Søg
Østre Landsret afsagde den 26. september 2023 kendelse i sag BS-30263/2023 mellem Idrætsforening A og selskabet S. Sagen angik, hvorvidt lejeaftalen mellem de to parter var en forbrugeraftale, hvilket ville medføre, at værnetingsklausulen mellem parterne ikke var bindende for A efter retsplejelovens § 245, stk. 2.
Det følger af retsplejelovens § 245, stk. 1, at parterne kan indgå forudgående værnetingsaftaler, hvori det bestemmes, hos hvilken ret en sag skal anlægges. Dette modificeres dog i retsplejelovens § 245, stk. 2, hvorefter forudgående værnetingsaftaler i en forbrugeraftale ikke er bindende for forbrugeren.
For by- og landsretten var det afgørende spørgsmål, om S havde bevist, at lejeaftalen ikke var en forbrugeraftale. Dette ville betyde, at A var bundet af værnetingsklausulen.
I sin kendelse fandt byretten efter en samlet vurdering, at A måtte anses som erhvervsdrivende i relation til lejeaftalen. Byretten lagde særlig vægt på foreningens generelle økonomiske situation, og at foreningen ved aftaleindgåelsen havde anset muligheden for at udleje reklameplads på ladestanderne som en potentiel indtægtskilde.
I sin behandling af sagen konkluderede Østre Landsret indledningsvist, at A skulle betragtes som en almennyttig forening uden erhvervsmæssige eller kommercielle hensigter, og derfor som udgangspunkt var forbruger. Herpå fandt landsretten, at S hverken havde godtgjort, at A havde tjent penge på ladestanderne, eller at A havde til hensigt at tjene penge på ladestanderne. Der var dermed ikke grundlag for at fravige udgangspunktet. Henset hertil skulle A anses som forbruger i lejeaftalen og var ikke bundet af værnetingsklausulen.
Kendelsen er interessant, da den dels illustrerer formodningen for, at almennyttige foreninger handler som forbrugere og dels den ganske konkrete vurdering af, hvem der anses som forbruger efter retsplejelovens § 245, stk. 2.
Kendelsen er udgivet i U 2024.163 Ø.
Østre Landsret afsagde den 26. september 2023 kendelse i sag BS-40474/2023 mellem boligselskabet A og X. Sagen angik, hvorvidt A’s anmodning om genoptagelse af boligrettens (udeblivelses)dom af 16. marts 2023 skulle accepteres, selvom den blev indgivet efter udløbet af 4 ugers-fristen i retsplejelovens § 367, stk. 1, 1.pkt.
Det følger af retsplejelovens § 367, stk. 1, 1. pkt., at den, der er dømt som udebleven kan kræve sagen genoptaget, såfremt han sender anmodning herom inden 4 uger efter dommens afsigelse. For så vidt angår tiden efter udløbet af 4 ugers-fristen, følger det af retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., at retten undtagelsesvis kan genoptage sagen, hvis anmodningen herom indgives inden et år efter domsafsigelsen, og der foreligger særlige omstændigheder, der begrunder genoptagelsen.
Boligrettens udeblivelsesdom af 16. marts 2023 skyldtes, at A undlod at indlevere svarskrift. Få dage efter dommens afsigelse anmodede A om at få sagen genoptaget. Boligretten imødekom anmodningen ved retsbog af 22. marts 2023 under forudsætning af, at A indbetalte sagsomkostningerne og indleverede svarskriftet inden den 5. april 2023. A indbetalte ikke sagsomkostningerne inden fristen, hvilket resulterede i, at boligretten afviste genoptagelsesanmodningen den 20. april 2023, som var dagen for udløbet af 4 ugers-fristen efter retsplejelovens § 367, stk. 1, 1. pkt.
A indgav på ny en anmodning om genoptagelse den 21. april 2023 og indbetalte samme dag sagsomkostningerne til retten. Spørgsmålet var nu, om der forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde genoptagelsen efter udløbet af 4 ugers-fristen.
Til støtte for sin anmodning anførte A, at årsagen til, at sagsomkostningerne ikke blev indbetalt ved første anmodning om genoptagelse, var, at A’s advokat ikke blev orienteret om fristen for indbetaling heraf. Undladelsen var således undskyldelig.
Efter en samlet vurdering anførte landsretten, at A’s advokat var bekendt med indbetalingsfristen, og at den manglende indbetaling af sagsomkostningerne skyldtes fejl på A’s advokats kontor. Der forelå således ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse på ny efter retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt.
Kendelsen er interessant, da den illustrerer, at almindelige advokatfejl ikke udgør særlige omstændigheder, der kan begrunde genoptagelse af sager efter retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., og dermed bekræfter den restriktive praksis på området.
Kendelsen er udgivet i U 2024.169 Ø.
Højesteret afsagde den 26. oktober 2023 kendelse i sagerne BS-19245/2023 og BS-19248/2023 mellem A og Skatteministeriet, henholdsvis B og Skatteministeriet. Højesteret tog i kæremålet stilling til, hvorvidt to sager skulle behandles hos landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Det følger af retsplejelovens § 226, stk. 1, at byretten efter anmodning fra en part kan henvise en sag til landsretten, hvis sagen er principiel og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om den enkelte sag opfylder betingelserne for henvisning.
Sagerne angik beskatning af lønvilkår fra ansættelse i FN. Byretten henviste 9. januar 2023 sagerne til landsretten som 1. instans. Den 31. marts 2023 hjemsendte landsretten imidlertid sagerne til byretten igen, da landsretten vurderede, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke var opfyldt. Som begrundelse anførte landsretten, at der allerede verserede tre sager ved Østre Landsret, der relaterede sig til de samme principielle problemstillinger.
A og B kærede landsrettens afgørelse om hjemsendelse til Højesteret, og Skatteministeriet tilsluttede sig, at sagerne blev henvist til landsretten som første instans.
Højesteret anførte i forbindelse med kæremålet, at der i den konkrete vurdering af om en principiel sag skal henvises til landsretten i 1. instans, skal lægges vægt på, om den enkelte sag udgør en del af en større gruppe sager, hvor alle omfatter de samme principielle spørgsmål. I disse tilfælde er udgangspunktet, at det udelukkende er den første sag, der kan henvises til landsretten som 1. instans.
Henset til ovenstående og fordi Højesteret ligeledes fandt, at der allerede verserede tre sager hos Østre Landsret angående samme principielle spørgsmål, stadfæstede Højesteret kendelsen.
Kendelsen er interessant, da den illustrerer, at i de tilfælde, hvor flere sager vedrører samme principielle problemstilling, kan den første af de principielle sager henvises til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Kendelsen er udgivet i U 2024.202 H
Vestre Landsret afsagde den 23. november 2023 kendelse i sag BS-57248-VLR vedrørende et spørgsmål om kæreadgang.
Sagen angik en dyrlæge A, som i forbindelse med sin vidneafklaring krævede vidnegodtgørelse for to timer á 2.980 kr. Byretten fastsatte imidlertid vidnegodtgørelsen skønsmæssigt til 2.000 kr., hvilket A kærede til landsretten.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at det følger af retsplejelovens § 393, at enhver overfor hvem kendelsen eller beslutningen indeholder en afgørelse, som udgangspunkt kan iværksætte kære. Dette omfattede også A.
Landsretten afviste imidlertid kæremålet med henvisning til retsplejelovens § 389 a, da der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Det følger af retsplejelovens § 389 a, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, alene kan kæres, hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse hertil. Tilladelse kan gives, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans, jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 1, 2. pkt.
Landsretten lagde vægt på, at Højesteret i en tidligere sag – U 2015.2540H – har fastslået at retsplejelovens § 389 a skal afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium snarere end efter en vurdering af, om kendelsen vedrører hovedforhandlingen. Bestemmelsen afskærer dermed fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandling eller under dennes forberedelse. Som følge af, at beslutningen om vidnegodtgørelse var truffet under hovedforhandlingen, kunne beslutningen ikke kæres frit. Der forelå endvidere ikke tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvorfor landsretten afviste kæremålet.
Kendelsen er interessant som en bekræftelse af, at også vidner er omfattet af kæreadgangen i retsplejelovens § 393, og at kærebegrænsningen i retsplejelovens § 389 a afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium. Det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at klage over en vidnegodtgørelse, og det påhviler vidnet at forstå forbindelsen mellem retsplejelovens §§ 393 og 389 a.
Til yderligere illustration kan der henvises til sag BS-47817/2023-VLR, udgivet i U 2024.352 V, som omhandler en lignende problemstilling. I denne sag kærede en forening byrettens afvisning af foreningens anmodning om at indtræde som biintervenient i en verserende sag, jf. retsplejelovens § 252. Landsretten henviste ligeledes til retsplejelovens § 389 a og anførte, at eftersom byrettens afgørelse var truffet under forberedelsen af hovedforhandlingen, var der ikke fri kæreadgang. Procesbevillingsnævnets tilladelse forelå ikke, hvorfor landsretten måtte afvise kæremålet.
Kendelsen er udgivet i U 2024.528 V