Søg Close search

HjemNu er det muligt at registrere bæredygtighedsrevisor i CVR

Nu er det muligt at registrere bæredygtighedsrevisor i CVR

16. august 2024

Med lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og forskellige andre love, som implementerer CSRD, blev en række virksomheder underlagt krav om at vælge en bæredygtighedsrevisor, som skal forsyne virksomhedens bæredygtighedsrapportering med en særskilt revisorerklæring. Det er nu muligt at registrere den valgte bæredygtighedsrevisor i CVR.

Registrering af bæredygtighedsrevisoren i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR)

Lov om ændring af årsregnskabsloven, revisorloven og forskellige andre love trådte i kraft den 1. juni 2024 og medførte en pligt for visse virksomheder til at medtage en bæredygtighedsrapportering i ledelsesberetningen – og dermed også vælge en bæredygtighedsrevisor på generalforsamlingen.

Fra og med 1. januar 2024

Store virksomheder i regnskabsklasse D (børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber) med mere end 500 ansatte er omfattet af de nye regler med virkning fra den 1. januar 2024 og skal derfor rapportere om bæredygtighed for regnskabsåret 2024. De fleste af de omfattede virksomheder har allerede valgt en revisor i relation til både lovpligtig finansiel og bæredygtighedsrapportering på den ordinære generalforsamling i år. Disse virksomheder kan nu registrere den valgte bæredygtighedsrevisor i CVR.

Omfattede virksomheder, der endnu ikke har valgt en bæredygtighedsrevisor, skal afholde en (ekstraordinær) generalforsamling med henblik på at vælge en bæredygtighedsrevisor med virkning fra regnskabsåret 2024.

Erhvervsstyrelsen har med virkning fra og med den 15. august åbnet for muligheden for at registrere bæredygtighedsrevisor i Erhvervsstyrelsens it-system (link til systemet findes her). Registrering af bæredygtighedsrevisor for de virksomheder, som allerede har valgt en bæredygtighedsrevisor på deres generalforsamling skal ske inden den 1. oktober 2024. For øvrige virksomheder gælder den almindelige registreringsfrist på to uger efter vedtagelsen.

Fra og med 1. januar 2025 eller senere

Virksomheder, der først omfattes af reglerne med virkning fra 2025 eller senere, skal vælge en bæredygtighedsrevisor på en kommende ordinær generalforsamling. Dette drejer sig om:

Fra 1. januar 2025 Store virksomheder i regnskabsklasse C samt store virksomheder i regnskabsklasse D med 500 eller færre ansatte.
Fra 1. januar 2026 Små og mellemstore virksomheder i regnskabsklasse D (medmindre de beslutter at ikke at rapportere for regnskabsår, der begynder inden den 1. januar 2028).
Fra 1. januar 2028 Dattervirksomheder, som indgår i en koncern, hvis samlede nettoomsætning i EU i hvert af de seneste to på hinanden følgende regnskabsår overstiger 150 mio. euro, og hvor den øverste modervirksomhed ikke er underlagt lovgivningen i et EU-/EØS-land.

Du kan læse mere om de nye regler og de omfattede virksomheder i vores tidligere nyhedsbrev her.

Lovforslaget som vedtaget kan læses her.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt