Østre Landsret afsagde den 7. marts 2025 kendelse i sag BS-13785/2025-OLR.
Sagen for landsretten handlede om, hvorvidt der kunne gives tilladelse til anke af en dom, selvom ankestævningen var indleveret efter udløbet af ankefristen. Sagen udsprang af en dom afsagt af familieretten den 18. oktober 2024, hvor Familieretshusets afgørelse om ikke at behandle F’s ansøgning om fastsættelse af samvær med B1 og B2 blev stadfæstet.
Den 18. december 2024 meddelte Procesbevillingsnævnet F tilladelse til at anke dommen til Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 453, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt.
F’s advokat henvendte sig den 11. januar 2025 til familieretten med anmodning om at få adgang til sagen via minretssag.dk, da han var indtrådt som ny advokat for F. Den 13. januar 2025 fremsendte advokaten en ankestævning pr. e-mail til landsretten, og den 16. januar 2025 blev ankestævningen indleveret via minretssag.dk. Da ankefristen var udløbet den 15. januar 2025, afviste Landsretten ankesagen, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 3. pkt., jf. § 453, stk. 2.
Derefter anmodede F’s advokat om tilladelse til anke trods fristoverskridelsen og henviste til, at fristoverskridelsen skyldtes, at han ikke havde haft adgang til minretssag.dk før den 16. januar 2025, hvorfor ankestævningen ikke kunne indleveres på anden måde end via e-mail.
Landsretten fandt, at betingelserne for undtagelsesvis at give tilladelse til anke efter ankefristens udløb var opfyldt, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt. Landsretten lagde vægt på sagens karakter, Procesbevillingsnævnets tilladelse, fristoverskridelsens beskedne omfang, at overskridelsen skyldtes en advokatfejl, og at anmodningen om anketilladelse blev indgivet kort efter afvisningen. Landsretten tog derfor anmodningen til følge.
Kendelsen er procesretligt interessant, fordi den viser, hvilke særlige omstændigheder, der kan begrunde, at en anke undtagelsesvist kan tillades, selvom ankefristen er udløbet, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 3. pkt. Kendelsen viser, at der i tilfælde af ganske kortvarige fristoverskridelser, der skyldes advokatfejl, og når sagens karakter i øvrigt taler for en realitetsbehandling, undtagelsesvist kan tillades anke, på trods af at ankefristen er udløbet.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 2422.
Højesteret afsagde den 21. marts 2025 kendelse i en sag om, hvorvidt en journalist havde adgang til at kære byrettens kendelser om dørlukning uden procesbevillingsnævnets tilladelse.
Byretten havde den 26. oktober 2023 bestemt, at et retsmøde om frihedsberøvelse af B skulle afholdes for lukkede døre, jf. hjemrejselovens § 16 og udlændingelovens § 37. Efterfølgende afviste Østre Landsret den 9. november 2023 at behandle journalistens kære med henvisning til retsplejelovens § 389 a om kærebegrænsning.
Højesteret fandt i modsætning til landsretten, at den særlige adgang til at kære dørlukning for journalister i medfør af retsplejelovens § 393, stk. 2, ikke er afskåret af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. Højesteret fandt, at det ville stride mod formålet med retsplejelovens § 393, stk. 2, at kræve procesbevillingsnævnets tilladelse i sådanne tilfælde. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at domstolene i deres vurdering af, hvorvidt det er rimeligt at begrænse offentlighedens adgang til at overvære en sag, inddrager hensynet til offentligheden. På den baggrund konkluderede Højesteret, at Procesbevillingsnævnets tilladelse ikke bør kræves, når dørlukning kæres af journalister efter retsplejelovens §393, stk. 2.
Sagen rejste derudover spørgsmålet om, hvorvidt det var med rette, at byretten havde truffet afgørelse dels om dørlukning under selve forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., og dels om dørlukning under retsmødet om frihedsberøvelse, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2.
Højesteret fandt, at journalisten var omfattet af den personkreds, der har kæreadgang, jf. retsplejelovens § 172, stk. 1, og at journalistens tilstedeværelse og protest ved mødets begyndelse opfyldte betingelserne i retsplejelovens § 393, stk. 2, 2. pkt., selvom han som følge af dørlukningen ikke var til stede under selve retsmødet. Højesteret fandt, at det var berettiget, at dørlukning blev besluttet under hensyn til statens forhold til fremmede magter, men fastslog, at journalistens kære skulle have været realitetsbehandlet.
Kendelsen er procesretligt relevant, da den understreger, at journalisters selvstændige adgang til at kære beslutninger om dørlukning ikke er begrænset af retsplejelovens § 389 a, og at tilstedeværelse ved mødets begyndelse kan være tilstrækkelig for at opnå kæreadgang efter retsplejelovens § 393. Hermed balancerer Højesteret hensynet til offentligheden med statens interesse i at beskytte følsomme oplysninger ved lukkede døre.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 232o.
Østre Landsret afsagde den 27. marts 2025 kendelse i sag BS-32024/2023-OLR om mulig interessekonflikt og tilsidesættelse af god advokatskik.
Sagen angik en advokat, der i 2021 repræsenterede moderen i en samværssag, selvom faderen to år tidligere havde henvendt sig til samme advokat med henblik på repræsentation i en sag mod moderen. Henvendelsen mundede ud i en længere samtale, hvorefter advokaten sendte en mail med timepris og tidsestimat. Der blev imidlertid ikke indgået nogen aftale, og der blev heller ikke oprettet en sag.
Ved behandlingen af samværssagen i 2021 havde begge parter antaget nye navne, og faderen gjorde ikke indsigelse mod, at advokaten repræsenterede moderen. Sagen blev afsluttet ved forlig. Først efterfølgende blev spørgsmålet om interessekonflikt rejst.
Faderen gjorde gældende, at advokaten havde fået indsigt i fortrolige oplysninger under en telefonsamtale i 2019, hvilket efter hans opfattelse kunne påvirke den senere sag.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at selvom modtagelsen af fortrolige oplysninger – også i fraværet af et formelt klientforhold – kan give anledning til en interessekonflikt, udløser ikke enhver henvendelse automatisk en sådan konflikt.
Herefter fandt landsretten, at der ikke forelå holdepunkter for, at advokaten under retsmøderne havde draget nytte af eventuelle oplysninger fra samtalen i 2019. Landsretten lagde ligeledes vægt på, at faderen ikke havde gjort indsigelse under de første retsmøder og at advokaten ikke kunne erindre den forudgående samtale i detaljer.
Landsretten udtalte herefter, at det ikke generelt kan kræves, at advokater registrerer alle henvendelser. Under hensyn til den forløbne tid, navneskifte og henvendelsens karakter, fandt landsretten ikke grundlag for kritik. Advokatnævnets kendelse, der pålagde advokaten en bøde på 40.000 kr., blev derfor ophævet.
Kendelsen er procesretligt interessant, da den illustrerer, at en advokats indledende telefonsamtale ikke nødvendigvis medfører udelukkelse fra senere at repræsentere modparten i en sag. Afgørelsen præciserer, at advokater ikke generelt er forpligtede til at registrere indledende henvendelser i detaljer, og at der må foretages en konkret afvejning af sagens omstændigheder, herunder tidsforløb og eventuelle navneskift, førend advokaten kan anses for at have tilsidesat god advokatskik.
Kendelsen er udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, s. 2558
Højesteret afsagde den 16. april 2025 kendelse i kæresagen BS-62851-HJR.
Sagen drejede sig om fastsættelsen af salær til en beskikket advokat i en sag, vedrørende en klient, som skulle genindsættes for at afsone reststraf efterprøveløsladelse.
Advokaten, der havde vundet sagen for sin klient, opgjorde sit tidsforbrug til 19,5 timer og anmodede landsretten om et salær på ca. 38.000 kr. med tillæg af moms. Østre Landsret fastsatte imidlertid salæret til 10.000 kr., med henvisning til sagens karakter og den skriftlige behandling.
Advokaten indbragte herefter spørgsmålet for Højesteret med påstand om, at salæret skulle forhøjes til ca. 38.000 kr.
Højesteret udtalte, at salær til beskikkede advokater i civile sager som udgangspunkt bør fastsættes med udgangspunkt i de vejledende salærtakster, men at der også kan tages hensyn til sagens karakter, arbejdets omfang og det opnåede resultat. Da sagen ikke havde nogen økonomisk værdi, fandt Højesteret, at de vejledende takster ikke kunne finde anvendelse, og at salæret i stedet måtte fastsættes ud fra et samlet skøn.
Under henvisning til sagens karakter og det arbejde, der var udført i form af fire processkrifter, fandt Højesteret, at det af landsretten fastsatte salær ikke afspejlede arbejdets reelle omfang. Salæret blev derfor forhøjet til 20.000 kr. med tillæg af moms.
Kendelsen er procesretligt interessant, da den belyser rammerne for salærfastsættelse i civile sager uden økonomisk værdi, hvor et konkret skøn må erstatte de vejledende salærtakster.
Kendelsen vil blive udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2025.