Søg
Højesteret afsagde den 15. november 2024 kendelse i kæresagen BS-13189/2024-HJR. Sagen vedrørte, om der undtagelsesvist kunne gives tilladelse til kære efter kærefristens udløb, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2.
Kæremålet udsprang af en erstatningssag anlagt ved Retten på Frederiksberg, hvor spørgsmålet om A’s søgsmålskompetence blev udskilt til særskilt behandling ved byrettens kendelse af 4. maj 2022 i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1.
Ved byrettens kendelse af 7. juni 2023 afviste byretten A’s påstand 1, men fremmede A’s påstand 2 til realitetsbehandling. Byretten vedhæftede med kendelsen en vejledning, der foreskrev, hvilke betingelser der skulle være opfyldt for at kære en afgørelse. Af vejledningen fremgik det, at afgørelsen kunne kæres efter reglerne om appelmulighed for delformalitetsafgørelser i retsplejelovens § 253, stk. 4 og 5. Det fremgik desuden, at såfremt afgørelsen var blevet afsagt i forbindelse med forberedelsen af sagen, krævede det Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære afgørelsen til landsretten.
Den 21. juni 2023 indgav A en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære byrettens kendelse til landsretten. Ved brev af 10. november meddelte Procesbevillingsnævnet, at det ikke krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse for, at A kunne kære byrettens kendelse til landsretten. Procesbevillingsnævnet vurderede, at det ikke ud fra vejledningen var åbenbart, at Procesbevillingsnævnet skulle tillade kæremålet. Det blev aftalt telefonisk, at A skulle kære kendelsen direkte fra byretten til landsretten. Følgelig anmodede A landsretten om tilladelse til at kære byrettens kendelse af 7. juni 2023 efter kærefristens udløb for så vidt angik afgørelsen om afvisning af påstand 1 den 17. november 2023.
Ved landsrettens kendelse af 3. januar 2024 lagde landsretten til grund, at behandlingen af A’s påstand 1 var afsluttet ved byrettens kendelse af 7. juni 2023, hvor påstanden blev afvist. Derudover lagde landsretten til grund, at det i almindelighed påhviler advokaten for den part, der ønsker at kære, at undersøge mulighederne for og iværksætte kære.
Landsretten fandt hermed, at kravet ikke var begrænset af retsplejelovens § 253, stk. 4 og 5, men at kravet derimod var omfattet af de almindelige regler for kære i retsplejelovens § 394, stk. 1, der fastslår, at kærefristen er 2 uger fra den dag, hvor afgørelsen er truffet. Spørgsmålet blev derfor, om der undtagelsesvist i sagen kunne tillades kære efter kærefristens udløb efter reglerne i retsplejelovens § 394, stk. 2, 4. pkt. Landsretten fandt, at der i sagen ikke var grundlag for at tillade kære efter kærefristens udløb. Landsretten tog derfor ikke A’s anmodning til følge.
I sagen ved Højesteret den 15. november 2024 havde A anført, at overskridelsen af kærefristen skyldtes den misvisende vejledning vedrørende appelmulighederne, som byretten havde vedhæftet ved kendelsen af 7. juni 2023, og at det ikke måtte komme en part, der har handlet i tillid til vejledningens rigtighed, til skade. B havde anført, at der ikke forelå omstændigheder, der undtagelsesvist kunne begrunde, at der skulle ses bort fra fristen i medfør af retsplejelovens § 394, stk. 1.
Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og stadfæstede landsrettens kendelse.
Kendelsen er væsentlig, fordi Højesteret klargør, hvordan undtagelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 394, stk. 2, 4. pkt., skal anvendes i praksis ved kære efter kærefristens udløb. Højesteret fastslår, at denne bestemmelse kun anvendes under særlige omstændigheder, og at påstande om vejledningers uklarhed ikke opfylder dette krav. Afgørelsen understreger samtidig advokaters pligt til at sikre og foranledige muligheden for kære. Desuden adresserer afgørelsen behandlingen af delformalitetsafgørelser i retsplejelovens § 253, der afslutter et krav, og præciserer, hvordan disse afgørelser skal vurderes i relation til kærereglerne.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 500 f.
Højesteret afsagde den 6. december 2024 kendelse i kæresagen BS-35784/2024-HJR om omgørelse af en tidligere afgørelse om syn og skøn, hvorefter sagen skulle gennemføres uden afholdelse af et syn og skøn.
Kæremålet udsprang af en erstatningssag mellem et konkursbo og en række sagsøgte, som var anlagt ved Retten i Aalborg i 2016 og senere henvist til Østre Landsret. Sagen angik blandt andet, om selskabskoncernens revisor havde udført sit revisionsarbejde korrekt.
Landsretten besluttede ved kendelse af 14. februar 2023, at organisationen FSR – danske revisorer skulle anmodes om at udpege to mulige skønsmænd til brug for et syn og skøn i sagen. Landsretten angav i den forbindelse de kvalifikationskrav, som skønsmændene skulle opfylde. Et af kravene var blandt andet, at skønsmændene skulle have indgående kendskab til revision af børsnoterede virksomheders koncernregnskaber.
Det lykkedes ikke for sagens parter at finde habile skønsmænd, som opfyldte de nævnte kvalifikationskrav. Sagens parter blev derfor enige om på ny at anmode FSR om at foreslå skønsmænd, der dog ikke krævedes at have indgående kendskab til revision af børsnoterede virksomheders koncernregnskaber. Den 12. december 2023 foreslog FSR at udpege to skønsmænd.
Efter indsigelse fra de sagsøgte traf landsretten den 17. april 2024 afgørelse om, at sagen skulle gennemføres uden syn og skøn. Landsretten henviste blandt andet til, at de foreslåede skønsmænd ikke levede op til de nævnte kvalifikationskrav, som landsretten ikke fandt grundlag for at lempe. Landsretten henviste herudover til, at en ny anmodning til FSR om forslag til skønsmænd samt et efterfølgende syn og skøn ville kræve, at sagen blev omberammet. Endelig henviste landsretten til, at sagen verserede på syvende år, og at parterne havde krav på, at sagen blev behandlet inden for rimelig tid. Under hensyn til de ændrede omstændigheder, hvorefter det ikke var muligt at finde habile skønsmænd, omgjorde landsretten sin afgørelse af 10. juli 2020, sådan at sagen skulle fremmes uden afholdelse af syn og skøn.
Højesteret fandt, at landsretten var berettiget til at omgøre afgørelsen om syn og skøn, sådan at sagen blev gennemført uden afholdelse af et syn og skøn. Højesteret fandt efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, hvilke kvalifikationskrav der skulle stilles til skønsmændene. Derudover fandt Højesteret ud fra oplysningerne om parternes hidtidige bestræbelser ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, at det ikke var muligt at finde habile skønsmænd, der opfyldte de omhandlede kvalifikationskrav. Endeligt fandt Højesteret ikke, at der kunne foretages et begrænset syn og skøn baseret alene på konkursboets spørgsmål af skønsmænd, som ikke opfyldte landsrettens kvalifikationskrav.
Kendelsen er procesretlig væsentlig, da den illustrerer, hvordan hensynet til sagens fremme kan spille en afgørende rolle i tilfælde, hvor det ikke viser sig at være praktisk muligt at gennemføre et syn og skøn. Samtidig er kendelsen et eksempel på, at domstolene er tilbageholdende med at lempe kravene til skønsmændenes faglige kvalifikationer.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 576 f.
Højesteret afsagde den 16. december 2024 en vigtig kendelse i kæresagen BS-34453/2024-HJR, der omhandlede spørgsmålet om bortfald af en kæresag ved forsinket betaling af kæreafgift. Sagen udsprang af en tvist ved Sø- og Handelsrettens skifteret om advokat A’s rolle som likvidator for et opløst selskab.
Den 18. august 2022 indgav Erhvervsstyrelsen en anmodning til Sø- og Handelsrettens skifteret om at opløse B’s selskab. A blev herefter udpeget som likvidator den 3. april 2023. Efterfølgende anmodede B om at få afsat A som likvidator, men Sø- og Handelsrettens skifteret afviste anmodningen ved kendelse den 20. december 2023.
Den 3. januar 2024 indbragte B kendelsen af 20. december 2023 for Østre Landsret. I den forbindelse fastsatte Sø- og Handelsretten en frist for B til betaling af kæreafgiften på 750 kr., som skulle være modtaget senest den 18. januar 2024. Hvis betalingen ikke blev foretaget inden fristens udløb, kunne landsretten erklære kæren for bortfaldet i henhold til retsafgiftslovens § 47.
I et brev af den 22. januar 2024 til Østre Landsret anførte Sø- og Handelsretten, at betalingen for kæreafgiften på 750 kr. var modtaget den 19. januar 2024.
Kort efter fristens udløb informerede Sø- og Handelsretten Østre Landsret om, at betalingen var modtaget den 19. januar 2024, en dag for sent. Dette resulterede i, at Østre Landsret afsagde kendelse om, at A’s kæremål var bortfaldet. B havde i et supplerende kæreskrift af den 18. januar 2024 anført, at B havde foretaget en overførsel fra sin bank til Sø- og Handelsrettens skifterets konto i Danske Bank samme dag og fremlagde kvittering for, at pengene var trukket fra B’s konto den 18. januar 2024.
Efter Østre Landsrets afgørelse om, at B’s kæremål var bortfaldet på baggrund af forsinket betaling, blev sagen indbragt for Højesteret.
Højesteret konstaterede, at betalingen ikke var sket rettidigt, da Sø- og Handelsretten først modtog betalingen af kæreafgiften den 19. januar med henvisning til Sø- og Handelsrettens brev af den 22. januar 2024. Udgangspunktet var derfor, at B’s ret til at kære var bortfaldet. Spørgsmålet for Højesteret var, om der forelå ekstraordinære omstændigheder uden for B’s kontrol, som undtagelsesvis kunne begrunde, at betalingen skulle accepteres i henhold til retsafgiftslovens § 47, stk. 7, 3. pkt., således at kæremålet ikke bortfaldt.
I vurderingen lagde Højesteret vægt på, at B havde foretaget en straksoverførsel den 18. januar, hvori ligger, at betaling sker i løbet af kort tid. Derudover var det ikke blevet oplyst i sagen, hvorfor Sø- og Handelsrettens skifteret ikke havde modtaget de 750 kr. samme dag, men at retten i stedet havde modtaget pengene dagen efter B’s straksoverførsel. Højesteret fandt, at den manglende fremvisning af B’s straksoverførsel på Sø- og Handelsrettens skifterets konto kunne skyldes bankens betalingsløsning eller andre tekniske forhold, som var uden for B’s kontrol. Det kunne således ikke tilregnes B, at betalingen først blev modtaget den 19. januar 2024.
Højesteret fandt således, at der forelå ekstraordinære omstændigheder i medfør af retsafgiftslovens § 47, stk. 7, 3. pkt. Derfor kunne kæresagen ikke betragtes som bortfaldet på grund af den forsinkede betaling af kæreafgiften. Højesteret tiltrådte A’s påstand om at hjemvise kæresagen til realitetsbehandling ved landsretten.
Kendelsen er procesretlig væsentlig, da den fremhæver vigtigheden af rettidig betaling af en kæreafgift og de konsekvenser, der opstår ved manglende betaling. Derudover fastlægger kendelsen, hvordan Højesteret kan vurdere og anvende begrebet “ekstraordinære omstændigheder” i forbindelse med forsinket betaling af retsafgifter. Højesteret fastslår, at såfremt en betaling er foretaget korrekt og rettidigt af den afgiftspligtige, og forsinkelsen kan tilregnes forhold uden for dennes kontrol, skal kæresagen ikke bortfalde.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 806 f.