Søg Close search

HjemProcesretligt nyhedsbrev for september 2022

Procesretligt nyhedsbrev for september 2022

Nyhedsbrevet indeholder beskrivelse af en række udvalgte afgørelser, der er udgivet på det procesretlige område i perioden fra den 1. til den 30. september 2022.
4. november 2022

I denne måneds nyhedsbrev kan du blandt andet læse om anvendelsen af konkurrenceerstatningslovens § 4 om edition, samt Højesterets kendelse om rette værneting i en sag anlagt af et dansk selskab mod et svensk selskab.

Ikke hjemmel til at meddele oprejsningsbevilling

Østre Landsret afsagde den 26. august 2022 kendelse i sag BS-29588/2022. Sagen angik, om landsretten kunne meddele oprejsningsbevilling i en sag, der kun kunne kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

C havde under en sag mod A og B anmodet byretten om tilladelse til at stille spørgsmål til sagkyndige, hvilket byretten afviste ved kendelse af 28. april 2022.

C kærede byrettens afgørelse og anmodede om, at landsretten tillod kæremålet, selvom kærefristen var overskredet, da de pågældende spørgsmål havde afgørende betydning for C’s mulighed for at løfte bevisbyrden i sagen. A og B påstod derimod blandt andet sagen afvist med henvisning til, (i) at der ikke var indgivet ansøgning om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet inden for fristen, og (ii) at landsretten ikke havde hjemmel til at meddele oprejsningsbevilling i en sag, der i medfør af retsplejelovens § 389 a kun kunne kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Landsretten bemærkede med henvisning til en tidligere kendelse fra Vestre Landsret, at landsretten ikke havde hjemmel til at meddele oprejsningsbevilling i en sag, der i medfør af retsplejelovens § 389 a kun kunne kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Da kæren i denne sag faldt ind under anvendelsesområdet for retsplejelovens § 389 a, og da Procesbevillingsnævnet ikke havde meddelt tilladelse til at kære, afviste landsretten kæremålet.

Kendelsen er interessant, fordi den fastslår, at landsretten ikke kan meddele oprejsningsbevilling i sager omfattet af retsplejelovens § 389 a, hvor Procesbevillingsnævnet ikke har meddelt kæretilladelse.

Kendelsen er udgivet i U 2022.4318 Ø.

Spørgsmål til skønsmand om dronebesigtigelse og ensidigt indhentet tilbud tilladt

Østre Landsret afsagde den 31. august 2022 kendelse i sag BS-24529/2021 vedrørende en anmodning om at stille visse supplerende spørgsmål til skønsmanden.

I en ankesag mellem underentreprenør A og hovedentreprenør B fremsatte B anmodning om supplerende spørgsmål til skønsmanden. Denne anmodning indebar en besigtigelse ved drone foretaget af skønsmanden samt fremlæggelse af et ensidigt indhentet udbedringstilbud for skønsmanden.

A nedlagde påstand om afvisning af det supplerende spørgsmål, som indebar en dronebesigtigelse, idet A gjorde gældende, at det måtte anses for at være uden betydning for sagens afgørelse. Landsretten fandt, at spørgsmålet om besigtigelse ved drone ikke kunne afvises, da det ikke kunne udelukkes, at det ville have betydning for skønsmandens besvarelse og følgelig for sagens afgørelse, og da der ikke i øvrigt var grundlag for at afvise spørgsmålet.

A nedlagde også påstand om, at fremlæggelse af et af B ensidigt indhentet udbedringstilbud for skønsmanden skulle afvises. A gjorde blandt andet gældende, at udbedringstilbuddet var at sidestille med en ensidig indhentet erklæring indhentet efter sagens anlæg. Sådanne erklæringer kan i medfør af retsplejelovens § 341 a modsætningsvist ikke fremlægges.

Landsretten fandt, at det ensidigt indhentede udbedringstilbud havde til formål at give skønsmanden grundlag for at vurdere, om han havde udøvet sit skøn på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Udbedringstilbuddet skulle derimod ikke, som fremlagt af A, antages at indgå i sagen som et selvstændigt bevis. Henset hertil, og da A havde mulighed for selv at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden, kunne det ensidigt indhentede udbedringstilbud fremlægges.

Kendelsen er interessant, da den belyser, at en part kan fremlægge bilag til brug for supplerende spørgsmål til skønsmanden, selvom bilaget er indhentet ensidigt efter afgivelsen af syns- og skønserklæring, når bilaget alene har til formål at indgå i grundlaget for de supplerende spørgsmål. Kendelsen er desuden interessant, da den belyser, at en skønsmand kan blive bedt om at besigtige sagens genstand ved droneoptagelser, når det ikke kan udelukkes, at det vil have betydning for skønsmandens besvarelse af spørgsmålene og dermed for sagens afgørelse.

Kendelsen er udgivet i U 2022.4802 Ø.

Anvendelsen af konkurrenceerstatningslovens § 4 om edition

Østre Landsret afsagde den 8. september 2022 kendelse i sag BS-7434/2022 om, hvorvidt en anmodning om partsedition på grundlag af konkurrenceerstatningsloven § 4 kunne tages til følge.

Sagen angik misbrug af dominerende stilling i forbindelse med forhandlinger mellem A som køber og B som sælger af tv-kanaler, hvor B havde anmodet om edition efter den særlige regel i konkurrenceerstatningslovens § 4, der henviser til de almindelige editionsregler i retsplejelovens §§ 298-300.

Sø- og Handelsretten tog ikke B’s anmodning om edition til følge under henvisning til, at bestemthedskravet i retsplejelovens § 300, stk. 1, jf. konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 1, ikke var opfyldt. B kærede Sø- og Handelsrettens kendelse til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Landsretten bemærkede først og fremmest, at konkurrenceerstatningslovens § 4 skal fortolkes direktivkonformt. I forbindelse med gennemførelsen af direktivet var det forudsat, at der med konkurrenceerstatningslovens § 4 ikke var tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens almindelige editionsregler. Editionsbegæringen skulle derfor behandles efter retsplejelovens almindelige regler om edition. Landsretten bemærkede dog, at de særlige hensyn opregnet i konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 3 skulle indgå i rettens vurdering af hvilke dokumenter, der kunne kræves fremlagt. Dette indebar, at retten skulle tage stilling til, om dokumenterne indeholdt fortrolige oplysninger, og om de fortrolige oplysninger kunne sikres en passende beskyttelse. Landsretten bemærkede, at det også på dette punkt var forudsat ved gennemgørslen af direktivet, at retsplejelovens almindelige regler om retsmøder i §§ 28 a-32 b og vidneudelukkelse og vidnefritagelse i §§ 169-170 udgjorde en tilstrækkelig beskyttelse af fortrolige oplysninger.

Landsretten valgte herefter, efter en konkret vurdering, at imødekomme editionsanmodningen delvist. Landsretten fandt blandt andet, at retsplejelovens §§ 28 a-32 b ikke udgjorde en passende beskyttelse af de fortrolige oplysninger, som dokumenterne indeholdt, og landsretten pålagde derfor i stedet A at fremlægge dokumenterne på en måde, hvor fortrolige oplysninger beskyttedes.

Kendelsen er interessant, da den viser, at bestemmelserne i konkurrenceerstatningsdirektivets artikel 5, stk. 1 og 2, om rettens adgang til at kræve fremlæggelse af beviser, som gennemført i konkurrenceerstatningslovens § 4, ikke indebærer en fravigelse fra retsplejelovens almindelige regler om edition. Kendelsen giver desuden et indblik i, hvordan bedømmelsen af fortrolige oplysninger skal foretages i henhold til konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 3.

Kendelsen er udgivet i U 2022.4676 Ø.

Værneting i Danmark i sag anlagt af dansk selskab mod svensk selskab

Højesteret afsagde den 27. september 2022 kendelse i sag BS-44759/2021-HJR angående Retten i Lyngbys stedlige kompetence i en sag anlagt af et dansk selskab mod et svensk selskab.

Sagen for byretten var anlagt af det danske selskab A mod det svenske selskab B og vedrørte et krav på et formidlingshonorar for A’s arbejde med at formidle kontakt til en køber af B’s svenske ejendomsportefølje. I byretten blev sagen afvist med henvisning til, at rette værneting var sagsøgtes hjemting i Sverige, da retten ikke fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der forelå en kontraktlig forpligtelse mellem A og B, hvilket er et krav for anvendelse af Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, hvorefter der i sager om kontraktsforhold er værneting det sted, hvor den kontraktlige forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. Landsretten kom frem til det modsatte resultat.

Kæremålet for Højesteret angik, om Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1, fandt anvendelse. I benægtende fald ville værnetinget være B’s hjemting i Sverige.

B anførte, at rette værneting var B’s hjemting i Sverige, idet der ikke forelå det nødvendige kontraktsforhold mellem A og B for anvendelse af Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1. Ifølge B havde A ikke sandsynliggjort, at der var indgået en formidlingsaftale mellem parterne. B lagde særlig vægt på, at der ikke var en skriftlig aftale, at der ikke var fastsat en pris, at A ikke havde ageret køberformidler ved at henvise til en advokat, samt at korrespondancen mellem parterne ikke i øvrigt konstituerede et aftaleforhold eller en reaktionspligt hos B.

Heroverfor anførte A, at B havde påtaget sig en kontraktlig forpligtelse over for A under henvisning til formidlerindsatsen ydet af A, B’s manglende indsigelse om honorarbetalingsforpligtelsen samt parternes dialog om en ”broker-aftale”. Ifølge A måtte det anses for sandsynliggjort, at forholdet mellem A og B var aftalemæssigt forankret. Hertil anførte A, at ydelsen fra A i overvejende grad blev præsteret fra adressen i Charlottenlund, hvorfor Retten i Lyngby måtte være rette værneting.

Højesteret fandt, at betingelsen i Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, måtte anses for opfyldt, selvom parterne var uenige om, hvorvidt der var indgået en aftale, idet B’s e-mails til A om en ”broker-aftale” og om et formidlingshonorar til A tilkendegav en betinget villighed til at betale et formidlingshonorar til A i forbindelse med salg af ejendomsporteføljen. Det var således tilstrækkeligt sandsynliggjort, at forholdet mellem A og B var aftalemæssigt forankret. Da formidlingsydelsen var udført på A’s adresse, var det rette værneting Retten i Lyngby. Herved bekræfter Højesteret sin praksis på området for anvendelsen af Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, og tilkendegiver, hvornår en kontraktlig relation er sandsynliggjort.

Læs hele kendelsen

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt