Procesretligt nyhedsbrev for marts 2025

Østre Landsret afsagde den 25. februar 2025 kendelse i kæresagen BS-4680/2025-OLR.

Kendelsen er særligt interessant i lyset af den nye bestemmelse i retsplejelovens § 245 a, hvorefter en byret med meget lange sagsbehandlingstider kan henvise en sag til en anden byret, såfremt sagen kan forventes afgjort væsentligt hurtigere ved denne. Da retsplejelovens § 245 a efter dens ordlyd er klart afgrænset til kun at omfatte byretterne, skulle landsretten tage stilling til, hvorvidt retsplejelovens § 245, stk. 1, hjemler til at indgå aftale om at henvise en ankesag fra Østre Landsret til Vestre Landsret pga. kortere berammelsestider.

Landsretten fastslog, at parterne efter retsplejelovens § 245, stk. 1, kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter sagen skal anlægges. Imidlertid fandt landsretten, at bestemmelsen ikke angik ankesager. Landsretten henviste til retsplejelovens § 368, stk. 1, hvorefter domme afsagt af en byret ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger i. Landsretten udtalte på denne baggrund, at der ikke var hjemmel i retsplejeloven til en fravigelse af bestemmelsen. Anmodningen blev derfor afvist.

Kendelsen er procesretligt relevant, idet landsretten præciserer rækkevidden af parternes mulighed for at aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter en sag kan anlægges, jf. retsplejelovens § 245, stk. 1. Landsretten understreger, at det ikke er muligt for parterne at aftale, at en ankesag behandles af en anden landsret end den, som har den stedlige kompetence.

Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 1613.

Højesteret afsagde den 20. marts 2025 kendelse i sag BS-41193/2024-HJR. Sagen handlede om, hvorvidt en ankesag skulle afvises grundet manglende tiltrædelse af ankestævning via domstolenes sagsportal inden ankefristens udløb.

Den 16. oktober 2023 blev der indgivet ankestævning af V ApS’ advokat, som ikke havde møderet for landsret. Landsrettens journal kontaktede advokaten og krævede skriftlig bekræftelse fra en mødeberettiget advokat om tiltrædelse af anken. Advokat A, der havde møderet for landsret, meddelte via mail den 27. oktober 2023, at han tiltrådte anken og påtog sig sagen. Landsrettens journal bekræftede modtagelsen og registrerede advokatskiftet samme dag.

Det følger af Højesterets kendelse i UfR 2020.1746, at en ankestævning skal godkendes af en mødeberettiget advokat, før ankestævningen kan siges at være tiltrådt af denne. Spørgsmålet for Højesteret var derfor, om ankesagen skulle afvises, da ankestævningen ikke var tiltrådt via sagsportalen af en mødeberettiget advokat inden ankefristens udløb den 30. oktober 2023.

Højesteret fandt, at advokat A burde have tiltrådt ankestævningen via sagsportalen inden fristens udløb, jf. retsplejelovens § 148 a, stk. 1, 2. pkt. Imidlertid vurderede Højesteret, at der forelå helt særlige omstændigheder, herunder indholdet af mailkorrespondancen mellem landsrettens journal og advokaten samt det faktum, at modparten var underrettet om ankesagen. På denne baggrund fandt Højesteret, at ankesagen ikke skulle afvises.

Kendelsen er procesretligt interessant, da den illustrerer, hvilke særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse fra kravet om, at enhver skriftlig meddelelse om en sag skal ske via domstolenes sagsportal.

Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 1931 f.

Højesteret afsagde den 20. marts 2025 kendelse i sag BS-34884/2024-HJR om, hvorvidt en udenlandsk voldgiftskendelse fra Shanghai Arbitration Commission (SHAC) kunne fuldbyrdes i Danmark. Kendelsen er særligt interessant i lyset af danske domstoles faste praksis for at fuldbyrde udenlandske voldgiftskendelser i overensstemmelse med New York-konventionen. Desuden er indsigelser mod fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser sjældne, og dette er den første afgørelse af sin art i henhold til voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b.

Sagen verserede mellem rekvirent A og skyldner B og vedrørte en investeringsaftale fra 2017, hvor A krævede tilbagebetaling af investerede midler efter voldgiftskendelse fra SHAC fra B. Ved voldgiftsrettens kendelse af 19. november 2020 blev B dømt til at tilbagebetale investeringen. B deltog ikke i voldgiftssagen, og spørgsmålet for Højesteret var, om voldgiftskendelsen kunne fuldbyrdes i Danmark, herunder om B havde fået behørig meddelelse om voldgiftssagen.

Højesteret fandt, at SHAC havde sendt breve med meddelelse om voldgiftssagen til to kinesiske adresser, som ikke var relevante for B’s aktuelle opholdssted i Danmark. Det blev lagt til grund, at B siden 2017 havde boet i Danmark, hvilket også fremgik af A’s anmodning til SHAC. Der blev ikke sendt yderligere meddelelser, herunder via e-mail, selvom A havde kendskab til B’s kontaktoplysninger i Danmark.

På trods af SHAC’s overholdelse af reglerne om forkyndelse, understregede Højesteret, at det er afgørende, om sagsøgte rent faktisk har modtaget meddelelsen, og ikke blot om forkyndelsen er sket i overensstemmelse med processuelle regler.

Højesteret udtalte, at det er et fundamentalt princip, at en part skal have mulighed for at fremføre sin sag. Da B ikke havde fået behørig meddelelse om voldgiftssagen, fandt Højesteret, at voldgiftskendelsen ikke kunne anerkendes og fuldbyrdes i Danmark, jf. voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b.

Ved at træffe denne afgørelse omstødte Højesteret Vestre Landsrets afgørelse, som fastslog, at kendelsen kunne fuldbyrdes. Højesteret har dermed afgjort, hvordan voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, skal fortolkes i denne sammenhæng. Højesteret har tillige understreget, at danske domstole selvstændigt kan vurdere, om en part har fået behørig meddelelse, uanset voldgiftsrettens vurdering.

Sagens udfald kan være relevant for andre sager om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, hvor spørgsmålet om behørig meddelelse og partens mulighed for at fremføre sin sag er afgørende.

Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 1922 f.

Højesteret afsagde den 28. marts 2025 kendelse i sag BS-52190/2024-HJR. Sagen vedrørte, om C ApS kunne anses for rettidigt at have indgivet stævning til boligretten om anerkendelse af en lejeforhøjelse af et erhvervslejemål, som fonden K lejede.

Der var enighed blandt parterne om, at fristen efter erhvervslejelovens § 13, var den 22. juni 2022.

Stævningen blev indgivet pr. mail til boligretten og K’s advokat den 22. juni 2022 kl. 14.47. Sagen blev desuden oprettet på domstolenes digitale sagsportal den 27. juni 2022 kl. 13.18.

Højesteret henviste til retsplejelovens § 148 a, stk. 1, hvorefter alle borgerlige retssager, herunder boligretssager, skal anlægges og behandles ved anvendelsen af domstolenes digitale sagsportal. En stævning indgivet pr. mail, var derfor ikke gyldigt indleveret eller fristafbrydende, medmindre retspræsidenten undtagelsesvist havde besluttet, at stævningen kunne indleveres på denne måde, jf. retsplejelovens § 148 a, stk. 5 eller 6. Højesteret bemærkede, at der ikke var truffet bestemmelse herom i sagen, hvorfor sagen i princippet ikke var indgivet rettidigt.

Højesteret konstaterede imidlertid, at domstolenes sagsportal havde været utilgængelig fra tirsdag den 21. til fredag den 24. juni 2022 for brugere grundet et nedbrud med NemID. C var derfor forhindret i at anlægge boligretssagen på sagsportalen den 22. juni 2022. Højesteret fandt ikke, at det kunne bebrejdes C, at de i stedet havde indgivet stævningen til byretten og modpartens advokat pr. mail. Modpartens advokat var også på fristdagen blevet orienteret om, at C fastholdt kravet om lejeregulering, jf. erhvervslejelovens § 13, stk. 10.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at stævningen undtagelsesvist måtte anses for gyldigt indleveret ved mailen den 22. juni 2022.

Kendelsen er procesretligt interessant, da Højesteret afklarer muligheden for at indgive processkrifter pr. mail i forbindelse med tekniske nedbrud af domstolenes digitale sagsportal. Afgørelsen understreger, at retten undtagelsesvist kan se bort fra udgangspunkt i retsplejelovens § 148 a, stk. 1, om obligatorisk anvendelse af sagsportalen, hvis der foreligger usædvanlige tekniske problemer, der forhindrer en rettidig indlevering. Højesteret præciserer desuden med kendelsen, at det ikke er nødvendigt at have indhentet forudgående tilladelse fra retten, når det er umuligt for parterne at overholde de digitale procesregler og modparten er orienteret herom inden fristens udløb.

Kendelsen bidrager dermed med en vigtig vejledning til, hvordan parter fremover bør agere, hvis tekniske problemer på sagsportalen forhindrer adgang. Domstolsstyrelsen har på bagkant af nedbruddet udarbejdet en beredskabsplan for nedbrud og driftsforstyrrelser på minretssag.dk.

Kendelsen vil blive publiceret i Ugeskrift for Retsvæsen 2025