Højesteret afsagde den 7. maj 2025 dom i sag BS-33382/2024-HJR mellem advokat A og Advokatnævnet om, hvorvidt advokat A i forbindelse med en advokatundersøgelse havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126.
Sagen angik en undersøgelse, som advokat A havde foretaget for en større medievirksomhed i anledning af indberetninger om krænkende adfærd udvist af en medarbejder, B. Undersøgelsens konklusioner dannede efterfølgende grundlag for medievirksomhedens beslutning om at bringe samarbejdet med B til ophør, således at han ikke længere kunne fungere som studievært for virksomheden. B indgav herefter en klage til Advokatnævnet med henvisning til, at han under processen ikke havde fået en reel mulighed for at varetage sine interesser. Det blev gjort gældende, at advokat A havde handlet i strid med retsplejelovens § 126, stk. 1, hvorefter en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik og udføre sit hverv grundigt og samvittighedsfuldt.
Ved kendelse af 4. november 2021 fandt Advokatnævnet, at advokat A havde tilsidesat reglen om god advokatskik og pålagde i den forbindelse advokaten en bøde på 20.000 kr. Advokat A indbragte herefter kendelsen for domstolene med påstand om ophævelse, mens Advokatnævnet påstod stadfæstelse.
Østre Landsret stadfæstede den 18. juni 2024 Advokatnævnets afgørelse. Landsretten fandt, at advokat A ikke i tilstrækkelig grad havde sikret, at B fik mulighed for at imødegå de beskyldninger, der dannede grundlag for undersøgelsens konklusioner. B var derudover ikke i fornødent omfang blevet informeret om den lovgivning og retspraksis, som advokatundersøgelsens resultat støttede på. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at advokat A tillige havde haft pligt til at informere B om forhold som passivitet og forældelse, når de påståede hændelser havde fundet sted for mange år siden (2001 og 2003) og der i den mellemliggende periode havde været lovændringer på området. B var derfor hindret i at varetage sine interesser på effektiv vis.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom og tiltrådte, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik efter retsplejelovens § 126, stk. 1. Højesteret fastslog med henvisning til de advokatetiske regler, at en advokat, der udfører en undersøgelse vedrørende en enkeltpersons adfærd, har pligt til at sikre, at den undersøgte part gives en reel og tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Det indebærer som udgangspunkt, at den berørte skal gives adgang til advokatens oplysninger om vedkommende. Højesteret udtalte herefter, at den pågældende – forud for advokatens afrapportering til opdragsgiveren – i alle tilfælde skal orienteres klart om: i) hvilke faktiske handlinger advokaten mener, at den pågældende har foretaget, ii) hvilke regler handlingerne overtræder, og iii) hvad advokaten begrunder sin vurdering med. Højesteret fandt, at kravene ikke var opfyldt i den foreliggende sag, hvor advokat As redegørelse til B ikke indeholdt tilstrækkeligt præcise henvisninger til konkrete hændelser og det grundlag, som advokat A foretog sin vurdering om afskedigelse på.
Dommen er procesretlig interessant, fordi den illustrerer, at advokater, der foretager advokatundersøgelser, har pligt til at sikre, at de berørte enkeltpersoner får en reel mulighed for at varetage deres interesser, og at domstolene foretager en prøvelse heraf. Højesteret tydeliggør i afgørelsen, at denne pligt indtræder allerede i undersøgelsesfasen, og at advokatens manglende underretning kan udgøre en tilsidesættelse af god advokatskik.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 2886.
Højesteret afsagde den 2. maj 2025 kendelse i sag BS-39916/2024-HJR om, hvorvidt en ankesag skulle afvises som følge af, at ankestævningen var underskrevet af en advokat uden møderet for landsret.
Byretten frifandt A for en række erstatnings- og strafpåstande fremsat af B, hvorefter B ønskede at anke dommen til landsretten. Den 14. marts 2024 blev der derfor indleveret en ankestævning via den digitale sagsportal minretssag.dk. Heraf fremgik det, at advokat C, som ikke havde møderet for landsretterne, var angivet som B’s advokat og som underskriver af stævningen.
Ankestævningen var ligeledes underskrevet af B selv. Ankefristen udløb den 29. marts 2024, men først den 4. april 2024 oplyste advokat C i en meddelelse til landsretten, at ankestævningen var indleveret af B selv.
Spørgsmålet var herefter, om anken skulle afvises som følge af, at der ikke inden ankefristens udløb var indleveret en ankestævning fra B eller fra en advokat med møderet for landsretten, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 4. pkt., jf. § 133, stk. 1, og § 261, stk. 2, samt § 259, stk. 1. Ifølge retsplejelovens bestemmelser skal en ankestævning indgives af parten, som efter § 259, stk. 1, kan gå i rette for sig selv, eller af en advokat med ret til at møde for instansen jf. § 133, stk. 1 og § 261, stk. 2, idet anken ellers kan afvises, jf. § 372, stk. 2, 4. pkt. Afgørende var derfor, om ankestævningen kunne anses for at hidrøre fra B eller fra advokat C. Landsrettens mindretal fandt, at ankestævningen fremstod som udarbejdet og indleveret af advokat C, hvorfor ankesagen skulle afvises. Flertallet fandt derimod, at ankestævningen måtte anses for indleveret af B på egne vegne og at ankesagen derfor ikke skulle afvises. Flertallet lagde vægt på, at B selv havde underskrevet stævningen og at B som part havde adgang til at gå i rette for sig selv i henhold til retsplejelovens § 259, stk. 1.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og tiltrådte under henvisning til retsplejelovens § 259, stk. 1, at ankestævningen måtte anses for indleveret af B, hvorfor der ikke var grundlag for at afvise ankesagen. Højesteret udtalte, at det skulle tillægges afgørende vægt, at det af ankestævningen fremgik, at B var afsender, herunder at stævningen var underskrevet af B og ikke alene af C. Derudover udtalte Højesteret, at der ikke forelå oplysninger, der gav anledning til at betvivle, at B ikke havde godkendt ankestævningen. Højesteret bemærkede endeligt, at det påhviler landsretterne at sikre, at kun mødeberettigede advokater får adgang til minretssag.dk i ankesager.
Kendelsen er procesretlig interessant, fordi den illustrerer, at det ved vurderingen af en ankestævnings gyldighed er afgørende, hvem der faktisk indgiver den, og om den pågældende efter loven har ret til at føre sagen. Det fremgår af afgørelsen, at det ikke i sig selv udelukker realitetsbehandling, at ankestævningen er udarbejdet af en advokat uden møderet, såfremt det klart fremgår, at parten selv står som rekvirent – eksempelvis ved egen underskrift og en entydig angivelse af partsforholdet i stævningen. Under sådanne omstændigheder kan anken behandles, uanset manglende formel møderet hos den, der har bistået med udarbejdelsen.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 2861.
Østre Landsret afsagde den 30. april 2025 dom i sag BS-61215/2024-OLR om afvisning af anke i medfør af retsplejelovens § 368 a. Bestemmelsen fastslår, at en anke kan afvises, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller i øvrigt bør fremmes af andre grunde.
Sagen vedrørte et regreskrav anlagt af håndværksfirmaet E mod producenten L, som havde leveret produktet antiox, der blev anvendt i forbindelse med opførelsen af en terrassebelægning for en privat bygherre.
E var i den tidligere sag blevet dømt til at betale erstatning til bygherren som følge af mangler ved terrassen. I nærværende sag påstod E, at L skulle friholde E for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som E måtte betale til bygherren. E gjorde gældende, at skaderne var forårsaget af en fejl ved det anvendte produkt, som var produceret af L og ikke selve udførelsen af terrassen.
Byretten frifandt L med henvisning til, at de konstaterede mangler ved terrassebelægningen i det væsentlige kunne henføres til håndværksmæssige fejl. På baggrund af skønsmandens erklæring lagde retten til grund, at fugt var trængt ned i belægningen som følge af mangelfuld udførelse, og at der ikke forelå fejl ved selve produktet. Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at pålægge L ansvar som følge af den rådgivning og medvirken, som selskabets direktør havde ydet i forbindelse med den afsluttende del af arbejdet.
E ankede dommen til Østre Landsret og gentog de anbringender, der var gjort gældende for byretten. Derudover bestred E, at der ikke blev påført den tilstrækkelige mængde topcoat, og at det reelle problem måtte tilskrives en defekt ved selve produktet fra L og ikke en forkert anvendelse heraf. Til støtte herfor henviste E til en vurdering fra Teknologisk Institut, som fandt, at skaderne på terrassen skyldtes fejl ved produktet. L bestred dette og nedlagde påstand om afvisning, subsidiært stadfæstelse. L gjorde gældende, at der ikke var fremlagt nye beviser eller anbringender, og at der ikke var udsigt til et andet resultat. I den forbindelse bemærkede L blandt andet, at spørgsmålet om mængden af påført topcoat allerede var behandlet i byrettens dom.
Landsretten fandt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte byrettens vurdering, da der ikke var udsigt til, at ankesagen ville føre til et andet resultat. Eftersom, at sagen endvidere hverken havde principiel karakter eller indeholdt andre forhold, der kunne begrunde behandling i anden instans, blev anken afvist i medfør af retsplejelovens § 368 a.
Kendelsen er procesretligt interessant, fordi den illustrerer at, der stilles strenge krav til nye beviser, før en sag kan optages til fornyet prøvelse. Dette er navnlig tilfældet for beviser, der skal tjene som modbevis til en skønsmandsforklaring.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 2843.