Søg
Vestre Landsret afsagde den 6. maj 2022 kendelse i sagen BS-5667/2022-VLR om sagsomkostninger i en sag mellem Ankestyrelsen (”A”) og Fagligt Fælles Forbund, som mandatar for B (”F”).
F anlagde den 21. september 2018 sag mod A. Sagen omhandlede en prøvelse af A’s afgørelse, hvorved A havde afvist at anerkende B’s lidelse af posttraumatisk belastningsreaktion som en arbejdsskade omfattet af særloven om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Byretten frifandt A, men ophævede samtidig sagsomkostningerne med den konsekvens at hver part skulle bære egne omkostninger. Som begrundelse anførte byretten, at A måtte anses for selvmøder, fordi A var mødt ved rettergangsfuldmægtig i form af en ansat hos A. A kærede afgørelsen om sagsomkostninger med påstand om at F som mandatar for B skulle betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til A efter retsplejelovens § 316 stk. 1, der fastsætter, at udgifter til bistand fra en person, der ”i medfør af [retsplejelovens] § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud”.
Til støtte herfor gjorde A gældende, at A under sagen var repræsenteret af en rettergangsfuldmægtig efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4. Bestemmelsen omfatter personer, der er ansat hos parten i mindst en måned, og – hvis parten ikke selv er advokat – hvis personen ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten. A gjorde på den baggrund gældende, at A var berettiget til sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316, stk. 1
Landsretten ændrede byrettens afgørelse om sagsomkostninger under henvisning til retsplejelovens § 316, stk. 1, og henviste til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det fremgår, at opgørelsen af ”udgifter til bistand fra andre rettergangsfuldmægtige end advokater, der møder i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 4, for en statslig myndighed, skal erstattes, forudsættes foretaget på samme måde som i forbindelse med udgifter til advokatbistand”.
Henset til sagens værdi og udfald, samt dens forløb og omfang, fastlagde landsretten skønsmæssigt, at F skulle betale 30.000 kr. i sagsomkostninger.
Kendelsen bidrager til forståelsen af, hvornår en statslig myndighed er repræsenteret af en rettergangsfuldmægtig efter retsplejelovens § 260. Derudover er kendelsen et eksempel på rettens vurdering af et ”passende beløb”, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1.
Udgivet i U 2022.3115 V.
Østre Landsret afsagde den 30. maj 2022 dom i ankesagen BS-36279/2021 mellem A og en kommune (”K”).
K meddelte i september 2016 landzonetilladelse til A’s opførelse af en landbrugshal. Da A uden tilladelse også opførte en overdækning langs hallens facade, varslede K påbud om lovliggørelse af overdækningen i form af nedrivning, da denne også krævede landzonetilladelse. K afslog A’s ansøgning om, at lovliggørelsen kunne ske ved en ny landzonetilladelse og påbød derfor nedrivning. Planklagenævnet, P, stadfæstede K’s afgørelse.
A anlagde herefter sag mod K med påstand om, at K’s afslag på lovliggørende landzonetilladelse var ugyldig. Byretten frifandt K, da K ikke var rette sagsøgte. Byretten fandt, at det i stedet var P’s afgørelse, der var genstand for domstolsprøvelsen, idet K ville være forpligtet til at følge afgørelser truffet under en sag mod P.
Under ankesagen for landsretten nedlagde K påstand om afvisning af anken jf. retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i 1. instans, og hvis sagen i øvrigt ikke er af principiel karakter.
Landsretten tog indstævnte K’s påstand til følge og afviste anken under henvisning til retsplejelovens § 368 a. Landsretten udtalte, (i) at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end for byretten, (ii) at sagen ikke var af principiel karakter, og (iii) at der ikke i øvrigt forelå andre grunde, der talte for, at landsretten skulle behandle sagen.
Selvom sagen er meget konkret begrundet, bidrager den til forståelsen af, hvornår en appel kan afvises under henvisning til den relativt nye appelbegrænsningsregel, hvorefter appel kan nægtes, hvis det ikke forventes, at sagen vil få et andet udfald i appelinstansen.
Udgivet i U 2022.3154 Ø.
Den 16. maj 2022 afsagde Vestre Landsret kendelse i sagen BS-43733/2021-VLR mellem Fagligt Fælles Forbund som mandater for A, (”F”) og Lønmodtagernes Garantifond (”L”).
I sagen opstod der tvist om, hvorvidt værnetingsreglen i retsplejelovens § 240, stk. 2, fandt anvendelse i sagen, og dermed om hvilket hjemting sagen skulle anlægges ved. Det blev herefter udskilt til særskilt afgørelse, hvorvidt L skal opfattes som en central statslig myndighed efter retsplejelovens § 240, stk. 2.
Retsplejelovens § 240, stk. 2, bestemmer, at sager, der vedrører prøvelse af afgørelser, der er truffet af en central statslig myndighed, skal anlægges ved sagsøgerens hjemting. A’s hjemting var Retten i Sønderborg, mens L’s hjemting var Retten i Hillerød.
Byretten fandt, at L var en central statslig myndighed efter retsplejelovens § 240, stk. 2. Byretten henviste til, at L på trods af at være en selvstændig selvejende institution, træffer afgørelse i sager, som vedrører borgerne og på den baggrund ikke kan sammenlignes med øvrige selvstændige statslige forvaltningssubjekter efter retsplejelovens § 240, stk. 2.
Byrettens afgørelse blev herefter kæret til landsretten.
Landsretten bekræftede, at en ”central statslig myndighed” omfatter ministerier, styrelser og centrale statslige klageinstanser, mens begrebet ikke omfatter decentrale statslige myndigheder, herunder for eksempel statsforvaltninger, sociale nævn, mv., eller selvstændige statslige forvaltningssubjekter, herunder for eksempel Nationalbanken.
Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at L er finansieret af private arbejdsgivere, og at staten alene delvist finansierer de merudgifter, som L har til at dække feriemidler. Herudover lagde landsretten vægt på L’s ledelse, som består af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet indstilles af arbejdsmarkedets organisationer til beskæftigelsesministeren, der som udgangspunkt er forpligtet til at følge denne indstilling. Bestyrelsen vælges af repræsentantskabets medlemmer.
På den baggrund fastslog landsretten, at Lønmodtagernes Garantifond ikke er en central statslig myndighed i retsplejelovens § 240, stk. 2’s forstand, hvorfor landsretten henviste sagen til Retten i Hillerød.
Udgivet i U 2022.3127 V.
Den 16. juni 2022 afsagde Højesteret kendelse i sagen BS-48173/2020-HJR mellem et forsikringsselskab (”FS”) og en fagforening som mandater for A (”FF”).
Under en arbejdsskadesag mellem FS og FF opstod der i byretten tvist om, hvorvidt de sidste fire cifre i den skadelidtes CPR-nummer skulle udelades af sagens bilag. Byretten bestemte ved beslutning af 13. marts 2020, at bilagene i sagen skulle genfremlægges uden de sidste fire cifre i skadelidtes CPR-nummer.
FS søgte den 27. marts 2020 om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet til at kære byrettens beslutning af 13. marts 2020 til landsretten, hvilket FS fik tilladelse til den 11. juni 2020 efter retsplejelovens § 389 a, stk. 1.
Den 25. juni 2020 indleverede FS kæreskrift vedrørende beslutning af 13. marts 2020 til landsretten, som imidlertid afviste dette med henvisning til, at den særlige frist i databeskyttelseslovens § 37, stk. 2, 4. pkt., var overskredet.
Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, som først og fremmest skulle vurdere, hvorvidt både retsplejelovens og databeskyttelseslovens kærefrister fandt anvendelse, eller om det alene var 4-ugers-fristen i databeskyttelsesloven, som fandt anvendelse. For det andet angik spørgsmålet, hvorvidt der undtagelsesvist kunne tillades kære efter fristens udløb under databeskyttelsesloven.
Højesteret fastslog, at det alene var databeskyttelseslovens 4-ugers kærefrist, der fandt anvendelse i en kæresag som den nærværende. Højesteret henviste til at en afgørelse om behandling af oplysninger, der træffes af domstolen, kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvorfor fristen i retsplejelovens § 389 a, stk. 1, ikke gælder i denne sag.
Højesteret fandt afslutningsvist, at databeskyttelsesloven ikke hjemler en ret til kære efter fristens udløb, og dette kunne heller ikke undtagelsesvist tillades i sagen mellem FS og FF. På den baggrund blev kæren af 25. juni 2020 afvist.
Udgivet i U 2022.3332.
Den 7. juni 2022 afsagde Højesteret afgørelse i sagen BS-27896/2021-HJR mellem virksomheden A (”A”) og virksomheden B (”B”).
Landsretten afsagde som første instans dom sagen mellem A og B, som vedrørte tre renoveringsprojekter. A ankede dommen til Højesteret, dog kun for så vidt angik ét af de tre renoveringsprojekter. Samtidig anmodede B om tilladelse til at nedlægge en ny påstand for Højesteret om at få prøvet landsrettens afgørelse om sagsomkostningerne i dens helhed, hvilket A protesterede imod. A gjorde gældende, at eftersom ankesagen alene omhandlede en begrænset del af den oprindelige sag, kunne Højesteret ikke tage stilling til sagsomkostningerne som helhed, og kompetencen til at meddele tilladelse til særskilt at indbringe omkostningsafgørelser for Højesteret tilkommer Procesbevillingsnævnet efter retsplejelovens § 368.
Højesteret fastlog indledningsvist, at B kunne nedlægge en ny påstand om sagsomkostninger, da sagen allerede verserede. Der var på den baggrund ikke tale om en særskilt anke af landsrettens fastlæggelse af sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 368, stk. 8.
Højesteret fastslog herefter, at som følge af at sagsomkostninger fastsættes samlet for hele sagen, jf. princippet i retsplejelovens § 315 og § 322, stk. 1, kunne sagens parter få prøvet afgørelsen om sagsomkostninger i dens helhed, uanset at den verserende hovedsag kun var delvist anket.
Rasmus Grønved Nielsen, dr.jur., og Thomas Haugsted, advokatfuldmægtig, har skrevet artiklen ”Grænser for retskraft?”. Artiklen omhandler res judicata og retten til retfærdig rettergang efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. december 2021 i sagen Gražulevičiūtė mod Litauen.
I Gražulevičiūtė mod Litauen fandtes Litauen at have krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Dette var sket som følge af, at en endelig dom om annullering af en bebyrdende forvaltningsafgørelse ikke var tillagt tilstrækkelig retskraft, da klageren senere havde anlagt en erstatningssag mod den litauiske stat i anledning af den ulovlige afgørelse, da man nu foretog en ny bevisvurdering.
Princippet om retskraft og dommes bindende virkning er fundamental i en retsstat. En dom har både formel og materiel retskraft. Den formelle retskraft medfører, at dommen ikke kan ændres ved genoptagelse eller appel, medmindre der gives særlig tilladelse. Den materielle retskraft medfører, at domstolene ikke kan prøve den samme sag mellem de samme parter mere end en gang.
Forfatterne anfører, at Gražulevičiūtė mod Litauen udfordrer de grænser, som hensynene bag subsidiaritetsprincippet tilsiger, og at rækkevidden af EMD’s dom potentielt rækker langt ind i både national formel – og materiel – ret. Eksempelvis antager forfatterne, at dommen kan have konsekvenser for den udviklede retspraksis om offentlige myndigheders erstatningsansvar, der netop reflekterer styrken i separate bevisvurderinger ved spørgsmålet om henholdsvis forvaltningsafgørelsers gyldighed og det dermed forbundne erstatningsansvar.
Artiklen argumenterer for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i højere grad bør udvise tilbageholdenhed i prøvelsen af retskraftsspørgsmål i medlemsstaterne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Der foreligger en fast praksis om, at procesregler om bevisførelse og bevisbedømmelse i civile retssager er overladt til medlemsstaternes nationale lovgivning at regulere. Artiklen argumenterer for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes bør anvende subsidiaritetsprincippet og således udvise samme tilbageholdenhed ved pådømmelsen af andre procesregler, herunder retskraft, som må overlades til medlemsstaterne at fastlægge i deres nationale ret.
Udgivet i U 2022B.173.