Østre Landsret afsagde den 1. marts 2023 kendelse i sag BS-53477/2022-OLR mellem parterne A og B på den ene side og C og D på den anden side i en sag om manglende kæretilladelse.
Retten i Helsingør havde den 10. november 2022 mæglet forlig mellem parterne. Det blev her aftalt, at A og B inden den 18. november 2022 ville fremsende den endelige forligstekst, hvilket A og B’s advokat gjorde den 18 november 2022. Forligsteksten, der blev godkendt samme dag af C og D, blev af retten i Helsingør indført i retsbogen den 6. december 2022.
A og B kærede byrettens afgørelse af 6. december 2022 og nedlagde over for landsretten påstand om ophævelse af rettens afgørelse og hjemvisning til fortsat behandling. A og B anførte hertil, at der var tale om en fejl ved rettens handlinger, idet A og B’s advokat ikke var bemyndiget til at foreslå den forligstekst, som blev fremsendt til retten den 18. november 2022.
Heroverfor nedlagde C og D påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Til støtte herfor anførte de, at sagen blev forligt indenretligt den 10. november 2022, og at de havde tiltrådt den af A og B’s advokat foreslåede forligstekst af 18. november 2022.
Landsretten udtalte indledningsvis, at efter retsplejelovens § 389 a kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Landsretten fandt herefter, at byrettens beslutning om at tilføre forligsteksten af 18. november 2022 til retsbogen må sidestilles med en afgørelse truffet under hovedforhandlingen, da afgørelsen har en så nær tilknytning til rettens forligsmægling under selve hovedforhandlingen. A og B’s kære af afgørelsen krævede således Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 389 a. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afviste landsretten kæremålet.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at retternes beslutninger om at tilføre endelige forligstekster til retsbogen har en så nær tilknytning til hovedforhandlingen, at en sådan beslutning alene kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Østre Landsret afsagde den 23. februar 2023 kendelse i sag BS-25686/2021-OLR mellem parterne A og Skatteministeriet.
Ved dom af 15. november 2022 afviste Østre Landsret en ankesag mellem A og Skatteministeriet, idet A ikke rettidigt havde indleveret ekstrakt. Den 21. november 2022 indgav A ny ankestævning og meddelte, at sagen ønskedes genanlagt. Sagen angik herefter, om A kunne få tilladelse til fornyet behandling af ankesagen efter retsplejelovens § 372, stk. 3, som regulerer de tilfælde, hvor en anke afvises af anden grund end overskridelse af fristen i § 372, stk. 2. Efter § 372, stk. 3, kan rettens tillade, at anken på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning indleveres inden 2 uger, efter at sagen blev afvist.
I dommen af 15. november 2022 udtalte landsretten, at da hovedforhandlingen den 21. og 22. november 2022 angik en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 10. februar 2017, da A ikke rettidigt havde indleveret ekstrakt til landsretten, jf. retsplejelovens § 385, stk. 1, og da der ikke fandtes grundlag for at undlade at tillægge den manglende indlevering af ekstrakt udeblivelsesvirkning, fandt landsretten grundlag for at afvise anken, jf. retsplejelovens § 386, stk. 1 og 5.
I genoptagelsessagen gjorde A gældende, at det ville stride imod et ligebehandlingsprincip, hvis sagen ikke blev tilladt genanlagt, idet der blev henvist til en lignende sag. Heroverfor anførte Skatteministeriet, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at genoptagelse burde nægtes, da afvisning af ankesagen beroede på en bevidst undladelse af at indlevere ekstrakt, og at dette ikke var tilfældet i den af A påberåbte sag.
Herefter fandt landsretten efter en samlet, konkret vurdering og særligt henset til, at A med vilje undlod at indsende ekstrakt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at en sådan tilladelse undtagelsesvis ikke burde meddeles.
Ankesagen mellem A og Skatteministeriet blev derfor ikke taget under ny behandling.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at tilladelse til fornyet behandling af ankesager efter retsplejelovens § 373, stk. 3, afvises, såfremt den begærende part bevidst har forhalet sagen, f.eks. ved at undlade at indsende ekstrakt.
Vestre Landsret afsagde den 10. januar 2023 dom i sag BS-28051/2022-VLR mellem parterne N og V.
N, som var kreditor i et konkursbo, V, havde indsigelse mod en anden kreditors krav, B, idet B’s krav var delvist godkendt af kurator i V. N lagde herefter sag an mod V med påstand om, at V skulle anerkende, at B’s krav skulle afvises. Sagen angik herefter, om V var rette sagsøgte, eller om sagen i stedet skulle have været anlagt mod B.
Skifteretten i Horsens udtalte, at fordringsprøvelsessagen reelt drejede sig om, hvorvidt B havde et krav mod virksomheden, der var gået konkurs, som kunne gøres gældende i V. Retten fandt på den baggrund, at det var anmelderen af fordringen, der i et sådant tilfælde havde rådigheden over fordringen og kunne sikre oplysning af sagen. Fordringsprøvelsessagen skulle af den grund have været anlagt mod B. V kunne som følge heraf ikke anses for rette sagsøgte og blev derfor frifundet for N’s påstand.
For landsretten gjorde N gældende, at V skulle anerkende, at sagen med rette var anlagt mod V, og at sagen skulle hjemvises til fortsat realitetsbehandling ved skifteretten. Heroverfor påstod V dommen stadfæstet, subsidiært frifindelse.
Landsretten anførte, at det ikke fremgår af konkurslovens § 133 eller dennes forarbejder, om en kreditor, der har indsigelser mod en anden kreditors krav, hvis krav er helt eller delvist godkendt af kurator, skal anlægge sag mod konkursboet eller mod anmelderen af den fordring, der bestrides. Det fulgte således ikke med sikkerhed af bestemmelsens tidligere formuleringer og bemærkningerne hertil eller af tidligere retspraksis, at konkursboet forud for ændringen af bestemmelsen ved lov nr. 382 af 5. maj 1996 eller senere har været rette sagsøgte i sager af enhver art vedrørende fordringsprøvelse.
Landsretten var således efter de foreliggende oplysninger enig med skifteretten i, at tvisten reelt drejede sig om, hvorvidt B havde et krav, som kunne gøres gældende mod V.
Landsretten tiltrådte derfor af de grunde, som skifteretten havde anført, at sagen skulle anlægges mod B og ikke mod V.
Landsretten stadfæstede skifterettens dom.
Dommen er interessant, fordi den viser, at en kreditor i et konkursbo, som ønsker at anfægte en anden kreditors krav i boet, skal anlægge sag mod den pågældende kreditor, og at konkursboet således ikke er rette sagsøgte.