Søg
Østre Landsret afsagde den 27. maj 2025 dom i sag BS-29699/2023-OLR mellem F selskab under konkurs (”Konkursboet”) og to tidligere bestyrelsesmedlemmer (”A og B”). Sagen angik, om Konkursboet kunne anlægge et erstatningskrav mod A og B ved domstolene, eller om tvisten i stedet skulle afgøres ved voldgift i medfør af de voldgiftsklausuler, der var indeholdt i A og B’s bestyrelseskontrakter.
Sagen udsprang af et betalingskrav på ca. 25 mio. kr., som Konkursboet havde rejst i medfør af selskabslovens § 361, stk. 1, hvorefter medlemmer af et kapitalselskabs ledelse kan ifalde ansvar, hvis de under udførelsen af deres hverv har påført selskabet, kapitalejere eller tredjemand tab ved forsæt eller uagtsomhed. Konkursboet gjorde gældende, at A og B som bestyrelsesmedlemmer havde handlet ansvarspådragende ved at indgå en udligningsaftale kort tid før selskabets konkurs. A og B påstod sagen afvist under henvisning til, at enhver tvist efter deres bestyrelseskontrakter skulle afgøres ved voldgift.
Byretten fandt efter en samlet vurdering, at kravet havde en sådan tilknytning til konkursretlige forhold, at Konkursboet ikke var bundet af voldgiftsklausulerne i bestyrelseskontrakterne. Byretten tog derfor ikke A og B’s afvisningspåstand til følge, men fastslog, at domstolene havde kompetence til at behandle sagen.
Landsretten nåede til det modsatte resultat og udtalte, at spørgsmålet om erstatningsansvar efter selskabslovens § 361, stk. 1 ikke var uløseligt forbundet med selve konkursbehandlingen, men kunne afgøres selvstændigt efter de almindelige regler om ledelsesansvar. Da voldgiftsklausulerne efter deres ordlyd omfattede tvisten, og der ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde tilsidesættelse af disse, fandt landsretten, at Konkursboet var bundet af klausulerne.
På denne baggrund afviste landsretten sagen med henvisning til voldgiftslovens § 8, hvorefter retssager om tvister, der i henhold til aftale skal afgøres ved voldgift, skal afvises af domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller af andre grunde ikke kan gennemføres.
Dommen er procesretligt relevant, idet den fastslår, at voldgiftsklausuler i bestyrelseskontrakter kan være bindende for kurator ved anlæggelse af erstatningssager. Afgørelsen præciserer dermed, i hvilket omfang sådanne krav skal indbringes for en voldgiftsret frem for de almindelige domstole, og bidrager til en klarere afgrænsning af domstolenes kompetence i ledelsesansvarssager.
Dommen er anket til Højesteret, hvor sagen afventer endelig afgørelse.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3540.
Østre Landsret afsagde den 18. juni 2025 dom i sag BS-7969/2025-OLR mellem en andelsboligforening og en lejer, A, med B som hovedintervenient. Sagen for landsretten angik, om ankesagen kunne videreføres mod A, efter at A var afgået ved døden, og boet var afsluttet ved boudlæg.
Sagen blev indledt ved boligretten i Lyngby, hvor den angik, om andelsboligforeningen med rette havde ophævet A’s lejemål, og om B som barnebarn havde ret til at fortsætte lejemålet i medfør af lejelovens § 164, jf. § 163, stk. 2, der giver et nærtstående familiemedlem adgang til at indtræde i lejemålet, hvis vedkommende har haft fælles husstand med lejeren i de sidste to år før fraflytning eller død.
Boligretten fandt det bevist, at A og B havde haft fælles husstand i mere end 2 år forud for, at A flyttede på plejehjem, og at B derfor havde ret til at fortsætte lejeforholdet.
Andelsboligforeningen ankede dommen, men under ankesagens behandling afgik A ved døden. Boet efter A blev afsluttet ved boudlæg efter dødsboskifteloven uden, at skifteretten var gjort bekendt med den verserende ankesag. Andelsboligforeningen anmodede herefter om, at der blev afsagt udeblivelsesdom over for A, mens de indstævnte påstod, at sagen mod A måtte bortfalde, som følge af, at et bo afsluttet ved boudlæg ikke har partsevne.
Landsretten udtalte, at A’s død og den efterfølgende afslutning af boet medførte, at der ikke længere bestod et retssubjekt med partsevne, som kunne indtræde i eller videreføre sagen. Retten bemærkede herved, at ankesagen, uanset udfaldet, ikke ville kunne tilføre boet yderligere aktiver, der kunne begrunde en genoptagelse af bobehandlingen efter dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr. 1. Da der således ikke fandtes en part, der kunne succedere i A’s retsstilling, og da tvisten om brugsretten til lejligheden i realiteten alene vedrørte retsforholdet mellem andelsboligforeningen og B som den aktuelle beboer, blev anken for så vidt angår A afvist. Sagen fortsatte herefter alene mod B, uden at nogen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger.
Dommen er procesretligt relevant, idet den illustrerer de retlige konsekvenser, når en part under en ankesag mister partsevne. I det konkrete tilfælde opstod dette ved, at dødsboet blev afsluttet ved boudlæg, hvilket medførte, at der ikke længere bestod et retssubjekt, som sagen kunne videreføre sagen.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3695.
Østre Landsret afsagde den 17. juni 2025 kendelse i kæresagen BS-28470/2025-OLR, hvor sagsøger (”A”) anmodede om forhøjelse af de sagsomkostninger, Sø- og Handelsretten ved kendelse af 30. april 2025 havde tilkendt A i en forbuds- og påbudssag mod sagsøgte (”B”) vedrørende markedsføring og salg af et produkt på det danske marked.
A kærede med påstand om en forhøjelse til 616.545 kr. under henvisning til art. 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (retshåndhævelsesdirektivet), som fastslår, at den vindende parts rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger i en sag, som udgangspunkt skal bæres af den tabende part.
For landsretten gjorde A gældende, at de afholdte advokattimer var både nødvendige og proportionale henset til sagens kompleksitet. A, der som sagsøger var ansvarlig for at samle ekstrakten, havde kun afholdt halvt så mange advokattimer som B. B bestred, at omkostningerne skulle forhøjes, da sagen indgik i et større sagskompleks anlagt af A, hvor væsentlige dele af argumentation, faktum og bevismidler var genbrugt på tværs, samt at den samme advokat førte flere parallelle sager for A.
Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at der ikke var grundlag for at forhøje de af Sø- og Handelsretten tilkendte sagsomkostninger. I begrundelsen lagde landsretten vægt på, at A havde anlagt flere lignende forbuds- og påbudssager samt at den samme advokat repræsenterede A i samtlige sager.
Afgørelsen er procesretligt relevant, da den omhandler retshåndhævelsesdirektivets betydning for fastsættelsen af sagsomkostninger i IP-forbudssager samt betydningen af, at en part har anlagt flere lignende sager.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3683.
Østre Landsret afsagde den 23. juni 2025 dom i BS-1439/2025-OLR i en tvist mellem et færgeselskab (A) og et havneselskab (B). Baggrunden var, at A i efteråret 2018 fusionerede med et andet færgeselskab (C), som på daværende tidspunkt havde en verserende sag mod B, hvori der den 7. maj 2021 blev afsagt dom.
I sagen fra 2021 havde C nedlagt påstand om, at B havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i TEUF gennem et takstsystem anvendt overfor C i perioden 1. januar til 31. august 2018. Sø- og Handelsretten frifandt B, og C valgte ikke at anke dommen.
A anlagde et par måneder efter sagen fra 2021 en ny sag (hovedsagen) mod B med påstand om, at B havde misbrugt sin dominerende stilling gennem et takstsystem anvendt over for A. Sagen ved landsretten angik et fra hovedsagen udskilt delspørgsmål om negativ retskraft, nærmere bestemt om den tidligere dom mellem C og B afskar A fra at få spørgsmålet prøvet.
A bestred, at dommen fra 2021 skulle afskære den nye sag, da der var tale om to forskellige krav med to forskellige kreditorer under forskellige aftaleforhold. Dette blev blandt andet begrundet i, at dommen fra 2021 ikke tog stilling til perioden efter den 31. august 2018, og at perioden efter fusionen rummede nye forhold, der ikke havde været eller kunne have været belyst i sagen fra 2021. B anførte derimod, at takstsystemet over for C grundlæggende var det samme som over for A, og at efterfølgende prisændringer med rimelighed kunne og burde være inddraget i sagen fra 2021.
Landsretten fastslog indledningsvist, at A ved fusionen indtrådte i C’s rettigheder og forpligtelser, hvorfor dommen fra 2021 kunne have retskraft over for A. Landsretten fastslog dernæst, at takstsystemet, som blev varslet før dommen fra 2021 og indfaset over tid, materielt var det samme for både A og C. Selvom taksterne ændrede sig i perioden efter den 31. august 2018, så beroede ændringen på mekanismer, som A var bekendt med før dommen fra 2021. A havde derfor ikke godtgjort væsentlige nye faktiske omstændigheder eller en ændret retstilstand, der kunne tilsige en fornyet prøvelse af spørgsmålet, hvorfor landsretten afviste sagen.
Afgørelsen er procesretligt interessant, da den omhandler rækkevidden af negativ retskraft, herunder når virksomheder fusionerer, samt hvornår der er tale om nye faktiske forhold som medfører, at en ny sag kan anlægges.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 3777.