Vestre Landsret afsagde den 14. maj 2025 dom i en sag om, hvorvidt en skadelidt (A) kunne begrænse retssagen til en anerkendelsespåstand, selvom det var muligt at nedlægge en fuldbyrdelsespåstand. Påstanden lød på, at arbejdsgiveren (B) skulle anerkende erstatningsansvar for en arbejdsulykke.
A var medarbejder hos B og kom til skade den 1. maj 2020 i forbindelse med sit arbejde. På grund af helbredsmæssige forhold og usikkerhed om skadens endelige følger, ønskede A at vente med at opgøre det fulde erstatningskrav. B gjorde gældende, at det var ulovlig udstykning, at A indbragte sagen ved en anerkendelsespåstand, når et krav allerede foreløbigt var opgjort, og der ikke samtidig blev fremsat en betalingspåstand. B anførte desuden, at A ikke havde retlig interesse i at få anerkendelsespåstanden prøvet.
I byretten fik B medhold, og sagen blev afvist. Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at A havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet spørgsmålet om B’s erstatningsansvar, selvom A allerede havde fremsat et foreløbigt krav. Landsretten lagde vægt på, at anerkendelsespåstanden blev nedlagt for at afbryde forældelsesfristen, og at det samlede krav endnu ikke kunne opgøres.
Sagen illustrerer, at en sagsøger kan vælge at nedlægge en anerkendelsespåstand, også selvom der er mulighed for at påstå fuldbyrdelse, hvis anerkendelsespåstanden er nedlagt for at afbryde en forældelsesfrist, og kravet endnu ikke kan opgøres.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3247.
Højesteret afsagde den 4. juni 2025 kendelse i sag BS-64407/2024-HJR mellem en ejerforening (C) og to ejere (A og B). Sagen angik betydningen af partsangivelsen i en digitalt oprettet ankestævning via domstolenes sagsportal (minretssag.dk), herunder hvorvidt anken omfattede B.
Sagen udsprang af en tvist om betaling af fælles- og forbrugsudgifter. I sagen for byretten havde C for det første nedlagt påstand om, at A skulle betale et beløb alene, og for det andet, at A og B solidarisk skulle betale et beløb. Byretten tog C’s påstande til følge, og A blev samtidigt pålagt at friholde B for ethvert beløb, som vedkommende skulle betale til C. A ankede dommen via minretssag.dk, som foreskrevet i retsplejelovens § 148 a, hvorefter enhver skriftlig meddelelse om sagen skal ske på domstolenes digitale sagsportal. I den automatisk genererede ankestævning fremgik både C og B som indstævnte.
Selvom B var angivet i den digitale ankestævning, fandt Østre Landsret ikke, at B var omfattet af anken, idet A i sine efterfølgende processkrifter alene havde nedlagt påstand om frifindelse over for C. Landsretten afviste derfor, at B fortsat var part i ankesagen.
A kærede afgørelsen til Højesteret og gjorde gældende, at partsangivelsen i den digitale ankestævning burde være udgangspunktet for vurderingen af, hvem anken omfatter. Højesteret tiltrådte dette og udtalte, at det er den genererede ankestævning, der viser, hvem anken er rettet imod. Hvis appellanten ikke ønsker at inddrage en part under ankesagen, må vedkommende aktivt fravælge denne part under oprettelsen af ankestævningen.
Højesteret konkluderede, at anken også omfattede B, idet der ikke forelå sikre holdepunkter for, at hans inddragelse beroede på en fejl. Højesteret ophævede derfor landsrettens kendelse.
Kendelsen er procesretligt interessant, fordi den fastslår, at partsangivelsen i den digitale ankestævning som udgangspunkt er afgørende for, hvem anken omfatter. Ifølge Højesterets bemærkninger vil en fravigelse af dette udgangspunkt kræve, at der foreligger klare holdepunkter for, at angivelsen af en part var fejlagtig.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3366.
Højesteret afsagde den 4. juni 2025 kendelse i sag BS-64407/2024-HJR mellem en ejerforening (C) og to ejere (A og B). Sagen angik betydningen af partsangivelsen i en digitalt oprettet ankestævning via domstolenes sagsportal (minretssag.dk), herunder hvorvidt anken omfattede B.
Sagen udsprang af en tvist om betaling af fælles- og forbrugsudgifter. I sagen for byretten havde C for det første nedlagt påstand om, at A skulle betale et beløb alene, og for det andet, at A og B solidarisk skulle betale et beløb. Byretten tog C’s påstande til følge, og A blev samtidigt pålagt at friholde B for ethvert beløb, som vedkommende skulle betale til C. A ankede dommen via minretssag.dk, som foreskrevet i retsplejelovens § 148 a, hvorefter enhver skriftlig meddelelse om sagen skal ske på domstolenes digitale sagsportal. I den automatisk genererede ankestævning fremgik både C og B som indstævnte.
Selvom B var angivet i den digitale ankestævning, fandt Østre Landsret ikke, at B var omfattet af anken, idet A i sine efterfølgende processkrifter alene havde nedlagt påstand om frifindelse over for C. Landsretten afviste derfor, at B fortsat var part i ankesagen.
A kærede afgørelsen til Højesteret og gjorde gældende, at partsangivelsen i den digitale ankestævning burde være udgangspunktet for vurderingen af, hvem anken omfatter. Højesteret tiltrådte dette og udtalte, at det er den genererede ankestævning, der viser, hvem anken er rettet imod. Hvis appellanten ikke ønsker at inddrage en part under ankesagen, må vedkommende aktivt fravælge denne part under oprettelsen af ankestævningen.
Højesteret konkluderede, at anken også omfattede B, idet der ikke forelå sikre holdepunkter for, at hans inddragelse beroede på en fejl. Højesteret ophævede derfor landsrettens kendelse.
Kendelsen er procesretligt interessant, fordi den fastslår, at partsangivelsen i den digitale ankestævning som udgangspunkt er afgørende for, hvem anken omfatter. Ifølge Højesterets bemærkninger vil en fravigelse af dette udgangspunkt kræve, at der foreligger klare holdepunkter for, at angivelsen af en part var fejlagtig.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3366.
Højesteret afsagde den 4. juni 2025 kendelse i sag BS-6847/2025-HJR mellem et forsikringsselskab og Ankestyrelsen. Kendelsen vedrørte, om nogle observationsrapporter, som var udfærdiget af forsikringsselskabet, kunne fremlægges i en retssag om en arbejdsskade.
Sagen udsprang af, at A havde fået anerkendt nakkegener som en arbejdsskade med ret til godtgørelse for varigt mén på 10 % og erhvervsevnetab på 90 %. Forsikringsselskabet ønskede at fremlægge observationsrapporterne, der dokumenterede A’s aktiviteter og adfærd. Ankestyrelsen protesterede mod dette med henvisning til, der var tale om skriftlige vidneerklæringer, der skulle have været indhentet med rettens tilladelse efter retsplejelovens § 297.
Forsikringsselskabet gjorde gældende, at observationsrapporterne alene udgjorde faktuelle beskrivelser af A’s adfærd, og at de derfor ikke udgjorde skriftlige vidneerklæringer omfattet af retsplejelovens § 297. Til støtte herfor henviste forsikringsselskabet til bestemmelsens forarbejder og anførte, at observationsrapporterne ikke var udarbejdet på baggrund af spørgsmål til observatørerne. Ankestyrelsen henviste modsat til, at observationsrapporterne var udarbejdet af ansatte hos forsikringsselskabet og udtrykte observatørernes subjektive oplevelse af forløbet. Ifølge Ankestyrelsen indeholdt rapporterne derfor ikke kun objektive og faktiske beskrivelser.
Højesteret fandt, at observationsrapporterne ikke udgjorde skriftlige vidneerklæringer, og rapporterne var derfor ikke omfattet af retsplejelovens § 297. Højesteret lagde vægt på, at observationsrapporterne var baseret på en fysisk overvågning af A i det offentlige rum og indeholdt observatørernes samtidige notater om A’s aktiviteter og adfærd. Der var derfor ikke grundlag for at nægte rapporternes fremlæggelse.
Kendelsen illustrerer, at domstolene ved anvendelsen af retsplejelovens § 297 foretager en sondring mellem egentlige parts- og vidneforklaringer og dokumenter, der alene indeholder beskrivelser af observerbare hændelser. Dette indebærer, at en part ikke skal følge den særlige fremgangsmåde i retsplejelovens § 297 i fremlæggelsen af observationsrapporter, selvom de er udarbejdet efter sagens anlæg, når rapporterne beskriver faktuelle omstændigheder og ikke indeholder partsudsagn eller tilsvarende subjektive vurderinger.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for retsvæsen 2025, s. 3386.
Højesteret afsagde den 20. juni 2025 kendelse i BS-47890/2024-HJR. Sagen omhandlede, hvorvidt en skattesag anlagt af en hovedaktionær mod Skatteministeriet skulle henvises til behandling ved landsretten som første instans. Ifølge retsplejelovens § 226, stk. 1, kan en sag henvises til landsretten som første instans, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Hovedaktionæren havde anlagt sag ved byretten med påstand om nedsættelse af sin skatteansættelse for 2013 og 2014. Spørgsmålet for retten var, om et aktionærlån var omfattet af ligningslovens § 16 E, hvorefter lånet skulle beskattes som udbytte, selvom lånet var optaget før ikrafttrædelsen af bestemmelsen. Det samlede beløb, som hovedaktionæren ønskede nedsat, udgjorde omtrent 260 mio. kr.
Hovedaktionæren anmodede byretten om henvisning til landsretten som første instans med henvisning til sagens økonomiske værdi og dens angiveligt principielle karakter. Byretten imødekom anmodningen, hvorefter Skatteministeriet kærede kendelsen. Vestre Landsret ophævede kendelsen om henvisning med den begrundelse, at sagen i det væsentligste beroede på en konkret bevisvurdering og derfor ikke opfyldte betingelserne for henvisning.
Hovedaktionæren indbragte herefter spørgsmålet for Højesteret og gjorde gældende, at fortolkningen af ligningslovens § 16 E havde principiel betydning for en bredere kreds af hovedaktionærer med aktionærlån optaget før bestemmelsens ikrafttræden. Højesteret udtalte, at sagen rejste et principielt fortolkningsspørgsmål, men at sagen efter en samlet vurdering ikke havde generel betydning for retsanvendelsen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse, hvorefter sagen skulle fortsætte ved byretten.
Kendelsen er procesretligt interessant, idet den fastslår, at en sag ikke kan henvises til landsretten som første instans alene med den begrundelse, at den rejser et principielt spørgsmål om lovfortolkning. En sådan henvisning kan kun ske, hvis sagen også har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller indebærer en væsentlig samfundsmæssig interesse.
Kendelsen vil blive udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025.