Søg Close search

HjemProcesretligt nyhedsbrev | November 2022

Procesretligt nyhedsbrev for november 2022

Nyhedsbrevet indeholder beskrivelse af en række udvalgte afgørelser, der er udgivet på det procesretlige område i perioden fra den 1. til den 30. november 2022.
5. januar 2023

Læs blandt andet om afvisning af en ankesag, fordi ekstrakten blev publiceret ét minut for sent, samt om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i ankesager.

Tvangsfuldbyrdelse af udenlandsk voldgiftskendelse skulle udsættes indtil endelig afgørelse i appelsag

Østre Landsret afsagde den 27. oktober 2022 kendelse i sag B-477-22 mellem parterne A og B. Sagen angik, om en voldgiftskendelse fra ICC i Paris kunne danne grundlag for en tvangsfuldbyrdelsesdom i Danmark, selvom voldgiftskendelsen var under appel.

A havde anlagt sag ved fogedretten med påstand om tvangsfuldbyrdelse af en voldgiftskendelse afsagt den 9. august 2021 af International Chamber of Commerce (ICC) i Paris, hvor voldgiftskendelsen skulle udgøre fundamentet for en tvangsfuldbyrdelsesdom. B havde forinden indbragt voldgiftskendelsen for Cour d’appel de Paris med påstand om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, og appelsagen verserede  fortsat. Fogedretten fandt, at sagen skulle udsættes, indtil der forelå en endelig afgørelse fra appeldomstolen.

Spørgsmålet for landsretten var herefter, om det var korrekt, at tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelsen her i landet skulle udsættes som følge af, at appelsagen fortsat verserede, samt om B kunne pålægges at stille passende sikkerhed, jf. voldgiftslovens § 39, stk. 3.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at en udenlandsk voldgiftskendelse, der fastlægger en betalingspligt, kan udgøre fundament for en tvangsfuldbyrdelsesdom her i landet, jf. voldgiftslovens § 38 og retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1.

Landsretten fandt, at tvangsfuldbyrdelsesdommen skulle udsættes, indtil en endelig afgørelse forelå i appelsagen, og stadfæstede herved fogedrettens kendelse. B blev pålagt at stille sikkerhed for hele det beløb, som den oprindelige voldgiftskendelse fra ICC pålagde B at betale til A.

Landsretten begrundede udsættelsen med, i) at B’s indsigelse ved appeldomstolen kunne medføre tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, og ii) at B’s indbringelse til appeldomstolen ikke var sket med henblik på at trække fuldbyrdelsen i langdrag. Samtidig begrundede landsretten imødekommelsen af A’s subsidiære påstand om sikkerhedsstillelse med henvisning til sagens omstændigheder.

Kendelsen er udgivet i U 2023.334 Ø.

Et minuts forsinkelse medførte afvisning af ankesag

Østre Landsret afsagde den 1. november 2022 kendelse i sag BS-5458/2021-OLR mellem parterne A og B om afvisning af en ankesag som følge af forsinket indlevering af ekstrakt.

Landsretten havde den 21. februar 2022 berammet hovedforhandlingen i ankesagen til den 3. november 2022. Landsretten bestemte samtidig, at A senest den 27. oktober 2022 skulle indlevere ekstrakt, og at et udkast af ekstrakten skulle sendes til B 14 dage forinden.

A anmodede den 27. oktober 2022 kl. 11.55 om fristudsættelse for indlevering af ekstrakten, men denne anmodning blev afvist af landsretten samme dag kl. 13.08.

Ekstrakten blev publiceret på sagsportalen den 28. oktober 2022 kl. 00.01 og en korriget ekstrakt blev lagt op samme dag kl. 00.37. Ekstrakten var ikke blevet sendt til B.

B anmodede landsretten om at afvise anken i medfør af retsplejelovens § 386, stk. 1 og 2, jf. § 385, stk. 1, hvorefter en anke skal afvises, såfremt appellanten ikke rettidigt indsender ekstrakten til retten.

A protesterede mod afvisningen og gjorde blandt andet gældende, i) at der alene var tale om en fristoverskridelse på ét minut, ii) at fristoverskridelsen var begrundet i tekniske forhold, idet uploadningen af dokumentet havde taget et minut længere end normalt, og iii) at det ville være et uforholdsmæssigt stort retstab for A, såfremt sagen kort før hovedforhandlingen skulle afvises som følge af en så lille fristoverskridelse.

Landsretten fandt, at der skulle ske afvisning af ankesagen efter retsplejelovens § 386, stk. 1, jf. § 385, stk. 1. Landsretten fremhævede i sin begrundelse, at der ikke forelå undskyldelige omstændigheder efter retsplejelovens § 386, stk. 5, hvorefter retten kan undlade at tillægge forsinkelse afvisningsvirkning, blandt andet hvis forsinkelsen skyldes lovligt forfald.

Landsretten henviste også til, at ekstrakten ikke var blevet sendt rettidigt til B, samt at der manglede indstregninger. Under disse omstændigheder, og til trods for at der kun forelå den kortest mulige forsinkelse, skulle forsinkelsen føre til en afvisning af ankesagen.

Kendelsen er interessant, da den illustrerer, at selv meget små forsinkelser kan føre til afvisning, og at der lægges vægt på andre omstændigheder, såsom manglende fremsendelse af ekstrakten til modparten eller manglende indstregninger i ekstrakten.

Kendelsen er udgivet i U 2023.459 Ø.

Betegnelse af sagsøgte tilladt ændret

Højesteret afsagde den 10. november 2022 kendelse i sag BS-14521/2022-HJR mellem parterne A, B og C om ændring af betegnelsen for sagsøgte.

A havde anlagt sag mod B med påstand om betaling vedrørende en entreprise. Forinden sagen havde A haft flere korrespondancer med B vedrørende betalingen. I løbet af denne korrespondance havde B oplyst A om, at hvis sagen skulle gå videre til en retlig instans, ville rette sagsøgte i sagen være C.

Da A anlagde sag gennem domstolenes digitale sagsportal, var B anført som sagsøgte i stævningsfeltet på sagsportalen. Samtidig uploadede A et dokument benævnt ”Stævning” under ”suppl. sagsoplysninger”, hvoraf fremgik at sagsøgte var C. B påstod herefter sagen afvist, da C og ikke B var rette sagsøgte.

Byretten fandt, at A skulle have tilladelse til at ændre sagsøgte i stævningen fra B til C, og begrundede blandt andet dette med, at der bestod et vist administrativt fællesskab mellem B og C. Landsretten ændrede byrettens kendelse, således at sagsøgte ikke blev tilladt ændret og hjemviste spørgsmålet om afvisning til byretten.

Spørgsmålet for Højesteret var, om det kunne tillades A at ændre betegnelsen for sagsøgte fra B til C uden samtykke fra B og C.

A gjorde blandt andet gældende, at indførelsen af digital sagsbehandling ikke havde ændret den tidligere retstilstand, hvor ændring af sagsøgte var blevet tilladt i tilfælde, hvor den korrekte sagsøgte havde kendskab til retssagen og i øvrigt havde mulighed for at varetage sine interesser under retssagen.

Højesteret bemærkede, at dokumentet benævnt ”Stævning”, der var uploadet som ”suppl. sagsoplysninger”, havde anført C som sagsøgte, og at det fremgik af dokumentet, at tvisten var opstået som følge af et entrepriseprojekt med C. Højesteret lagde under disse omstændigheder til grund, at C måtte have været klar over, at sagen drejede sig om uoverensstemmelser opstået mellem C og A, hvorfor C havde mulighed for at varetage sine interesser under retssagen.

Højesteret fandt derfor, at sagsøgte kunne ændres fra B til C.

Kendelsen illustrerer, at overgangen til digital udfyldelse af stævningen ikke har medført en realitetsændring for adgangen til at ændre betegnelsen af sagsøgte.

Kendelsen er udgivet i U 2023.574 H.

Om adgangen til aktindsigt i verserende sager

Østre Landsret afsagde den 21. november 2022 kendelse i sag BS-26547/2022 mellem parterne A og B om aktindsigt i en parallel sag mellem B og Skatteministeriet.

A havde anmodet om aktindsigt i sagen mellem B og Skatteministeriet, fordi B havde anlagt sag mod A med påstand om, at A, som havde været rådgiver for B, var erstatningsansvarlig for den skattepligt, som blev fastlagt i sagen mellem B og Skatteministeriet. B bestred, at A skulle have aktindsigt i sagen mod Skatteministeriet.

Byretten fandt, at A havde en individuel, væsentlig interesse i sagen mellem B og Skatteministeriet, og tog derfor A’s anmodning om aktindsigt til følge. B kærede byrettens kendelse med påstand om, at anmodningen om aktindsigt blev afvist. A nedlagde påstand om stadfæstelse.

Landsretten bemærkede, at retsplejelovens § 41 d giver den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret foreliggende retsspørgsmål, adgang til aktindsigt i dokumenter i en verserende sag, hvis dokumentet er af betydning for det konkrete retsspørgsmål. Aktindsigt efter bestemmelsen forudsætter altså, at de specifikke dokumenter, som der gives aktindsigt i, tjener til belysning af det konkret foreliggende retsspørgsmål, som ansøgeren har en individuel interesse i, og ikke til en mere generel belysning af retstilstanden.

Landsretten fandt, at A, selvom sagerne mellem A og B samt B og Skatteministeriet udsprang af samme faktiske forhold, ikke havde godtgjort at have en særlig interesse i at få aktindsigt i sagen mellem B og Skatteministeriet, hverken i konkrete dokumenter eller sagen i sin helhed.

Landsretten ændrede således byrettens kendelse og afslog A’s anmodning om aktindsigt.

Kendelsen er interessant, da den belyser indholdet af kravet om en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål efter retsplejelovens § 41 d.

Kendelsen er udgivet i U 2023.688 Ø.

Om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i ankesager

Vestre Landsret afsagde den 9. november 2022 kendelse i sag BS-27274/2022-VLR mellem parterne A og B om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger.

A, der havde hjemsted i Peru, havde sagsøgt B. A blev i byretten pålagt at stille sikkerhed for sagsomkostninger efter retsplejelovens § 321. Efter retsplejelovens § 321, stk. 1, skal en sagsøger uden bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, såfremt sagsøgte anmoder herom, stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøger kan blive pålagt at betale til sagsøgte. Byretten dømte B til at betale 250.000 kr. til A, og ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.

B ankede byrettens dom med påstand om frifindelse, og at A skulle betale sagsomkostninger til B.

A gentog sin påstand fra byretten om, at B skulle betale et beløb svarende til ca. 3,3 millioner kr. B anmodede herefter landsretten om at pålægge A at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. princippet i retsplejelovens § 321.

A protesterede mod B’s anmodning om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger med den begrundelse, at retsplejelovens § 321 ikke hjemler, at en udenlandsk indstævnt i en ankesag pålægges at stille sikkerhed, samt at B allerede havde stillet 150.000 kr. i sikkerhed i byretten.

Landsretten fandt, at retsplejelovens § 321 finder tilsvarende anvendelse i en situation, hvor en udenlandsk indstævnt fremsætter modkrav i en ankesag med påstand om ændring af den ankede dom. Da A for landsretten havde nedlagt påstand om, at B skulle betale ca. 3,3 millioner kroner til A, havde A nedlagt påstand om ændring af byrettens dom. Landsretten pålagde derfor A at stille sikkerhed med 150.000 kr. for landsretten.

Kendelsen er interessant, da den fastslår, at retsplejelovens § 321 om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger finder tilsvarende anvendelse, når en udenlandsk indstævnt i en ankesag fremsætter modkrav med påstand om selvstændig dom.

Kendelsen er udgivet i U 2023.541 V.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt