Søg
Venstre Landsret afsagde den 1. november 2022 dom i sagerne BS-15819/2022-VLR, BS-15824/2022-VLR, BS-15828/2022-VLR, BS-15830/2022-VLR, BS-15832/2022-VLR mellem parterne A på den ene side og B, C, D, E og F på den anden side. Sagen angik, om der skulle ske afvisning af en ankesag som følge af, at ankestævningen var indleveret af en ikke-tegningsberettiget person på vegne af et selskab.
Selskabet A havde anket byrettens afgørelse med påstand om frifindelse, og ankestævningen blev på A’s vegne indleveret og underskrevet af G, der var enekapitalejer af A, men som ikke var tegningsberettiget for A efter de selskabsretlige regler. De indstævnte B, C, D, E og F nedlagde påstand om afvisning af ankesagen samt om forhøjelse af tilkendte sagsomkostninger. Landsretten udskilte spørgsmålet om afvisning af ankesagen til særskilt behandling efter retsplejelovens § 253, stk. 1 og stk. 2.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at det følger af retsplejeloven § 261, stk. 2, at retten skal afvise et processkrift, der er indgivet af andre end parten selv eller en person, der er mødeberettiget for parten. Efter retsplejelovens § 260, stk. 1 og stk. 2, er det som udgangspunkt alene advokater, der er mødeberettigede for parter i retten.
Landsretten fastslog på denne baggrund, at ankesagen skulle afvises, da ankestævningen ikke var indleveret af parten selv eller af en mødeberettiget person. Selvom G var enekapitalejer, var det afgørende, at G ikke var tegningsberettiget for A, og stævningen kunne derfor ikke anses for at være indgivet af A selv.
Landsretten bemærkede herefter vedrørende sagsomkostningerne, at det følger af retsplejelovens § 389, stk. 2, jf. stk. 1, at en kendelse om sagsomkostninger, der er fastsat til under 20.000 kr., ikke kan kæres selvstændigt, medmindre der foreligger en tilladelse hertil fra Procesbevillingsnævnet.
Landsretten fandt, at en part ikke kan nedlægge en selvstændig påstand, der isoleret set kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, når parten samtidig nedlægger påstand om, at modpartens anke skal afvises. Da byretten havde fastsat sagsomkostningerne, som A skulle betale til de indstævnte, til under 20.000 kr., og da der ikke forelå en tilladelse til kære fra Procesbevillingsnævnet, afviste landsretten påstanden om forhøjelse af sagsomkostninger.
Dommen er interessant, da den viser, at en person, der ikke er tegningsberettiget for et selskab, ikke opfylder betingelsen i retsplejelovens § 261, stk. 2 om, at processkrifter skal være indleveret at parten selv – uanset at denne er enekapitalejer. Hertil viser dommen også, at når en part nedlægger påstand om, at modpartens anke skal afvises, kan parten ikke samtidig nedlægge en påstand, som selvstændigt kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, når en sådan tilladelse ikke foreligger.
Dommen er udgivet i U 2023.693 V.
Højesteret afsagde den 20. december 2022 kendelse i sag BS-48155/2021-HJR mellem parterne A og B. Sagen angik, om landsretten korrekt havde afvist en ankesag som følge af, at der ikke var udsigt til et andet udfald end i byretten.
I byretten havde B fået medhold i, at der forelå mangler ved tre ud af otte siloer, som B havde købt af A. A blev herefter dømt til at betale udgifterne til udbedring af de tre siloer. Byretten var kommet frem til sit resultat på baggrund af en skønserklæring, som var baseret på beregninger vedrørende en anden type af siloer end dem, som sagen angik. Byretten bemærkede, at dette ikke gjorde nogen forskel på rettens vurdering af, at siloerne var mangelfulde.
A ankede sagen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse. A fremførte et nyt anbringende om, at B ikke havde opfyldt kravene til reklamation, og anmodede om yderligere bevisførelse i form af supplerende spørgsmål til skønsmanden. B nedlagde påstand om afvisning af sagen.
Landsretten afviste sagen efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, hvorefter landsretten kan afvise en anke fra byretten, når der ikke er udsigt til, at sagen kan få et andet udfald, og når sagen ikke er af principiel karakter eller af andre grunde bør behandles af landsretten. Landsretten var enig i byrettens vurdering af sagens beviser og retlige spørgsmål. Landsretten fandt derfor, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten.
A kærede landsrettens dom til Højesteret med påstand om ophævelse og hjemvisning til behandling ved landsretten. B nedlagde påstand om stadfæstelse af landsrettens dom. Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om betingelserne i retsplejelovens § 368 a, stk. 1, var opfyldt.
Højesteret henviste indledningsvist til forarbejderne til retsplejelovens § 368 a, hvorefter en ankesag ikke bør afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart er åbenbart, at der ikke er udsigt til, at ankesagen vil få et andet resultat end byretssagen. Højesteret bemærkede herefter, at det ikke umiddelbart kunne afvises, at A’s nye anbringende og anmodning om yderligere bevisførelse kunne få betydning for sagens afgørelse.
På den baggrund fandt Højesteret, at betingelserne i retsplejelovens § 368 a, stk. 1, ikke var opfyldt. Højesteret ophævede landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.
Kendelsen viser, at betingelserne for afvisning af en ankesag i retsplejelovens § 368, stk. 1 ikke er opfyldt, når en part for landsretten anfører nye anbringender og anmoder om yderligere bevisførelse, og det samtidigt ikke umiddelbart kan afvises, at dette kan have betydning for afgørelsens udfald.
Højesteret afsagde den 16. december 2022 kendelse i sag BS-34551/2022-HJR mellem parterne A og B om admittering af en ankesag, der ikke var oprettet korrekt på sagsportalen.
A havde den 19. august 2022 fået tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke en dom fra Østre Landsret til Højesteret, hvilket skulle ske inden 4 uger fra meddelelsen af tilladelsen, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2. A appellerede dommen rettidigt den 14. september 2022 via domstolenes digitale sagsportal.
A anvendte appelformen ”Særlig anmodning”, hvor der samtidig automatisk blev genereret et dokument med titlen ”Anmodning om tilladelse til at anke eller kære efter fristens udløb”. Dette dokument levede ikke op til retsplejelovens krav til en ankestævning, idet A’s påstand ikke fremgik af dokumentet. Der blev samtidig indlæst et andet dokument, der ligeledes havde titlen ”Anmodning om tilladelse til at anke eller kære efter fristens udløb”. I selve dokumentet fremgik, at det var en ankestævning, som også indeholdt A’s påstand.
B modtog samme dag en advisering om, at der var nyt i sagen på sagsportalen. Den 15. september 2022 overførte landsretten sagen til Højesteret. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at A havde anket landsrettens dom.
B nedlagde principalt påstand om afvisning af sagen. B gjorde gældende, at A ikke havde anket landsrettens dom korrekt, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, idet dommen blev appelleret som en ”Særlig anmodning” og ikke som en ”Anke”.
Højesteret henviste indledningsvist til retsplejelovens § 148 a, stk. 1, hvorefter civile retssager skal anlægges og behandles via domstolenes digitale sagsportal, og knappen ”Anke” ifølge ”Vejledning til minretssag.dk” skal anvendes ved anke af en sag. Desuden bemærkede Højesteret, at det automatisk genererede dokument ikke levede op til kravene til en ankestævning i retsplejelovens § 373, fordi det ikke indeholdt A’s påstand.
Højesteret fandt dog, at ankesagen undtagelsesvis skulle fremmes til realitetsbehandling henset til, i) at der blev indlæst et dokument, hvori det fremgik, at det var en ankestævning, som indeholdt A’s påstand, ii) at B samme dag modtog advisering om dette, og iii) at landsretten dagen efter og inden ankefristens udløb overførte sagen til Højesteret med bemærkning om, at landsrettens dom var anket
Kendelsen er interessant, da den viser, at en ankesag ikke nødvendigvis afvises, selvom den korrekte fremgangsmåde på domstolenes digitale sagsportal ikke er fulgt.
Kendelsen er udgivet i U 2023.996 H.
De seneste år har der været et stigende antal retssager, der finansieres af investeringsfonde og -selskaber (litigation funders). Dette er et velkendt fænomen i udlandet, herunder særligt USA og Storbritannien, men litigation funders er også begyndt at få øjnene op for det danske marked.
Fænomenet litigation funding går ud på, at særlige investeringsfonde og -selskaber finansierer søgsmål for andre mod at få andel i den erstatningssum, som tildeles sagsøgerne, hvis de får medhold ved domstolene. Retssagerne bliver således anskuet som et investeringsaktiv med mulighed for store afkast.
Det er ofte større sager, hvor både behovet for ekstern finansiering og muligheden for en stor erstatning er størst, at der ses en interesse fra internationale litigation funders. I Danmark har litigation funders blandt andet spillet en aktiv rolle i sager anlagt af grupper af aktionærer mod børsnoterede selskaber og deres ledelsesmedlemer, herunder f.eks. de afsluttede søgsmål mod Vestas og Novo Nordisk. En anden type retssager, hvor der er anvendt procesfinansiering, er sager, som konkursboer anlægger på vegne af kreditorerne. Kreditorerne undgår herved de risici, der er forbundet med at forfølge krav via retssager.
Selvom ligitation funding i stigende grad ses i dansk retspraksis, er der tale om et fænomen, der deler vandene, og som rejser en række problestillinger.
For det første kan hel eller delvis ekstern finansiering af retssager indebære, at der bliver anlagt flere opportunistiske søgsmål, hvor procesøkonomiske overvejelser ikke inddrages som normalt. For det andet kan procesfinansiering indebære et etisk dilemma for advokaten. Advokaten er forpligtet til udelukkende at varetage klientens interesse, men vil også blive stillet til ansvar over for investeringsselskabet, hvis selskabet udviser aktivt ejerskab over retssagen, som de har investeret i og følgelig betragter som et investeringsaktiv. For det tredje medfører procesfinansiering en sandsynlighed for, at der bliver anlagt flere retssager mod selskaberne og deres øverste ledelsesorganer. Derfor kan procesfinansiering på sigt betyde, at rekruttering af ledelsesmedlemmer til børsnoterede selskaber vanskeliggøres, når sandsynligheden for at ende i en retssag stiger, og at prisen på ledelsesansvarforsikring tilsvarende forøges.
På den anden side er det positivt, at procesfinansiering kan udvide adgangen til at få prøvet krav ved de danske domstole – en fordel, der særligt gør sig gældende, når der er tale om større retssager, hvor sagsøger ikke har den fornødne økonomiske kapital til selv at føre sagen. Dette gør sig f.eks. gældende ved sager, der anlægges af konkursboer med begrænsede midler, hvor eventuelle søgsmål kan være afhængige af ekstern finansiering.
Selvom litigation funding rejser en række problemstillinger, er det formentlig et fænomen, der er kommet for at blive. I Danmark er der endnu ikke procesretlig regulering af investeringsselskabers finansiering af retssager.
Nyhedsmediet Finans har skrevet flere artikler om Litigation Funding. Blandt andet artiklen Kontroversiel industri har krigskasserne fyldt med milliarder.