Søg
Østre Landsret afsagde den 12. maj 2023 kendelse i sag BS-26759/2022-OLR anlagt af de to udenlandske selskaber A og B i fællesskab med det i Danmark hjemmehørende selskab C mod Indenrigs- og Sundhedsministeriet (”Ministeriet”).
Ministeriet havde anmodet om, at A og B skulle stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som A og B kunne blive pålagt at betale til ministeriet, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1, 1. pkt., hvorefter en sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, efter sagsøgtes anmodning skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte. Fritagelse for sikkerhedsstillelse kan alene ske, hvis der foreligger ”særlige grunde”, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt. A og B protesterede herimod.
A og B havde begge hjemsted i Storbritannien. Det afgørende var herefter, om der var grundlag for at fritage for sikkerhedsstillelse i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., om ”særlige grunde”. Landsretten fastlagde, at fritagelsesmuligheden forudsættes anvendt sjældent i henhold til de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslag nr. L 132 af 30. marts 2005. Landsretten henviste endvidere til Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004, hvoraf det fremgår, at den almindelige regel om sikkerhedsstillelse i § 321, stk. 1, 1. pkt., har til formål at afhjælpe de vanskeligheder af faktisk og retlig art, der kan være forbundet med tvangsfuldbyrdelse af en dansk sagsomkostningsafgørelse i udlandet, og at der skal være mulighed for at fritage for sikkerhedsstillelse, når særlige grunde taler for det. Landsretten henviste i denne forbindelse til, at der i henhold til betænkningen kan foreligge særlige grunde, når sagsøgeren har aktiver i Danmark.
Landsretten fandt i medfør af retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. pkt., at særlige grunde talte for at fritage A og B for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, idet de tre sagsøgere måtte forventes at skulle hæfte solidarisk for sagsomkostninger, som de måtte blive pålagt at betale til ministeriet, da de tre selskaber var koncernforbundne.
Kendelsen er interessant, fordi den viser, at der foreligger ”særlige grunde” for fritagelse for sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, såfremt anmodningen om sikkerhedsstillelse vedrører koncernforbundne selskaber, hvoraf ét af selskaberne er hjemmehørende i Danmark.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3493 Ø.
Østre Landsret afsagde den 16. maj 2023 kendelse i sag BS-17663/2023-OLR mellem parterne A og B vedrørende spørgsmålet, om to udaterede erklæringer fra Teknologisk Institut, der var bestilt af A inden sagens anlæg, kunne anses for indhentet forud for sagens anlæg.
A havde forud for indlevering af stævning i sagen bestilt Teknologisk Institut til at foretage løbende målinger af lambda-værdier for nærmere angivne produkter fra B i en periode på 5 år
Sø- og Handelsretten bestemte ved kendelse af 7. december 2022, at de ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, som blev fremlagt den 11. februar 2022, hvilket var efter sagens anlæg den 18. juni 2021, ikke kunne anses for indhentet inden sagsanlæg, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1, uanset tidspunktet for bestilling heraf. Retsplejelovens § 341 a, stk. 1, 1. pkt., fastlægger, at erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, som en part inden sagsanlægget har indhentet hos sagkyndige, kan fremlægges som bevis, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet.
A kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse kendelsen med påstand om, at erklæringerne ikke skulle udgå af sagen. A anførte til støtte for påstanden, at erklæringerne, uanset at de først blev fremlagt mere end 7 måneder efter sagens anlæg, var bestilt i november 2020 og dermed indhentet inden sagsanlægget den 18. juni 2021..
B havde til støtte for sin påstand om stadfæstelse anført, at erklæringerne, uanset tidspunktet for bestilling, først var udarbejdet og leveret længe efter sagens anlæg. B bemærkede i øvrigt, at en tilladelse til at fremlægge erklæringerne med henvisning til, at de var bestilt før sagens anlæg, ville medføre, at A kunne fremlægge yderligere erklæringer fra Teknologisk Institut under den verserende sag.
Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse. Landsretten henviste indledningsvist til, at det er uomtalt i forarbejderne til bestemmelsen, hvornår en erklæring skal anses for at være indhentet men fandt efter en naturlig sproglig forståelse af ordlyden, at bestemmelsen angår erklæringer udarbejdet inden sagens anlæg.
Landsretten fandt derfor efter en samlet vurdering, at erklæringerne, der var indleveret efter sagens anlæg og indeholdt målinger foretaget efter sagens anlæg, ikke kunne anses for at være indhentet forud for sagens anlæg, uanset at nogle af målingerne var udført før sagens anlæg, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Hertil udtalte landsretten, at det var uden betydning for vurderingen, at undersøgelsen var bestilt, før sagen blev anlagt.
Kendelsen er interessant, idet den lægger op til, at der kan foretages en afgrænsning af, om en sagkyndig erklæring er indhentet før eller efter sagens anlæg ud fra, hvorvidt undersøgelserne er afsluttet, og erklæringen er dateret inden sagens anlæg.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3510 Ø.
Østre Landsret afsagde den 17. maj 2023 kendelse i sag BS-21909/2023-OLR, BS-22017/2023-OLR og BS-22360/2023-OLR. Sagen angik, hvorvidt en afgørelse om erstatning efter retsplejelovens § 320 til de involverede advokater kunne kæres til landsretten. Efter retsplejelovens § 320 skal statskassen erstatte de udgifter, som en part uden skyld er blevet påført.
Byretten havde den 27. februar 2023 truffet beslutning om, at statskassen skulle betale omkostningerne forbundet med tre advokaters fremmøde til hovedforhandling den 22. og 23. marts 2022, idet hovedforhandlingen ikke havde ført til dom, da dommeren var blevet syg og derfor ikke kunne skrive dom i sagen. Byretten fastsatte i den forbindelse de tre advokaters salær til 25.000 kr. Parterne kærede byrettens beslutning med påstand om, at statskassen skulle tilpligtes at betale salær til advokaterne på mellem 50.000-64.000 kr. ekskl. moms.
Landsretten bemærkede i sin kendelse, at byrettens afgørelse skulle forstås som en afgørelse i medfør af retsplejelovens § 320. Landsretten henviste herefter til Højesterets kendelse af 23. april 2015 (gengivet i U 2014.2540), hvorefter bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a vedrørende muligheden for fri kære, som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, uagtet at afgørelsen hverken vedrører sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. Landsretten lagde dertil vægt på, at byrettens afgørelse var truffet efter sagens afslutning, men at beslutningen angik spørgsmålet om, hvorvidt parterne skulle have erstattet udgifter efter retsplejelovens § 320, hvorfor afgørelsen i relation til kærereglerne måtte sidestilles med en afgørelse truffet under sagens forberedelse.
Landsretten afviste som følge heraf kæremålene med begrundelse om, at afgørelsen alene kunne kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og at en sådan tilladelse ikke forelå.
Kendelsen er interessant, da den viser, at selvom byrettens beslutning blev truffet efter sagens afslutning og at den hverken vedrørte sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen, skulle den i relation til kærereglerne sidestilles med en afgørelse truffet under sagens forberedelse. Sagen illustrerer, at reglerne om kærebegrænsning snarere skal fortolkes udvidende end indskrænkende.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3526 Ø.
Højesteret afsagde den 23. maj 2023 kendelse i sag 89/2022 om, hvorvidt en sag om aflysning af et udlæg på en fast ejendom kunne anlægges ved ejendommens værneting.
Sagen angik B, der var bosiddende i udlandet, og som ved dom af 12. november 2022 var dømt til at lade et udlæg på A’s ejendom i Danmark aflyse. Efter dommen var blevet endelig, fremsendte A en anmodning om fuldbyrdelse af dommen til fogedretten i den retskreds, hvor ejendommen var beliggende.
Fogedretten i Roskilde fandt i medfør af retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, at der var værneting for sagen ved fogedretten henset til, at ejendommen lå i dennes retskreds. Efter retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, kan en anmodning om tvangsfuldbyrdelse fremsættes over for den fogedret, hvor genstanden for fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav findes. Fogedretten underskrev derfor i medfør af retsplejelovens § 530 udlægget på vegne af B samt afsagde kendelse om, at sagen kunne fremmes. B kærede efterfølgende kendelsen til landsretten.
Østre Landsret fandt, at der ikke var værneting ved fogedretten i Roskilde efter retsplejelovens § 487, stk. 1 nr. 4. Landsretten anførte, at bestemmelsen ikke omhandlede situationer, hvor fogedretten var blevet anmodet om at underskrive et dokument på vegne af B, men alene situationer vedrørende anmodning om tvangsfuldbyrdelse, og bestemmelsen kunne derfor ikke danne hjemmel for så vidt angår spørgsmålet om værneting i denne sag. Landsretten afviste derfor anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 489, stk. 1.
Højesteret bemærkede i sin afgørelse, at i en situation som den foreliggende, måtte ”genstanden for fuldbyrdelse” efter retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, anses som værende den faste ejendom, hvorfor rekvirenten med rette kunne vælge at benytte den retskreds, hvori ejendommen var beliggende som værneting. Højesteret stadfæstede herefter fogedrettens kendelse med begrundelse om, at det omhandlede udlæg var tingslyst på en ejendom, der var beliggende i Roskilde retskreds. Derfor kunne A’s anmodning om fogedrettens underskrift på vegne af B fremsættes over for fogedretten i Roskilde.
Afgørelsen er interessant, idet Højesteret heri fastslår, at sager om aflysning af udlæg på fast ejendom er omfattet af anvendelsesområdet i retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, idet genstanden for fuldbyrdelsen fortsat må anses for at være den faste ejendom.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3839 H.
Højesteret afsagde den 14. juni 2023 kendelse i sag BS-48584/2022-HJR anlagt af en entreprenør mod bygherrerne, som adciterede en underentreprenør. Sagen vedrørte beregningen af fristen for kære af en omkostningsafgørelse.
Ved dom af 18. maj 2022 bestemte byretten, at entreprenøren skulle betale et beløb samt sagsomkostninger til bygherrerne, og bygherrerne blev dømt til at betale et beløb til en underentreprenør. Underentreprenøren gjorde på dagen for domsafsigelsen opmærksom på at domskonklusionen var behæftet med en skrivefejl i henseende til navn og en regnefejl i henseende til opgørelsen af sagsomkostningsbeløbet. Underentreprenøren anmodede herefter ved besked på sagsportalen om berigtigelse af dommen. Den 31. maj 2022 berigtigede byretten dommen i medfør af retsplejelovens § 221.
Ved kæreskrift modtaget i landsretten den 10. juni 2022 kærede entreprenøren byrettens afgørelse om sagsomkostninger med påstand om, at bygherrerne til entreprenøren i sagsomkostninger skulle betale et beløb. Landsretten afviste kæren ved kendelse af 30. juni 2022. Landsretten henviste til retsplejelovens § 394, stk. 1, som fastlægger en kærefrist på 2 uger. Landsretten kunne på baggrund heraf konstatere, at kæreskriftet blev indleveret efter fristens udløb, og at der ikke forelå grundlag for undtagelsesvis at tillade kære. Den omstændighed, at byretten den 31. maj 2022 i medfør af retsplejelovens § 221 havde berigtiget dommen, kunne ikke føre til et andet resultat.
Sagen for Højesteret angik, hvorvidt fristen for kære skulle beregnes fra tidspunktet for domsafsigelsen den 18. maj 2022 eller fra tidspunktet for berigtigelsen af dommen den 31. maj 2022. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
Højesteret henviste indledningsvist til en afgørelse af 21. juni 2000 (Gengivet i U 2000.1987 H), hvor en berigtigelse efter retsplejelovens § 221 ikke kunne tillægges betydning for en ankefrist. Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet fastlagt i den pågældende afgørelse. Højesteret fandt herefter, at fristen for kære af byrettens sagsomkostningsafgørelse skulle regnes fra 18. maj 2022, hvorfor kærefristen på 2 uger var overskredet, idet kæreskriftet først blev indleveret den 10. juni 2022.
Kendelsen er interessant, fordi den fastlægger, at en berigtigelse af en afgørelse ikke kan tillægges betydning for en anke- eller kærefrist, og fordi den endnu engang cementerer, at anke- og kærefrister håndhæves restriktivt af domstolene.
Kendelsen er udgivet i U 2023.3944 H.
Østre Landsret afsagde den 2. juni 2023 kendelse i sag BS-2241/2023-OLR mellem parterne A og B. Sagen angik, hvorvidt det kunne tillægges udeblivelsesvirkning, at en replik blev indleveret efter fristens udløb.
Byretten afviste ved kendelse af 28. september 2022 sagen mellem parterne, da A trods en forlængelse af den fastsatte frist, ikke indleverede replik inden for den forlængede frist. Byretten tillagde den manglende overholdelse af fristen udeblivelsesvirkning, hvorefter sagen blev afvist, jf. retsplejelovens § 360, stk. 1, jf. § 406, stk. 3.
A havde med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæret kendelsen med påstand om, at kendelsen blev ophævet, og sagen hjemvist til byretten til fornyet behandling.
Landsretten henviste indledningsvist til, at udeblivelsesvirkning for indlevering af replik for sent efter retsplejelovens § 355, stk. 2, kræver, at det er bestemt, at dette processkrift angår et nærmere angivet spørgsmål. Landsretten udtalte hertil, at retsplejelovens § 360, stk. 5, jf. stk. 1, ikke indeholder hjemmel til, at indlevering af replik for sent tillægges udeblivelsesvirkning, medmindre retten har stillet krav om, at replikken skal angå et nærmere angivet spørgsmål.
Landsretten ophævede byrettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved byretten.
Kendelsen er interessant, fordi den fastlægger, at indlevering af replik efter fristens udløb ikke kan tillægges udeblivelsesvirkning, medmindre det er bestemt, at processkriftet skal angå et nærmere angivet spørgsmål, jf. retsplejelovens § 355, stk. 2, jf. § 360, stk. 5.
Kendelsen er udgivet i U 2023.4291 Ø.