Søg
Østre Landsret afsagde den 16. september 2023 kendelse i sag BS-21440/2022 mellem parterne A og B om realitetsbehandling af et kæremål.
A havde anmodet byretten om udmelding af skønsmænd efter selskabslovens § 70, stk. 2, jf. § 67, stk. 2. Spørgsmålet var herefter, om B kunne stille en række spørgsmål til de udmeldte skønsmænd samt fremlægge et bilag. Byretten fandt ikke grundlag for hverken at afskære spørgsmålene eller nægte bilaget fremlagt.
A kærede kendelsen til landsretten. B gjorde overfor landsretten gældende, at en skønsafgørelse efter selskabslovens § 70, stk. 2, jf. § 67, stk. 3 har karakter af en egentlig retssag, og at kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a derfor fandt anvendelse.
Landsretten fandt, at kæremålet ikke vedrørte en kendelse afsagt af en byret under en hovedforhandling eller dennes forberedelse, jf. retsplejelovens § 389 a, og retten fandt derfor ikke grundlag for at afvise kæremålet.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at selvom retsplejelovens § 389 a almindeligvis fortolkes bredt, omfatter kærebegrænsningen ikke en skønsafgørelse efter selskabslovens § 70, stk. 2, jf. § 67, stk. 3.
Kendelsen er udgivet i U 2023.2957 Ø.
Sø- og Handelsretten afsagde den 27. februar 2023 dom i sag BS-35272/2022-SHR mellem parterne A og B om gyldigheden af en voldgiftsaftale. Sagen angik, om der var indgået en gyldig voldgiftsaftale, og om sagen derfor skulle afvises efter voldgiftslovens § 8.
Parterne havde den 1. juli 2020 indgået en overordnet rammeaftale om transport, som indeholdt en voldgiftsklausul. Parterne indgik efterfølgende den 28. juni 2021 en CMR-fragtaftale, hvoraf det fremgik, at den specifikke transport var reguleret af CMR-konventionen i henhold til den norske lov af 31. januar 1969 (lov om vegfraktavtaler). Spørgsmålene var herefter, 1) om rammeaftalens voldgiftsklausul var fraveget ved CMR-fragtaftalens henvisning til, at transporten var reguleret af CMR-konventionen, 2) om værnetingsreglerne i CMR-lovens § 39 var til hinder for, at A og B kunne aftale, at alle tvister skulle afgøres ved voldgift i Oslo, og 3) om parterne havde indgået en gyldig voldgiftsaftale, jf. CMR-lovens § 42, som fastslår, at voldgift kun gyldigt kan aftales, når det samtidig bestemmes, at voldgiftsretten skal anvende CMR-konventionen eller en hermed stemmende lov.
Med henvisning til, at rammeaftalen gjaldt for alle »trucking and freight forwarding services«, som A udførte for B, fandt retten indledningsvis ikke, at fragtbrevet, blot ved sin henvisning til CMR-konventionen, kunne anses for at have fraveget rammeaftalens voldgiftsklausul.
For så vidt angik spørgsmålet, om værnetingsreglerne i CMR-lovens § 39 var til hinder for, at A og B i første omgang kunne aftale, at alle tvister skulle afgøres i Oslo, udtalte retten, at det fremgik af forarbejderne til CMR-lovens § 39, at bestemmelsen ikke sætter nogen grænse for, hvilke lande parterne kan aftale voldgift i. Landsretten fandt på den baggrund, at CMR-lovens § 39 ikke var til hinder for at aftale, at alle tvister skulle afgøres i Oslo.
Sø- og Handelsretten fandt endeligt, at parterne havde indgået en gyldig voldgiftsaftale, jf. CMR-lovens § 42, idet det fulgte af rammeaftalen, at alle tvister mellem parterne skulle afgøres efter den norske lov om vegfraktavtaler, som var i overensstemmelse med CMR-konventionen. Retten lagde her vægt på, at det ikke ifølge CMR-lovens § 42 behøver at fremgå udtrykkeligt eller stå direkte i sammenhæng med voldgiftsklausulen, at voldgiftsretten skal anvende CMR-konventionen eller en hermed stemmende lov.
Idet der var indgået en gyldig voldgiftsaftale, afviste Sø- og Handelsretten derefter at behandle sagen.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, hvordan domstolene fortolker værnetingsaftaler og behandler voldgiftsklausuler i transportaftaler, der er reguleret af CMR-konventionen.
Kendelsen er udgivet i U 2023.2870 SH.
Østre Landsret afsagde den 28. marts 2023 dom i sag BS-13390/2021-OLR om værneting i Danmark mellem parterne A på den ene side og B og C på den anden side.
A havde anlagt et negativt anerkendelsessøgsmål (en såkaldt torpedo) ved Københavns Byret mod B og C med påstand om, at A ikke var ansvarlig for et krav på erstatning uden for kontrakt som følge af konstaterede revnedannelser efter projektering af telekommunikationsmaster. Københavns Byret fandt ved dom af 24. marts 2021, at der ikke var værneting i Danmark og afviste sagerne. A ankede byrettens dom og nedlagde samme påstande som for byretten for så vidt angik spørgsmålet om rette værneting. B og C påstod stadfæstelse af byrettens dom.
Landsretten bemærkede, at hovedreglen om, at sager skal anlægges ved sagsøgtes hjemting, kan fraviges, hvis en af de specielle kompetenceregler i EU-domsforordningens artikel 7-9 finder anvendelse.
På baggrund af EU-Domstolens praksis fandt landsretten, at A, i medfør af undtagelsesbestemmelsen i artikel 7, nr. 2, kunne anlægge sagen enten ved retten på stedet for skadens indtræden eller ved retten på stedet for den skadevoldende begivenhed, der potentielt lå til grund for skaden. Det gjorde ikke nogen forskel, at stedet for den potentielt skadevoldende handling også var A’s hjemting, idet der var tale om et negativt anerkendelsessøgsmål.
Landsretten lagde herefter til grund, at projekteringsydelsen hovedsageligt blev udført på A’s hovedkontor i København, og at ingen af de personer, der arbejdede på opgaven, var i Frankrig, hvor tårnene skulle opføres.
Landsretten fandt på denne baggrund, at stedet for den begivenhed, der potentielt lå til grund for skaden, var København, da det var det sted, hvor projekteringsydelsen måtte anses for at være udført. A kunne derfor anlægge sagen her i landet.
Landsretten ophævede på den baggrund byrettens dom og hjemviste sagerne til byretten til fortsat behandling.
Dommen er interessant, fordi den illustrerer, at der kan statueres værneting på stedet for den potentielt skadevoldende begivenhed efter EU-domsforordningens artikel 7, nr. 2, selv om der er tale om et negativt anerkendelsessøgsmål, hvor stedet for den potentielt skadevoldende begivenhed også er sagsøgers hjemting.
Dommen er udgivet i U 2023.2961 Ø.
Højesteret afsagde den 1. maj 2023 kendelse i sag BS-45434/2022-HJR mellem A og Vurderingsstyrelsen om henvisning til behandling ved landsretten som 1. instans.
Københavns Byret henviste ved kendelse af 31. august 2022 en række erstatningssager mod Vurderingsstyrelsen til behandling ved landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Erstatningssagerne angik, om Vurderingsstyrelsen var erstatningsansvarlig over for købere af projektsalgsejendomme for købernes tab i en situation, hvor Vurderingsstyrelsen over for ejendomsmægleren var fremkommet med en vejledende udtalelse til brug for beregning af en skønnet grundværdi.
Landsretten skulle af egen drift påse, om betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans var opfyldt. Landsretten hjemviste sagerne til byretten. A kærede landsrettens afgørelse til Højesteret. A nedlagde for Højesteret påstand om, at sagerne skulle henvises til behandling i Østre Landsret som 1. instans, og Vurderingsstyrelsen tilsluttede sig påstanden.
Højesteret udtalte, at sagerne rejste principielle spørgsmål om offentlige myndigheders erstatningsansvar for tab som følge af oplysninger i vejledende udtalelser, og at det måtte antages, at der i praksis var et generelt behov for at få disse spørgsmål afklaret.
Højesteret fandt på den baggrund, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten i 1. instans var opfyldt.
Højesteret henviste herefter sagerne til landsretten.
Kendelsen er interessant, fordi Højesteret fandt, at der er et generelt behov for at få spørgsmål vedrørende offentlige myndigheders ansvar i forbindelse med afgivelsen af vejledende udtalelser afklaret.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3416 H.