet havde en sådan sammenhæng med den egentlige kontraktlige forpligtelse, at rette værneting var Københavns Byret, i overensstemmelse med retsplejelovens § 242, stk. 1. Landsretten ophævede derfor byrettens dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kendelsen er interessant, da den viser relevansen af den egentlige kontraktlige forpligtelse ved fastsættelsen af rette værneting i sager om pengekrav.
Kendelsen er udgivet i U 2024.186 Ø.