Søg
EU-statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til Kommissionen og af Kommissionen godkendes som forenelig med det indre marked, før støtten kan tildeles. Det gælder for støtte, der opfylder følgende betingelser:
Italien havde vedtaget en støtteordning, hvis formål var at fremme energi fra vedvarende energikilder. Støtteordningen blev i overensstemmelse med artikel 108(3) TEUF anmeldt til Kommissionen, som godkendte statsstøtten. Støtteordningen var godkendt for en periode indtil den 31. december 2016. Den 29. januar 2018 – efter udløbet af støtteordningen – blev der tildelt støtte til mikrovandværker under ordningen. Efterfølgende blev støttemodtagerne meddelt, at dele af støtten skulle tilbagebetales, da den konkrete støtteordning var udløbet, og der i stedet skulle ydes støtte med hjemmel i forordning nr. 651/2014, hvilket berettigede til et mindre støttebeløb end først tildelt. Støttemodtagerne anlagde herefter sag med påstand om annullation af disse foranstaltninger.
Det første spørgsmål i sagen angik, hvorvidt støtteordningen var udløbet den 31. december 2016. I bekræftende fald var spørgsmålet, hvorvidt artikel 20 om misbrug af støtte i forordning nr. 2015/1689 (fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108) skulle fortolkes således, at det i tilfælde af misbrug af støtten påhvilede Kommissionen at vedtage en tilbagebetalingsafgørelse, før medlemsstaten kan kræve støtten tilbagebetalt. Endelig var spørgsmålet, om den omhandlede støtte var forenelig med det indre marked, jf. artikel 107(3)(c) TEUF.
EU-Domstolen henviste ved besvarelsen af det første spørgsmål til Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012, hvori perioden var fastsat til 2011-2016. Domstolen fandt, at støtteordningen var udløbet, da der blev tildelt støtte i medfør af støtteordningen fra 1. januar 2017.
For så vidt angik spørgsmålet om misbrug af støtte udtalte Domstolen, at der i den pågældende sag ikke var tale om, at støtten var misbrugt af modtagerne. Der var derimod tale om ulovlig støtte, henset til at der var tale om ny støtte tildelt i strid med artikel 108(3), sidste punktum. Derfor omformulerede Domstolen spørgsmålet til, hvorvidt artikel 108(3) TEUF skal fortolkes således, at det påhviler Kommissionen at anmode medlemsstaten om at kræve tilbagebetaling af ulovlig støtte. Til dette spørgsmål præciserede Domstolen fortolkningen af artikel 108(3) TEUF og udtalte, at det ikke var pålagt Kommissionen at anmode medlemsstaten om at kræve tilbagebetaling af ulovlig støtte. Her lagde Domstolen vægt på artikel 108(3)’s direkte virkning, hvorefter det påhviler en national myndighed, som konstaterer, at støtte er tildelt i strid med artikel 108(3) TEUF, på eget initiativ at tilbagesøge den ulovligt tildelte støtte.
EU-Domstolen har i en appelsag præciseret reglerne om antagelse af annullationssøgsmål anlagt af brancheforeninger mod Kommissionens afgørelser om statsstøtte som følge af den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108(2) TEUF.
Appellanten i sagen var brancheforeningen Danske Slagtermestre. Danske Slagtermestre havde indgivet en klage til Kommissionen om, at Danmark havde ydet statsstøtte ved vedtagelse af en lov, som indførte en trappemodel for vandafledningsbidrag. Kommissionen fandt, at foranstaltningen ikke gav bestemte virksomheder nogen selektiv fordel og følgelig ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107(1) TEUF.
Kommissionens afgørelse blev indbragt for Retten, som afviste sagen med begrundelse om, at sagsøgeren ikke havde søgsmålskompetence.
I appelsagen skulle Domstolen efterprøve Rettens afgørelse om, hvorvidt Danske Slagtermestre ikke opfyldte betingelsen om at være ”umiddelbart berørt” af retsakten for at opnå søgsmålskompetence efter artikel 263(4) TEUF. Domstolen fandt, at Retten havde begået en retlig fejl, da Retten havde indfortolket et krav om, at appellanten skulle påvise, hvilke konkurrencebegrænsede virkninger der konkret var fremkaldt af den pågældende nationale foranstaltning, i betingelsen om ”umiddelbart berørt”. Domstolen fandt det tilstrækkeligt, at Danske Slagtermestre på relevant vis redegjorde for, at der forelå en mulighed for en ugunstig konkurrencesituation. Domstolen bemærkede, at Rettens fejl blev bekræftet af den omstændighed, at Retten kritiserede appellanten for ikke at have fremlagt specifikke oplysninger om bl.a. medlemmernes og modtagernes markedsandele, medlemmernes omsætning og indtægter samt den indvirkning, som afgifterne for spildevandshåndtering havde på de priser, som dens medlemmer faktisk kunne fakturere deres kunder for.
Domstolen konkluderede herefter, at Danske Slagtermestre opfyldte de to kumulative kriterier for at være ”umiddelbart berørt”; for det første havde den anfægtede foranstaltning umiddelbart indvirkning på sagsøgerens retsstilling, og for det andet overlod foranstaltningen ikke et skøn til adressaterne, der skulle gennemføre den, idet gennemførelsen skulle ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler. Domstolen fandt, at Danske Slagtermestre i tilstrækkelig grad havde fremført grundene til, at den anfægtede beslutning kunne stille en betydelig del af dennes medlemmer, navnlig mindre slagterier, i en ugunstig konkurrencesituation, som havde umiddelbar indvirkning på sagsøgerens retsstilling, og at søgsmålet opfyldte de to kriterier. Sagen blev herefter hjemvist til realitetsbehandling ved Retten.
Den 27. januar 2022 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-238/20, Satini-S. Dommen fastslog, at en foranstaltning, der har til formål at kompensere for en begrænsning i brugen af en ejendom, som staten har pålagt, er en fordel, der kan udgøre statsstøtte.
Sagen omhandlede virksomheden Satini-S, der i 2002 havde købt to ejendomme i et beskyttet naturreservat. I 2005 blev området omfattet af et Natura 2000-område. Nogle beskyttede fugle forårsagede herefter skade på Satini-S’ akvakulturaktivitet. Satini-S ansøgte om erstatning, hvilket blev afvist med den begrundelse, at man allerede havde opnået det maksimale beløb i henhold til de minimis-reglen på statsstøtteområdet. Satini-S anlagde herefter sag og hævdede, at kompensationen for skaderne er omfattet af ejendomsretten og derfor ikke skulle klassificeres som statsstøtte. EU-Domstolen fandt, at omkostninger forbundet med overholdelsen af lovbestemte forpligtelser og naturlige begivenheder (herunder skader forårsaget af vilde dyr) og dækning af skader forårsaget heraf henhører under virksomhedens normale driftsomkostninger. Der var derfor ikke tale om ekspropriation, men en begrænsning af ejendomsretten af hensyn til miljøet. En statsfinansieret kompensation herfor ville derfor udgøre statsstøtte.
Den 28. april 2022 traf Domstolen afgørelse i sag C-251/21, ”Piltenes meži” SIA, hvor problemstillingen blev behandlet igen. Afgørelsen bekræfter Satini-S-dommen.
Tvisten angik, hvorvidt virksomheden Piltenes meži havde krav på landbrugsstøtte som kompensation for omkostninger og indkomsttab ved, at en del af virksomhedens skovområde lovpligtigt var udlagt som mikroreservat for fugle. I overensstemmelse med Satini-S-dommen bemærkede Domstolen, at støttens karakter af kompensation eller udligning ikke udelukker, at støtten, for så vidt som den finansieres ved hjælp af statsmidler, kan kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 107(1) TEUF, såfremt de øvrige betingelser for anvendelse af denne bestemmelse er opfyldt.