Søg Close search

HjemProcesretligt nyhedsbrev | Februar 2023

Procesretligt nyhedsbrev for februar 2023

Nyhedsbrevet indeholder beskrivelse af en række udvalgte afgørelser, der er udgivet på det procesretlige område i perioden fra den 1. til den 28. februar 2023.
5. april 2023

I denne måned kan du blandt andet læse om Vestre Landsrets kendelse om ikke at tillægge en overskridelse af fristen for indlevering af påstandsdokument med to dage udeblivelsesvirkning, samt om Østre Landsrets dom om afvisning af en ankesag, da det forekom åbenbart, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten.

Skønsmand habil uanset ansættelse hos Teknologisk Institut

Vestre Landsret afsagde den 20. december 2022 kendelse i sag BS-26917/2022-VLR mellem parterne K og J.

P, der var blevet udmeldt som skønsmand i erstatningssagen, havde efter afgivelse af skønserklæringerne fået ansættelse hos Teknologisk Institut og var fratrådt som skønsmand i sagen. Sagen angik herefter, om P var inhabil i medfør af princippet i retsplejelovens § 61, og om hans allerede afgivne skønserklæringer derfor skulle udgå af sagen.

Retten i Aalborg udtalte, at medarbejdere ved Teknologisk Institut ikke ifølge skønsmandsanvisningen må deltage i syn og skøn. Retten fandt på den baggrund, at P var blevet inhabil, jf. princippet i retsplejelovens § 61, da der forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om P’s fuldstændige upartiskhed. Da parterne herefter var afskåret fra at stille P supplerende spørgsmål, skulle P’s allerede afgivne skønserklæringer udgå af sagen.

For landsretten gjorde J gældende, at P ikke var blevet inhabil, og at skønserklæringerne ikke skulle udgå af sagen. Grundet P’s nye erhverv skulle der blot udmeldes en ny skønsmand til besvarelse af parternes supplerende spørgsmål. Heroverfor nedlagde K påstand om stadfæstelse.

Landsretten anførte, at den omstændighed, at P havde fået ansættelse hos Teknologisk Institut, og derfor ikke fortsatte som skønsmand under sagen, ikke indebar, at han i medfør af princippet i retsplejelovens § 61 kunne anses for inhabil. Der var ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, som kunne bringe tvivl om P’s upartiskhed.

Herefter fandt landsretten, at skønserklæringerne fra P ikke skulle udgå af sagen.

Kendelsen er interessant, fordi den viser, at ansættelse hos Teknologisk Institut eller lignende hverv efter afgivelse af en skønserklæring ikke medfører, at skønsmanden bliver inhabil.

Læs kendelsen

Fristoverskridelse på to dage med påstandsdokument ikke tillagt udeblivelsesvirkning

Vestre Landsret afsagde den 18. januar 2023 kendelse i sag BS-44845/2022-VLR mellem parterne B og H.

Retten i Esbjerg havde ikke tillagt B’s overskridelse af fristen for indlevering af påstandsdokument med 2 dage udeblivelsesvirkning, jf. retsplejelovens § 360, stk. 7, hvorefter retten undtagelsesvis ved udeblivelse kan undlade at afvise sagen. Der tages herved hensyn til, om udeblivelsen skyldes lovligt forfald, om der foreligger undskyldende omstændigheder, eller om modparten ønsker sagen udsat.

B gjorde for byretten gældende, at fristoverskridelsen skyldtes, at B’s advokat var presset på tid, da klienten ikke var kontaktbar på grund af sygdom. Desuden var der problemer med at komme på minretssag.dk.

Byretten lagde til grund, at B’s påstandsdokument var indleveret for sent, og at det ikke skyldtes undskyldende omstændigheder. Retten fandt, uanset at der ikke forelå undskyldende omstændigheder, at fristoverskridelsen undtagelsesvis ikke skulle tillægges udeblivelsesvirkning, dels fordi påstandsdokumentet ikke indeholdt nye oplysninger og dels henset til den begrænsede skriftveksling i sagen.

H kærede byrettens kendelse til landsretten. Landsretten inddrog forarbejderne til bestemmelserne i retsplejeloven og fandt, at formålet med de ovennævnte bestemmelser måtte være at sikre en effektiv sagsbehandling. Retten udtalte herefter, at B inden fristen havde anmodet om en kort udsættelse, og at påstandsdokumentet blev indleveret to dage efter udløbet af fristen. Fristoverskridelsen havde derfor hverken sinket sagens behandling eller haft betydning for modpartens muligheder for at varetage sine interesser under sagen.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.

Kendelsen er interessant, fordi den viser, at selvom undtagelsen til udeblivelsesvirkning skal fortolkes meget snævert, kan en 2-dages fristoverskridelse med et endeligt påstandsdokument alligevel undgå at blive tillagt udeblivelsesvirkning, hvis fristoverskridelsen ikke har haft betydning for sagens behandling eller modpartens mulighed for at varetage sine interesser.

Læs kendelsen

Fravær under skønsforretning kunne ikke begrunde nyt syn og skøn

Vestre Landsret afsagde den 4. januar 2023 kendelse i sag BS-47311/2022-VLR mellem tømrerfirmaet H og R.

R havde anlagt sag mod H med påstand om, at H’s udskiftning af taget på R’s ejendom var mangelfuldt. Der var afholdt syn og skøn under en isoleret bevisoptagelse om de påståede mangler på R’s ejendom.

H havde under sagen anmodet om, at den foreliggende skønserklæring skulle udgå af sagen, og at der skulle udmeldes nyt syn og skøn ved en anden skønsmand som følge af (1) formuleringen af spørgsmålene til skønsmanden, da skønsmanden blandt andet blev opfordret til at erklære sig enig eller uenig i en fremlagt ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, (2) skønsmandens fremme af skønsforretningen trods afbud fra L, der ejede H, og (3) skønsmandens utilbørlige besvarelse af spørgsmålene samt manglende faglige kompetence til at besvare spørgsmålene.

Ved kendelse af 7. november 2022 bestemte Retten i Horsens, at H’s anmodning ikke skulle tages til følge, da der ikke var påvist omstændigheder, som kunne medføre, at skønserklæringen skulle udgå, og at der skulle udmeldes nyt syn og skøn ved en ny skønsmand. Byretten bemærkede hertil, at H havde adgang til at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden.

H kærede byrettens kendelse og anførte til støtte for påstanden om udmeldelse af nyt syn og skøn, at skønstemaets udformning var uegnet til brug for en isoleret bevisoptagelse ved en uvildig skønsmand, da spørgsmålenes direkte henvisning til en af R ensidigt indhentet sagkyndig erklæring var egnet til at påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde. H gjorde dernæst gældende, at skønsmanden var blevet inhabil ved beslutningen om at gennemføre skønsforretningen på trods af afbud fra L, da H derved ikke havde mulighed for at varetage sine interesser.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og fandt, at en skønsmands besvarelse som udgangspunkt skal baseres på kendskab til alle sagens akter. Landsretten fandt endvidere, at indholdet af den sagkyndige erklæring, formuleringerne af spørgsmålene i skønstemaet samt henvisningen heri til den sagkyndige erklæring ikke kunne anses for at være egnet til at påvirke skønsmandens besvarelse på en utilbørlig måde. Landsretten fandt endvidere, at H havde tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser ved at kunne anmode om at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden og eventuelt gennemføre en supplerende skønsforretning, jf. retsplejelovens § 205.

Landsretten bemærkede, at den omstændighed, at skønsmanden gennemførte skønsforretningen på trods af afbud fra L og derefter udfærdigede skønserklæringen, ikke medførte, at skønsmanden var blevet inhabil, jf. retsplejelovens § 61.

Kendelsen er interessant, fordi den viser, at hverken et skønstemas henvisning til en parts ensidigt indhentede sagkyndige erklæring eller skønsindstævntes manglende tilstedeværelse under en skønsforretning nødvendigvis medfører, at der kan udmeldes et nyt syn og skøn ved en anden skønsmand.

Læs kendelsen

Skønsmand inhabil som følge af sagkyndig beslutning truffet ved Voldgiftsnævnet

Østre Landsret afsagde den 6. februar kendelse i sag BS-1332/2023-OLR mellem parterne A på den ene side og B og C på den anden side.

Sagen angik, om en ingeniør, der tidligere havde været udpeget af Voldgiftsnævnet til at træffe en sagkyndig beslutning mellem parterne om mangler ved et byggeri, var inhabil som skønsmand i en efterfølgende sag om samme byggeri.

Ved kendelse af 27. juni 2022 bestemte Retten i Odense, at ingeniøren var fagligt og habilitetsmæssigt kompetent til at varetage opgaven som skønsmand i sagen, og at den sagkyndige udtalelse ikke kunne medføre, at ingeniøren var blevet inhabil i den efterfølgende sag. Byretten udmeldte derfor ingeniøren som skønsmand i sagen.

A kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse byrettens kendelse med begrundelse om, at der forelå berettiget tvivl om ingeniørens upartiskhed og uafhængighed som skønsmand, da ingeniøren tidligere havde truffet en sagkyndig beslutning i tvisten mellem parterne.

Modparterne, B og C, påstod kendelsen stadfæstet med den begrundelse, at den sagkyndige beslutning svarede til en første erklæring fra en anden skønsmand i sagen, og at ingeniøren ikke derved havde ageret som dommer, herunder forholdt sig til parternes egentlige uoverensstemmelser.

Landsretten stadfæstede ikke byrettens kendelse, men tog i stedet A’s påstand til følge.

Landsretten henviste til retsplejelovens § 61, hvorefter ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Det blev i denne forbindelse bemærket af landsretten, at princippet i retsplejelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med bedømmelsen af en skønsmands habilitet som i nærværende sag.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå sådanne omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om ingeniørens fuldstændige upartiskhed som skønsmand i sagen. Landsretten begrundede vurderingen med, at ingeniøren i sin tidligere sagkyndige beslutning tog stilling til, hvorvidt der var tale om væsentlige fejl og mangler ved byggeriet, hvilket havde gjort ingeniøren inhabil.

Kendelsen er interessant, fordi den viser, at en skønsmand, som tidligere har truffet en sagkyndig beslutning mellem parterne, er inhabil som skønsmand i en efterfølgende sag, såfremt skønsmandens sagkyndige beslutning er egnet til at rejse tvivl om skønsmandens fuldstændige upartiskhed i den efterfølgende sag. En sådan tvivl kan foreligge, hvis skønsmanden i sin sagkyndige beslutning har taget konkret stilling til sagens genstand i den efterfølgende sag.

Læs kendelsen

Afvisning af ankesag om værneting i Danmark

Østre Landsret afsagde den 14. februar dom i sag BS-25687/2022-OLR mellem parterne A og B.

Sagen angik, om en afvisningsdom truffet af Retten i Hillerød kunne behandles af landsretten i 2. instans, eller om det var åbenbart, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten med den følge, at der skulle ske afvisning efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1.

Ved dom af 16. maj 2022 afviste byretten at behandle en sag, som advokat A havde anlagt mod B med påstand om betaling af salær, da der ikke var værneting ved byretten. Sagen kunne ikke henvises til en anden domstol her i landet, idet B havde fast bopæl og værneting i Tyskland, og byretten afviste derfor sagen.

A ankede dommen til landsretten med påstand om, at sagen skulle behandles ved Retten i Hillerød.

B nedlagde påstand om, at anken skulle afvises efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, som regulerer de tilfælde, hvor landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, navnlig med henvisning til, at sagen åbenbart ikke vil få et andet udfald end i byretten. Heroverfor nedlagde A påstand om, at sagen ikke skulle afvises.

Landsretten tog B’s påstand om afvisning af anken til følge.

Landsretten henviste indledningsvis til Højesterets kendelse af 12. november 2020, trykt i U 2021.502, hvor Højesteret med henvisning til forarbejderne til retsplejelovens § 368 a udtalte, at en ankesag ikke bør afvises af landsretten, medmindre det forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten.

Landsretten fandt med henvisning til byrettens dom, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten. Endvidere bemærkede landsretten, at sagen ikke var af principiel karakter, og at der ikke i øvrigt var andre grunde, der talte for, at sagen skulle behandles i to instanser. Endelig kunne A’s interesse i søgsmålet sammenholdt med sagens karakter og de øvrige omstændigheder ikke føre til, at sagen kunne anses for at have særlig betydning for parterne som omtalt i forarbejderne til retsplejelovens § 368 a. Landsretten tog derfor B’s påstand om afvisning til følge.

Dommen er interessant, fordi den illustrerer, hvornår det forekommer så åbenbart, at der ikke er udsigt til, at en sag vil få et andet udfald end i byretten, at sagen skal afvises behandling af landsretten i 2. instans efter retsplejelovens § 368 a.

Læs dommen

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt