Østre Landsret afsagde den 5. juli 2022 kendelse i sagerne BS-23156/2022, BS-23157/2022 og BS-23158/2022 mellem A og C samt D og E om, hvorvidt en kære vedrørende afvisning af forbudssager kunne tillægges opsættende virkning.
A havde anlagt forbudssag mod B, C, D og E. Sø- og Handelsretten afviste sagerne mod C, D og E og traf afgørelse om, at A skulle betale sagsomkostninger i de tre afviste sager. A kærede afgørelserne til landsretten og anmodede i kæreskriftet om, at kæren blev tillagt opsættende virkning. Anmodningen om opsættende virkning blev afvist af både Sø- og Handelsretten og landsretten.
Landsretten bemærkede, at det følger af retsplejelovens § 427, stk. 2, samt forarbejderne til bestemmelsen, at kære af Sø- og Handelsrettens afgørelser om forbud ikke har opsættende virkning. Landsretten kom derfor frem til, at der ikke var hjemmel til at tillægge A’s kære af Sø- og Handelsrettens afgørelse om afvisning opsættende virkning.
Landsretten bemærkede vedrørende sagsomkostningerne, at det i retspraksis er fast antaget, at der ikke er hjemmel til at tillægge en kære af en særskilt afgørelse om sagsomkostninger opsættende virkning, hvorfor også denne del af anmodningen blev afvist.
Anmodningen fra A blev derfor ikke taget til følge.
Kendelsen illustrerer, at der ikke er hjemmel i retsplejeloven til at tillægge kæremål om afvisning af en forbudssag opsættende virkning.
Kendelsen er udgivet i U 2022.3888 Ø.
Højesteret afsagde den 12. august 2022 kendelse i sag BS-5814/2021-HJR (1. afdeling) om, hvorvidt der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem tre ejere af en privat fællesvej.
Sagen handlede overordnet om, hvorvidt sagsøgte, A og B, ved opførelsen af deres ejendom havde vejret til en privat fællesvej. Sagen var anlagt af et vejlaug, der ejede vejen i sameje med to grundejere.
Spørgsmålet for Højesteret var, om der forelå et nødvendigt procesfællesskab mellem vejlauget og de to øvrige ejere af vejen med den virkning, at vejlauget ikke kunne anlægge sag mod A og B uden at indgå i procesfællesskab med de to øvrige ejere af vejen. Det følger af retsplejelovens § 255, stk. 2, at det skal afgøres efter lovgivningens almindelige regler, om det er nødvendigt, at flere personer optræder som procesfæller for at være rette sagsøger.
Højesteret kom frem til, at vejlauget var berettiget til at optræde på egen hånd som sagsøger i sagen. Højesteret lagde i sin bedømmelse vægt på, (i) at vejlauget som medejer af vejen havde en retlig interesse i at få prøvet sin påstand, (ii) at en stillingtagen til anerkendelsespåstanden ikke ville være retligt bindende for de øvrige ejere af vejen, samt (iii) at der ikke forelå hensyn til de øvrige ejere af vejen, som talte afgørende imod, at påstanden blev taget under pådømmelse.
Højesteret tog herefter vejlaugets anerkendelsespåstand til følge, hvorved A og B skulle anerkende, at deres ejendom ikke havde vejret til den private fællesvej.
Selvom sagen er konkret begrundet, er den interessant, fordi den bidrager til forståelsen af vurderingen af rette sagsøger i tilfælde, hvor der potentielt kan være tale om et nødvendigt procesfællesskab.
Kendelsen er udgivet i U 2022.4234 H.
Østre Landsret afsagde den 25. august 2022 kendelse i sag BS 28811/2022-OLR vedrørende fastsættelse af sagsomkostninger i en adcitationssag.
Sagen for byretten var en erstatningssag, hvor A havde sagsøgt TV A/S og Entreprenørfirmaet A/S med påstand om, at de som solidarisk hæftende skulle betale erstatning til A. TV adciterede Entreprenørfirmaet med påstand om, at Entreprenørfirmaet skulle tilpligtes at friholde TV for ethvert beløb, som TV måtte blive dømt til at betale A. Adcitation betyder inddragelse som part i sagen.
Byretten fandt, at Entreprenørfirmaet havde pådraget sig et erstatningsansvar over for A, men frifandt TV for erstatningsansvar over for A. Som følge af TV’s frifindelse i sagen over for A, blev Entreprenørfirmaet frifundet i adcitationssagen over for TV. Byretten fandt derfor, at TV som tabende part i adcitationssagen skulle betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Entreprenørfirmaet.
TV kærede afgørelsen om sagsomkostninger i adcitationssagen med påstand om, at omkostningerne skulle ophæves. Sagen for landsretten angik således, om TV kunne tilpligtes at betale sagsomkostninger til Entreprenørfirmaet.
Landsretten fastslog, at Entreprenørfirmaet – uanset udfaldet af de sambehandlede sager – måtte anses som den vindende part i adcitationssagen, og at TV derfor skulle betale sagsomkostninger til Entreprenørfirmaet. Imidlertid nedsatte landsretten beløbet fra 30.000 kr. til 15.000 kr. med henvisning til, at der var et sådant sammenfald mellem Entreprenørfirmaets sagsførelse i de to sager, at der skulle tages hensyn hertil ved fastsættelse af sagsomkostningerne i adcitationssagen.
Kendelsen er interessant, da den viser, at hvis man inddrager en part i en sag for at opnå skadesløsholdelse, og man taber sagen, skal man afholde sagsomkostninger til den adciterede part, hvis man vinder hovedsagen.
Kendelsen er udgivet U 2022.4304 Ø.
Venstre Landsret afsagde den 15. august 2022 kendelse i sag BS-5655/2022-VLR mellem A, B og C om, hvorvidt der var anket rettidigt.
Retten i Aalborg havde den 10. januar 2022 afsagt dom i sagen. Ved hovedforhandlingens afslutning optog byretten sagen til dom, der ville blive afsagt den 13. januar 2022 uden afholdelse af retsmøde. Byretten afsagde dom i sagen allerede den 10. januar 2022 og publicerede dommen på domstolenes sagsportal samme dag.
Den 7. februar 2022 indleverede A og B personligt ankestævningen til byretten. Den 9. februar 2022 fritog byretten A og B fra at anvende domstolenes sagsportal, hvorfor ankestævningen blev virksom denne dag. Anke var således sket den 9. februar 2022
Spørgsmålet for landsretten var herefter, om ankefristen skulle regnes fra den 10. eller den 13. januar 2022, således at ankefristen udløb enten den 7. eller den 10. februar 2022, og dermed om anke var sket rettidigt.
Landsretten henviste i sin begrundelse til retsplejelovens § 219, stk. 2, som bestemmer, at i sager, hvor der har været mundtlig forhandling, skal retten ved sagens optagelse til dom eller kendelse meddele parterne, hvornår dom eller kendelse vil blive afsagt. Herefter henviste landsretten til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det fremgår, at retten skal give parterne forudgående meddelelse, såfremt retten afsiger dom tidligere end det tilkendte tidspunkt for afsigelsen.
Landsretten lagde til grund, at byretten ikke havde givet parterne meddelelse om, at det på forhånd oplyste tidspunkt var blevet ændret. Som følge af dette, kom landsretten frem til, at ankefristen på 4 uger skulle regnes fra det tidspunkt, som byretten oprindeligt havde meddelt parterne. Ankefristen udløb dermed den 10. februar 2022, hvorfor anken indgivet den 9. februar 2022 var sket rettidigt.
Kendelsen er udgivet i U 2022.4183 V.
Østre Landsret afsagde den 23. juni 2022 kendelse i sag B-251-22 mellem et konkursbo og et advokatpartnerselskab. Sagen omhandlede konkursboets anmodning om tredjemandsedition over for advokatpartnerselskabet, jf. retsplejelovens § 299, jf. konkurslovens § 240.
Baggrunden for anmodningen om edition var, at C, der var direktør i det konkursramte selskab, den 1. oktober 2020 overførte et beløb på 2,3 mio. kroner til en boligopsparingskonto, som tilhørte C’s søn. Den 6. oktober 2020 blev der overført 4,2 mio. kr. fra denne konto til en konto i Danske Bank, der var en deponeringskonto hos advokatpartnerselskabet oprettet i C’s navn. Konkursboet anmodede om, at advokatpartnerselskabet blev pålagt blandt andet at udlevere oplysninger om kontoudtog og rekonstruktørens instruks om deponering af sikkerhedsstillelse og hvidvaskkontrol. Skifteretten afslog konkursboets anmodning om edition.
Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse og udtalte, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at dokumenter, som advokatpartnerselskabet som led i editionen blev pålagt at udlevere, ville kunne danne grundlag for et krav mod advokatfirmaet og dermed foregribe advokatfirmaets processuelle rettigheder under en sådan sag.
Landsretten henviste i den forbindelse til forarbejderne til konkurslovens § 240, der blandt andet bestemmer, at skifteretten ikke bør foregribe afgørelsen i en retssag ved at pålægge et vidne at afgive forklaring for skifteretten om spørgsmål, der må antages at kunne komme op under den efterfølgende retssag, hvis vedkommende som part under denne retssag ville have ret til ikke at udtale sig. Der blev endvidere henvist til, at det følger af retsplejelovens §§ 169-172, at editionsreglerne er undergivet samme begrænsninger som vidnepligten.
Kendelsen er interessent, da den illustrerer, at editionsreglerne ikke kun er begrænset af reglerne om tavshedspligt i retsplejeloven § 170, men også af reglerne om vidnefritagelse ved risiko for straf eller tab af velfærd i retsplejelovens § 171.
Kendelsen er udgivet i U 2022.3833 Ø.