Søg
Østre Landsret afsagde den 11. december 2024 kendelse i kæresagen BS-484/2023-OLR vedrørende et pålæg om tredjemandsedition over for en processuel udlænding. Sagen verserede mellem Google Ireland Limited (herefter ”Google Ireland”) og kurator for A og angik spørgsmålet, hvorvidt kurator i medfør af retsplejelovens § 299 kunne give Google Ireland pålæg om at udlevere adgangskoder til skyldneren A’s mailkonti.
Det følger af retsplejelovens § 299, som med henvisning til konkurslovens § 240 også finder anvendelse ved behandlingen af konkursboer, at retten kan pålægge tredjemand at udlevere dokumenter eller genstande med betydning for sagen.
Under skifterettens behandling af sagen havde kurator fremsat en begæring om tredjemandsedition over for Google Ireland, der skulle pålægge Google Ireland at give kurator adgang til skyldnerens mailkonti. Skifteretten tog kurators anmodning til følge.
Google Ireland kærede skifterettens afgørelse til landsretten. For landsretten nedlagde Google Ireland påstand om, at et pålæg om tredjemandsedition over for et selskab med hjemsted i Irland, krænkede det folkeretlige territorialprincip. Territorialprincippet indebærer, at stater er suveræne, hvorfor der er et forbud mod at udøve magt på andre staters territorium. Google Ireland anførte til støtte for, at der var tale om en krænkelse af territorialprincippet, at pålægget om tredjemandsedition indebar dansk myndighedsudøvelse i Irland – en kompetence som hverken skifteretten eller landsretten var i besiddelse af.
Kurator gjorde for landsretten overordnet gældende, at Google Ireland havde accepteret værneting i Danmark, hvorfor danske domstole var kompetente til at behandle konkursboets editionsbegæringer. Til støtte herfor anførte kurator: (i) at der var indgået en gyldig og bindende værnetingsaftale mellem Google Ireland og A om et tilvalg af de danske domstole, og (ii) at konkursboet var indtrådt i skyldneren A’s rettigheder over for Google Ireland.
Landsretten fandt, at kurators begæring om tredjemandsedition over for Google Ireland ikke kunne imødekommes. Landsretten udtalte i sine præmisser følgende:
”[Sagen] rejser […] i første række spørgsmålet om, hvorvidt danske domstole har international kompetence til at udstede et pålæg som det begærede.
Et bindende påbud som det, kurator har nedlagt påstand om, vil indebære dansk myndighedsudøvelse over for Google Ireland Limited.
Da Google Ireland Limited ikke er hjemmehørende i Danmark, har danske domstole ikke kompetence til at tage kurators påstand om pålæg af edition over for Google Ireland Limited til følge.”
Landsretten synes imidlertid i sine præmisser at åbne mulighed for, at det ikke er udelukket at pålægge en processuel udlænding editionspligt. Således anfører landsretten i sin begrundelse, at Google Ireland ”efter det oplyste ikke [har] aktiviteter af relevans for denne sag i Danmark”. Afgørende for danske domstoles kompetence synes altså at være, om den processuelle udlænding har en tilknytning til sagen.
Afgørelsen er procesretligt relevant, fordi den adresserer spørgsmålet om danske domstoles internationale kompetence ved udstedelse af editionspålæg over for en tredjemand beliggende i udlandet. Landsretten slår fast, at et procesretligt påbud mod en processuel udlænding forudsætter, at der foreligger den nødvendige tilknytning for tredjemand til sagen i Danmark. I afgørelsen var editionsbegæringen fremsat af et konkursbo, men det kan ikke udelukkes, at præjudikatet kan udstrækkes generelt til editionsbegæringer i civile sager – måske generelt til afgørelser om bevisskridt.
Kendelsen kan findes i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 933 ff.
Højesteret afsagde den 13. februar 2025 kendelse i kæresagerne BS-40339/2024-HJR og BS-40342/2024-HJR. Sagen vedrørte, om 4-ugers fristen i retsplejelovens § 388 fandt anvendelse på sager, der var hjemvist til fortsat behandling.
Retsplejelovens § 388 fastslår, at enhver af sagens parter, hvor en ankeinstans har hjemvist sagen, inden 4 uger efter dommens afsigelse kan indgive anmodning om fornyet behandling til den ret, til hvilken sagen er hjemvist.
Kæremålet for Østre Landsret udsprang af to erstatningssager anlagt ved Københavns Byret, som blev afvist på grund af manglende værneting. Landsretten fandt imidlertid i kæremålet, at der var værneting for sagerne ved Københavns Byret, hvorfor landsretten ophævede byrettens dom og hjemviste sagerne til fortsat behandling. Sagsøger anmodede herefter byretten om at fastsætte en frist for svarskrift om sagernes realitet, men da anmodningen ikke blev indgivet inden 4-ugersfristen i retsplejelovens § 388, afviste byretten sagerne, hvilket landsretten stadfæstede.
Landsretten fandt, at retsplejelovens § 388 efter sin ordlyd finder anvendelse i ethvert tilfælde af hjemvisning. Landsretten understregede, at der ikke er grundlag for at sondre mellem hjemvisning til fortsat eller fornyet behandling, da lovens ordlyd og formål tilsiger en ensartet anvendelse af fristen.
I sagen ved Højesteret anførte sagsøger, at retsplejelovens § 388 kun gælder for sager hjemvist til fornyet behandling, og ikke til fortsat behandling. Sagsøgte anførte, at bestemmelsen gælder for alle hjemvisninger, uanset om det er til fortsat eller fornyet behandling. Højesteret var enig i landsrettens begrundelse og stadfæstede landsrettens kendelse. Højesteret fremhævede, at formålet med § 388 er at sikre en hurtig og effektiv proces, og at en sondring mellem forskellige typer af hjemvisning ville modvirke dette formål.
Kendelsen er procesretligt relevant, fordi Højesteret klargør, at retsplejelovens § 388 anvendes i alle tilfælde af hjemvisning, uanset om det er til fortsat eller fornyet behandling. Afgørelsen understreger, at der ikke er grundlag for at sondre mellem disse typer af hjemvisning, og at fristen på 4 uger skal overholdes uanset årsag til hjemvisning.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 1359.
Højesteret afsagde den 16. december 2024 en vigtig kendelse i kæresagen BS-34453/2024-HJR, der omhandlede spørgsmålet om bortfald af en kæresag ved forsinket betaling af kæreafgift. Sagen udsprang af en tvist ved Sø- og Handelsrettens skifteret om advokat A’s rolle som likvidator for et opløst selskab.
Den 18. august 2022 indgav Erhvervsstyrelsen en anmodning til Sø- og Handelsrettens skifteret om at opløse B’s selskab. A blev herefter udpeget som likvidator den 3. april 2023. Efterfølgende anmodede B om at få afsat A som likvidator, men Sø- og Handelsrettens skifteret afviste anmodningen ved kendelse den 20. december 2023.
Den 3. januar 2024 indbragte B kendelsen af 20. december 2023 for Østre Landsret. I den forbindelse fastsatte Sø- og Handelsretten en frist for B til betaling af kæreafgiften på 750 kr., som skulle være modtaget senest den 18. januar 2024. Hvis betalingen ikke blev foretaget inden fristens udløb, kunne landsretten erklære kæren for bortfaldet i henhold til retsafgiftslovens § 47.
I et brev af den 22. januar 2024 til Østre Landsret anførte Sø- og Handelsretten, at betalingen for kæreafgiften på 750 kr. var modtaget den 19. januar 2024.
Kort efter fristens udløb informerede Sø- og Handelsretten Østre Landsret om, at betalingen var modtaget den 19. januar 2024, en dag for sent. Dette resulterede i, at Østre Landsret afsagde kendelse om, at A’s kæremål var bortfaldet. B havde i et supplerende kæreskrift af den 18. januar 2024 anført, at B havde foretaget en overførsel fra sin bank til Sø- og Handelsrettens skifterets konto i Danske Bank samme dag og fremlagde kvittering for, at pengene var trukket fra B’s konto den 18. januar 2024.
Efter Østre Landsrets afgørelse om, at B’s kæremål var bortfaldet på baggrund af forsinket betaling, blev sagen indbragt for Højesteret.
Højesteret konstaterede, at betalingen ikke var sket rettidigt, da Sø- og Handelsretten først modtog betalingen af kæreafgiften den 19. januar med henvisning til Sø- og Handelsrettens brev af den 22. januar 2024. Udgangspunktet var derfor, at B’s ret til at kære var bortfaldet. Spørgsmålet for Højesteret var, om der forelå ekstraordinære omstændigheder uden for B’s kontrol, som undtagelsesvis kunne begrunde, at betalingen skulle accepteres i henhold til retsafgiftslovens § 47, stk. 7, 3. pkt., således at kæremålet ikke bortfaldt.
I vurderingen lagde Højesteret vægt på, at B havde foretaget en straksoverførsel den 18. januar, hvori ligger, at betaling sker i løbet af kort tid. Derudover var det ikke blevet oplyst i sagen, hvorfor Sø- og Handelsrettens skifteret ikke havde modtaget de 750 kr. samme dag, men at retten i stedet havde modtaget pengene dagen efter B’s straksoverførsel. Højesteret fandt, at den manglende fremvisning af B’s straksoverførsel på Sø- og Handelsrettens skifterets konto kunne skyldes bankens betalingsløsning eller andre tekniske forhold, som var uden for B’s kontrol. Det kunne således ikke tilregnes B, at betalingen først blev modtaget den 19. januar 2024.
Højesteret fandt således, at der forelå ekstraordinære omstændigheder i medfør af retsafgiftslovens § 47, stk. 7, 3. pkt. Derfor kunne kæresagen ikke betragtes som bortfaldet på grund af den forsinkede betaling af kæreafgiften. Højesteret tiltrådte A’s påstand om at hjemvise kæresagen til realitetsbehandling ved landsretten.
Kendelsen er procesretlig væsentlig, da den fremhæver vigtigheden af rettidig betaling af en kæreafgift og de konsekvenser, der opstår ved manglende betaling. Derudover fastlægger kendelsen, hvordan Højesteret kan vurdere og anvende begrebet „ekstraordinære omstændigheder“ i forbindelse med forsinket betaling af retsafgifter. Højesteret fastslår, at såfremt en betaling er foretaget korrekt og rettidigt af den afgiftspligtige, og forsinkelsen kan tilregnes forhold uden for dennes kontrol, skal kæresagen ikke bortfalde.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 806 f.
Højesteret afsagde den 5. februar 2025 dom i sag BS-35382/2024-HJR vedrørende et advokatfirmas samarbejde med et internationalt netværk. Sagen udsprang af en kendelse fra Advokatnævnet af 9. juni 2022, der pålagde et advokatfirma bøder for at have tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Advokatnævnet havde vurderet, at advokatfirmaet indgik i et omfattende aftalekompleks med et internationalt konsulent-netværk, hvilket rejste tvivl om deres uafhængighed og integritet i virket som advokater. Aftalekomplekset omfattede blandt andet en sublicensaftale, deltagelsesaftale og serviceaftale, som forpligtede advokatfirmaet til at overholde konsulent-netværkets vilkår og dele klientoplysninger.
Østre Landsret fandt, at selvom samarbejdet mellem advokatfirmaet og konsulent-netværket rejste spørgsmål om potentiel indflydelse på advokatfirmaets uafhængighed og integritet, var der ikke klare og direkte beviser for, at disse forhold faktisk havde kompromitteret firmaets evne til at opretholde god advokatskik i henhold til retsplejelovens § 126, stk. 1. Landsretten konkluderede, at aftalerne mellem advokatfirmaet og konsulent-netværket indeholdt bestemmelser, som sikrede, at de overholdt både lokal lovgivning og de advokatetiske regler, og således bevarede firmaets uafhængighed. Derfor ophævede landsretten Advokatnævnets kendelse.
Højesteret fandt derimod, at advokatfirmaet havde bundet sig så nært til konsulent-netværket, at der var rimelig begrundet tvivl om, hvorvidt advokatfirmaet levede op til kravene om uafhængighed og integritet. Højesteret lagde vægt på, at advokatfirmaet gennem aftalerne med konsulent-netværket var forpligtet til at følge netværkets globale retningslinjer og standarder, hvilket kunne påvirke advokatfirmaets evne til at handle uafhængigt. Desuden vurderede Højesteret, at aftalen om deling af klientoplysninger med netværket, kunne kompromittere klientfortroligheden og advokatfirmaets uafhængige rådgivning. Derudover fremhævede Højesteret, at konsulent-netværket kunne opsige samarbejdet med advokatfirmaet uden begrundelse og varsel, hvilket formentlig ville medføre et betydeligt tab af goodwill og omsætning for advokatfirmaet. Hertil påpegede Højesteret, at advokatfirmaet ved ønske om at udtræde af samarbejdet, ville være forpligtet til at betale en væsentlig kompensation. Dette understregede de økonomiske konsekvenser, der forelå for advokatfirmaet ved ophør af samarbejdet – og således en betydelig binding til netværket.
Højesteret stadfæstede derfor Advokatnævnets kendelse med den ændring, at Nævnets sanktion blev ophævet. Højesteret bemærkede hertil, at det konkrete spørgsmål i den foreliggende sag ikke var udtrykkeligt reguleret i de advokatetiske regler, og at det hidtil havde været uafklaret i praksis.
Dommen er relevant, fordi den vedrører fortolkningen af god advokatskik efter retsplejelovens § 126, stk. 1. Med dommen fastslår Højesteret, at et advokatfirma handler i strid med god advokatskik, hvis det indgår i et samarbejde, der kan rejse rimelig begrundet tvivl om advokatens uafhængighed og integritet. Dommen understreger, at et advokatfirma ikke må være så tæt integreret i et internationalt samarbejde, at netværket reelt kan kontrollere den udøvende advokatvirksomhed. I den foreliggende sag fandt Højesteret imidlertid, at der ikke var grundlag for at pålægge en sanktion, idet spørgsmålet hidtil havde været uafklaret i praksis.
Dommen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 1531 f.