Søg
De afledte effekter af COVID-19 krisen, herunder rejserestriktioner, påbud om karantæne, og medarbejderes midlertidige arbejde fra eget hjem, rejser flere spørgsmål om den mellemstatslige beskatningsret i henhold til såvel dobbeltbeskatningsoverenskomster som internretlige regler i relation til etablering af fast driftssted, eventuel ændring af en virksomheds eller fysiske personers skattemæssig hjemsted, beskatningsretten for løn, der udbetales til hjemmearbejdende medarbejdere m.m. OECD har nu udgivet en vejledning om disse spørgsmål.
Under alment accepterede internationale skatteprincipper kan en virksomhed, hjemmehørende i en stat, have en skattepligtige tilstedeværelse i en anden stat efter reglerne om fast driftssted. Udtrykket fast driftssted betegner en fysisk tilstedeværelse af nogen permanens.
I forbindelse med den nuværende COVID-19 krise og de ekstraordinære tiltag som nationalstater verden over har implementeret for at imødegå krisen, er mange virksomheder pt. udfordret af, at deres medarbejdere er tvunget til at arbejde hjemmefra eller er underlagt rejse- og arbejdsrestriktioner.
OECD har derfor udgivet et sæt retningslinjer med henblik på at klarlægge konsekvenserne af disse ekstraordinære nye faktiske omstændigheder for fordelingen af beskatningsretten mellem landene.
Det er en forudsætning for statuering af fast forretningssted, at virksomheden har en fast tilstedeværelse, kendetegnet ved en vis permanens. Det vil sige, at forretningsstedet skal være fast i tid og fast i sted. Der skal således være en lokation til virksomhedens rådighed gennem en længere, udefineret periode. Det antages, at et hjemmekontor efter omstændighederne kan udgøre et fast driftssted.
Det er OECDs opfattelse, at reglerne om de såkaldte hjemmekontorer ikke umiddelbart er aktuelle for midlertidigt hjemsendte medarbejderes arbejde fra deres eget hjem som følge af COVID-19.
Arbejdet fra medarbejderens bolig er en midlertidig situation, som ikke er et udtryk for virksomhedens ønske, men derimod en foranstaltning pålagt af myndighederne, og har således karakter af force majeure. Virksomhederne hverken ønsker at udøve virksomhed fra eller har en generel rådighed over medarbejdernes bolig.
Det er således OECDs opfattelse, at de midlertidige nødforanstaltninger ikke bør give anledning til statueringen af fast driftssted på grundlag af midlertidige, COVID-19-relaterede ændringer i virksomhedernes faktiske afvikling.
En såkaldt afhængig agent, der (i eget eller virksomhedens navn) handler på vegne af virksomheden og derigennem sædvanligvis indgår aftaler i virksomhedens navn eller sædvanligvis udøver den afgørende rolle ved indgåelse af aftaler i virksomhedens navn, kan begrunde, at virksomheden får fast driftsted i det andet land, hvor agenten udøver sin virksomhed fra.
Det er OECDs opfattelse, at midlertidigt hjemsendte medarbejderes eller agenters midlertidige arbejde fra deres boliger som følge af COVID-19 ikke kan begrunde etablering af nye faste driftssteder efter agentreglen.
Det midlertidige arbejde fra medarbejderens eller agentens bolig, der har karakter af force majeure eller skyldes midlertidige restriktioner fastsat af regeringer eller offentlige myndigheder, har således en så ekstraordinær og usædvanlig karakter, at der ikke er grundlag for anvendelse af agentreglen.
Et fast driftsted opstår som hovedregel, når den erhvervsmæssige aktivitet påbegyndes.
Som undtagelse hertil gælder efter OECDs modeloverenskomst, at en byggeplads, et anlægs- eller installationsarbejde og lignende alene begrunder fast driftssted, hvis aktiviteten varer mere end 12 måneder. Udstrækkes aktiviteten udover 12 måneder, opstår det faste driftsted med virkning fra arbejdets påbegyndelse (og således ikke kun med virkning for den del af aktiviteten, der udøves efter de første 12 måneder).
Danske dobbeltbeskatningsaftaler kan indeholde bestemmelser om en anden periode end de ovennævnte 12 måneder. Forefindes der ikke en dobbeltbeskatningsaftale, vil der være etableret fast driftssted straks, når aktiviteten påbegyndes.
OECD modeloverenskomsten tillægger ikke midlertidige afbrydelser af aktiviteten (ej heller som følge af mangel på mandskab eller materiel) betydning ved opgørelsen af den gældende tidsfrist, der således ikke suspenderes af midlertidige afbrydelser. Den nuværende COVID-19 krise ændrer ikke herpå.
En virksomhed anses for skattemæssigt hjemmehørende, hvor virksomhedens øverste ledelse hører hjemme (ledelsens sæde).
COVID-19 krisen kan medføre, at virksomhedens øverste ledelse midlertidig som følge af rejserestriktioner, karantænepåbud eller lignende, ikke opholder sig i den sædvanlige stat.
Det er OECDs opfattelse, at sådanne midlertidige ændringer ikke bør føre til ændringer i virksomhedens hjemsted og dermed, i hvilket land virksomheden skattemæssigt anses for hjemmehørende.
Selvom en virksomheds øverste ledelse måtte være hjemmehørende i flere stater og virksomheden derfor måtte blive anset som skattemæssigt hjemmehørende i flere stater, indeholder OECDs modeloverenskomst regler, der medfører, at virksomheden alene kan anses som skattemæssigt hjemmehørende i én stat.
Ved anvendelse af disse regler er det afgørende, hvor ledelsen – sædvanligvis – træffer de overordnede og for hele virksomheden gældende kommercielle beslutninger (place of effective management). Disse regler tager derfor allerede højde for de ekstraordinære omstændigheder, hvorfor OECD ikke forudser et behov for yderligere afhjælpning af problemstillinger vedrørende dobbelt domicilerede virksomheder.
Rejserestriktioner og karantænepåbud kan medføre, at en person ufrivilligt kommer til at opholde sig i et land i længere tid. Sådanne ophold kan have betydning for, hvor en person i henhold til såvel de enkelte staters egne regler som gældende dobbeltbeskatnings-overenskomster anses for at have sit skattemæssige hjemsted, og dermed hvilken stat personen er skattepligtig til.
Det er OECDs opfattelse, at ekstraordinære og ufrivillige ophold, der er begrundet i COVID-19 krisen, ikke skal tillægges betydning ved anvendelse af de statslige regler om skattepligt. Det gælder ikke blot, hvis personen opholder sig i et helt fremmed land, men også hvis personen opholder sig i et land, hvor den pågældende tidligere har været skattemæssigt hjemmehørende.
Flere lande, herunder England, Australien og Irland har allerede bekendtgjort, at sådanne ufrivillige ophold ikke vil tælle med ved vurderingen af spørgsmålet af, om der er indtrådt skattepligt til det pågældende land.
Efter OECDs modeloverenskomst er det primært afgørende, hvor personen har sit permanente hjem, subsidiært centrum for sine livsinteresser, sit sædvanlige opholdssted eller vedkommendes nationalitet.
Hovedreglen er, at beskatningsretten til løn tilkommer den stat, hvor medarbejderen bor. Udfører medarbejderen arbejde for en virksomhed i en anden stat, og er medarbejderen fysisk tilstede i den anden stat i forbindelse med arbejdets udførelse, tilkommer beskatningsretten dog – under visse omstændigheder – denne anden stat.
Udbetalinger af løn fra statslige hjælpepakker kan efter OECDs opfattelse bedst sidestilles med opsigelsesløn eller fratrædelsesgodtgørelser, der beskattes efter samme regler som ordinære løbende lønudbetalinger.
Konkrete dobbeltbeskatningsoverenskomster indeholder ofte bestemmelser om, hvor mange dage en medarbejder kan arbejde i andre jurisdiktioner end den sædvanlige jurisdiktion uden, at dette medfører en ændring af den ellers aftalte og gældende beskatningsret mellem de stater, der er parter i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. En ændring af beskatningsretten har betydning for såvel arbejdsgiverne, der kan have fortsatte indeholdelsesforpligtelser, og for medarbejderen, der kan få nye indberetnings- og betalingsforpligtelser.
OECD opfordrer til og samarbejder med staterne for at sikre, at staterne gennemgår deres respektive dobbeltbeskatningsaftaler således, at det undgås, at ufrivillige og midlertidige ændringer af stedet for arbejdets udførelse, der er en følge af COVID-19 krisen, får utilsigtede negative konsekvenser for arbejdsgivere og medarbejdere.